kopenhagen.dk
netkunst links
sidste nyt om kopenhagen kalender interviews udstillinger artikler pressemeddelelser

 

kopenhagen.dk > alle pressemeddelelser > 16. januar 2003 : Julie Nord - From Wonderland with Love
[16. januar 2003]
pressemeddelelse


Julie Nord:
From Wonderland with Love


Julie Nord
From Wonderland with Love

Fernisering fredag 17. januar kl. 15
17.1 - 21.4. 2003

Aarhus Kunstmuseum
Høegh-Guldbergs Gade 2
8000 Århus C
Tlf. 86 13 52 55
Fax 86 13 33 51
marketing@aarhuskunstmuseum.dk
www.aarhuskunstmuseum.dk
Åbent Tirsdag - søndag kl. 10 - 17, onsdag kl. 10 - 20


Eventyret om Alice i Eventyrland får nye dimensioner, når den 32-årige danske kunster Julie Nord udstiller sine tegnede fortolkninger over den litterære klassiker på Aarhus Kunstmuseum. Udstillingen From Wonderland with Love varer fra den 17. januar til den 21. april 2003 og er årets første demo-udstilling på Aarhus Kunstmuseum.

Gennem 50 tegninger inspireret af Lewis Carrolls bog Alice i Eventyrland sender Julie Nord ho-vedpersonen Alice ud på en forunderlig rejse, der både er livsbekræftende og ironisk, grusom og humoristisk. Med synlig perfektion bider Julie Nords billedserie sig fast på nethinden. Historien om Alice i Eventyrland lægger grundtonen i den drømmeagtige fortælling. Enkelte figurer kender vi fra Carrolls fortælling, mens andre stammer fra børnebogens tuttenuttede fiktion.

Julie Nords tegninger tager afsæt i eventyrgenren generelt. Forløbet i From Wonderland with Love er ikke lineært eller objektivt. Snarere en drøm. Publikum bliver konstant afbrudt af nye øjeblikke. Det umiddelbart velkendte bliver i Julie Nords streg pludselig forvandlet til noget ukendt. Dermed bringer hun nye og overraskende oplevelser med sig.

- Jeg har taget udgangspunkt i "Wonderland" som et mentalt sted. Et "state of mind" eller en sinds-tilstand, hvor illusion og virkelighed kolliderer. Hvor det bevidste og det underbevidste ikke har faste pladser, og hvor skellet mellem fornuft og nonsens opløses, siger Julie Nord om sit projekt.

Julie Nord præsenterer sin historie på to måder: Dels som udstilling i museets Demo-rum, hvor de 50 tegninger er hængt op på væggen i et kridhvidt rum. Dels som en bog, hvor fortællingen folder sig ud side for side. Begge former giver på hver deres måde den tegnede historie liv.

I udstillingsrummet indbyder det bløde gulvtæppe publikum til at indleve sig i det univers, der ud-folder sig på væggen i al dets detaljerige originalitet. Ved at brede sig i flere lag bryder Julie Nord fortællingen og lader det være op til beskueren at gå på opdagelse i de tegninger, der falder i øjet.

- Samtlige tegninger er en slags eksistentielle snapshots, fortæller Julie Nord, der vil være til stede, når udstillingen åbner fredag den 17. januar kl. 15.

Til udstillingen er lavet et internetkatalog, der fra den 17. januar vil være lagt ud på museets hjem-meside på www.aarhuskunstmuseum.dk. To rigt illustrerede artikler af Gitte Ørskou og kunstneren Peter Land indkredser her Julie Nords arbejde. Desuden er der udgivet en bog i forbindelse med udstillingen, der kan købes på Aarhus Kunstmuseum.

From Wonderland with Love varer til den 21. april 2003. Projektet er støttet af Billedkunstrådet.
 

Får du kopenhagen's ugentlige nyhedbrev? Tilmeld dig her:
Skriv din e-mailadresse: Tilmeld
Our policy on privacy

Pressemateriale
Al henvendelse: kopenhagen@kopenhagen.dk
kopenhagen har modtaget tilskud fra Billedkunstrådet og Kulturministeriets Tidsskriftstøtteråd