 |
[7. januar 2004]
Interview
Tal R
Golem - Interview med Tal R
Interview: Lisbeth Bonde, foto: Simon Høgsberg
Der er tryk på både i det indre og det
ydre hos Tal R – som skaber i en rivende strøm, et
kreativt kaos, der finder sin form på billedets firkant. Et
møde med Tal R sætter én i forbindelse med oversete
sider af tilværelsen: Det handler om energi, om nærvær
og om at blive forundret. Værkerne synes skabt på et
overvældende udtryksbehov. De emmer af en ukuelighed, en hang
til kitsch og skæve vinkler; Tal R eksperimenterer idérigt
med perspektiviske underfundigheder. Der optræder i rigt mål
erindringsfragmenter fra skoleliv og pubertet. Tal R’s register
spænder fra malerier, sære stofbolde fulde af gemmer
til skulpturer som ’Moderdyret’, der ligner en mellemting
mellem et rumskib og burgeremballage – og i en uendelig strøm
af tegninger med kuglepen. Værkerne synes at hænge uløseligt
sammen med den intense person, der står vibrerende foran én
og er fuldt tilstede, når man møder ham.
Tal R er en TALentfuld Revolution i samtidskunsten – både
hertillands og i stigende grad også internationalt. Hans borgerlige
navn er Tal Rosenzweig. Han dimitterede fra Kunstakademiet i 2000,
men allerede i sine sidste studieår var han sprunget ud som
fuldt professionel, ligesom han i den sidste del af det afsluttende
studieår blev udnævnt til professor i malerkunst ved
Kunstakademiet i Helsinki. Han er netop hjemvendt fra rejser til
Wien og til Israel, hvor han p.t. udstiller. I Wien er det i fuldt
udtræk med tegninger og malerier fra de seneste tre år
på udstillingen ’Arcade’ – fordelt på
to etager i Bawag Foundation. En udstilling, som han selv har kurateret,
og som giver en nøgle til hele hans værk med træsnit,
objekter, maleri, tegning og skulptur. I Tel Aviv udstiller han
ti helt nye malerier i det lille avantgardegalleri Tal Esther på
udstillingen ’New Born But the Same Old Phone Number.’
Han har omdannet galleriet til et grønt rum – med allusion
til den grønne linje, som adskiller de to befolkningsgrupper
i Israel. I forbindelse med udstillingen holdt han foredrag på
akademierne i Tel Aviv og i Jerusalem om sin kunst. For kort tid
siden indledte Tal R samarbejde med Nicolai Wallner, der fremover
vil være hans danske galleri. Herudover repræsenteres
han af Londongalleriet Victoria Miro og Berlingalleriet Contemporary
Fine Arts.
I kataloget til udstillingen i Wien skriver Louisianas Poul Erik
Tøjner, som talte ved åbningen, at Tal Rs kunst kendetegnes
af: … ”tosserier eller melankoli - eller en kombination
af begge dele: glæden ved det banale og trøsten i at
vide, at det banale eksisterer som en slags immunsystem mod drømme,
som altid bringer dig helt væk…” Tal R siger selv,
at ”kunsten ikke kan bruges til meget, men at den er i stand
til at beskrive ineffektive sideveje”. Men man må sige,
at han har dyrket disse sideveje med omhu i de seneste små
ti år. Kopenhagen.dk besøgte kunstneren i hans atelier
på Islands Brygge – som ligger i samme hus som malerkollegerne
Malene Landgreens og John Kørners.
Tal R fortæller om et besøg dagen før interviewet:
To kriminalbetjente opsøgte ham med ordene: ”De er
anmeldt for ulovlig våbenbesiddelse.” Tal R granskede
i rasende fart sin samvittighed uden at finde andet end mindre forsyndelser,
så han tænkte, at de bare kunne komme an og inviterede
dem indenfor. Det viste sig at være en seer fra Køge,
som havde set et indslag i DR2’s kulturprogram VIVA, hvor
jeg selv og Tal R optræder i hans atelier (et indslag i forbindelse
med udgivelsen af bogen ’Atelier – kunstnerens værksted’,
hvori også Tal R optræder, lb). Her sås hans pistol
– en aldeles harmløs og i øvrigt ubrugelig luftpistol
- på en radiator i atelieret. Efter at have undersøgt
våbnet forlod politiet grinende atelieret og gik videre til
næste sag. Men Tal tænker, at der altid er nogen, der
holder øje:
Der sidder en mand og ser et fjernsynsprogram. Han skyder sig ind
på en enkelt figur, som han piller ud, nemlig pistolen. Det
ligger i forlængelse af min næste udstilling, der hedder
’Figur’, og som undersøger detaljer, som vi skyder
os ind på. Fx på den lille dreng eller hans ben i Villy
Sørensens novelle ’En drengestreg’, som jeg stadig
husker fuldstændig, selv om jeg ikke har læst den siden
folkeskolen. Det handler ikke om moral, men om at skyde sig ind
på den afskårne fod og sætte sig i dens sted.
Hvordan får man hentet den frem som figur? Det er jeg meget
optaget af. Jeg er også optaget af Golem-figuren, som grundlæggende
handler om at skabe noget ud af ingenting. (Golem er et kunstigt
frembragt menneske af ler, der bliver levendegjort af magiske trylleformler.
Golemfiguren optræder fx i romanen ’Golem’ fra
1916 af Gustav Meyrink. Figuren hidrører fra den jødiske
folketro, lb). Det er det, jeg har arbejdet med hele foråret
i forbindelse med mit ’Kolbojnik’-projekt, som jeg udstillede
i Victoria Miro Gallery i London i foråret.
Dette projekt handlede om ting, som Tal R
havde fisket op af sin visuelle affaldsspand, og som han symbolsk
genanvendte i sine billeder. Kolbojnik er jiddisch (Tal R er jøde
og født i Israel, men flyttede til Danmark som femårig)
og betyder kollektivt affald. I en kibbutz tømmer beboerne
deres affald ned i en stor spand. Ordet refererer tillige til det
faktum, at vi kun er en lille brik i den store historie. 90 % af
vores personlighed består af, hvad andre har puttet ind i
os. Vi er selv en slags kolbojnik, mener Tal R, der i øvrigt
solgte tre store malerier og halvdelen af tegningerne fra udstillingen
til reklamemanden og kunstsamleren Charles Saatchi, som placerede
dem i sit nye museum, The Saatchi Collection ved Bankside i London.
Jeg har netop afsluttet en serie værker, hvor jeg hober en
masse affald op og forsølver det. Karaktererne hugges op,
og det hele bliver en underlig grød. Når jeg forsølver
det, bliver det dekorativt. Næste skridt er at skubbe mig
ind på og at finde anderledes figurer, dels i nogle arbejder,
jeg selv har lavet, dels i anden kunst, som jeg forsøger
at tage nogle hjørner fra, så der opstår nogle
nye figurer. Små flige, som jeg kan bruge. Det er godt at
bruge uforløst kunst til det formål. Det må gerne
være en banal fortælling, som jeg forsøger at
tegne mig ind i, og så bygger jeg en slags ’sugerør’
og trækker figurerne op. Det er jeg super optaget af. Når
jeg arbejder med én række ting, så fornemmer
jeg smagen eller karakteren af det næste projekt. Det er skræmmende,
når jeg tænker tilbage, at jeg er startet med at male
malerier med historier, som jeg har forsøgt at overleve i
forhold til. Forstået således at jeg bryder dem op og
konstaterer, at jeg ikke rigtig kan, og så forsøger
jeg at overleve og få skabt et billede på trods, et
billede, der har en logik og noget, jeg selv kan holde ud at se
på. Og så endelig en dag lykkes det at skabe en model,
så jeg kan begynde at fortælle historier. Men så
har det forskubbet sig igen, og det, der forekom umuligt, er nu
muligt, men min interesse er et helt andet sted. Måske var
historien bare en dør til at skyde sig ind på nogle
andre billeder – og beskrive nogle mønstre. Ikke ’pattern
art’, men snarere at vise forskellige skyggebilleder, der
ligger i billederne.
Der ligger en mærkelig form for melankoli i en historie. Den
blegner lynhurtigt, for historier har helt specielle betydninger,
når de fortælles, men der står noget andet tilbage,
nemlig mønstrene, når de er færdige. Jeg interesserer
mig for disse underliggende mønstre. I øjeblikket
er det af mindre betydning for mig, hvordan historierne eller filmene
ender. Jeg vil gerne se opbygningen, og hvordan historien foldes
ud, men jeg orker ikke slutningen. Jeg er ikke optaget af konklusionen
eller dommen, men af det, der foregår mellem menneskene.
Du siger, at den fortalte – den sproglige - narration
forsvinder over tid, men billedet bliver vel tilbage? Hvad er forskellen
mellem sprog og billede?
Når alle fakterne er lagt, står der noget tilbage af
historien, som ligner billedet. Det er kompliceret. Mønstre
og narration flettes sammen, men jeg synes som nævnt, at fortællingen
bliver stadig mindre interessant. Måske skal man tygge sig
igennem en masse gamle fortællinger for at kunne nå
frem til det punkt, hvor man kan starte på nogle nye. Det
er på sin vis helt uden moral. Jeg tænker aldrig på,
om det er rigtigt eller forkert. Jeg arbejder hele tiden hen imod
chancen. For mig drejer det sig om at drømme mig ind til,
hvor det fantastiske er, og hvor jeg vil bruge time efter time.”
Er det en konstant billedjagt, der driver dig? Skal det hele
tiden være nyt for dig, for at du kan blive ægget?
Ja, sådan er det. Og for tiden er det en figurjagt. Hvis der
sker noget i dit liv – det kan være af trist eller glædelig
art - så knytter du en figur til det. Efter nogle år
skifter figuren. Figurernes kompleksitet vokser i løbet af
menneskelivet. Når jeg kigger på kunst, lægger
jeg mærke til, når kunstnerne tager epokegørende
beslutninger, ofte i forhold til noget ret banalt. Jeg er optaget
af den fantastiske historie. Jeg er ikke optaget af, hvem der skød
hvem, eller at få slutningen med. Snarere er det måden,
det bliver sagt på, der interesserer mig. En eller anden slags
figur står tilbage, og du kan ikke rigtig beskrive den. Men
den giver energi, og den åbner til en helt ny historie.
Er det en eller anden slags golem?
”Ja, en eller anden slags golem!
Du har forladt det fortællende billede til fordel for
at se figurer i nye vinkler, som du driller og tvister, og som du
aftvinger nye fortællinger?
Jeg startede jo som historiefortæller, men nu har jeg givet
mig hen til figurerne, der fungerer som dørmænd ind
til andre verdener. Men mine billeder har altid en fysik i sig,
det er aldrig et malet kosmos eller et dybt sug ind i en skov. Der
er et oppe og et nede – et fortov, en gade og jorden. Noget
der står op eller ligger ned. Det er altid noget, der svinger
omkring en rygsøjle.
Må tingene ikke være voksne?
Jeg konstaterer, at det hele begynder at blive lidt præcist
og tørt. Det har jeg sådan ikke noget imod, det er
noget jeg opdager. Det sker.
Du har lavet billeder, siden du var barn. Kan du ikke lade være?
Er det forbundet med kamp eller med lyst?
Der er slet ikke nogen kamp eller disciplin i det. Der er en konstant
snurren rundt.
Drømmer du dig frem til billederne om natten?
Nej, jeg drømmer slet ikke. Om natten er der fred og helt
sort. Jeg dagdrømmer til gengæld konstant. Jeg vil
mene, at jeg lever ret fiktivt størstedel af tiden.
Hvorfor har du valgt at lade dig repræsentere af Nicolai
Wallner?
Jeg holder meget af Nicolai, og jeg har faglig stor respekt for
ham. Vi er nogenlunde generationsfæller – han er lidt
yngre end mig. Få har været så vigtige for dansk
kunst i halvfemserne som han. For få midler har den mand formået
at løfte så mange kunstnere ud over den danske kunstscene.
Første gang, jeg så ham, var i 1992 på Documenta,
hvor han delte små hæfter ud fra et lille campingbord.
Det var helt uhørt!!!
Hvornår skal du have en udstilling hos Wallner?
Det er ikke aftalt endnu. Men før eller siden kommer den.
Jeg vil gerne vide, hvorfor du gik på Billedskolen på
Jagtvej, og hvad du fik ud af at gå der?
Det er sjovt, at du spørger. Du er den første, der
spørger om det. Men en masse gode kunstnere har gået
der: Frans Jacobi, Mads Gamdrup, Lars Bent Petersen, Joachim Koester
m.fl., der sjældent fortæller om det. Det er en meget
stram skole – modsat Akademiet. På Billedskolen skoles
eleverne i de grundlæggende discipliner, og kunsten kædes
sammen med menneskekundskab. Flere af eleverne holder op med at
lave kunst, mens de går der, fordi de konfronteres med deres
egne kræfter. Men jeg var rigtig glad for at gå der.
Mine lærere var Hans Jørgen Jensen, Erik Lynge og Bjørn
Bråten. De var rigtig gode. Det var en udsædvanlig skole,
som intet gør ud af at promovere sig selv, men søgningen
er der konstant og til alle tider.
På Kunstakademiet fulgtes Tal R med Kirstine
Roepstorff, John Kørner, FOS, Anna Fro Vodder, Jacob Tellefsen
og Kasper Bonnén. Disse folk har betydet meget for ham, og
dem sætter han højt. Han blev først optaget
som 26-årig på Akademiet, og da var han allerede langt
i sin kunstneriske udvikling og havde inden da bl.a. undervist på
Kunstskolen Nøddeknækkeren på Østerbro,
som han var med til at starte.
Hvad lærte du på Akademiet?
Jeg lærte en masse af Claus Carstensen, af Erik Steffensen,
af Øivind Nygård, af Frans Jacobi og af Elmer. De skaber
nogle figurer for dig, som du kan reagere på – negativt
eller positivt – men pointen er, at det er umuligt ikke at
lære noget. Jeg kan ikke beskrive nøjagtigt, hvad jeg
fik med mig, men i hvert fald var jeg vildt glad for at gå
der. Jeg lærte på en og samme tid apparatet Kunst at
kende og mistede respekten for det. Hvert år har det pariserhjul,
som Kunsten er, brug for et nyt ansigt. Men man skal huske, at selv
om man i kraft af Akademiet både er sikret en plads i køen
til pariserhjulet og en softice, så skal man lade være
med at spise sig mæt i den softice, man får udleveret.
Det er ikke nok at sidde og juble med sin softice oppe i hjulet.
Man har igen og igen set unge danske kunstnere, der sidder og jubler,
mens hjulet for længst er kørt ned. Man skal lade være
med at identificere sig med det cirkus og i stedet satse på
det, som ingen kan tage fra én. Man skal fordybe sig i det,
der interesserer én og koncentrere sig om det, som man selv
finder vigtigt. Der er mange ting, man ikke lærer på
en kunstskole, fx hvordan man får opmærksomhed uden
at blive et røvhul? Det kunne være nyttigt at lære!
Også at lære, hvordan man får den rigtige opmærksomhed,
dvs. den opmærksomhed, hvor du er dig selv tro. Der er altid
mange, som står og venter på, hvornår du falder,
hvis du er blevet berømt, for det vil ske på et eller
andet tidspunkt. Man burde også lære, hvordan man håndterer
medierne, og hvordan man tackler vennerne, hvis man pludselig tjener
mange flere penge end dem, så man undgår at isolere
sig. Det bliver der aldrig talt om. I det øjeblik, man får
succes, skal man klare alt selv.
Er der stor forskel på den udenlandske og den danske kunstscene?
Nej, det er der ikke. Den store forskel er, at fx i London er der
mange miljøer. Men mekanismerne i de enkelte miljøer
er ens, hvad enten det er København eller London. På
et tidspunkt var jeg til en fernisering herhjemme, og vi var vel
ca. 150 mennesker. Det var et ret ukendt galleri. Dér konstaterede
jeg, at ligegyldigt hvilken gruppering, der er tale om, bliver tingene
sat i system. I det ene hjørne stod avantgarden, i det andet
stod de, der havde solgt ud og var blevet kommercielle, i det tredje
hjørne stod køberne udefra etc. Det er stort set de
samme mekanismer, som gør sig gældende, uanset hvor
på kloden, man befinder sig. Og hver landsby har sin konge
eller sin dronning.
Hvordan reagerer folk i udlandet på, at du er fra Danmark?
”Jeg konstaterer igen og igen, at folk ikke aner, hvor jeg
kommer fra. De tror ofte, at jeg er fra Berlin eller et helt andet
sted. I udlandet kender de mig alene på mine billeder. Det
er lidt anderledes herhjemme, hvor jeg ved siden af at være
’ham med billederne’ også er ham, der handler
nede i Netto.
Nu har du specialiseret dig i maleriet – selv om du også
tegner og laver objekter. Hvad synes du, at maleriet kan?
Hver gang et maleri prøver at stille sig op og blande sig
i samfundsdebatten, bliver det den vildeste klovn i manegen. Det
mangler socialt engagement og er til syvende og sidst blot et stykke
lærred og nogle pinde og malingen, som tørrer på
lærredet. Maleriet har ingen indflydelse. Det svarer til at
fægte med en serviet i stedet for et sværd. Men maleriet
kan skabe de mest forunderlige ting ved hjælp af simple midler.
Malingen er noget kulørt mudder, som kan sige noget fantastisk,
og det kan jeg godt lide. Selv opererer jeg med tre lag. På
den ene side bruger jeg det hvide lærred, på den anden
side er der ’mudderet’, der skaber en vision, som tillader
folk at bruge maleriet som et vindue og på den tredje side
er der objektet – nogle pinde og et lærred. For mig
er et maleri ikke et objekt, der skal tage et territorium i besiddelse
– et synspunkt som Claus Carstensen praktiserer – men
snarere et objekt, der bærer på nogle beslutninger,
på nogle visioner. Jeg kan som sagt bedst lide begyndelserne,
som da jeg så Olafur Eliassons modeller i Overgaden for et
par år siden. Det, at nogen har en drøm om at bygge
noget op, er rørende. Jeg er ligeglad med den færdige
bygning. Maleriet er den lille serviet i fægtekampen. Og kunst
er en lillebitte del af et menneskeliv. Det er en fjollet, lille
ting at lave billeder. Og alligevel er det noget meget grundlæggende
menneskeligt – for det rummer spiritualitet og krop. Det er
en meget fysisk ting. Selv amerikanerne kan ikke få Saddam
op af hullet. Og det kommer de aldrig til.
Hvordan er din arbejdsproces?
Det starter med, at jeg bare maler lærredet ensfarvet hver
dag en hel uge igennem, og om fredagen maler jeg det hele hvidt
igen, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal lave. Derefter maler jeg
den fjogede historie, jeg hele tiden har haft i ærmet. Så
finder jeg ud af, at jeg egentlig godt vil lave en egentlig figur
med en kjole. Men når du begynder at male overkroppen, begynder
du at tvivle på projektet, og derefter gør du noget
ved overfladen og begynder at klippe papir ud og klæbe det
op, så der sker nogle naturlige, fysiske brud, og så
går du igen i gang med at male kjolen. I det øjeblik,
du kommer til overkroppen, så skiller papirer, og så
starter du på ny, for så kan du bedre tegne overkroppen
op. Hvis du har en flade, kan du starte på et nyt hoved. Så
begynder du at finde ud af, at disse mange beslutninger leder frem
til stadig flere fantasifulde beslutninger. Jeg har ingen respekt
for hårdt arbejde. Jeg beundrer de mennesker, der kan tænke
sig frem til løsningerne, men jeg tilhører den gruppe,
der må arbejde sig til resultaterne. Alle kan knokle sig til
at lave et godt standardarbejde, men at lave noget virkelig eminent
skal du sove dig til. Jeg arbejder meget, men det er ikke noget
at prale af.
Men det er i en strøm, at dine billeder bliver til?
Ja, jeg er ikke særlig god til at tænke mig igennem
til dem.
Stort set alle dine kolleger siger det samme. At der i løbet
af en arbejdsprocessen opstår nye muligheder, og at billeder
så at sige avler nye billeder...
Ja, det er rigtigt. Men jeg tror, at der ude i æteren sidder
nogle folk, der kan bruge deres hoved. Kunstnerne sejler rundt i
følelsesgondolerne, men der findes folk, der kan bruge deres
mentale kraft på at tænke sig igennem beslutningsprocesserne.
Hvilke kunstnere inspirerer dig?
I Tyskland er billedhuggeren Manfred Pernice superinteressant. Det
samme gælder Kai Althof og Cosima von Bonin. Og så er
der Daniel Richter, som også er min bonkammerat. I Storbritannien
synes jeg, at David Shrigley dyrker et fantastisk område,
men også Peter Doig, der er en konstant udfordring og ven
og inspiration for mig. Jeg har i en lang periode desuden været
optaget af russisk avantgarde – fra Malevitj til Alexei Jawlensky.
Men også Oscar Schlemmer interesserer mig, man mærker
hos dem alle, at de har en højere dagsorden, som præger
deres kunst. Jeg tror godt, at jeg kan lide, når kunsten handler
om noget andet end sig selv. Den bedste kunst er den, der tiltrækker
alt muligt, som ikke har noget med kunst at gøre, som olie
og vand.
Tal R på kopenhagenshop:
Jesper
Fabricius og Tal R: Xanadu. Artists' book
Tal
R: Arabesque. Katalog
Tal
R: Baghave. Artists' book
Tal
R: Rødmand. Artists' book
Tal
R: Squirrel Without a Head. Artists' book
Tal
R: Udannelsens. Posters
Mere Tal R:
8. november 2002: Interview med Tal R, John
Kørner og Anna Fro Vodder
|
|
|
