28. maj 2003: Interview med Anders Bonnesen og billeder fra Resonans

kopenhagen.dk > alle interviews > 28. maj 2003: Interview med Anders Bonnesen og billeder fra Resonans

[28. maj 2003]
Interview

Resonans
René Schmidt: CPU Polka (Cental Processing Unit)

Resonans
Interview med arrangør Anders Bonnesen
Udstillingen RESONANS forsøger at indfange tendenser blandt en ny generation af skulptører og dermed at vise et samtidigt skulpturbegreb. De 12 deltagere orienterer sig mod elementer fra det velkendte, kroppen, den nære virkelighed i et samspil med materialet og dets betydning. Værkerne muliggør en genforhandling af forholdet mellem tingene og os, af vores sansemæssige og begrebslige forbindelseslinjer til verden. Formen-som-form sættes i baggrunden til fordel for materialets potentiale til at udvide vores virkelighedsreception. Udstillingen er arrangeret af Heine Klausen (studerende ved Kunstakademiets billedhuggerskole), Anders Bonnesen (studerende ved Kunstakademiets billedhuggerskole) og Magnus Thorø Clausen (Stud. Mag. ved Institut for Litteraturvidenskab). Heine Klausen og Anders Bonnesen deltager desuden med egne værker, og Magnus Thorø Clausen har skrevet katalogtekst. Jeg har talt med Anders Bonnesen om, hvad der begrunder og samler RESONANS. Interview Rhea Gaardboe Dall. Foto: Julie Damgaard

RESONANS
Charlotte Johansen, Torben Kapper, Esben Kleeman, Greta Kristensen, Anders Bonnesen, Marie Markman, Nina Radelfahr, Heine Klausen, Jesper Rasmussen, Troels Sandegård, René Schmidt og Camilla Sørensen.
Arr.: Anders Bonnesen, Magnus Thorø Clausen og Heine Klausen.
16. maj - 3. juni 2003
Akademiets Udstillingssted Q
Peder Skramsgade 2, K¿benhavn K
Ma- fr 13-17, weekend 12-15

Hvad handler projektet om?
Det handler om nutidig skulpturarbejde. Det er måske mærkeligt at definere noget som skulpturarbejde, fordi mange måske vil mene, at afgrænsede kategorier - såsom skulptur - er forældede. Men det har undret os, at der har været meget få skulpturkunstnere op gennem 90’erne, der har haft bevågenhed, så vi har tænkt, at der måske kan ligge noget produktivt i de begrænsninger, en kategori opstiller. Tesen er måske også, at skulptur er en modus, at det mere er en måde at reflektere omkring arbejdet på, at det er en arbejdsform, mere end det har nogen bestemte formparametre. Så altså vores forsøg er at vise, at skulpturbegrebet er aktuelt.

Nina Radelfahr: Uden Titel

Ud fra hvilke kriterier har I valgt de 12 deltagere?
Ja, jeg skal jo starte med at sige, at jeg i udgangspunktet har lavet udstillingen sammen med Heine Klausen, som er min medstuderende og gode ven - Magnus er først kommet med senere. Heine og jeg har tænkt på, hvem vi ser som aktuelle skulptører, hvem vi synes har et bud på et aktuelt skulpturbegreb. Så vi er startet med at slynge en masse navne ud på folk, vi synes, er gode samtidig med, at vi har haft en idé om en sammenhæng mellem deres projekter. Vores kuratering gik så på at invitere folk og lå kun i de breve, vi skrev til de inviterede. Den har selvfølgelig derfor været mere eller mindre obskur, men vi er egentligt ret overbeviste om, at når nu udstillingen er der, så vil der ligge noget samlende.

Men hvad er så det, som samler disse 12?
Det er klart, at det at postulere generation osv. selvfølgelig er vanskeligt og mærkeligt, men ikke desto mindre mener jeg, at der ligger noget, som er — det er jo åndsvagt at sige nyt — men måske alligevel. Samlingen er nok svær at redegøre for — kort. Men man kan sige, at alle udfordrer og skubber skulpturbegrebet, benytter det og udvider det. Det er måske samlende for disse folk, at der er et radikalt brud med 80’ernes skulpturbegreb. Det er nok umiddelbart et mere jordnært skulpturbegreb. 80’er-skulpturen er meget referentiel og sammensat med spor fra komplekse næsten utilgængelige systemer. Der tror jeg, at den her form for skulptur er mere umiddelbar. Skulpturen kan opleves forudsætningsløst. Måske er referencerne i mange af arbejderne nogen, vi kender i forvejen. Man kan sige, at hos alle de deltagende kunstnere ligger der et udgangspunkt i de omgivelser, vi kender til, eller i ting, vi betjener os af. Således ligger her måske en større grad af velkendthed i værkerne - noget mere umedieret end tidligere, hvor man hentede referencer i, hvad ved jeg, astrofysik - noget umiddelbart for os alle sammen.

Troels Sandegård: Rebuild #2

Når I arbejder med det velkendte — er det så ready-made-inspirerede koncepter, eller er værkerne mere forarbejdede?
Der er blandt de her folk, så vidt jeg ved, ikke nogle ready-mades. Der ligger et udgangspunkt i ting, vi kender til, men også i en forskydning af dem via eller i forhold til et materiale. Således ligger der en forarbejdning, som er betydningsbærende. Det ligger nok som et samlende træk for de implicerede, at arbejdet med materialet er centralt. Men jeg tror, hvis jeg prøver at holde et overblik over deltagerne på udstillingen, at det måske i mindre grad er materialeegenskaberne, end det er deres signifikans — som godt nok også er en materialeegenskab — der fokuseres på. Man kan måske sige, at materialet bliver brugt til en afsøgning af udsagnet. At betydning og materiale så at sige forsøges indlejret i hinanden som kongruente. Lidt overfladisk kunne man kalde det konceptuel skulptur, men så er det vigtigt at pointere, at det stadig er skulptur, og at materialet i høj grad også er indskrevet i og er betydning.

Hvorfor RESONANS-titlen?
Altså vi slog det op i ordbogen, og der stod "Et legemes evne til ved egne svingninger at sætte et andet legeme i svingninger". Det syntes vi passede godt på den form for objekt, som en skulptur er. Det henviser jo også til kunstrummet som en slags resonansrum for den virkelighed, der omgiver det. Der ligger i hvert fald nogle postulater i det. Måske at et eller andet betydningsindhold står og klinger i en form. Det står i modsætning til den tendens, man kan se i samtidskunsten, hvor objektet er ligegyldigt, hvor noget kunst i hvert fald handler om at få budskabet formidlet så klart som muligt, og så står objektet bare i vejen. Det er en beskæmmende tendens, fordi værket hurtigt kan blive docerende. Så kan man som beskuer med sikkerhed sige: "jeg er enig", eller "jeg er ikke enig", og så kan man gå igen. Det kan godt være, at der i skulpturen her ligger et eller andet opgør med den sikkerhed. Vi kalder det jo også skulpturarbejde, fordi vores kunst er indlejret i en form.

René Schmidt: Installationview. René Schmidt: Random Brain Volume
René Schmidt: Uden Titel. René Schmidt: Ghost of the Copymaster, PF version (personal factory, everyone will be doing this before long. And then mass production of things will be gone)

Er Jeres udstilling et modtræk til den politiske eller samfundskritiske kunst?
Jeg ved ikke, om det decideret er et modtræk, men det er i hvert fald noget andet, som vi interesserer os for. Måske kan man blot sige, at det er et andet spor. Man kan selvfølgelig sige, at vores skulpturer er demokratiske, fordi de er tilgængelige forudsætningsløst, men det kan de være uden at løbe fra, at de er kunst. Et af problemerne med den meget assimilerende kunst er måske, at den bedriver lidt den samme form for rettet administration som det bestående samfund i øvrigt. Selvfølgelig er der betydning i vores arbejde, men det ligger i høj grad i materialerne ikke kun i budskabet. Vores udsagn er således måske mere objektivt, det er ikke mit budskab til nogen, det er et objekt. Materialiteten er en bestemt måde at arbejde på, fordi der hele tiden ligger et betydningsoverskud i materialet, som måske ikke kan reduceres, og som måske også skaber en overskridning af betydningens bundethed. Måske er der langt hen af vejen logiske veje, man kan følge, indtil betydningen bliver til en skulptur - mere åben. Det kan man måske bruge til at finde ud af, at alting ikke er så stringent og rationelt, som vi går og bilder os ind.

Charlotte Bergmann Johansen: Ballroom/Standard 1974-1989