Interview med Simon Grimm
I forbindelse med flytningen til Frederiksberg har Stalke Galleri åbnet projektrum. Første udstilling er med Simon Grimm. Kopenhagen satte Simon stævne i de lækre, lyse lokaler på Vesterbrogade for at høre lidt om værkerne. Simon har udstillet flittigt de seneste år, senest Every Day Starts With a Zero i Galleri Kragh & Halling. Desuden er Simon medstifter af udstillingsprojektet Nam Nam Beauty (m. Jesper Just). Interview: Melou Vanggaard og Julie Damgaard. Foto: Melou Vanggaard.

Hverdag — er en ny dag
Simon Grimm
21. mar. — 3. maj 2003 (lukket 16-17-18 april)
pressemeddelelse (link)
Stalke Galleri
Vesterbrogade 184, 1800 Frederiksberg C.
Tel. +45 33 21 15 33
Ons-fre 13-17.30, lør 11-14
stalke@stalke.dk
www.stalke.dk

Læs også dugfriskt interview med Stalke Galleri's Kim Bendixen:
2. april 2003: Interview med Kim Bendixen

Hvad er det for en tematik, du er inde og berøre med udstillingen Hverdag — er en ny dag ?
Med "hverdag" henvises til det kontinuerte liv — det, der ligger mellem de perioder, hvor livet rigtigt leves. Det er ligesom noget, der skal gennemleves. I sætningen "en ny dag" ligger derimod muligheden for en ny start, en begyndelse. Der er et ordspil i titlen, som jeg synes er interessant, og det binder an til noget af det, jeg søger i den konstellation, jeg har lavet herude. Og som jeg også søger i de enkelte værker, der dækker både keramik, papirklip og maleri. Med den måde vi lever på idag, har vi et normalt liv med nogle hverdagsproblemer, der tårner sig op, og en af de måder, vi kan komme forbi dem på, er ved at drømme os til en star-tilværelse. På fjernsynet kan man f.eks. opleve "Pop-Stars" og "Stjerne for en Aften".

Via den fiktion, der ligger i ønsket om at være stjerne, kan man undvige hverdagen og begynde på en frisk, og her kan man sige, at de motiver, jeg har på min udstilling, strækker sig fra den helt personlige oplevelse af, at problemerne tårner sig op, til folks iscenesættelse af sig selv i forhold til at være noget andet. Keramikken er f.eks. nogle talebobler, der er sat ovenpå hinanden, men skrider og vælter; de er lavet, så der er en vis form for ubalance i dem. Og i mine papirklip henter jeg motivverdenen fra magasiner — hovedsageligt udenlandske — hvis fiktion beskueren lever sig ind i.

Så er der malerierne. Det for endevæggen viser en splittet personlighed, en dobbelt identitet, en spejling og i det andet har jeg placeret nogle talebobler, der tårner sig op ovenpå noget musikgear, som her er ´malet ud` — som en form for hint til, at det er en drøm, og at man altid kommer tilbage til hverdagen. Det er den tematik, jeg har gået og kredset om i de værker, der hænger herude. Men hver enkelt værk bærer så også en historie i sig selv.

Simon Grimm: Hverdag — er en ny dag

Du lægger en form for slør henover dine malerier. Har det relation til den drømmeverden du omtaler?
Nej, det vil jeg ikke sige. Mine ting har en symbolik, men akkurat det element er ikke symbolsk på den måde. Det er mere en måde at gøre opmærksom på maleriet på. Når du slår kryds henover noget, gør du næsten mere opmærksom på det, end hvis tingene bare står der. Negationen af formen gør, at den bliver trukket frem — man kan jo godt se formen og farven bag ved overmalingerne. Der kommer et spil mellem det ikke- overmalede og det overmalede. Så på den måde har det ikke en direkte betydning, men det har selvfølgelig en betydning for det samlede udtryk

Nu arbejder du i flere forskellige medier. Hvilke elementer ved de forskellige udtryk tiltaler dig? Hvad kan keramikken f.eks. i forhold til papirklippet?
På en eller anden måde har keramik og papirklip været parallelspor for mig. I kraft af, at de har været parallelspor til maleriet — for maleriet kan godt være en lidt svær dame at danse med en gang imellem — har jeg fået en større frihed i forhold til disse to medier. Den måde, jeg griber min keramik an på, er egentlig ikke tredimensionel, den er faktisk mere todimensionel. Jeg arbejder på sin vis stadigvæk mindre rumligt og mere på fladen. På den måde er det ikke specielt besværligt for mig at gå fra noget todimensionelt til noget tredimensionelt. Selvfølgelig er der nogle formmæssige ting — man skal have formen til at gå op hele vejen rundt.

Papirklippet er et let medie at komme til. Det kan hurtigt udføres; det er en hurtig måde at skabe et billede på. Nu har jeg også gjort det meget enkelt ved at gøre allesammen, undtagen én, brune. I den arbejdsproces, jeg har, ligger der nogle forskellige dialoger mellem maleri og papirklip, og mellem maleri og keramik. Det kan man også se i billederne. Der foregår nogle transporter mellem de forskellige medier, tegnmæssigt og symbolsk. Jeg har overført et papirklip — silhouetten eller glansbilledet — til maleriet. Der ligger sådan en dialog, og det har også været mit ønske at begynde at flette tingene sammen, så de kan optræde sammen.

Simon Grimm: Hverdag — er en ny dag

Du kalder papirklippet for et let medie — er det i virkeligheden ikke et værre nussearbejde?
Nogle af dem har været ret ´nussede`. Så må man gå ind bagefter og klippe dem til. Det med 1000 små dråber på — det blev fuldstændig ulideligt at kigge på, så jeg klippede nogle store huller i det og klistrede noget hen over, så det begyndte at fungere igen. Men det er faktisk relativt hurtigt i forhold til at lave keramik, grafik og maleri. Det, der har interesseret mig ved at lave papirklip, er at skabe en transport fra et andet sted. Gå ud i magasinerne og transportere de billeder, jeg finder der, over i et nyt medie. Tilføre dem noget og fjerne noget af det, som de var før, så betydningen kommer mere frem eller lægger sig et andet sted.

Jeg må tage de billeder, jeg synes, passer til det, jeg går og beskæftiger mig med, og herefter føre dem over og skære dem ud. I hovedparten af de udstillede klip har jeg søgt motiver, der er iscenesættelser. Iscenesættelsen er for det moderne menneske en portal til et nyt og bedre liv, selvom det er en fiktion. Det er et af de steder, hvor man momentvis kan hæve sig op over hverdagens monotone liv og få en udfrielse for alle dets trængsler. Det synes jeg er ret interessant. Motiverne er så, under transporten til de færdige klip, blevet tilpasset og modificeret mine intentioner.

Værkerne er ikke skåret 1:1 — der er masser af tilføjelser og ting, der bliver taget fra, men det kan man ikke se, da de slutteligt er blevet sprayet brune. De er små brune glansbilleder på hverdagens drømme. Jeg synes, de er lynhurtige at lave. Man kan sige, at det, der tager længst tid ved papirklip, det er at finde den iscenesættelse eller de motiver, jeg kan relatere til, eller som jeg kan bruge. Det koster mange penge og meget tid; der skal mange magasiner til, for at jeg kan finde det.

Hvad facinerer dig ved taleboblen? Som du fremstiller den, minder den jo ikke umiddelbart om en taleboble, og der er ikke noget udsagn forbundet med den....
Jeg har nogle symboler, der optræder igen og igen i forskellige konstellationer, alt efter hvad jeg er ude på at sige. I malerierne står taleboblerne som en række farveflader, tømt for indhold. Der står ikke noget i dem, der er ingen motiver i dem. De er faktisk mere et tegn på eller symbol for udsagn. Jeg er selvfølgelig ked af, hvis du ikke kan se det som talebobler, men hvis man læser Anders And eller andre tegneserier, er der altid den der firkant med en lille spids på, hvor teksten så står inde i. Taleboblen som symbol eller tegn bliver lagt ind som en del af den rebus, beskueren kan aflæse til løsning af det, jeg vil sige.

Jeg er åben overfor fortolkninger. Nu fortæller jeg om den måde, jeg arbejder på, men hvis folk ser noget andet, så er det fint med mig — det rører mig ikke. Der er helt sikkert et specifikt ønske bag det, jeg laver, men samtidig forsøger jeg at lægge mine ting, så de ikke bliver for direkte. Der skal være en vis form for plads. Der skal være et abstrakt moment; det må ikke være for sprogligt. Det er ligesom, når du laver et billede, så skaber du rammerne for en læsning. Hvordan bygger man rammerne for den læsning op? Man kan være meget specifik ved at skrive "Jeg bryder mig ikke om....." eller "Jeg synes....", og så kan man indsætte nogle mere abstrakte momenter, hvor mulighederne for aflæsningen ligger.

Simon Grimm: Hverdag — er en ny dag

Du har, især med papirklippene, bevæget dig over i et behov for at tydeliggøre et motiv. Det er meget tydeligt, at det gør man i intimstørrelser - går ind og bruger motivet mere direkte. Og så er du også begyndt at pege på en andethed, der ligger et andet sted, end vi har oplevet det med symboler som diamanten, øjet, dråben, taleboblen - symboler, hvor abstraktionen over den konkrete form har været tilsigtet. Nu inddrager du motiverne som meget mere tydelige tegn. Det sjove er, at du imidlertid endnu ikke er nået dertil, hvor du tydeliggør, hvad det er, du vil sige med tingene. Det bliver en væven med en hel masse udsagn, som tingene skal sige, men som er så almengyldige, at de aldrig helt bliver konkretiserede. Men det kommer tættere og tættere på. Du startede meget abstrakt, men nu er du nået frem til nogle meget konkrete former.
Du har fuldstændig ret i det meste af det. Indholdssiden, selve kommunikationen ud, som jeg har lagt meget mere åbent før, den har jeg snøret mere til. Og det kommer jeg også til i fremtiden. Nogle værker kommer til at tangere over mod det mere politiske — indholdsmæssigt bliver det tegnet hårdere op.

Du taler om en væven rundt, og det er på en måde lidt negativt, men du har på sin vis ret, for værkerne udsiger enkeltvis nogle ting, der alle handler om et center. Jeg har et center, der interesserer mig for tiden, og ud fra det er der nogle grene, nogle værker. De værker er forhåbentlig med til, at man får en fornemmelse af noget af det, jeg kredser om. Ikke at de specifikt siger, hvad jeg kredser om, men de kredser omkring et eller andet. Og den form for åbenhed har jeg altid godt kunne lide. Jeg vil hellere have, at folk indskriver noget, end at jeg indskriver noget, men har samtidig fundet ud af, at det ikke altid dur. Derfor har jeg helt klart løftet sløret for det, der ligger bagved de ting, jeg laver.

Værkerne har ikke tidligere været tømt for mening, jeg har bare villet lægge dem så åbent, at jeg ikke påduttede nogen noget eller var slagordsagtig. For det kan jeg slet ikke tåle. Jeg kan bedre lide en form for sensibilitet og intimitet. Heri ligger en anden mulighed for kommunikation end i en hård ligefremhed. Jeg håber, via den måde jeg har hængt værkerne op på — en måde, der kræver, at man skal bukke sig lidt ned for at se på tingene — at der opstår en intimitet.

Ved at tydeliggøre motivet peger du meget direkte på nogle referencer eller en andethed uden for billedet. Den abstrakte form, hvor man ikke direkte aflæser dine grundformer, peger derimod mere på det maleriske rum...
Det er ligesom, når man hører, at man er en habil maler — at tingene fungerer fint, og at man kan få et billede op at køre på nogle okay præmisser — så må man skærpe sit sprog nogle andre steder. Der er det helt sikkert, at jeg på denne udstilling i forhold til det andet — indholdssiden og kommunikationen — er betydeligt mere skærpet.

Jeg har en uhyggeligt klassisk træning. Tilbage til modellen og tegningen i rigtig gængs forstand. Hvis man vil væk fra den tradition, væk fra naturalismen, må man lægge den helt på hylden, og det kræver mange overvejelser. Det med at skære ting ud og bruge silhouetten, gør, at man har mulighed for at bevæge sig tilbage mod figurationen. Men jeg synes ikke, at det, at figuren er her, er særligt bærende for udstillingen. Keramikken og også klippene indeholder abstrakte momenter. Det ligger og svinger.

Det billedkunst har, som mange andre ting ikke har, er netop muligheden for et abstrakt moment, hvilket gør den spændende i forhold til andre måder at kommunikere på. Det er det, jeg synes, er interessant i den form for sproglighed, som kunst er.

Hvad er du selv gladest for?
Konstellationen, den måde jeg har fået hængt tingene op på. Jeg kan ikke gå ind og tage et enkelt værk og sige, at det skal jeg have med hjem i lejligheden, når udstillingen er færdig. Jeg håber da mere på, at de bliver solgt. Jeg synes, det gik meget let med at hænge op, og at det blev sådan, som jeg havde forestillet mig.

Så værkerne er fuldstændig lige i deres vellykkethed og intention, og der er ikke nogle af dem, der er mere skarpe end andre?
Jeg vil sige det på den måde, at de enkelte værker får det rum, de skal have. De står i et rimeligt forhold til tingene omkring dem. Der vil selvfølgelig altid, disciplinerne imellem, være forskel. Jeg synes personligt, det er sværere at få et maleri til at fungere end at få en lille tegning eller et klip til at fungere. Der sker nogle betydeligt anderledes ting, når du kommer op i lige knapt to meter og skal stå og male noget. Der er en gestik, noglen helt andre ting, på færde.

Det er svært at tale om, at noget er bedst — det skal helst på en eller anden måde kunne fungere selvstændigt men også i sammenhæng med de andre værker. Selvfølgelig vil man nok kunne gå rundt og sige, at den skulptur er stærkere end den anden, men det synes jeg er ret kedeligt. Det er for subjektivt.

Mere...
2. april 2003: Interview med Kim Bendixen
23. april 2001: Interview med Jesper Just og Simon Grimm