[16. april 2003]
Interview + billeder

Søren Martinsen

Interview med Søren Martinsen
Ophængningen er som et narrativt forløb, en rejse, en vej som snor sig igennem og ender i en horisont i et tomt landskab - som pulsslag på en hospitalsskærm, der til sidst flader ud til en lige linje, når hjertet ikke længere slår. Startende i mystisk dragende eventyrlige landskaber, en vej ind i skoven ("skovsti") - et forladt hus ("svampenaboer"), og en strofe fra en go'nat sang ("Solen er så rød"), måske barndommens forladte land, og så "Birke ved Landbohøjskole", som ved nærmere eftersyn er fuld af øjne.

Den eneste afbildede person er at finde midtvejs mellem de to rum, et papirarbejde af en mand nervøst svedende med ryggen til, der med opspilede øjne ser direkte på os fra en komprimeret road-movie. Gennem landskaber og byrum, psykedelisk og industriel, nogle tegneserie agtige i 70'ernostalgi-stil - Palle alene i verden på LSD.

"Horisont" er det sidste billede i forløbet og med sit enkle udtryk både det mest lukkede og åbne billede på udstillingen. Ingen veje (pulslinje) fører ind i billedet, mens et mystisk lys drager øjet mod det diffuse skær. Interview og foto: Melou Vanggaard.

Søren Martinsen (f. 1966) er uddannet på Goldsmiths' College , University of London (94) og Det Kgl. Danske Kunstakademi (95). Han har udstillet intensivt i ind- og udland de sidste næsten 10 år og stået bag en række videoer. Søren Martinsen har netop blevet fået jobbet som kunsterisk leder på Overgaden, Institut for samtidskunst.

Søren Martinsen
P.O.V. - Point Of View
3. april - 3. maj
Galerie Asbæk - Undergrunden
Bredgade 20, 1260 København K
Ma-fr 11-18, lø 11-16
Tel. +45 33 15 40 04
fax +45 33 13 16 10
galerie@asbaek.dk
www.asbaek.dk

Søren Martinsen: Skovsti, akryl/olie,på lærred, 120x150, 2003
Søren Martinsen: Solen er så rød mor, akryl/olie,på lærred, 97x145, 2003

Hvad er det for et univers, du bevæger dig rundt i?
Det er et billedunivers, der først og fremmest stammer fra min egen psyke, men også er meget influeret af filmsproget og mit arbejde med video og fotografi. Det er et billedunivers, der beskæftiger sig med at fremmane forskellige slags stemninger i rum, altså psykologiske stemninger, der "hænger ved" de billedrum, jeg laver.

Er det virkelighedsskildringer?
Mit fotografiske arbejde tager udgangspunkt i konkrete virkelige steder og motiver, men i maleriet er det lidt friere, der bruger jeg i høj grad maleriet som et medie, der kan udtrykke de fantasier og visuelle ideer, der kommer fra ens indre og ikke er taget direkte fra virkelighedens verden. Men der er da også malerier, der forestiller noget konkret virkeligt, som f.eks. Birketræerne fra Landbohøjskolen eller billedet af bilturen igennem det Amerikanske landskab.

Din udstilling består af malerier og tegning, alle meget narrative. Tænker du filmisk, når du maler?
Arbejderne er færdiggjort over en periode på ca. 2 år, så der er forskellige impulser i dem, men jeg var overrasket over, at de i så høj grad kunne antyde et narrativt forløb som tilfældet var, da jeg hængte udstillingen op. Det havde jeg håbet, men ikke planlagt. Men det er et ret løst narrativt forløb, hvor det "filmiske" mest viser sig i de road-movie-agtige landskabsbilleders stemning, men også ved at billederne "klipper" ind i hinanden i forskellige vinkler og indstillinger; vidvinkel, total, halvnær og nær, lidt som i en film.

Søren Martinsen: Birke ved Lanbohøjskolen, akryl/olie,på lærred, 97x130, 2003
Søren Martinsen: Dangerous territory, akryl/olie,på lærred, 150x185cm, 2001

Hvordan er din arbejdsproces i maleriet, er det forskelligt fra dit arbejde med foto og film?
Videofilm er et medie, som hurtigt bliver forbandet besværligt og dyrt. Mange gange er man afhængig af støtte og finansiering. Der er det nemmere med maleri. Det er mindre krævende, fordi det kan udføres når som helst og hvor som helst, men jo mere man kommer ind i det, bliver det alligevel ret hårdt: selvom man bare sidder på en skammel, dræner det en meget psykisk, synes jeg. Man skal virkelig koncentrere sig, det er lidt ligesom at spille skak.

Hvad fascinerer dig? Er det skræmmende tiltalende?
Der er mange, der synes, at mine billeder er lidt skræmmende eller skumle. Og det er da en del af mit "Point of View", som udstillingen hedder. Men det er ikke et truende eller voldeligt univers, mere den slags underliggende uro, som man genfinder i en drøm, hvor der er et eller andet udefinerbart galt. Men mest er jeg fascineret af en form for ladet tomhed, der hviler over billederne, og det er måske den, der både virker dragende og uhyggelig. Det er klart, at et sådant "Palle alene i verden"-univers kommer til at give mindelser om døden, og forgængeligheden. Memento mori er en del af min kunst.

Søren Martinsen: Farligt Landskab, akryl/olie,på lærred, 40x40 cm, 2002
Søren Martinsen: Ghost town, akryl/olie,på lærred, 50x60, 2003

Dine billeder er forladte eller øde, men fulde af tæthed, mønstre, arabesker og stemning. Er det livet, der var før, eller de spor der blev efterladt, der tiltrækker dig?
Der er jo ikke mange levende mennesker med i mine billeder, som du siger, men jeg er klart interesseret i arkitekturen og sporene efter menneskers liv og færden. Ikke spor i form af gamle kedelige klassiske ruiners stilhed, men mere efterladenskaber efter et umiddelbart levet nutidsliv, på Roskilde festivalens teltkaos eller Christianias graffiti, eller det forladte skrammel i en forladt slumby.

Er der et budskab gemt "mellem linjerne"?
Hvis der er tale om et budskab, som ikke umiddelbart er til at aflæse, så er det et politisk budskab. De politiske overvejelser, jeg går med, når jeg ser samfundets udvikling, den stigende vold og kaos i verden, giver mig en følelse af frustration, som jeg prøver at komme ud med i mine billeder, især i de civilisationskritiske, psykedeliske malerier, der forestiller disse mareridtsvisioner af senkapitalismens forurenede forbrugshelvede. Men også i de "stille steder" er der ofte en slags sorg over fejlslagne eller bortvisnede utopiske ideer, som når jeg i videoen "Smilende Sussi" går på opdagelse i et trist gammelt spøgelseshus, der engang var et kollektiv fuldt af liv, med guitarspillende unge marxister med tro på fremtiden.

Søren Martinsen: Skorstene, akryl/olie,på lærred, 50x60 cm, 2003
Søren Martinsen: Rhinen, akryl/olie,på lærred, 100x125 cm, 2002

Dine billeder befinder sig nærmest i en tidslomme, der bliver ved med at komme nye rum, nye detaljer til syne. De virker som om, de er blevet til i en proces, hvor tid er uvæsentlig?
Ja, på samme måde som tiden er abstrakt i en drøm. Tiden er elastisk. Også i nogen form for musik eller syrede film finder man denne underlige fornemmelse af, at tiden er irrelevant; det er rummet, der er vigtigt. Og der kommer hele tiden nye rum, som i en labyrint.

Hvad er det næste, vi ser fra dig?
Måske video igen. Men så skal det være noget simpelt, som jeg selv kan producere med et par venners hjælp. På den måde er jeg lidt af en kamæleon, jeg skifter meget mellem medierne, men det synes jeg er sjovt, og de forskellige kunstgrene, jeg dyrker, er bare dele af en helhed for mig selv........

Søren Martinsen: Skull City, mix media on paper, 55x65cm, 2003
Søren Martinsen: Horisont, akryl/olie,på lærred, 97x97 cm, 2003

Mere...
Søren Martinsens cv på SparwasserHQ