[5. november 2003]
Interview

Marianne Torp i x-rummet. I baggrunden detaljer fra Nils Erik Gjerdeviks udstilling.

Samtidskunst på sponsorstøtten
Interview med Marianne Torp
Kopenhagen mødte museumsinspektør Marianne Torp til en samtale om x-rummet – Statens Museum for Kunsts projektrum for samtidskunsten – i anledning af at x-rummet netop er fyldt tre år. Marianne Torp har været med til at starte og drive x-rummet i dets første levetid, hvor man har vist udstillinger af: Matthew Buckingham og Joachim Koester, Michael Elmgreen & Ingar Dragset, Yvette Brackman, Peter Land, Ceal Floyer, Eva Koch, Annika von Hausswolff og Nils Erik Gjerdevik. Hovedsponsoren Nykredit har netop bevilget yderligere tre års støtte til x-rummet, og ifølge Torp er sponsorsamarbejdet med Nykredit en sand solstrålehistorie. Det er historien om et fremsynet og visionært sponsorat. Og måske kan man ligefrem tale om en ansvarlighed på kunstens vegne, som man skal se langt efter i offentlig sammenhæng… Vi ville gerne gøre status efter de første tre år med x-rummet og talte blandt andet med Marianne Torp om at være en institution i institutionen, om nationalgalleriets formidling af samtidskunst og om forholdet mellem offentlig og privat kulturstøtte. Interview: Pernille Albrethsen. Foto: Torben Zenth.

Kan du ikke fortælle lidt om den oprindelige idé med x-rummet?
Vi ønskede som udgangspunkt at etablere en platform for samtidskunsten på museet. Sådan at vi kunne vise samtidskunsten på dens egne og på institutionens betingelser. For med de forpligtelser, som museet har over for alle mulige områder af kunsthistorien – alle de samlingsområder, som museet repræsenterer – så er der langt imellem, at vi kan lave en decideret samtidskunstudstilling. Det ville blive med en udstillingsfrekvens på ca. 6-7 år. Men x-rummet er også etableret ud fra en betragtning om, at samtidskunsten arbejder mere processuelt. Fordelen ved projektrummet er, at man løbende kan se projekter af forskellige kunstnere, så man imødekommer den udveksling og intertekstualitet, som samtidskunsten arbejder med. Desuden har projektet været båret af en forhåbning om, at man gennem x-rummet mere direkte kunne formidle samtidskunsten til vores publikum og desuden knytte et yngre publikum aktivt til museet. Og endelig ville vi gerne bidrage til den dialog og udvikling, der foregår i kunstmiljøet.

Har I så gjort det?
Jeg har i hvert tilfælde en fornemmelse af, at Statens Museum for Kunst har blandet sig i den aktuelle kunstscene i Danmark. Og det har man ikke gjort på samme måde før. Det har x-rummet i høj grad været løftestang for – at man mere aktivt deltager i dialogen og i det kunstmiljø, der eksisterer.

Fra Annika von Hauswolffs udstilling Rum for øget bevidsthed om den parallelle dag i x-rummet, 15. februar - 5. maj 2003. (Flere billeder og interview med Annika her.)

Hvordan udvælger I de kunstnere, der udstiller i x-rummet. X’et signalerer jo det projektagtige – at det er et projektrum. Men har x’et - det ukendte – også noget at gøre med udvalget af kunstnere?
Vi har i første omgang valgt kunstnere, som vi mener er væsentlige, og egentlig har vi ikke taget særligt hensyn til, hvad publikum kender og ikke kender. Udfordringen lå mere i at formidle de projekter af de kunstnere, som vi så har valgt. Vi håber, at x-rummet kan være en øjenåbner for gæster, der ikke specifikt er kommet for at se en udstilling med samtidskunst. Også derfor har det været vigtigt for os, at folk, der vender regelmæssigt tilbage til museets særudstillinger og samlinger, hver gang også kan se et nyt projekt i samtidskunstrummet. Der er en formidlingsmæssig og pædagogisk pointe i, at den type kunst, som mange måske kan stille sig lidt uforstående over for, ikke bare er en enlig svale – men at det hver gang ser lidt anderledes ud, og at vi derigennem kan vise, at samtidskunsten ’er kommet for at blive’, og at den i øvrigt ikke kan kategoriseres som én type kunst, men at den repræsenterer et stort felt. Og det har vi lagt vægt på i udvælgelsen – at repræsentere forskellige strategier inden for samtidskunsten.

Selvom I har vist meget forskellige slags kunstnere, så er de alle alligevel forholdsvis etablerede folk, som på en eller anden måde er blåstemplede i kunstverdenen. Kunne man forstille sig, at projektrums-tanken blev taget endnu længere ud sådan, at man fx inviterede en 4.års-studerende fra akademiet, som virkelig havde et interessant projekt – eller at man omvendt gav rummet til en gammel gubbe, som man synes var overset? Lidt groft sagt – at x-rummet også var med til at pege på nogle interessante kunstnere, snarere end at bekræfte?
Vi etablerede jo x-rummet på et tidspunkt, hvor den danske museumsverden og det almindelige danske publikum dårligt var opmærksom på nogle af de danske kunstnere, som allerede havde stor succes uden for landets grænser. Derfor har det i første omgang været vigtigt for os at få vist nogle af de danske kunstnere, som faktisk har profileret sig med væsentlige projekter både i udlandet og i andre sammenhænge. Når du taler om det ikke-etablerede eller eksperimenterende, så har vi, snarere end at vælge uetablerede kunstnere, i stedet valgt at lade det uetablerede eller det eksperimenterende være forudsætningen for projekterne i sig selv. Forstået på den måde, at den enkelte kunstner kan eksperimentere med selve udstillingen og værkets form. Det har vi lagt meget vægt på i samarbejdet med kunstnerne. Så det projekt, man laver her, bliver anderledes end soloudstillingen på galleriet, deltagelsen i gruppeshow osv. Sådan at det eksperimenterende niveau kommer ind med udviklingen af projektet. Og selvom der givet er 4.års-studerende, der arbejder med et interessant projekt, så vil jeg sige, at de kunstnere, som vi har valgt, også er udvalgt, fordi de har et værk bag sig. Vi ønsker ikke at være talentspejdere, men derimod give kunstnere, der har vist, de kan producere, nogle muligheder for at lave et stort, anderledes og gennemarbejdet projekt. Men derfor kan man sagtens forestille sig nogle andre typer af udstillinger herinde. Større gruppeudstillinger, hvor man er mere seismografisk og også inviterer nogle 'wild cards'.

Havde I nogen institutionelle forbilleder – andre projektrum i tankerne – da I planlagde rammerne for x-rummet?
Altså, det med at lave et projektrum er jo virkelig 'old news'. MoMA lavede det første projektrum i begyndelsen af 1970erne. Så vi har ikke opfundet den dybe tallerken. Men da vi begyndte at tænke over en rimelig måde at præsentere samtidskunsten på i en kunsthistorisk institution som denne, så viste projektrummet sig som en bæredygtig model. Så selvfølgelig har vi kigget på projektrum andre steder fx på Moderna Museet i Stockholm, hvor projektrummet ikke var en integreret del af institutionen, da museet åbnede. Det lå i nogle alternative bygninger, en gammel præstegård, i tilknytning til museet. Og for os har det været vigtigt at projektrummet var en integreret del af institutionen – vi gik ikke efter den dér lidt subkulturelle, alternative udstillingssteds-kontekst. Vi syntes, at det var meget mere interessant at stå ved, at man er en institution, selv i disse institutionskritiske tider. Og selvom kunstnerne i x-rummet arbejder på en platform inde i selve institutionen, så er de jo mere end velkomne til at diskutere nogle af de ting, vi som institution beskæftiger os med.

Marianne Torp

I lancerer jo stadig x-rummet som slags selvstændig institution inde i museet – I siger ikke bare, at der er udstilling med den eller den på Statens Museum for Kunst, men at udstillingen decideret er i x-rummet. Hvordan fungerer det med sådan en institution i institutionen? Og er det vigtigt at lancere det på den måde?
Museet er et stort hus og består som sådan af mange sammenkoblede bestanddele: der er den permanente samling, som igen består af Maleri- og Skulptursamlingen, Kobberstiksamlingen og Afstøbningssamlingen, der er særudstillingerne, og Børnenes Kunstmuseum. Men det er måske rigtigt, at vi har brugt x-rummet som en slags branding, der skulle fremhæve en særlig praksis indenfor museet og netop sikre samtidskunsten en synlighed.

Nogle ville måske sige, at projektrummet var en måde, hvorpå museet kunne købe aflad i forhold til samtidskunsten – at det var en måde for museet at købe sig ud af forpligtelsen til også at vise samtidskunsten i mere omfattende udstillinger?
Dertil vil jeg sige, at vi løbende diskuterer muligheden for at lave en større udstilling med samtidskunst på museet. Men det har også været vigtigt for os, at de udstillinger, vi lavede i x-rummet, virkelig var udført på et højt professionelt niveau og at der blev stillet muligheder og produktionsmidler til rådighed, så det ikke er sådan noget med, at man i forvejen har et lille værk, der lige kan stilles op i et hjørne. På den måde har vi forsøgt at yde kunstnerne og projekterne en særlig opmærksomhed og professionalisme på lige fod med de andre fagområder, der behandles herinde. Og det har været vigtigt. Men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at dette ikke bliver et alibi for ikke at vise samtidskunsten i andre og større sammenhænge herinde. Og så er udstillinger jo i øvrigt ikke den eneste måde museet arbejder med og formidler kunst på. Vi erhverver jo fx løbende samtidskunstværker til samlingen og udstiller den som del af den permanente samling. Jeg føler ikke, at x-rummet er blevet en sovepude, selvom faren er der. Tværtimod synes jeg, at rummet har været med til at skærpe bevidstheden om samtidskunstens betydning og synliggøre det potentiale, som den repræsenterer på mange planer.

Men fordi de andre udstillinger, man viser herinde meget handler om at kontekstualisere samlingen, så er der vel en risiko for, at samtidskunsten i x-rummet bliver en fritsvævende boble for sig selv. Man kan diskutere, om ikke Statens Museum for Kunst netop skulle prøve at arbejde på at kontekstualisere samtidskunsten?
Den enkelte udstilling kan måske opfattes som en boble, men hvis man ser dem som en kontinuerlig række af udstillinger, så repræsenterer x-rummet måske netop en kontekstualisering inden for samtidskunsten som felt i sig selv. Personligt synes jeg, at det ind imellem kan være en befrielse at se værker, der fungerer i deres egen ret, uden at de skal indgå i dialog, aktualiseres, kurateres, tematiseres og relateres. Helt ærligt: alle værker indgår jo i en sammenhæng med omverden, med kunsthistorien i en eller anden forstand og relaterer sig og forholder sig til politiske og æstetiske strategier. I forlængelse af det håber jeg, at man vil opfatte x-rummet som en tillidserklæring til samtidskunsten – at museet tror på den, og tror at den har noget ganske særligt at byde på. Men jeg kan godt se, hvad du mener. Og vi har jo også diskuteret forskellige modeller, som er oppe i tiden bl.a. idéen om at sammenstille ældre og ny kunst, som i mange tilfælde har sin berettigelse. Og det er da en oplagt model, som man kunne forestille sig her.

Fra Yvette Brackmanns udstilling Land i x-rummet, 13. oktober 2001 - 6. januar 2002 . (Mere om udstillingen her.)

I en tid hvor mediernes forhold til samtidskunsten ofte er meget useriøs, hvor man næsten altid vælger provo/skandalevinklen, når man skal tale om kunst – gør man så ikke samtidskunsten en bjørnetjeneste ved at isolere den i sit eget rum? Det kunne også være et argument for at blande samtidskunsten med den ældre kunst – eller bare lade dem dele udstillingsrum.
Problemet er, at den slags udstillinger tit ender med at være enormt forcerede og ofte baseret på nogle meget forsimplede, formalistiske principper, hvor et rødt billede fra en periode sættes i forbindelse med et rødt billede fra en anden periode. Jeg synes, man ser mange udstillinger med et ikke særlig gennemreflekteret koncept baseret på perifere og vidtløftige sammenfald. Men vi har også lagt vægt på, at nogle af projekterne i x-rummet netop har taget fat i fx hele museumskonstruktionen, fx Elmgreen & Dragset, som jo interesserer sig for spørgsmålet om den hvide kube og institutionskritikken i det hele taget. Det har været interessant for os, at få den kritiske stillingtagen ind på museet og lade den udfolde sig her. Eller Joachim Koester og Matthew Buckingham, som beskæftigede sig med, hvordan man overhovedet konstruerer historie og narration, hvilket vi som museumsinstitution jo i høj grad også beskæftiger os med – selve museumstanken opstod jo som en del af 1800tallets oplysningsprojekt. Og for den sags skyld også Nils Erik Gjerdeviks udstilling, som tydeligt forholder sig til kunsthistoriske traditioner og til dansk, modernistisk abstraktionskunst. På den måde bliver samlingen og museet også diskuteret. Man kan måske sige, at dette niveau er subtilt for et publikum, der ikke lige har været oppe i samlingen for nylig. Men denne kontekstualisering eksisterer ikke desto mindre i høj grad.

Hvordan fungerer sponsoraftalen med Nykredit?
Med udgangen af 2003 har Nykredits sponsorat løbet tre år og er for nylig blevet forlænget med endnu en periode på tre år. Sponsoratet financierer alle udgifter i forbindelse med x-rummets udstillinger bortset fra lønnen til museets ansatte. Det ville sige Nykredits sponsorat dækker produktion, honorar til kunstner, katalog osv.

Umiddelbart fremstår Nykredit som en forholdsvis diskret sponsor. Det er ikke som med Guggenheim i Berlin, hvor man i samme sekund tænker Deutsche Bank. Nykredit er ikke voldsomt synlige. Det har de vel en pointe med?
Nykredit har været virkelig cool i denne sammenhæng. De har på ingen måde blandet sig i valget af kunstnere. Oprindeligt fremlagde vi selvfølgelig vores koncept og idéer til hvilke projekter og kunstnere, vi kunne tænke os at samarbejde med for dem. Men vi står ikke til regnskab over for Nykredit på nogen måde, hvad angår valg af kunstnere. Nykredit er selvfølgelig nævnt i forbindelse med rummet, i kataloget, pressemeddelelser osv. Vi er stolte af samarbejdet og forsøger bestemt ikke at nedtone det, men de er ikke umiddelbart specielt tydelige. De gør derimod brug af huset og x-rummet i forbindelse med møder og arrangementer for deres samarbejdspartnere og medarbejdere.

Fra Peter Lands udstillingThe Ride i x-rummet, 16. februar - 5. maj 2002 . (Mere om udstillingen her.)

Nu hvor sponsoratet har kørt i de første tre år, har I så evalueret projektrummet med dem? Har I diskuteret udstillingerne med dem?
Vi har løbende haft statusmøder med Nykredits kommunikationsafdeling og indtil videre har de været meget tilfredse og glæder sig på museets vegne over den omtale og bevågenhed, som x-rummet faktisk har fået.

Selvom Nykredit er så diskrete og ikke stiller nogle krav til jeres projekter, er der så alligevel ikke noget om, at penge, der i sidste omgang kan bruges i kommercielt øjemed, ikke er lige så gode som dem, der ikke har den slags vedhæftet? Altså, kan sponsorater nogensinde erstatte penge, som ikke forventer modydelser?
Jeg synes virkelig ikke, der har været nogle problemer her. Men med mit kendskab til sponsorering i den danske museumsverden, så er dette også en solstrålehistorie. Det burde virkelig være et eksempel til efterfølgelse for andre danske virksomheder. Som man kan regne ud, så giver Nykredit et virkelig klækkeligt beløb og har påtaget sig en ansvarlighed over for kunsten ved at være interesseret i at støtte denne del af museumsvirksomheden. Og jeg synes, det er meget prisværdigt, at erhvervslivet gør det uden nogen ’strings attached’. Og det mener jeg ikke, der har været i denne sammenhæng. Selvfølgelig gør Nykredit det, fordi det i en eller anden forstand tilføjer noget til deres image. Og måske er det fordi, de generelt gerne vil tænke fremadrettet og utraditionelt, at de støtter samtidskunsten.

Nu støtter Nykredit også ny arkitektur. Har du indtryk af, at Nykredit har en særlig interesse i samtidsudtryk?
De støtter jo også mange andre ting bl.a. Det Kongelige Teater og Ordrupgaard, men de har da en åbenlys interesse i samtidskunsten, som jo traditionelt er meget svært at skaffe sponsorater til. Det er lettere at skaffe penge til impressionisme, Cobra og lignende. Og så er der meget kunstinteresserede folk i Nykredits topledelse. Men jeg tror et sponsorat som dette rækker udover subjektive holdninger. For tiden er der enormt meget ’hype’ omkring kunst og kultur i det hele taget. På samfundsniveau er der er en tendens til, at man begynder at interessere sig for andre værdier, som fx fritid og familieliv, der jo spiller en større og større rolle i folks selvforståelse. Det er de nye statussymboler. Det oplever vi også som institution. Men derudover tror jeg også, at erhvervslivets interesse i samtidskunsten hænger sammen med, at de faktisk påtager sig et ansvar for at skabe en platform for en udvikling, som man jo ikke selv som virksomhed deltager i på samme måde – men at man synes, at det er betydningsfuldt for et samfund, at kulturen udvikler sig. Og selvfølgelig hæfter de også deres virksomhed og virksomhedens image op på den udvikling og på deres engagement i den. Men det synes jeg er helt okay, hvis det sker uden nogen faglig indblanding.

Det er lidt interessant, at det i første omgang er erhvervslivet og ikke politikerne, der ser en mulighed i at profitere af denne udvikling. På et tidspunkt, hvor erhvervslivet bliver høje på at diskutere værdibaseret ledelse og holdningsledelse frem for tal og økonomi, så taler politikerne – som jo skulle være dem med holdningerne - udelukkende om det, som umiddelbart kan tælles og opgøres i økonomi. I andre lande, som fx Frankrig, har det politiske miljø jo bevidst været med til at dyrke det kulturelle miljø, som i dag er noget, man virkelig lancerer landet på og på mange måder profiterer af. Mens de voldsomme nedskæringer af kulturlivet, som vi fornyelig har set i Danmark, ikke tyder på, at man har tænkt sig at udnytte dens slags muligheder i forhold til samtidskunsten.
Jeg tror, det hænger sammen med mange ting. Indtil for bare 10 år siden har man i Skandinavien haft en opfattelse af, at kultur var et statsligt anliggende og ansvar. Og det ansvar må man jo sige, at den borgerlige regering har fralagt sig på det kraftigste med dens meget liberalistiske idéer om, at kulturlivet skal fungere på markedets betingelser. Desuden har Danmark ikke tradition for at tænke billedkunsten, som noget man kan profilere sig på. Der var lige lidt med Cobra, men i virkeligheden heller ikke så meget, da det var aktuelt. Det er først retrospektivt, at man opdager, at man har haft en kunstproduktion af international standard. Det er jo også typisk dansk, at man først forstår, at man skal støtte dansk film, når det er bevist, at det også er en god forretning. Jeg læste nogle tal forleden, der viste at kulturlivet – herunder sport ganske vist – eksporterer for 50 % mere end dansk landbrug og i øvrigt er større end bygge- og anlægsindustrien. Så jeg tror egentlig også, at mistilliden til kulturens ’nytteværdi’ bunder i meget konventionelle og forældede opfattelser. Det er typisk dansk, at man ikke satser noget på den front. Det er en meget lidt innovativ tankegang. Til sammenligning kan man se, hvordan amerikanerne forstod at markedsføre den amerikanske ekspressionisme efter krigen og så kunsten som en mulighed for også at demonstrere en slags kulturel overlegenhed. Det er utroligt, at Danmark kan sove sådan i timen – og så netop på et tidspunkt, hvor dansk kunst faktisk har nydt en enorm bevågenhed ude omkring i verden. Det er der tilsyneladende ikke så mange, der er opmærksomme på herhjemme – heller ikke det potentiale, der ligger heri i forhold til at profilere Danmark og dansk kultur generelt. Tværtimod er betingelserne for dansk kunsts muligheder i udlandet jo blevet reduceret væsentligt med omlægningerne inden for den offentlige sektor.

Selvom det er positivt, at noget af erhvervslivet tager et ansvar på sig, så er der vel også en grænse for mange sponsorkroner, man kan basere en kulturinstitution på, uden at der forventes for mange kompromitterende modydelser?
Ja, for selvom vi glæder os umådeligt over det gode samarbejde med Nykredit, så skal det helt klart balanceres. Statens Museum er jo en statsinstitution og selvfølgelig skal staten vedblive at have en forpligtelse her, ligesom den har det i andre dele af kulturlivet.

Nu er du jo ikke ene om at tage den slags beslutninger – men hvor synes du grænsen skal gå? Hvor langt kan man gå i forhold til at lade sponsorater varetage kulturopgaverne. Der var jo historien om Moderna Museet i Stockholm, som lavede en udstilling med de nyeste varer fra deres sponsor, Sony, og som jo nærmest førte til direktørens afgang.
Ja, det projekt blev jo også vist her uden, at nogen tog anstød af det – og det var en stor publikumssucces! Men jeg tror også, at Sverige er langt mere puritansk i forholdet til sponsorering. Måske fordi der er mange flere penge i Sverige. Svensk industri er jo af en helt anden kaliber end den danske og uden at vide det, er der måske derfor en anden angst for at blive løbet over ende. Men tænk også på, hvor få private kunstsamlere, der er i Danmark. Der er i virkeligheden meget få private penge i dansk kunstliv i det hele taget. Det er jo ikke kun institutioner, der skriger på sponsorater. Det er jo også kunstnere og gallerier, der ikke har nok købere. Måske er man i Danmark lidt opdraget med en slags socialdemokratisk tankegang, hvor kultur kun er et statsligt anliggende. Jeg tror på, at der ligger en potentiel dynamik i at samarbejde med erhvervslivet. Jeg er ikke nervøs for det. Men selvfølgelig er det institutionen, som har det faglige ansvar. Sponsoraterne skal ikke bestemme hvilke udstillinger, der skal vises eller hvilke værker, der skal indkøbes til samlingen osv. Den faglige ekspertise ligger i institutionen og det skal det blive ved med. Det er dér, grænsen går. Ikke så meget i hvor stor del af budgettet, der er dækket af sponsorater – grænsen trækkes hvor institutionen bevarer det faglige ansvar fuldt ud. Og som statsansat akademiker indenfor et kulturelt felt har de sidste år været en ejendommelig oplevelse med den nye regering, som netop har mistænkeliggjort faglig ekspertise og intellektualisme i det hele taget. Vores private samarbejdspartnere i forbindelse med x-rummet har udvist en stor respekt for det faglige arbejde, som udføres her. Ligesom vi øvrigt har for deres virksomhed. Nykredit er måske så også en af de få danske virksomheder, som har forsøgt at forholde sig kvalificeret til kunst og kunstindkøb, og som faktisk har ansat flere kunsthistorikere til at varetage den del af virksomheden. Og set ud fra et generelt museums-sponsor-synspunkt, så tror jeg det kan have en effekt, at en så stor og toneangivende en virksomhed som Nykredit faktisk går ind og rører ved samtidskunsten. Selvom fx Louisiana og andre institutioner selvfølgelig har erfaring med hovedsponsorer i forbindelse med moderne kunst, så er det alligevel svært at få langtidssponsorater til kunst efter år 1900 og især til den helt unge kunst.

Rooseums direktør Charles Esche har på et tidspunkt udtalt, at han mener, at kunstinstitutionen har et særligt etisk ansvar. Som én af de få frie rammer, der er tilbage i samfundet, skal institutionen sørge for at give plads til alternative fortolkninger og umulige formuleringer, som ellers ikke ville blive have en stemme i samfundet og i samfundsdebatten. Har du også en etik eller et særligt perspektiv på x-rummets formål? Tænker du fx x-rummet i forhold til samfundsdebatten?
Det er jo rigtig nok, at kunsten repræsenterer en type rum, som ikke findes andre steder i samfundet. Men jeg synes også, at man skal passe på med at politisere det rum for meget. Det kan godt forekomme lidt naivt. Jeg tænker fx på årets Venedig Biennale med udstillingen Utopia Station, hvor man nærmest går ind og æstetiserer politik og politiske budskaber og værker, som er skabt i en helt anden kontekst og med en oprindelig nødvendighed og engagement. Det kan være problematisk. Men jeg synes, at Charles Esche med Rooseum har gjort et kæmpe arbejde med at pege på andre måder at bruge kunstrummet på, som er utroligt prisværdigt og som helt sikkert har en afsmittende effekt – også på en type institution som Statens Museum. Men jeg håber da på, at vi gennem x-rummet vil kunne vise vores publikum, at vi tager samtidskunsten alvorligt ved at lave gennemarbejdede udstillinger og blive ved med at gøre det. Og måske vise kontroversielle og samfundskritiske værker. Dér synes jeg, vi har et stort ansvar som museum – at samtidskunsten hele tiden er en integreret og synlig del af institutionen.

Er der nogen fordel ved at være Statens Museum for Kunst, der viser samtidskunst, frem for fx Nikolaj Udstilllingsbygning eller mere kunsthals-prægede institutioner, der hele tiden viser samtidskunst?
Jeg tror måske, at dem, der besøger Nikolaj Udstillingsbygning i forvejen er interesseret i samtidskunst. Så måske får vi fat i et publikum, som er interesseret i kunst generelt, men som ikke nødvendigvis er så opmærksom på hvilket potentiale, der ligger i samtidskunsten. Man betaler ikke ekstra for at gå i x-rummet, som man gør med museets store særudstillinger. Det har været vigtigt for os, at det bare var noget man kunne gå ind og se. Men vi har selvfølgelig også overvejet x-rummets udstillinger i forhold til kunstscenen i København og Danmark i det hele taget. Der er jo ingen grund til, at vi laver en type udstilling, der også bliver lavet andre steder. Vi har forsøgt at positionere os ved at arbejde med samtidskunsten på en anden måde og vi mener, at vi med x-rummet har givet nogle kunstnere mulighed for at lave nogle projekter, som simpelt hen ikke ville kunne laves andre steder. Det er jo som regel projekter, der udvikles til rummet med produktionspenge fra os – hvilket jo desværre også er sjældent i dansk museumssammenhæng. Og der vil jeg sige, at vi har følt et etisk ansvar for virkelig at gøre det ordentligt – sørge for, at der er produktionspenge og et honorar til kunstnerne. Men der er jo desværre en tendens til, at samtidskunsten køres meget ’con amore’, hvor man selv skal finansiere det ene og det andet og bare være glad for at være med. Der har vi forsøgt at gøre det lidt mere professionelt – og dér kan man måske tale om en form for etik.

Hvordan kommer x-rummet til at se ud i fremtiden? Bliver der nogen ændringer?
Jeg tror, at vi fremover vil fokusere lidt mere internationalt – nu hvor vi har vist temmelig mange projekter af danske kunstnere. Så vi vil nok orientere os lidt mere ud over landets grænser og pege på, hvordan danske kunstnere indgår som et fuldstændig naturligt led i en meget større kunstscene. Og vise hvordan de danske kunstneres udenlandske kollegaer arbejder.

Hvordan har du selv oplevet x-rummets første tre år?
Det har været virkeligt sjovt og interessant at se det vokse op, og jeg har sat stor personlig pris på de samarbejder, som jeg har haft med de forskellige kunstnere. Det tror jeg i det hele taget hele institutionen har gjort. Det er jo en institution, der fortrinsvist beskæftiger sig med kunst af kunstnere, der ikke længere lever, så det er virkelig inspirerende at have folk inde, som arbejder aktuelt. Det fornemmer jeg også på mine kollegaer. Kunstnernes input medvirker til at udvikle museets egne ideer om, hvordan man kan tale om kunst og hvordan man formidler kunsten – fx hvordan et katalog kan se anderledes ud. På et helt generelt plan lærer institutionen af processen. Vi får kvalificeret input til vores egne arbejdsmetoder og diskussioner af, hvordan museet skal udvikle sig.