|
[27. maj 2003]
Interviews
Puzzle Parade: Nils Erik Gjerdevik, Malene
Bach, Bodil Nielsen, Milena Bonifacini, Malene
Landgren og et par børn (vi desværre ikke ved hvad
hedder).
Gruppedynamik og vægmaleri
Lige nu er fem danske kunstnere i gang med at
udføre et gigantisk vægmaleri, der skal dække
alle væggene i White Box gallery i New York. Kunstnerne er
Malene Bach (Mba), Milena Bonifacini (Mbo), Nils Erik Gjerdevik
(NEG), Malene Landgreen (ML) og Bodil Nielsen (BN). De arbejder
alle med det formelle maleri og er hver på deres måde
interesserede i at udforske maleriets egenskaber og muligheder.
Galleriet i New York er meget råt og ujævnt med mange
skæve udspring, murstensfremspring og gamle spånplader
på væggene. Her kommer værket især til at
handle om forholdet mellem maleri og skulptur. De fem kunstnere
har ikke på forhånd nogen skitse af, hvordan maleriet
skal ende med at se ud. Undervejs har de diskuteret forskellige
strategier for samarbejdet men har besluttet sig for at gøre
det forholdsvist frit. Kopenhagen var med, da de fem kunstnere for
nyelig lavede et testforsøg på Gl. Dok. Det blev til
en samtale om processen og gruppedynamik efter to dage med fem pensler
på én væg. Det endelige vægmaleri i New
York påbegyndes d. 26. maj, og der er fernisering d.29.maj.
Hver dag vil man kunne følge vægmaleriets udvikling
på kopenhagen. Interview: Pernille Albrethsen. Foto:
Laura Stamer.
Puzzle Parade
Malene Bach, Milena Bonifacini, Nils Erik Gjerdevik, Malene
Landgreen, Bodil Nielsen
29.maj – 28.juni
White Box
525 W 26th Street
New York
www.whiteboxny.org
Kurator: Maria Gadegaard.
Bodil Nielsen, Pernille Albretsen,
Nils Erik Gjerdevik, Malene Bach, Malene Landgren
og Milena Bonifacini på Gl. Dok.
Hvordan forbereder man sig på at lave et fællesmaleri?
ML: Vi har jo snakket så meget om det her projekt
og var enige om, at der er grænser for, hvor meget vi kan
tale os frem til. Vi er nødt til bare at gå i gang,
for det skal jo ende med noget visuelt og funktionelt. Så
vi startede med at lave en mock-up af galleriet, og så arbejdede
vir med farvet pap og papir. Vi havde hver især et par ideer
om, hvordan vi selv ville gå til fadet og gav så et
eksempel. Derfra blev der så bare arbejdet frit. Vi snakkede,
klistrede, satte ind og diskuterede. Vi er også ret enige
om, at man jo godt kan bestemme sig for en arbejdsstruktur -–
men kun for ligesom at bryde den igen. Det handler mere om at overskride
hinandens værker for at opnå dette Gesammtkunstwerk.
Hvad med vægmaleriet, som I har lavet i dag – hvordan
greb I det an? Havde I lavet et system først – aftalt
hvem der maler rød eller sådan noget lignende?
ML: Nej, vi havde ikke noget system. Vi startede bare
alle fem samtidig. For selvom vi ikke ved, hvordan det skal ende
med at se ud, så ved vi jo godt, at der skal ske noget sjovt
i sammenstødet mellem to forskellige former. Så når
Nils Erik starter med at lave en køkkenternet halvcirkel,
så inviterer han nærmest til at vi skal gå i dialog...
 
 
Puzzle Parade
Men det nytter vel ikke noget, at alle bare stormer hen til
væggen og går i gang med hver deres billede?
ML: Nej, det er enormt vigtigt, at der også bliver
arbejdet den anden vej –
ind i fladen. Så der også bliver noget baggrund, når
der kommer ting oven på, som i første øjekast
virker lidt mere gestikuleret eller artikuleret. Man kan ikke undvære,
at der også bliver arbejdet modsat. Og der heldigvis noget
som vi alle sammen har erfaringer med. Så det ikke ender i
et frontalt sammenstød på overfladen.
Måske svinger det, fordi I har et slægtskab i forhold
til figur og komposition?
ML: Ja, vi snakkede om det i dag, for vi bliver jo tit
nævnt i flæng - som en slags gruppering inden for dansk
maleri. Og det er til vores alle sammens store irritation, selvom
vi arbejder inden for samme interessefelt. Vi synes også,
at vi kan bevæge os frit inden for dette her. Men der er et
helt fundamentalt fællestræk, som handler om at vide
noget om, hvad farver kan i forhold til hinanden.
 
Puzzle Parade
Man kan jo godt se jeres individuelle aftryk i maleriet. Er
det meningen, at hver især skulle være synlige i det
samlede maleri?
ML: Nej, ikke som idé -– men mere som en
formodning. Det er det sjove – at hver har en stil, som har
noget at tilbyde. Og samtidig være åben og forholde
sig til hinanden og til det arkitektoniske.
MBo: Der er har fx været sådan lidt snak a la:
'nej, den farve er måske lidt kraftig' eller ' måske
skulle der også foregå noget herovre' -– 'og her
skal der være lidt luft'. Så vi har diskuteret lidt.
Men vi har også forsøgt at være lidt demokratiske
og sige: 'har du egentligt været her?' Jeg kunne fx lynhurtigt
brede mig – men vi prøver lidt at holde fast i, at alle
skal kunne komme til. Nu spurgte du før, om der var nogle
fællestræk mellem os. Et eller andet sted så ligger
det hele jo på fladen – og der er heller ikke direkte
figurative elementer nogen steder.
Jeg tror, at vi alle sammen bruger vores egen stil, men også
at vi intiuitivt prøver at rette os lidt ind efter hinanden.
Vi kan nok ikke lade være med at gå efter en eller anden
form for harmoni - uden at det må blive alt for meget og for
pænt.
I er alle vant til at stå alene i jeres atelier. Så
det må også være lidt specielt at arbejde på
denne måde?
MBo: Det er det også. Det er lidt af et socialt
eksperiment.
NEG: Men det har været skægt. Ikke noget problem.
Vi får også en fornemmelse for hinandens metode, men
også for hvordan malingen fungerer – struktur, stoflighed
og transparens - alle disse ting, som man selvfølgelig har
i baghovedet, men som er anderledes når man står over
for det.
Malene Landgreens lange striber er fx malet med rulle. De bliver
transparente og har en helt anderledes akvarel-agtig overflade end
Malene Bachs store grønne felt, som handler om en form for
insisteren på massivitet. Det er malet flere gange og har
en helt anden soliditet. Så man har altså det flygtige
og det tunge insisterende. Den modsætning er meget interessant.
 
Puzzle Parade
Hvad med gruppedynamikken? Ofte sker det i grupper, at der er
én, der tager over og leder slagets gang. Nogle mener, at
det ligefrem er nødvendigt for, at det ikke skal blive noget
mudder?
BN: Der er ikke én bestemt, der har taget over
endnu, men det kan jo være, det kommer, når vi står
I New York, hvor det bliver alvor. Men det er gået forbløffende
nemt ind til videre.
MBo: Men for at vende tilbage til spørgsmålet
om, hvor meget vi havde besluttet I forhold til vores egen autonomi
og det fælles værk. Altså, vi har ikke besluttet
os for at fravige nogle af vores tendenser og prøve at blive
én. Det, tror jeg ikke, har tiltalt nogen. Det kunne man
jo godt have gjort. Men så skulle man være meget bundet
og i stedet følge en bestemt strategi. Det tror jeg nok,
ville være lidt kedeligt.
MBa: Da vi startede var det egentlig bare totalt anarki
- bare gå i gang. Efterhånden begynder man så
at samle det. Efter at folk har lavet nogle enkeltstående
figurer -så laver man lige et greb, der samler de forskellige
elementer.
 
Puzzle Parade
Men I har jo alle stor erfaring med at male og vel også
forskellige forestillinger om, hvad der samler, og hvornår
noget skal samles?
BN: Nej, vi er faktisk ret enige.
MBo: I de fleste tilfælde har det faktisk været
sådan, at når én har foreslået, at nu skulle
billedet samles eller kompositionen skulle strammes op – så
har vi andre gået og tænkt det samme.
BN: Men det er også fordi, der er opstået en
indbygget logik i det, som vi har sat i gang. Så vi reagerer
nogenlunde med de samme løsninger.
Hvis nu man fx sammenligner Malene Landgreens mere luftige og
transparente udtryk med fx Nils Erik Gjerdeviks mere komprimerede
og mættede stil – så kunne man godt forestille
sig, at det ville være svært at kombinere? Det
forekommer ikke umiddelbart logisk, at I har den samme fornemmelse
for, hvornår man skal gribe ind?
BN: Jeg tror sagtens, at man kan have flere formsprog i sig.
Så har man selvfølgelig valgt dét, der ligger
én nærmest – men man kender også fuldstændigt
de andres og accepterer det. Det er jo også derfor, at vi
har valgt at arbejde sammen. Vi accepterer jo og holder af hinandens
formsprog.
MBa: Og så er vi hele tiden åbene over for hvilken
bold, der bliver spillet ind – og især også være
i stand til at give slip på vores egne forestillinger. Lade
være med at gå i små sko.
BN: Det har faktisk været skønt. Det er en
god stemning, hvor man kan få mod til at gøre forskellige
ting. Det er forsøg, og det er åbent.
MBa: Det er simpelt hen en dialog – hvor man også
skal kunne se sine egne planer i forhold til, hvad der bliver lagt
frem. Jeg tror også, at det derfor det fungerer. Det er fordi,
vi ikke slår det ihjel. Alle tingene får lov til at
være der og i sammenhæng. Og det er jo det, der er svært
ved sådan nogle gruppemalerier – at det bliver klasket
til, fordi folk hele tiden bryder de andres ned. Måske tør
man ikke give de andre plads, eller jeg ved ikke hvad... Men her
er alle jo hele tiden med i det hele.
MBo: Det minder mig faktisk om, at da jeg gik på førstedelen
på Akademiet, så skulle vi lave et kæmpe fællesmaleri
sammen med Svend Wiig Hansen. Han kom og var sådan en rigtig
dynamo, og det var egentlig også meget godt. Men der skete
netop det, at alle gik igang med at male, og så begyndte de
at male på de andres og så endte det med at blive sådan
en tyk brun grød. Det var helt forfærdeligt, fordi
det netop var 'overkill'. Virkeligt et eksempel på, at man
ikke respekterede hinanden eller gav hinanden plads.
  
Puzzle Parade
Har I så fundet ud, af at der er nogle ting, der slet
ikke fungerer? At Milena simpelt hen ikke må komme I nærheden
af Bodils pensel eller lignende?
ML: Nej - og selvom det ikke ligefrem er et princip,
så har vi en fornemmelse af, at det hele er så åbent,
at man hele tiden har på fornemmelsen af, at det hele blander
sig med hinanden. Men som du kan se her, så har vi fx lavet
et stort greb deroppe, hvor vi alle sammen var enige om, at det
skulle ligge nogle sort-hvide Nils Erik-striber bagved. Så
på den måde kommer der alligevel lidt taktik ind. Vi
kunne alle sammen forestille os en sådan en Nils Erik-stribe.
BN: Altså jeg tænker ikke så meget på,
at det vi laver er lavet af mange forskellige -– jeg tænker
på, at det er fælles ting. Fx har jeg malet et felt,
hvor jeg faktisk prøver på at male lidt ligesom de
andre (griner). Det er også en taktik. Jeg tror, at jeg prøver
at leve mig ind i situationen. Jeg har fx malet det røde
felt i højre hjørne, sådan at det kunne have
været hvem som helst af os, der havde malet det. Så
jeg tror, at det jeg kommer til at lave, bliver en del af noget
fælles. Men ellers vil jeg selvfølgelig komme med mine
ballonblomster, hvor jeg kan se, at de kan et eller andet. Sådan
bliver min deltagelse, tror jeg.
Hvordan sikrer man sig omvendt mod, at det ikke bliver sådant
et pænt varekatalog over hver kunstners stilart og udtryk?
MBo: Det er igen det med at give slip på sine egne
planer og vanetænkning.
BN: Jo, samtidig med at de også skal være der.
Fordi nogle af de ting som Malene Bach interesserer sig for, fx
: hvordan skaber man noget rumligt på fladen -– noget
som udvider rummet på en flot måde. Det er heldigvis
noget, som interesserer os alle sammen. Så der skal man bare
være endnu mere præcis, end man plejer og få nye
måder at gøre det på. Jeg synes godt, man kan
holde fast i sine egne intentioner samtidig med, man går ind
i det fælles projekt.
MBa: Men jeg kan til gengæld se, at i forhold til
det jeg plejer at lave, så er der nogen ting, som jeg slet
ikke gør her. Fordi det er der andre, der tager sig af. Det
med at gå ind og lægge sig på fladen, som Milena
fx gør – det gør jeg så ikke her. Milena
tager sig af det greb. Så går jeg i stedet ind og lægger
mig som en slags basgang – laver en rummelighed, der strækker
sig hele vejen igennem billedet, så man får en horisontfornemmelse.
Så jeg går altså ind og laver en overordnet struktur.
Puzzle
Parade
Hvad er jeres forventninger til vægmaleriet i New York?
NEG: Det vi har lavet her har ikke noget at gøre
med installation – det er et maleri. Når vi går
i gang med at male i White Box, så er der så meget larm
i rummet – så mange skæve udspring og forvitrede
mursten som er blevet malet over mange gange, og så er der
steder hvor almindelige spånplader er blevet sat ovenpå.
Det ser temmelig forfærdeligt ud. Så der begynder det
i højere grad at handle om arkitektur – hvor her er
det mere en illustration af rummelighed. Det bliver virkelig fysisk
dér – så på den måde er dette en øvelse,
der især handler om noget socialt.
Og hvis man så betragter det samlede maleri som forskellige
repræsentationer af noget rustikt, så er Milenas arbejder
med deres organiske forløb og tegnsætning forholdsvist
rustikt. Og der er mine biddrag også. Altså , det her
lidt klodsede, klumpede, der vælter lidt over hinanden, og
som ikke er lavet med lineal og passer. Det fungerer udmærket
sammen med de lidt mere stringente biddrag. Det er sådan noget,
som man måske kunne have tænkt sig til – men ved
at prøve at stå over for det, så giver det en
hvis form for begejstring.
Mere…
6. februar
2003: Interview med Nils Erik Gjerdevik
6. februar 2003:
Nils Erik Gjerdevik hos Nils Stærk
6. februar 2003:
Nils Erik Gjerdevik og Albert Mertz på Galleri Stalke
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)