 |
[14. august
2002]
pressemeddelelse
Geist
- en udstilling af Kristofer Hultenberg
og Claus Handberg Christensen

Geist
Fernisering fredag 16. august kl. 17 - 20
16. - 25. august 2002
Copenhagen Project Room
Rørholmsgade 17
1352 København K
Åbent dagligt 14 - 17, mandag lukket
Geist består af 14 værker, syv sort/hvide fotografier og
syv malerier. Ideen til samarbejdet opstod, da Claus Handberg Christensen
viste Kristofer Hultenberg en serie fotos, han havde taget på en
vandring om natten i Indien.
Det var fotografier af planter og havestole taget med blitz fra
hoftehøjde. Kristofer konstaterede den underdrejede uro, der var
til stede i dem, på trods af motivernes harmløshed. Kristofer har
malet en serie minimalistiske malerier som et svar på disse fotografier.
De er renset for overflødig æstetik, holder sig til to farver og
de mest basale grafiske former, men alligevel er de urolige og gådefulde
i deres udtryk; de driller blikket på en umærkelig måde.
Resultatet af samarbejdet er blevet et dialektisk værk. Fotografierne
og malerierne kan opfattes som hinandens modsætninger, og dog besidder
de den samme uro og nøgternhed, der forener dem og skaber et samlet
værk. De egentlige billeder er at finde et sted midt imellem.
Kristofer Hultenberg er født i Lund, Sverige 1971. Han er
uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 93 - 99 og har
studeret på Konsthögskolan i Stockholm. Han har bl.a. udstillet
på: Biennale Syd: Det Fluktuerende Maleri - Sørlandets Kunstmuseum
i Norge år 2000. Desuden er han inviteret til at deltage på efterårsudstillingen
2002.
Claus Handberg Christensen er født i Viborg, 1970. Han arbejder
som digter og fotograf. Debuterede med digtsamlingen "320 pund"
på Gyldendal i 2001. Som fotograf har han bl.a. bidraget til projekterne:
Gaderne og Parlør på internet-galleriet Afsnitp.dk
|
 |
|