[10. december 2003]
Interview

Peter Louis Jensen: Bil, 1965. 37x113 cm. Søm, olie mm. på træfiberplade.

Kunstnernes kunstner, Peter Louis Jensen
Interview med Christine Buhl Andersen, formidlingsinspektør, Vestsjællands kunstmuseum i anledning af udstillingen Peter Louis Jensen - Retrospektiv. Interview og foto: Nina Poulsen.

Vestsjællands Kunstmuseum viste den første retrospektive udstilling nogensinde om den danske billedkunstner Peter Louis-Jensen (1941-1999).
Peter Louis-Jensen spillede en uhyre fremtrædende rolle som en af de mest avancerede og radikale kunstnere på 1960ernes eksperimenterende danske kunstscene. Han var medlem af den absolutte inderkreds i 60ernes neo-avantgardistiske miljø, der blandt andet talte Poul Gernes, BjørnNørgaard og Per Kirkeby i kredsen omkring Den Eksperimenterende Kunstskole, hvor han var elev fra 1961.

Udstillingen bygger på et 2-årigt forskningsprojekt med opsporing af over 100 værker og dokumentationsmateriale i form af fotografier, skitsebøger og tegninger. Mest kendt er Peter Louis-Jensen for sine cool, minimalistiske skulpturer fra anden halvdel af 1960erne, som vil blive vist på udstillingen. Mere end nogen anden eksperimenterede han sig imidlertid igennem samtlige 1960'ernes udtryksformer, og på udstillingen vil man kunne se grafik, maleri, collage og assemblage, ligesom man vil kunne opleve hans avancerede eksperimenter med lyd- og filmkunst.
Fra perioden efter 1970, hvor Peter Louis-Jensen som en yderligere konsekvens af sit radikale kunstsyn trak helt sig fra den officielle kunstscene, vises en række af hans ironiske popbilleder, der nu blev kaldt "varer", som blot skulle sælges. Endelig lægger udstillingen vægt på Peter Louis-Jensens sidste produktion af maleri og skulptur, som med fornyet energi bragte ham tilbage på kunstscenen i 1990erne inspireret af østlig filosofi og buddhisme.

Peter Louis-Jensen
Retrospektiv
13. september - 16. november 2003
Vestsjællands Kunstmuseum
Storgade 9, 4180 Sorø
tlf.: 57 83 22 29
www.vestkunst.dk
e-post: museum@vestkunst.dk
Åbent ti - søn. kl. 13-16
Pressemedelelse...

Peter Louis Jensen: Retrospektiv. Installationviews, bl.a. (tv.) Tre elementer fra serien Snit/vinkler, 1967-68, (tv.) Tre elementer i seks dele fra serien Snit/vinkler, 1967-68 og (th.) Tre pagoder. Min autodafe, 1999.

Hvis du først begynder med at sige et par ord om udstillingen...
Det er den første retrospektive udstilling der er lavet nogensinde om Peter Louis Jensen, som var en radikal hovedfigur på 60-ernes kunstscene og som var dybt involveret i de kunstneriske nybrud og eksperimenter som foregik i kredsen omkring den eksperimenterende kunstskole...
Det, der har været formålet, har dels været at registrere så mange værker som overhovedet muligt og så et detektivarbejde der gik ud på at finde ud af, hvad findes der i landet af hans ting.
Og myten ville jo at der ingen ting fandtes, men jeg har alligevel registreret omkring 130 værker. Det har selvfølgelig været mest malerier, ting helt tilbage fra 59 og så op til hans død i 99.
Og genremæssigt bevæger han sig jo igennem alt hvad man overhovedet kan forestille sig fra traditionelt maleri til collage og assemblage over filmeksperimenter, lydværker, installationer, happenings, som så er dokumenteret i kataloget vi har udgivet (kan købes på kopenhagenshop her)
Skulpturene er jo nok det han er mest kendt for, fordi han topper hen over midten af 60-erne som en af de væsentligste danske... minimalister har man så kaldt ham, med sine kølige, rene skulpturer som inddrager betragteren på en helt ny måde. Hvor han, for mig i hvert fald, har været virkelig interessant omkring det han selv kalder for passager eller passagebegrebet som han lancerer eller eksperimenterer med faktisk helt tilbage til 65. Og den interaktive dimension eller performative dimension han derved føjer til værket har jo meget stor betydning for hele kunstbegrebet, eller den rolle som betragteren så også får og den rolle som kunstneren så giver sig selv. Værket bliver mere åbent.

Selvom alle kunstværker jo pr. definition selvfølgelig er åbne og kan forstås på den måde, teoretisk set, så inddrager han nu betragteren direkte i værket, i skulpturen, på lige fod med kunstneren, og derved er han jo også en del, selvfølgelig, af hele tidens idé om at afmytologisere kunstnerrollen, afhierarkisere kunstneren, kunstsystemet. Han ville punktere alle myterne om kunst som det her elitære udtryk, der var uafhængig af tid og sted. Så hovedvægten på udstillingen ligger på de skulpturer og ham som minimalist. Af gode grunde har man ikke kunnet vise så mange som folk måske kunne ønske sig, fordi mange skulpturer var skabt til situationer og lavet af papir og materialer som slet ikke kunne holde, og han nedbrød dem så snart at happeningen eller situationen var overstået. Det vi har er fotos af de passager og installationer, som spiller en utrolig stor rolle som inspiration og igangsætter for andre kunstnere. Mange folk, folk som Hein Heinsen og Mogens Møller var i meget høj grad påvirket af hans ideer. Hele skulpturens videre historie er utrolig påvirket af hans nybrud og ideer.

Man kan sige der ligger et paradoks i at kigge nærmer på en person som i så høj grad har defineret sig selv som en del af et fællesskab. Men han var virkelig en som fortjente nærmere opmærksomhed, også fordi mange unge kunstnere, de kender ham overhovedet ikke.

Og vi er jo meget glade for at der har været så stor interesse fra kunstakademierne. Når man laver sådan en iskold udstilling, så er det jo sådan nogle museale overvejelser man gør sig, for man ved jo godt, det trækker nok ikke sådan det helt store kommercielle publikum, men der har faktisk været enorm stor interesse for udstillingen, overvældende stor. Især fra netop kunstakademierne. Flere af professorerne har været hernede med deres studerende. Forfatterskolen har været her, forskernetværket, der hedder avantgardens aktualitet og genkomst, som jeg selv er en del af, har også været hernede og på den måde synes jeg vi har haft succes med vores projekt, og det er vi selvfølgelig meget glade for.

Peter Louis Jensen og Poul Gernes: Demokratiseringen, 1963
Peter Louis Jensen: Uden titel, 1973

Så den her to-årige forskningsperiode, man kan læse ligger forud for udstillingen, det er meget registreringen...
Altså når man siger det tager to år, så er det selvfølgelig..., altså i virkeligheden er det jo meget længere tid siden at jeg personligt begyndte på projektet, det er jo måske 4 år siden, at jeg gik i gang. Også fordi selvom jeg har interviewet mange af de kunstnere fra den periode som stadig lever og folk, som har været vidner til de her ting, så er det jo et stof man skal være meget kritisk overfor, for der er jo gået mange år og der opstår jo det, man kalder erindringsforskydninger. Dvs. jeg har forsøgt at dokumentere så meget som muligt via kildematerialer, invitationer fra perioden, hans egne udklipsbøger. I det hele taget fotos og avisartikler. På et museum har man ikke mulighed for bare at sidde og forske og så ikke lave andet, man skal jo også passe det daglige arbejde og andre udstillinger, så på den måde har det faktisk taget en del år.

Hvordan fandt du så frem til alle de billeder, folk ikke troede fandtes?
Ja, man kan jo sige Peter Louis er jo ikke en kustner der sådan har været ude og sælge. Altså 60'er tingene har primært været privat ejet hos kolleger og venner familie og sådan noget, og der kan man ligesom sige at det ene spor har ført til det næste. Men jeg har heldigvis i forbindelse med udstillingen også fået henvendelse fra folk, som har haft nogen af de ting, jeg ikke har fundet, i eje, som jeg har kunnet registrere via kataloger, hvor jeg har kunnet se hvad han har udstillet. Forleden var der en dame fra Ålborg der ringede og jeg har ikke set et foto af værket endnu, men som har en assemblage fra 63, der hedder ikon, og som hun var ekstremt glad for at skulle have med på plejehjemmet. Det lød meget meget spændende. Det lød som et meget fint billede, så man kan sige at udstilling ikke er et punktum på nogen måde, det er et arbejde, der fortsætter. Heldigvis er der også i forbindelse med udstillingen, mange der henvender sig og fortæller at de har et værk eller hvor der er et. I den sidste del af hans liv, der får han solgt en del, der vender han jo tilbage til kunstscenen hos Michael Andersen, med nogle helt nye og farvestrålende malerier i mange lag, som han kalder thanka-billeder, hvor han har ladet sig inspirere af buddhismen og østen. Han er vendt tilbage til maleriet også som salgsobjekt kan man sige og der har han solgt en hel del både hos Michael Andersen og Carsten Frøkjær. Der er det bare et spørgsmål om at finde frem til de købere.

Peter Louis Jensen: Struktur (Koncertsalen), 1965
Peter Louis Jensen: Struktur. 16 elementer, 1966

Som altså ikke bare går ud på at finde frem til og få registreret værkerne, men også at forstå hele den periode?
Ja, det er klart, der er en masse. Når man så har fundet tingene, så kan man begynde at forholde sig til dem og katalogisere, gruppere o.s.v. og der er det ,klart, jeg har været optaget af. Selvfølgelig, at se ham i forhold til de andre også på Eks-skolen. Og mange af tingene er selvfølgelig nogle kollektive eksperimenter. Skolen var jo også interessant på den måde at man forsøgte jo netop at udslette netop det her individuelle udtryk. Altså det værste var vel et selvhøjtideligt selvportræt, det var nok det værste man kunne lave der, og man havde sådan nogle undervisningsforløb hvor alle ligesom fik den samme opgave ikke, og det vil sige at Per Kirkeby og Peter Louis har lavet ting som ligner hinanden. Alligevel synes jeg så, at når man kigger på Peter Louis' ting selvstændigt, så kan man sagtens se en rød tråd og man kan godt se at han har nogle gennemgående passioner eller interesser som man kan se helt tilbage til de op-art-billeder han laver før Eks-skolen. Og det synes jeg har været interessant at ligesom prøve at se på; hvad var det han kom med og hvordan omsatte han det så på skolen? Og der er jo så f.eks en gennemgående interesse for kvadratet, hvor han på den ene side trækker arven fra den konkrete, 50-er kunsten med, men samtidig leger lidt med sådan en mysticisme eller spiritualitet som man også finder hos den russiske avantgarde, hvor kvadratet ikke kun er sådan en konkret størrelse, men hvor kvadratet også er den der mystiske størrelse. Altså hvor mystikken vender tilbage til eller forenkler noget. Altså det genstandsløse maleris allerenkleste dele og derved opnår en enkelthed som kommer tilbage idet man har forenklet tingene til deres allermindste størrelse og hvor han også er inspireret af Niels Bohrs teorier om relativitetsteorier, hvor man kan sige at noget af det som sådan nogle hippiefysikere, for at sige det populært, som Tor Nørretranders, har været inde på, det man kunne kalde mystikken i fysikken, det er han inde på, på sin egen empiriske måde. Også omkring de minimalistiske skulpturer som, altså det, der hedder objecthood, altså at de her former, der står i rummet, de kan godt næsten få sådan en mystisk karakter som om de var kommet fra det ydre rum. Og det er jo ikke noget han sådan formulerer sådan i et program fordi på 60er-scenen, der handler det om netop det der kølige, preferenceløse objekt som er inspireret også i ta-tiden, altså hvor han er med omkring tidsskriftet ta, som er inspireret af amerikansk minimalisme. Men senere hen fortæller han jo om at det der kvadrat der rumsterer også i de sidste meget spirituelle billeder, som en størrelse der ikke kun er konkret, men også har den der mystiske dimension. Så den kan man ligesom se helt tilbage i op-art-billederne, hvor han leger med at billedet kun er et fragment i et uendeligt univers, hvor forsvindingspunkterne ligger uden for pladerne og hvor pladerne er brudt op Så ... der er nogle røde tråde uanset at han jo selvfølgelig er en del af det der kollektiv hvor man gjorde en dyd ud af at være kollektiv og af at være anonym.
Men det er jo ikke sådan at folk mister deres pesonlighed, eller hvad skal man sige, strategi, bare fordi man går ind i et kollektiv, altså. Det har jo også været interessant at høre de andre kunstnere, de, der stadig lever, hvilken rolle de har set hos ham. Og han har stået for, altså han har jo været igangsætter, provokatør, den der irriterende type, der stiller spørgsmål ved alt og derved også sat de andre igang. Han har været meget sådan katalysator for ting. Altså i 1964 er der et interview hvor man hører begrebet happening for første gang i et interview med Per Kirkeby og Peter Louis. Og allerde der kan man jo se at der er stor forskel i deres kunstneriske identitet eller tilgang til kunst og deres interesser.

Peter Louis Jensen: Trikor, 1965

Hvad tror du så det er, der gør, at han idag er interessant for mange helt unge kunstnere?
Ja, det er jo interessant kan man sige. Det handler selvfølgelig om at hvis man ser på avantgardebegrebet og det at være en ny generation og at ville definere nogle ting og sætte en dagsorden og eksperimentere og alt sådan noget, altså nogle kunstneriske fordringer som man stiller sig selv som ung kunstner. Der tror jeg de kan spejle sig selv i de fordringer kunstnerne stillede sig selv i 60-erne. Der er mange ting, der ligner den kunstneriske dagsorden idag og det tror jeg er interessant for dem.

Institutionskritikken?
Der er institutionskritikken og spørgsmålet om hvorvidt man overhovedet kan være avantgarde idag, hvorvidt overskridelsen overhovedet er brugbar idag, og kan man overhovedet tale om at der er en kant at overskride. Men f.eks. hele den der sociale kunst som har været florerende på 90 er scenen, ser jeg meget meget i forlængelse af 60er-scenen, altså N55, Superflex o.s.v. som er ude i de der sociale og institutionskritiske kontekster, de viderefører faktisk nogle strategier fra 60er-scenen, hvor man kan sige, for Peter Lois slutter det omkring 1970 på Lousiana hvor man ønskede faktisk at lave sådan en form for udstilling som bliver lavet meget idag. Hvor man ville have at instituitionen skulle være sådan en åben ramme om aktiviteter og demokratisering på den måde at folk skulle selv deltage og sådan noget og det førte så til et brud med institutionen. Men han prøver selv at genoptage strategien omkring 1980, hvor han laver den her billedmesse i Vejle i Jylland, hvor han rykker den ud i det lokale. Og det minder utrolig meget om det som kunstnerne gør nu, altså man forsøger ikke at pådutte hele verden alle sine utopistiske ideer om hvordan tingene skal være, men man går ind i det lokale og tillægger kunstneren sådan en rolle som mediator eller igangsætter eller katalysator o.s.v. Og så synes jeg da det er interessant fordi man har jo typisk sammenlignet 90er kunstnerne med 80er kunstnerne, men så prøve ligesom at gå tilbage og se at det er arven fra 60erne, og hvordan føres den videre?Og så også stille spørgsmålet, som de jo også stiller sig selv idag, er det overhovedet interessant at gå videre den vej? Kan man overhovedet bruge det til noget? De griner jo når de ser Peter Louis rende rundt med et kors på tissemanden oppe i Thylejren, og det kan jeg godt forstå, fordi det virker fuldkommen naivt at se på det der ungdomsoprør idag. Men hvad kan man bruge det til idag? Og hvordan kan man også idag, altså det er jo også klart at hele den der diskussion omkring kunstnerrollen som er i 60erne er interessant for en kunstner, som er i gang med at lede efter sin egen rolle. Så jeg tror at hele den diskussion kan de bruge til noget. Altså det er kunst for kunstnere. Og det tror jeg meget Peter Louis også har været i sin samtid. Han har været kunstnernes kunstner, ideolog og katalysator og de overvejelser han gjorde sig inspirerer stadig væk.