[27. juni 2003]
Interview

Lisbeth Bonde og Thyra Hilden på Gustaf Gimm, Njalsgade

Livet er et chok
I Thyra Hildens nye fotografier foregår nogle spooky spejlinger. I interviewet fortæller hun kopenhagen.dk om sin barndom som misfit og outsider. Som svar på sin utilpassethed valgte hun at konstruere en parallel, billedbåren virkelighed. Dette har ført til en omfattende værkproduktion, der primært tematiserer isolation og existentiel angst. For tiden er hun udstillingsaktuel i Berlin, i Costa Rica og på Islands brygge. Interview: Lisbeth Bonde. Foto: Laura Stamer og Thyra Hilden.

Kopenhagen.dk satte Thyra Hilden stævne i Galleri Gustav Gimm i Njalsgade, hvor hun frem til 12. juni deltager i gruppeudstillingen ’It’s Photographic’. Hendes fotografier her indkredser det ’unheimliche’, dvs. urørlighedszoner i bevidstheden, som vi ikke rigtig kan bære at konfrontere os med. Hilden excellerer i et sprog, der krydser klinger med både romantisk malerkunst fra 1800-tallet med forkærlighed for natur og ensomhed - og iscenesat fotografi med dens karakteristiske kulturkritiske tilgang. Da Thyra Hilden dimitterede fra Kunstakademiet i 2002, var hun allerede en kendt skikkelse på samtidskunstens unge scene. Hun er en af de unge kunstnere, der i stigende grad bliver inviteret til at udstille i udlandet, men fra det danske udstillingsliv er der langt mindre bud efter hende, og hun konstaterer derfor — i tråd med mange af hendes unge kolleger, at det danske kunstliv sover i timen. Hilden har netop deltaget i udstillingen ’Imposture’ i Galerie Console i Paris, ligesom hun netop har åbnet udstillingen ’Betrug’ i Loop Gallery i Berlin. Desuden bidrager hun til udstillingen ’In-Tangible’ på MADC (Museo de Arte y Diseño) i Costa Rica.

It's photographic
Christian Bretton-Meyer
Sofie Hesselholdt/Vibeke Mejlvang
Thyra Hilden
Janne Hoem
Kirsten Otzen Kock
curated by Louise Wolthers
Gustaf Gimm
2. maj - 14. juni 2003
Njalsgade 21H, 2300 København S
tel:Ê (+45) 32 960 967
cel: (+45) 51 23 51 73
info@gustafgimm.com
www.gustafgimm.com


Thyra Hilden: Synchronicety, Gustaf Gimm. 70x140 cm. lamineret fotografi på PVC.

Hvad bragte dig i sin tid ind i kunstens verden?
Jeg er i ret høj grad påvirket af min fortid. Jeg voksede op under nogle lidt ekstreme forhold. Jeg boede i et stort hippiekollektiv, som af idealistiske grunde, også var hjem for neurotikere, retarderede, vagabonder, krigsflygtninge, eks-narkomaner og svært sindslidende mennesker. Her blev en masse absurde virkelighedsbilleder en væsentlig del af min hverdag. Derfor følte jeg mig sat uden for både i hjemmet og i samfundsinstitutionerne, der betragtede mig som en temmelig anderledes person. Jeg opbyggede derfor en parallel verden, som jeg kunne flygte ind i. Jeg tegnede og udtrykte mig vha. billeder, som jeg kunne identificere mig med. Jeg har altid haft en idé om, at jeg ville undersøge og udbygge min virkelighed gennem billeder, og det er det, jeg fortsat prøver.

Og så søgte du ind på Akademiet.
Ja, for jeg mente, at jeg dér kunne finde et sted for åndsfæller. Men dér tog jeg fejl. I stedet fik jeg noget andet. Jeg havde forventet, at man diskuterede etik og normer, og at man var meget visionær i forhold til kunstens betydning. Men på akademiet var der meget apati, og man mimede mere kulturen i stedet for at forholde sig kritisk til den. Det apatiske var ligefrem på mode, som et opgør mod 80_er-retorikken. Men for mig var det et lidt slapt og selvbehageligt opgør.
Institutioner fylder meget og spiller i det hele taget en uforholdsmæssig vigtig rolle i forholdet mellem mennesker. Jeg forsøger selv at finde frem til mennesker, der har en slags usagt forståelse af forholdene uden om institutionerne. Jeg forsøger lidt at værne om det utilpassede, som jeg mener kan give nogle særlige værdier; tolerance, åbenhed, samhørighed og den slags.

Thyra Hilden: Synchronicety, Gustaf Gimm. 70x140 cm. lamineret fotografi på PVC.

Du siger, at du er utilpasset, men du har dog formået at bruge de institutionelle kanaler til at fremme din egen kunst?
Ja, på det punkt bibragte Akademiet mig en del. Især hos Claus Carstensen lærte jeg, at hvis man skal nå ud med sine visioner, så må man lære at operere på virkelighedens præmisser. Og jeg er godt hjulpet på det punkt, fordi jeg har en ret udadvendt karakter. Det, jeg gerne vil sige, vil jeg gerne gå langt for at få ud.

Og nu udstiller du i udlandet og når ud med dine visioner og værdier til folk fra andre kulturer?
Ja, og det kan jeg især takke Center for Dansk Billedkunst for. Kuratorer fra udlandet har kunnet søge på min kunst uden at vide, at jeg var ukendt i Centrets kartotek, og det har givet resultater. Desuden har Centret betalt en god del af mine rejseudgifter i forbindelse med udstillingerne. Fotografiet har det stadig svært herhjemme, og man må konstatere, at man tænker meget traditionelt. Gallerierne kan stort set kun sælge maleri og andre, beslægtede værker med en fed signatur. Indirekte påvirker dét kunstscenen herhjemme. Det er paradoksalt, at vi halter sådan bagefter, når vi mener at have en så højtudviklet kultur. Dansk kunstliv tilstræber en dialog med underholdningskulturen. Der er stor apati i forhold til at ændre værdierne. Det lader mest til, at man vælger at gøre en dyd af afmagten og nøjes med at pege på dén. Alvor og patos er fuldstændig fordømt i den danske kultur. Kulturelt foretrækker man antihelte, iscenesat 'forkerthed' og postuleret naivitet, ligesom man hele tiden omgår alvoren med humor.

Thyra Hilden: Atelierbilleder fra arbejdet med Paintposters til It's photographic. 32x64 cm. off-set tryk, olie, akryl, lak og spray.

Det er evident, at dine værker kredser om det ’unheimliche’, om noget ondt, der er i vente, nogle uhyggelige tildragelser.
Ja, der er crime-scene og uhygge over mine fotografier og videoer. Det skyldes bl.a. at jeg fotograferer med flash om natten. Jeg forsøger at arbejde, som bevidstheden fungerer. Jeg kaster et lys ud i et mørke, og dér opstår virkeligheden. Resten er mørke. Det er ikke nogen fortælling om en kriminel handling, snarere fortæller jeg om, hvordan vores bevidsthed arbejder.

Du spejler motiverne, hvorved der opstår en slags Rorschach-test-lignende ikonografi.
Ja, jeg forskyder det kendte en smule ved at spejle naturen. Det hverdagslige bliver derved fremmed, uvirkeligt eller absurd. Spejlingen repræsenterer det indre billede af virkeligheden. Jeg forsøger at samle det indre og det ydre billede i ét. Hver af delene er realistisk, men i sammenstillingen opstår en absurditet. I symmetrilinjen fremkommer et kraftfelt, som gør billedet rituelt. Det kommer til at handle om det at være bevidst, når det indre og ydre er til stede samtidig. Alle væsener- med undtagelse af rødspætten - er symmetriske, og det er en af grundene til, at det giver en umiddelbar identifikation, når betragteren møder billedet.

Thyra Hilden: Loaded, videoprojektion, lys og 7 stillprints på l¾rred. Installationviews fra MADC, museum of contemporary art, Costa Rica

Der sker noget perspektivisk i mødet med billedets spejling. Vi suges ind i den midterakse, der bliver mødestedet mellem det imaginære og det symbolske.
Ja, lige netop dér ekspanderer billedet. Det er en slags synkron ekspansion, der også er baggrunden for vores bevidstheds udvidelse. Hvis man fx kun ser med ét øje, forekommer virkeligheden lidt flad. Men ser man med begge øjne får den dybde, og så folder den sig ud. Jeg vil gerne synliggøre at der findes mange dimensioner og dermed folde virkeligheden ud. For hvert menneske findes fx. en indre og en ydre, en mental, en følelsesmæssig og en fysisk dimension. Alle disse dimensioner ekspanderer vores bevidsthed. Jeg forsøger i mine værker at udspænde det rum, som bevidstheden bliver til i.

I dine nye fotografier stiller du jo helt konkret betragteren uden for!
Ja, især sker det meget tydeligt i den lidt nyere serie Preview, hvor en lille pige står og kigger væk, og der kastes en meget hård flashskygge ind i landskabet, så virkeligheden kommer til at ligne en flad skærm. Virkeligheden fremstår i billedet meget tydeligt som en illusion. Og her eksponerer jeg eksplicit et dobbeltblik. Vi er vidne til, at nogen står uden for, og som betragtere står vi jo også selv udenfor.
    
Du skaber fortsat  en parallelverden i dine værker?
Ja, for vores kultur den materielle, vesterlandske, positivistiske kultur har kun fokus på det ydre, på egoet og den individuelle identitet. Egoet, manifestation og reproduktion, fremstår overalt som den mest basale af vores drifter. Jeg forsøger modsat at pege på driften mod samhørighed. Alle mine billeder handler om isolation og samhørighed. Det kan være i forhold til naturen, eller i forhold til sociale sammenhænge mennesker imellem. Det handler ikke om et konkret hændelsesforløb eller en specifik ’crime’, snarere handler det om at stå uden for virkeligheden. Længsel mod integritet og samhørighed, er det jeg gerne vil pege på som en mindst lige så væsentlig drift i mennesket som vores ego.

Thyra Hilden: Preview 2003, 80x200 cm. lamineret fotografi på aluminium. Fra Den Frie Udstillingsbygning 25. januar - 9. februar 2003

I dine nye fotos viser du naturen både den ofrede, for vi ser en masse træstykker, der er hugget ud af stammerne og den mere eller mindre oprindelige, vilde natur. Det er et sammenstød mellem det menneskeskabte og det naturlige. Kultur vs. natur. Og i spejlingsaksen opstår ligesom et slags offersted med associationer til noget rituelt. Hvad er det, du har gang i?
Jeg oplever i billederne Synchronicity at der opstår et kraftfelt i spejlingen. Det kan være en dæmonisk ånd, som opstår i refleksionssprækken eller et kvindeligt kønssymbol eller noget helt tredje, som en edderkoppelignende skikkelse. Nye former opstår i symmetrilinjen, der hvor spejlingen og fotografierne mødes. Det er mødet der skaber dynamikken, både inde i billedet og imellem værk og betragter."

Vi sætter os uden for i Njalsgade-gården og slikker sol på en betonrampe. En af dem, store dele af kunstscenen balancerede på med øl- og vinglas ved ferniserings-festen for nogle uger siden.

Du excellerer jo ikke kun i  manipulerede fotos eller bearbejdede fotos, hvor du maler på fotopapiret. Du arbejder jo også med video. Kan du fortælle lidt om dette aspekt i dit arbejde?
Ja, jeg har lavet en del video-installationer. De er affødt af, at jeg i en periode arbejdede meget teoretisk med kunstteori og det gav mig klaustrofobi. Jeg savnede blod, nærvær og liv. Jeg spiller også musik, så jeg ønskede at få noget mere bevægelse og det mere direkte udtryk ind i mine værker. Livet er et chok. Det at være til er en brutalitet mod noget fint i os. Den heftighed vil jeg gerne have med i mit udtryk. Derfor har jeg lavet disse temmelig ekspressive videoer. De er mere endimensionale end fotografierne, mere direkte. Det ser jeg som en kvalitet, for jeg anser meget kunst for at være for distanceret til det menneskelige, for kølig, for sammensat og for intellektuel.

Thyra Hilden: Closer, 2 videoprojektioner og 2 lydkilder. Installationviews fra LOOP exhibitionspace, Berlin og Galleri Consolle i Paris.

Er der ikke en fare for, at dine videoer, der rummer en 'crime', kommer til at ligne de mange film, vi proppes med i tv hver aften?
Jo, helt sikkert. Men jeg prøver gennem mine videoer at åbne op for en diskussion af de billeder, som vi proppes med hver dag, således at det bliver en kulturkritik. Jeg forstørrer og uddyber nogle af de effekter, vi ser i filmene, hvorved der opstår et ekstra refleksionslag. Der er 25 billeder i sekundet i de film, vi ser, og i mine still-billeder standser jeg tiden og viser, at hver eneste af de 25 billeder er et kraftfuldt udtryk og udgør en kraftig påvirkning af vores sind. Mine stillbilleder interagerer således med mine videoer. Der er således tale om en fødekæde af udtryk, der påvirker hinanden og fremhæver forskellige tematikker hos hinanden.

Har du nogen kunstnere, du i særlig grad går i dialog med?
Ja, jeg er meget optaget af fx. den finske kunstner Aija-Liisa Ahtila, hvis videoer tangerer det psykotiske og stiller spørgsmål til virkeligheden/uvirkeligheden. Sophie Calle er en anden, fordi hun mixer det meget personlige, med mere konceptuelle spørgsmål om fravær. Desuden interesserer jeg mig for den heftighed, der ligger i Bruce Naumans videoer. Som kvindelig kunstner vil jeg gerne synliggøre, at begge køn har mange facetter. Kvinder som mænd kan være aggressive. Begge køn rummer det hele, men de artikulerer sig forskelligt. I det hele taget udsættes begge køn for brutalitet. Finheden og det porøse er konstant truet. Kynismen på den ene side og ydmygheden og sårbarheden på de anden side er de egenskaber, jeg gerne vil sætte spot på. I mine stillbilleder gør jeg det meget lavmælt, i mine videoer råber jeg det ud.

Thyra Hilden og Lisbeth Bonde på Gustaf Gimm, Njalsgade

Hvor mange videoer har du indtil dato lavet?
Jeg har lavet fire videoer, men de to nyeste ’Mute’ og ’Material End’ er endnu ikke blevet vist. Efter at jeg er begyndt at lave video må jeg konstatere, at video appellerer langt bredere end fotografi. Fotografiet har tendens til at virke ret statisk og sterilt. Derfor blander jeg det som regel med andre medier som lyd, lys, video eller maleri. Jeg håber dermed at kunne anspore betragteren fra flere vinkler samtidig.

Hvordan klarer du din tilværelse nu, hvor du er dimitteret fra Akademiet? Claus Carstensen siger, at man fryser helvedes meget, når institutionens ble og sut bliver taget fra en. Fryser du også?
Jeg ved ikke hvem der kan ønske at gå rundt i flere år med den samme ble? ... Nej, jeg har været ret heldig at få en god start på min tilværelse som billedkunstner. Og så har jeg den luksus at modtage supplerende dagpenge, fordi jeg tog en overbygningsuddannelse på Akademiet, der har gjort mig til cand.phil i kunst.

Hvad læste I på overbygningen?
Vi læste Duchamp, Kant og moderne kunsthistorie. Det var vildt interessant at læse om en tid og om kunstnere, der troede på kunsten. Professorerne på Akademiet tror ikke rigtig på kunsten, så det var meget livsbekræftende.

Thyra Hilden: Red out 1-10 (2, 3, 4 ,5) 1999. Photos 50x75 cm and prints on PVC 130x200 cm.

I gunstigste fald, hvad kan dine værker udrette. Hvordan kan kunsten gøre en forskel, mener du?
Jeg har som nævnt selv haft den oplevelse at stå uden for virkeligheden og være fjern i forhold til den. Mit ønske er, at andre kan genkende den tilstand, og at der opstår en slags anerkendelse af en virkelighed uden for det almindelige, det poppede, det overfladiske, det egoistiske, det kortsigtede og det kommercielle hele konsumkulturen. Det er min vision.

Så du er noget så sjældent som både idealist og utopiker på kunstens vegne?
Ja, og jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor folk ikke køber mere kunst. Kunst er en essens af et livssyn, og man kan gå i dialog med værket hver dag, hvis man opsøger det eller har det omkring sig. Kunst udtrykker en kompleks virkelighed. Hvis jeg kunne sige det, jeg har på hjerte, enkelt og direkte, var jeg blevet politiker eller social aktivist. I kunsten skal betragteren selv tage ansvaret for oplevelsen, altså for hvad kunsten fremkalder. Jeg bliver altid virkelig glad, når folk kan lide mine værker. Ikke så meget som udtryk for anerkendelse af mig, men som bekræftelse på det univers jeg færdes i. At det findes.

Så værket er et bindemiddel eller kit, der binder forskellige verdener sammen?
Ja, kunsten indbyder til at overskride isolationen mellem mennesker.

Mange af dine kolleger er ironikere og tror ikke, at kunsten er kapabel til at overskride noget som helst?
Næææh, de virker gennemgående ret apatiske. Meget få kunstnere tør insistere på at kunsten kan rykke ved det almene verdensbillede. De fleste nøjes med at mime kulturen og kan dermed ikke kritiseres. Den kulturelle udviklingen betragtes jo oftest som et vilkår vi blot må lære at acceptere.

Hvordan forholder du dig til den nøgterne konstatering, at kunsten altid ligegyldig hvor overskridende den er vil blive opslugt af kunstinstitutionen og altid ender med hvis der er konsensus om den i magtens korridorer - bliver den ultimative vare i forbund med kapitalen?
Du har ret, men jeg bliver splittertosset over, at man ikke lægger ansvaret hos publikum. Der findes virkelig meget udfordrende kunst. Der er så mange kunstnere, der rykker politisk, eksistentielt, poetisk og humoristisk. Men publikum er bare så sløvt! De er ignoranter. Vi lever i en kompromissøgende kultur, der nivellerer alle forskelle. Enhver begejstring eller markant holdning opfattes som udslag af naivitet eller endimensionalitet. Provokationer bliver imødekommet som om de blot var adspredelser, og alle diskussioner ebber alt for hurtigt ud. Jeg kæmper til enhver tid med afsæt i min barndoms oplevelser af udsatte mennesker imod provinsialismen og småligheden der forfægter retten til at være anderledes og for det absurde og det fremmede. Den erfaring farver mit syn på verden. Ved at skildre den alvorlige, dybereliggende alvor og angst rusker jeg op i den smålige angst for det fremmede. Der er derfor ingen konkrete spor af en begivenhed eller en forbrydelse i mine billeder, snarere henviser de til et større eksistentielt drama, hvor ydmyghed og angst går hånd i hånd. Ved at vælge naturen og forstæderne som kulisse i mine fotos depersonaliserer jeg angsten. I mine videoer er jeg derimod mere konkret og subjektiv.

Båndet løber ud, og vi entrer igen den hårde betonvindeltrappe til Gustaf Gimms rå lokaler, der slutter sig om os med deres kølighed. Tilbage står jeg foran Hildens i bogstaveligste forstand kølige fotos med sne, ensomhed, nat og fravær. Fotos, der peger på isolation og udsathed, og som udgør en parallel virkelighed, båret af en cool skønhed.

Mere...
www.thyrahilden.dk
13. juni 2002: Exit 2002 i Kunstforeningen
31. jan. 2002: Thyra Hilden og Tomas Thøfner i Kunstsalonen