[2. juli 2003]
Interview

Lars Nilsson og Eva Linder, Yeans, Gøteborg

YEANS ARTSPACE - interview med Eva Linder og Lars Nilsson
I januar 2002 åbnede Eva Linder og Lars Nilsson Yeans artspace i Gøteborg. Det særlige ved galleriet er, at det ligger i forlængelse af deres private hjem, og at alle udstillinger varer tre dage.

Åbningsudstillingen var en opsigtsvækkende event af Bigert og Bergström, som bestod af lange baner stubintråd opsat på væggene i et trælignende mønster. Til ferniseringen blev tråden tændt, og efterhånden som lunten spredte sig og brændte ud, lagde et tykt tæppe af røg sig under loftet. Efterhånden som røgen begyndte at fylde det lille lokale, måtte ferniseringen forsætte udenfor.
Af andre kunstnere og projekter i Yeans kan nævnes Annika Lundgren, Cecilia Lundquist og GAS/ DESIGN EXCHANGE fra Japan.

Eva Linder og Lars Nilsson er begge studerende ved Kunsthögskolan i Umeå og har en kunstnerisk praksis ved siden af galleriet. Interview af Laura Stamer. Foto: www.yeans.org, Karin Hård af Segerstad, Jeremy Deller.

Yeans Artspace
Arsenalsgatan 10, Göteborg
Info: Lars Nilsson, Eva Linder, tel. +46 (0)31-13 90 97
info@yeans.org
www.yeans.org

Lars Nilsson og Eva Linder

Hvad er motivationen for at åbne et galleri?
EL: Dels havde vi lokalet, og dels blev vi påvirkede af nogle gæstelærere, vi havde på skolen, der drev Galleri Ynglingagatan 1 i Stockholm. De talte om, at har man først et sted, så har man også muligheden for at kontakte folk og invitere dem. At det i virkeligheden er meget enkelt.

LN: Vi forstår yderligere galleriet som et skoleprojekt. Man lærer meget i sit eget arbejde ved at arbejde med andre kunstnere. Så er det også en mulighed for at se kunst, vi ellers ikke ville få at se. Alle har været enormt positive. Man kan ringe til hvem som helst, og alle synes, det er coolt.
Jeg havde haft lejligheden i nogle år og syntes, at den passede så fint til at have butik eller galleri. Man er nærmest forpligtet til at anvende rummet.

Indgangen til Yeans

Hvordan fungerer det at have et galleri i sin lejlighed?
LN: Jeg ser det snarere som om, vi bor i galleriet, end at galleriet er i vores lejlighed. Jeg tror, man oplever det mere som et galleri, når man kommer hertil. Det føles ikke som om, man kommer hjem til os. Men så kan man alligevel ane Corn Flakes-pakken i køkkenet... Køkkenet er lige på grænsen. Der har vi bar til vores ferniseringer - der opstår en form for mellemting.

Man kan fornemme en mere personlig drivkraft i og med, det ligger så tæt på hjemmet.
LN: Det er vigtigt for os, at der er en afsender. At der er nogen, der har valgt eller taget stilling. Der opstår en anden følelse — ligesom en DJ — man ved, det er hans yndlingsplader, der bliver spillet. Vi tør at vise, at det her kan vi lide. Jeg tror, den specielle følelse er på godt og ondt. Det kan måske føles ubekvemt for nogen.

Var konceptet med den korte varighed af udstillinger med fra starten?
LN: Først havde vi tænkt, at det kun skulle være den type kunst, der har en form for performanceaspekt. Vi havde tænkt på bl.a. Annika Lundgren og Karl Holmquist.

EL: Eller den type kunst, hvor kunstneren behøver at være tilstede. Det er svært at udstille den kunst normalt. Men efterhånden har det ændret sig.
Det er også en ren praktisk løsning. Vi kan ikke sidde her hver dag og have åbent.

LN: Et andet aspekt, der er vigtigt for os, er, at når man tager sig tid til at komme herop, så kan man investere sin tid i noget, der er sjovt at se på eller giver en fordybende oplevelse. Vi er begyndte at blive mere og mere interesserede i film og videokunst.

Hvordan finder I frem til kunstnerne?
LN: Vi har besluttet, at vi ikke vil tage imod ansøgninger. Det er så kedeligt at sige nej til folk. Vi synes, det er bedre, at vi udelukkende bestemmer og tager kontakten.

EL: Det ville tage alt for meget tid at gå igennem ansøgninger. Det er jo i vores lejlighed, så her vil vi bestemme.

LN: Plus der er mange andre gallerier, hvor det føles som om, det er deres venner, de inviterer. Det bliver hurtigt lidt for internt.
Vi søger meget på nettet. Vi læser om kunstnere i tidsskrifter, og får tips af folk.
Vi kan begge to godt lide at surfe på nettet for at se, hvad der foregår der i Brasilien lige nu osv. Det var på den måde, vi fandt frem til projektet GAS/ DESIGN EXCHANGE fra Japan. Derefter mailede vi til dem og havde lidt kontakt frem og tilbage. På den måde kan man gøre hvad som helst. Hvis man giver sig tid til det. Alt er muligt, hvis man er åben og spørger.

GAS/DESIGN EXCHANGE, YEANS feb 2003, Run Wrake video

Bigert og Bergström indviede galleriet med en live stubintrådstegning, hvordan fungerede det?
LN: Det var en ret spektakulær event. Vi har ikke haft så mange besøgende som den aften... Svensk Television var forbi.
Værket handlede om selve oplevelsen af kunst. Den kræver tilstedeværelse.
Røgen blev oppe under loftet, så man kunne blive i rummet i et stykke tid. Men efter nogle minutter faldt den ned, og så begyndte folk at gå udenfor.

Bigert&Bergström: Short circuit no 14, YEANS jan 2002

EL: Nogle gange, når man går på udstilling, hvor der har foregået en event, er det kedeligt at stå med fornemmelsen af, at ’det her var i går’. Hvis man kommer dagen efter, så er man gået glip af det. Bigert og Bergström fungerede ret godt også lørdag og søndag. Der lugtede af røg en uge efter!
Det var klart strategisk, at vi ville have dem til at komme først.

En anden kunstner, der arbejder med rummet og tidsfaktoren, er Annika Lundgren. Hvad handlede hendes projekt om?
LN: Udstillingen hed ’Noget for noget’ og bestod i, at man kunne kunne booke en tid hos hende. Som en slags rådgivning en til en. Man betalte 62,50 for en time, og hun havde regnet ud, at hvis alle tider blev booket, så havde hun penge til at købe et par støvler, som hun ellers ikke ville have haft råd til.
Hun er som person meget åben og glad og let at tale med. Nogen kom, fordi de havde mødt hende på en bar dagen før, og havde fået lyst til at tale mere med hende. Andre kom med deciderede projekter eller ville diskutere kunstnerens vilkår.
Vi uddanner en masse kunstnere — hundredevis hvert år. Hvordan kan vi bruge dem? Hvad er deres særlige kompetencer? At kunne se kunstneren som en ressource — sådan opfatter jeg hendes projekt.

Annika Lundgren forbereder sin udstilling. YEANS feb 2002

EL: Derudover er der diskussionen om, at man sjældent betaler kunstnerne for deres kompetence. Hun havde skrevet en liste på væggen, som var en opremsning af alle de forskellige jobs, hun havde haft i tidens løb for at tjene penge. Altså en masse ting hun kan, men ikke i kraft af hendes hverv som kunstner (f.eks at vaske en strand ren for olie).

LN: Når der er udstillinger på museer, er det ofte sådan, at teknikerne bliver betalt, vagterne bliver betalt, men kunstneren bliver ikke betalt. Det er jo en absurd situation.

Jeres seneste udstilling var Jeremy Deller med en film, der ligger på grænsen mellem fiktion og dokumentar...
EL: Han udstillede en 1-times film, som er en iscenesættelse af et slag, der fandt sted i England i 1984. Der medvirkede over 1000 personer bl.a. gamle krigsveteraner og politimænd, som havde været med i slaget den gang. Derefter lavede han en dokumentar om det. Interviewede de mennesker, der så på, og belyste hvordan det påvirkede deres syn på politiet. Det er en fantastisk film.

Jeremy Deller: Battle of Orgreave (videostill ), YEANS april 2003

LN: Optagelserne af filmen var en slags kunsthændelse, som man som publikum kunne gå hen og se på. Filmen er virkelig godt lavet, godt klippet osv. Ellers kunne det hurtigt gå hen og blive kedeligt at se på. Det er Mike Figgis, instruktøren fra Leaving Las Vegas, der har lavet filmen. Det fungerer godt, når man ser den som dokumentar.

Galleri-views med plakat af Lars Nilsson

Hvilke medier arbejder I selv med?
LN: Jeg arbejder med animerede film. Det er ret cool. Jeg laver også plakater som den, der hænger der. Den lavede jeg inden Irakkrigen. Jeg kan godt forholde mig satirisk til politik. Jeg har tænkt meget på, at kunst bør kunne være frisk — ligesom journalistik. At kunsten ikke behøver at være noget, der varer for evigt.
Med denne her var det interessant inden krigen, hvem stiller op og går med, og hvad får de ud af det. Fordelagtige lån eller bistand — der bliver en slags forhandling, der ligger udover selve stillingstagningen til krigen. F.eks har Sverige søgt om OL flere gange uden at få det.

Lars Nilsson og Eva Linder

Jeg faldt over perlepladeklubben på internettet, hvornår startede den?
EL: Jeg har haft perlepladeklubben i tre år. Det tager en del tid. En gang om måneden kommer perlepladerne med posten — ca. 50 breve. Så skal de scannes ind og lægges ud på nettet. Hver måned er der et bestemt tema, folk skal forholde sig til.
Jeg begyndte at lave perleplader bare for sjov skyld, men efterhånden kom jeg i snak med andre, som også lavede perleplader. Så ideen var at få mulighed for at se, hvad folk laver. Nu er der over 250 medlemmer.
Medlemmerne er begyndt at sætte deres eget præg på klubben. Tidligere havde jeg det sidste ord. Men fornylig var der nogle medlemmer på tv for at tale om perlepladeklubben uden min godkendelse. Andre har talt med journalister i Stockholm på eget initivativ. Det er så deres version af, hvad perlepladeklubben handler om.
Selvom perleplader er et meget lille område, har jeg lært mig alt om dem. Det er skønt at kunne en masse om én ting.

Eva Linder: Perleplader

Hvem er medlemmer?
EL: Det er ret blandet. Men de fleste er mellem 20 og 30 år — den generation som har lavet dem i børnehaven. Men der er i og for sig mange midaldrende — 50-årige, som havde børn, der gik i børnehave i 70’erne, som også havde dem derhjemme.

Der er en særlig svensk tilknytning til pladerne?
Selve perlerne fandtes allerede, men pladerne var en svensk opfindelse i 60’erne — jeg har brevkontakt med enken efter opfinderen... Det var et lille firma uden for Stockholm, der startede. Sidenhen var der andre store fabrikker, der begyndte at producere dem. I begyndelsen var det et terapimateriale på plejehjem osv. Men efterhånden fandtes de i alle børnehaver også i resten af Europa.

LN: Det er et fint medie at arbejde i. Med tegning kan man f.eks. få den følelse af, at jeg kan jo ikke tegne. Man har ikke den samme præstationsangst med perlepladerne. Man behøver ikke at have deltaget i et kursus eller være kunstner. Her kan alle være med.

Hvad er jeres fremtidsplaner for YEANS?
LN: Vi har ingen faste planer for efteråret endnu. Vi har lidt forskellige idéer. Det kunne være sjovt at lave en gruppeudstilling. Derfor leder vi efter et større lokale, som vi kan leje for en kort periode.

EL: Vi kunne godt tænke os at have flere forelæsninger, videovisninger eller præsentationer af kunstnere. Det afhænger af, hvor mange penge vi får i tilskud.

LN: Jeg ville gerne have det lidt mindre bundet. At når man finder på noget, så gør man det. Problemet er i forhold til at søge penge. Man bliver nødt til at vise en lang liste med alt det, vi har lavet, og alt det, man har tænkt sig at lave. Det skal være så defineret på forhånd.
Vi vil gerne vise flere kendte ting — invitere internationale kunstnere. Selvom Yeans er et lidt pudsigt sted, så kunne det være fedt at have store kunstnere. Ideén med Yeans er at blande kunststuderende med mere etablerede kunstnere.

Mere...
www.yeans.org
www.parlplatteklubben.com