kopenhagen.dk
netkunst links
sidste nyt om kopenhagen kalender interviews udstillinger artikler pressemeddelelser

{venstre}

kopenhagen.dk > alle interviews > 8. feb. 2002: Interview med Peter Land

[8. februar 2002]

Peter Land

Interview med Peter Land
Julie Damgaard Nielsen
stillede Peter Land nogle spørgsmål i forbindelse med hans kommende udstilling på Statens Museum for Kunst.

Peter Land: The Ride
X-rummet, Statens Museum for Kunst
16.2.-5.5.2002
Pressemeddelelse...

Kan du fortælle lidt om værket The Ride...
Helt konkret er det en 16 mm film, der kører i loop; filmen varer ca. 3 minutter og er så bundet sammen i halen. I filmen ser man en mand (mig selv), der cykler ned af en sti i et naturområde og gang på gang vælter. På grund af båndsløjfeloopet fylder denne sekvens mere end den ville behøve at fylde — på den måde er det en næsten Storm P.-agtig konstruktion.

Værket optager kun 1/5 af rummet på Statens Museum for Kunst, og det er således kun en lille del af lokalet, hvor der sker noget. Rummet som helhed spiller dog en aktiv rolle i oplevelsen, da det fremhæver videoens indhold: tomhedsfornemmelsen og vanskelighederne ved at finde ud af meningen bag éns liv.

Tidligere havde vi alle en fælles religion; kristendommen var det samlende grundlag. Vi var sat på jorden af Gud og gennem den erkendelse fandt vi en mening med tilværelsen. Idag skal man gøre op med sig selv, hvad denne mening er. Som billedkunstner er det særligt svært, da man skal finde begrundelser for både sit liv og sine billeder.

Jeg giver udtryk for en eksistentiel krise gennem tomhedsfornemmelsen — både den i rummet, og den der ligger i gentagelsen.

Du har selv lavet musik til filmen....
Ja, musikken har jeg lavet på computer, og den illuderer lyde fra et orkester. Det er den samme melodi, der kører hele tiden, kun med enkelte variationer fra gang til gang. Princippet er det samme som i Ravel´s "Bolero", hvor man oplever den samme musik spillet af flere og flere instrumenter.

Hvordan adskiller dette værk sig fra dine tidligere ?
Mine andre værker har jeg valgt at vise som video. Set i det lys er 16 mm filmen en gammeldags metode at lave noget på, som man idag kunne gøre mere strømlinet. Selve den konstruktion der ligger til grund for de levende billeder i The Ride er dog - i højere grad end tidligere - med til at understrege indholdet i værket.

Hvad ligger der i repetitionen ?
Det at sekvensen gentages 9 gange er for at understrege, at der er tale om noget mere end et uheld; der er noget andet galt - enten med manden, cyklen eller virkeligheden de befinder sig i.

Det kan minde om Camus´ "Sisyfosmyten", hvor Sisyfos straffes af guderne til at skubbe en klippeblok op af en bakke, igen og igen.

Mere om The Ride i næste uge...

 

© 2000-2004 www.kopenhagen.dk. Det er tilladt at citere uddrag med kildeangivelse.
Al henvendelse: kopenhagen@kopenhagen.dk