 |
[23 oktober 2003]
Interview
Nicolai Wallner
Interview med gallerist Nicolai Wallner
i anledning af galleriets 10 års jubilæum
Galleri Nicolai Wallner i Njalsgade fejrer ti års
jubilæum. Galleriet havde i 90erne en placering, som det mest
progressive af de etablerede gallerier, og Nicolai var med i gruppen
af visionære, som i midt 90erne flyttede fra indre by til
Bryggen. kopenhagen tog en tur til Njalsgade til en snak med Nicolai
Wallner om 90erne, og det som kom efter. Interview: kopenhagen,
foto: Torben Zenth.
Galleri Nicolai Wallner
Njalsgade 21, bygning 15, 2300 København S
tlf.: 32 57 09 70, fax: 32 57 09 71
web site: www.nicolaiwallner.com
e-post: nw@nicolaiwallner.com
Åbent ti - fre. kl. 12-17, lørdag kl. 12-15
Gallerist Nicolai Wallner blev født i København
1971 og voksede op i Albertslund. Han startede Galleri Nicolai Wallner
i 1993 sammen med en række kunstnere fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Galleriet havde i starten samme struktur som et kunstnerstyret galleri,
men ansporet af den hurtige succes, blev det til et kommercielt
galleri med Nicolai Wallner som gallerist.
Galleri Nicolai Wallner
Hvornår begyndte du at beskæftige dig med kunst?
Det gjorde jeg i gymnasiet. Jeg gik på Rødovre gymnasium
og havde en dansklærer, som selv havde haft et galleri og
var meget interesseret i samtidskunst. Han fortalte om udstillinger,
der var rundt omkring og sagde til os: ”gå ned os se
den udstilling og kom tilbage og fortæl, hvad I synes om det”.
Jeg og et par andre gik så rundt og så på udstillinger,
bl.a. på Kongo, der lå nede i Store Kongensgade, og
som var kunstnerdrevet.
Jeg var rent bevidsthedsmæssigt meget 'uskyldig' og vidste
ikke rigtig, hvordan man gebærdede sig. Jeg gik lige ind og
spurgte kunstnerne, hvorfor de lavede de her kunstværker,
og hvad det gik ud på. Det var enormt godt, da jeg fik en
helt masse at vide om, hvad det vil sige at være kunstner.
Det var derigennem jeg fandt ud af, at jeg havde lyst til at arbejde
med kunstnere.
Hvilket år var det?
Det var imellem 1987 og 90.
Har du nogen sinde selv ville være kunstner?
Nej, aldrig nogen sinde. Men jeg har engang prøvet - og det
er eksklusivt for kopenhagen - at søge ind på akademiet.
Jeg havde på det tidspunkt mødt nogle kunstnere og
havde mest lyst til at lave et galleri, men jeg vidste ikke hvordan,
jeg skulle starte. Jeg havde brug for at finde nogen, som delte
de samme interesser, måske nogen jeg kunne samarbejde med.
Derfor søgte jeg først ind på kunsthistorie,
men kom ikke ind, så jeg måtte prøve noget andet,
og jeg kendte nogen, som gik på akademiet, så jeg prøvede
at søge ind der. Egentlig ikke for at lave kunst, og derfor
var det meget godt, jeg ikke kom ind. Jeg havde mest brug for nogle
år, hvor det eneste krav fra samfundets side var, at jeg skulle
dygtiggøre mig. Når man går på et universitet
eller på et akademi, så har man faktisk enormt meget
frihed til at gøre nogen ting, tage nogle initiativer og
ikke mindst få noget SU til at leve for.
  
Nicolai Wallner
Hvad var det for nogle kunstnere, du kendte dengang?
Den første kunstner jeg lærte at kende, som også
var den første kunstner, jeg købte noget af, var Jesper
Fabricius. Det må have været i 1987. Han lavede det
der magasin Pist Protta, som jeg havde set i gymnasiet. Det var
enormt fascinerende, der var linoleumssnit og børnetegninger
i. Det var både originalt i forhold til, hvad der ellers fandtes,
men der var også originale kunstværker i.
Jeg ringede til ham og spurgte, om jeg måtte komme hjem og
besøge ham. Min dansklærer havde sagt: hvis du kommer
hjem og besøger ham så spørg, om du ikke må
se nogen af hans tegninger. Først købte jeg nogle
magasiner og så nogle af hans tegninger.
Jacob Kolding og jeg begyndte så at lave udstillinger sammen.
Det startede da vi gik i gymnasiet. I ejendommen på Vesterbro,
hvor jeg boede med min mor, var der i kælderen nogle selskabslokaler,
man kunne leje. Der var aldrig nogen, som brugte dem, så vi
fik lov at låne dem gratis i f.eks. to uger. Der lavede vi
nogle udstillinger med en række kunstnere. Jesper Fabricius
var den første udstiller.
Det, jeg havde lyst til på det tidspunkt, var i virkeligheden
blot at arbejde med kunstnerne. Bare det at have en udstilling var
fint for os dengang.
Jes Brinch var den første kunstner fra den tid, som jeg senere
kom til at arbejde med. Han udstillede i 1992, hvor han lavede en
udstilling med en sovepose, en røgmaskine og nogle stroboskoblamper.
Gennem ham mødte jeg en masse kunstnere, som gik på
akademiet, eller som lige var gået ud af akademiet, det var
kunstnere fra Baghuset [på det tidspunkt et toneangivende
kunstnerdrevet galleri].
Der var især syv kunstnere, og vi fandt ud af, at vi havde
lyst til at lave et galleri sammen. Det gjorde vi så, og det
første halve års tid var Galleri Nicolai Wallner kunstnerdrevet.
Det var ikke min idé, men vi valgte, at det skulle hedde
mit navn for at adskille os fra de andre kunstnerdrevne gallerier.
Vi fik en masse opmærksomhed på den måde, fordi
det lignede et rigtigt galleri, men arbejde med nogle kunstnere,
som man ikke ville forvente i et 'rigtigt' galleri.
Hvad var det, der vakte din interesse ved kunst?
På det tidspunkt syntes jeg bare, det var enormt spændende,
også bare at købe kunst og hænge op derhjemme.
Det, jeg tror, der skete på det tidspunkt, var et møde
med nogle mennesker, som levede i en helt anden virkelighed, end
jeg selv gjorde. Der, hvor jeg kom fra, og hvor de fleste mennesker
kommer fra, det er en virkelighed, der går i retning af, at
man ret tidligt får at vide, at det handler om at få
en uddannelse, så man kan blive en del af samfundet. Derfor,
syntes jeg, det var enormt fascinerende at møde nogle folk,
som ikke var en del af det eksisterende samfund i klassisk forstand.
Som i virkeligheden lavede noget, der ikke var brug for. Der var
ikke nogen, der bad om det, der var ikke brug for det, og der var
ikke som udgangspunkt nogen efterspørgsel efter det. Det
var spændende, at nogen lavede noget helt på eget initiativ,
for at give noget til nogen andre.
  
Nicolai Wallner
Fik du hurtigt hul igennem til pressen?
Ja, det gik enormt stærkt, men det tror jeg også hang
sammen med, at selvom det første galleri lå i en fugtig
kælder nede i Store Kongensgade, det var bestemt ikke attraktive
lokaler, så lignede det trods alt et rigtigt galleri. Kontrasten
imellem at vi fremstod som et seriøst galleri og de kunstnere,
som vi viste, gjorde, at mange havde lyst til at skrive om det.
Det var nyt og moderne og tilsyneladende et rigtig galleri, der
samtidigt viste nogle ting, som var ret mærkelige, og kun
fokuserede på den generation af kunstnere, som plumpede ud
af akademiet på det tidspunkt.
Det blev heller ikke værre af, at der var nogle udstillinger,
der kunne virkede provokerende både i formen og i indholdet.
Den famøse brændte børnehave [’Burn Out’
af Jes Brinch og Henrik Plenge Jacobsen] gjorde da sit til, at der
kom ekstra meget fokus på det, vi lavede.
Hvordan skabte du de internationale kontakter, som man ret
hurtigt fornemmede, I havde?
Ret hurtigt efter vi var åbnet, begyndte vi at tage på
nogle kunstmesser. Det var Olafur [Eliasson red.], som boede i Køln
på det tidspunkt, som ringede og spurgte, om jeg havde lyst
at komme ned og hilse på nogle folk. Jeg tog til Køln,
og han introducerede mig til nogle gallerier. Det var nok et halvt
år efter, galleriet var åbnet. Da hørte jeg så
om kunstmessen i Køln, hvor vi kom med mindre end et år
efter, vi var åbnet. Der skete meget, det væltede ind
med folk i standen, der spurgte hvad i alverden, det her gik ud
på. De havde for det første ikke hørt om ung,
dansk kunst, så det var meget nyt og eksotisk for dem at se
noget fra Danmark. De første kontakter mellem galleriet og
den internationale kunstscene blev skabt i forbindelse med de her
kunstmesser.
Hvad skete der på kunstscenen i den periode, hvor I åbnede
Galleri Nicolai Wallner?
Det skete absolut intet herhjemme, når det handlede om den
kommercielle side af sagen. Strategien var, at hvis først
museerne, kunsthallerne og gallerierne gik med på at vise
de her ting, så måtte samlerne komme på et tidspunkt,
når de havde fundet ud af, at det var spændende nok
til også at købe det og investere i det. Det viste
sig at være rigtigt, for samlerne kom rent faktisk på
et tidspunkt og begyndte at købe. Men i starten var der heller
ikke noget salg i udlandet, men der var en kæmpe interesse
for at vise vores kunstnere.
  
Nicolai Wallner
Hvad var det egentlig, der skete, hvorfor kom der så meget
fokus på skandinavisk kunst?
Herhjemme var der en meget svag galleristruktur, der var ingen gallerier,
som interesserede sig for unge kunstnere. Dette betød, at
hvis man gik på akademiet i København, var det højeste,
man kunne stræbe efter, at være med på en gruppeudstilling
på Århus Kunstmuseum. Det var det ypperste og så
ellers udstillinger på Charlottenborg. Det der med at udstille
på et galleri eller sågar et museum i udlandet, det
var fuldstændig uden for rækkevidde. Og at komme på
forsiden af et kunsttidsskrift, det blev i alt fald ikke i det her
liv. Det havde den positive effekt, at alt imens der blev skabt
en masse muligheder for unge danske kunstnere og en masse opmærksomhed,
så var der kunstnere, som havde haft rimelig god tid til at
gå og lave kunst. Det var ikke kunstnere, som arbejde med
en bevidsthed om et marked eller om muligheder og udstillinger på
gallerier.
Andre steder i verden gik kunstnerne allerede, når de kom
ind på akademierne, med en bevidsthed om, at de ville blive
verdensberømte; 'Jeg kan leve af det her, jeg kan blive rig
på det her'. Det var ikke en bevidsthed, der fandtes på
Det Kongelige Danske Kunstakademi omkring 1992, 93, 94. Det tror
jeg var en fordel. Der var ikke en Charles Sattchi eller Jay Joplin,
der gik rundt på afgangsudstillingerne for at hapse nogen
til sin samling eller til sit galleri, før end Anthony Defray
kom forbi og hapsede nogen. Der var virkelig et hysteri omkring
afgangsudstillingerne i London, som ikke fandtes her i København.
Her var der jo stort set ikke nogen, der så de der afgangsshows.
Hvordan udvælger du de kunstnere, du arbejder med?
Det er svært at sige noget generelt, for én kunstner
har jeg begyndt at arbejde med på én måde og
den kunstner har måske bragt en anden kunstner ind.
F.eks. to kunstnere, Jonathan Monk og David Shrigley, de er faktisk
kommet ind på den måde, at jeg sammen med Joakim Koester
så en udstilling, der hed ’Stain in reality’,
med Stan Douglas og Douglas Gordon. Her lærte jeg Douglas
Gordon at kende, han boede i Glasgow. Samtidig skulle Jonathan Monk
lave en udstilling ude på Overgaden. Han havde snakket med
Douglas, som havde sagt, prøv at gå forbi ham der Nicolai
og vis nogen af dine ting. Han kom så ned i galleriet og jeg
så hans ting og OK fedt, skal vi lave en udstilling?
Det blev starten til et samarbejde med Jonathan, som boede sammen
med David Shrigley i Glasgow, de var flatmates. Senere så
jeg så nogen af Davids ting og begyndte at arbejde med ham.
Nogen ting hænger sammen på den måde, mens andre
gange har jeg set nogle ting af kunstneren og senere kontaktet ham,
eller jeg har set nogle ting af en kunstner på nogle messer.
Nogen har jeg også kigget på noget tid.
Det var også noget med at fokusere, selvom der måske
var nogle kunstnere, som jeg havde lyst til at arbejde sammen med,
så gjorde jeg det ikke, for jeg kunne ikke overskue det. Så
kan man sige, at samtidig med at strukturen er vokset, er der kommet
mere overblik, så er det også lettere at begynde at
arbejde med flere kunstnere. Jeg håber selvfølgelig
også, at der om tredive år også er nogle unge
kunstnere, så det ikke kun bliver gamle mænd, og nogle
få gamle damer, jeg arbejder med. De gallerier, som jeg lader
mig inspirere af, de er måske tredive år gamle, og har
deres gamle program og gamle kunstnere, som Sol LeWitt, Laurence
Wiener, On Kawara m.v., men har også kunstnere fra 60erne,
70erne og 80erne og fra 90erne og er fortsat interesserede i at
arbejde med nye kunstnere.
Hvad skal der ske de næste ti år?
Noget, som er den næste drøm, udover at leve et dejligt
positivt liv, det er engang at bygge et galleri med nogle atelierer.
Men ellers forsøge at skabe flere muligheder, ikke bare for
de kunstnere, som jeg arbejder med her i galleriet, men blive ved
med at udvikle den kunstscene, der er lige nu.
Jeg vil sige, at noget, som jeg er utroligt glad for, er, at jeg
har fået nogle kollegaer, som deler nogen af de samme interesser.
Vi sidder ikke lårene af hinanden, men bare det, at vi kan
arrangere nogle åbninger sammen. Vi kan holde en fest sammen,
tage på messer sammen, arrangere transporten til messen sammen.
I gamle dage da var det lidt kedeligt at være det eneste galleri,
som arbejdede med unge kunstnere, udover de kunstnerdrevne gallerier.
Nu har jeg nogen, som jeg kan snakke med, konkurrere lidt med, eller
bare have en dialog med. Det er jo ikke sjovt at være den
bedste, hvis man er den eneste.
Mere...
2. oktober
2003: Elmgreen-Dragset på Nicolai Wallner
15. maj 2003: Interview med Jeppe
Hein
24. april 2003: Leipzig
på Galleri Nicolai Wallner
26. februar 2003: Eske
Kath på Nicolai Wallner
18. februar 2003:
David Shrigley på Nicolai Wallner
27. november 2002: Interview med Jakob
Kolding
23. januar 2002: Interview med Birgitte
Kirkhoff
23. januar 2002: SEX
- Christian Schmidt Rasmussen på Nicolai Wallner
6. december 2001: Mari
Eastmann på Galleri Nicolai Wallner
28. oktober 2001: Group
Show hos Nicolai Wallner
15. oktober 2000: Interview med Jacob
Kolding
|
|
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)