 |
[7. november
2002]
pressemeddelelse
Good-will folket og Kong Kredsløb i Blikland
- Al Mason og Kaj Wahlgreen Egeberg
på Københavns Hovedbibliotek
Al Masson
Good-will folket
&
Kaj Wahlgreen Egeberg
Kong Kredsløb i Blikland
7. november til 26. november 2002
Københavns Hovedbibliotek
Krystalgade 15
1172 København K
Åbent man - fre kl. 10 - 19, lør kl. 10 - 14
Fra 7. til 26. november 2002 viser Københavns Hovedbibliotek en
udstilling med værker af kunstnerne Al Masson og Kaj Wahlgreen Egeberg.
De 2 kunstnere er på mange måder meget forskellige men også beslægtede.
På denne udstilling viser de kunst der har mennesket som motiv.
De skaber et særligt univers, en fantasiverden, der dog ligner virkelighedens
verden befolket af de gode "Good-will folket" og af "Kong Kredsløb
i Blikland" og alle hans undersåtter. Al og Kaj er meget fascinerede
af at anvende genbrugsmaterialer i deres kunst. De kan finde skønheden
og mulighederne i de ting andre for længst ville have smidt væk.
Det er fascinerende og inspirerende at se på udstillingen med Al
Massons 174 akvareller og tegninger af menneskelignende figurer"
Good-will folket" og Kaj Wahlgreen Egebergs 100 figurer, en hel
hær der minder om de kinesiske kejseres nedgravede hærskarer.
Al Masson har på forunderlig vis fået en gammel regnskabsbog
- indkøbt af en eller anden for mange mange år siden i Papir- og
Boghandelen Wroblwski - i sine hænder. På omslaget var skrevet Good-will,
Indtægter og inden i var der 174 blanke sider med linier på fint,
let glittet papir. Al blev inspireret af titlen Good-will og fyldte
bogens sider med 174 akvareller og tegninger og skabte her "Good-will
folket". En verden af gode mennesker med forskellige udtryk, en
hær af soldater, der vil opholde sig her og holde vagt over "Det
Gode". På denne måde har Al Masson fuldført opgaven med at fylde
bogen for den person som oprindelig købte bogen for mange år siden.
Al Masson er født i Frankrig og uddannet som kunstner i New York
og Bruxelles. Siden midten af 1990erne er han bosat i København.
Han har haft mange udstillinger i Danmark og i udlandet.
Kaj Wahlgreen Egeberg er sidst i 70erne og en meget aktiv,
fantasifuld, levende og nysgerrig person. Efter et langt forretningsliv
med eget firma som overvejende handlede med Japan og Kina startede
hans kunstnerliv. Han fik foræret en bunke brugte metal tobaksæsker.
Han så muligheden i disse dåser der skulle have været kasseret og
skabte en verden af hundreder af små menneskelignende figurer, hvori
man godt kan se inspirationen fra hans møde med østens kunst, æstetik
og filosofi. Disse mange figurer udgør et helt lille univers en
miniudgave af det samfund som vi lever i. Kaj skriver sideløbende
med skabelsen af figurerne en bog om livet hos: "Kong Kredsløb i
Blikland". Udstillingen vil indeholde udklip fra denne bog. Kaj
Wahlgreen Egeberg dedicerer sin udstilling til forfatteren Kirsten
Hammann og hendes roman: "vera Winkelvir", citat: 5.dag - 24. Juni:
"vera er faldet ud af juni. Hun skred af i et sving. Hun tog fejl
af lyset mellem to dage".
|
 |
|