|
[21 januar 2004]
Interview
Tegneserien som kritik
Interview med Daniel Milan
Tegneren og grafikeren Daniel Milan (1978)
er aktuel med sin anden bogudgivelse, der igen indtages af kaktusmennesker,
tegneseriestreger og politiske symboler. Kopenhagen har sat ham
stævne til en samtale. Interview: Anne Roelsgaard Obling
Daniel Milan
Reception for bogen Allis in Helleland
Fredag d. 23 januar
Kopenhagen
Enghave Plads 8
1670 København V
Kunstneren og repræsentanter for Smittekilde Press vil være
tilstede
Allis in Helleland kan købes i Kopenhagenshop efter
receptionen
Daniel Milan: cover til Allis in Helleland
Akademistuderende Daniel Milan er allerede en erfaren
mand ud i grafiske bogudgivelser. I 2002 udkom Kaktusch –
and others på Smittekilde Press, som udover grafiske produktioner
af Daniel Milan indeholdt tegninger af Kay Christensen, Ib Spang
Olsen og Zven Balslev. Umiddelbart kunne denne konstellation af
ung møder gammel streg forekomme besynderlig, men en nærmere
læsning viser en dynamisk og alsidig blanding af udtryk inden
for den eksperimentelle grafik og tegneserie.
Også i sin nye bogudgivelse, Allis in Helleland
(Smittekilde Press 2003), har Daniel Milan valgt at supplere og
udbygge egne værker. Den østrigske kunstner Linda
Bilda bidrager med tre tegninger, der er trykt på dobbeltopslag
i bogen. Der er tale om tegneserieinspirerede billeder sat sammen
med en stærk social-kritisk tekst. Hun omtaler selv sin kunst
som værende en form for information og propaganda for en ny
samfundsstruktur snarere end produktionen af kunstværker.
Både Milan og Bilda arbejder i deres tegninger med at tage
visuelt og sprogbaseret materiale ud af dets oprindelige kontekst,
hvorefter de arrangerer det i nye sekvenser. Skydeskiven for deres
politiske intentioner er ikke til at tage fejl af: den fremherskende
kapitalistiske verdensorden, der har underlagt sig alt fra naturen
til den menneskelige dømmekraft.
 
Daniel Milan: fra Allis in Helleland
Du tager ofte afsæt i velkendte og gennemspillede situationer.
Motiverne og de konkrete figurer i bogen er let genkendelige. Vi
præsenteres for Mcdonaldsbuerne, knyttede kampklare næver,
lænker, hammer og mejsel osv. Men er det virkelig nødvendigt,
at man som betragter eller som læser skal kunne nikke genkendende
til den kritiske brug af familiære symboler og tegn, der tages
under behandling i bogen?
Et stykke hen af vejen er genkendelsen vigtig samt refleksioner
over det netop velkendte. Jeg er fx meget optaget af hænder.
Mennesket er på mange måder i kraft af de handlinger
vi gør os, og da bliver hænderne et meget stærkt
symbol, da man oftest gør og udfører ting med hænderne.
I forlængelse heraf er tegningen ”murder in my heart”
taget med. Der er i virkeligheden tale om en absurditet. Hvordan
kan man være ”murder by heart” ? Det kan man jo
i virkeligheden ikke. Man kan kun være ”murder by hands”.
Det lille ordspil vil jeg gerne have folk til at tænke over,
når de læser bogen. Hvis vi taler om McDonaldsbuerne
minder det meget om, hvad man finder på diverse ”adbusting”
sider på nettet. Her går jeg konkret ind og arbejder
imod reklamen inden for reklamens eget felt”
Nogle ville måske mene, at din brug af velkendte symboler
og hadetegn viser hen til en meget naiv og ung tilgang til verdens-
og samfundskritik? Er brugen af McDonaldsbuerne derfor omgivet af
bare en smule ironisk distance?
Nej, overhovedet ikke. Det er meget ægte og oprigtigt ment.
Det er en kritik af McDonald’s, fordi jeg tror på at
det hjælper at lave den slags symboler, hvis man gerne vil
gøre sig håb om at ændre noget i verden. Der
er ikke tale om ironi. Jeg har faktisk kigget bogen igennem, og
jeg tror ikke, at der har sneget sig ironi ind nogle steder overhovedet.
Ironi er i det hele taget ikke noget jeg arbejder særlig meget
med. Humor er sjovere end ironi. Den håber jeg til gengæld
har sneget sig ind nogle steder. Nogle mennesker ville måske
mene at det bliver en ungdommelig kamp mod nogle let genkendelige
symboler, men sådan ser jeg det ikke selv. Jeg opfatter mit
arbejde som en faktisk kritik af nogle strukturer som er i samfundet;
det være sig magtstrukturer, socialstrukturer og økonomiske
strukturer. Ungt eller ej. Men kritikken skal tages meget alvorligt.
Linda Bilda er sjovt nok blevet anfægtet for det samme, dvs.
hendes brug og bearbejdning af deciderede teenagesymboler. Et godt
eksempel er en af hendes tegninger i bogen, som både inkluderer
Batman, sociale boligblokke og en ung dreng i ført bermudashorts
med hammer og sejl i hver sin hånd. Men kvinden (red. Bilda)
er i sted midt i fyrrerne og kan altså ikke aldersmæssigt
sættes i bås med de helt unge kunstnere. Jeg har valgt
at inddrage Bildas tegninger i bogen, fordi de fortæller os
en vigtig historie. Men ikke mange andre end jeg selv i den danske
kunstverden værdsætter hendes arbejde. Det er ærgerligt
og derfor vil jeg gerne råde bod på den manglende opmærksomhed
fra omgivelserne ved at inddrage hende i min bog. En inddragelse
jeg er stolt af.
 
Daniel Milan: fra Allis in Helleland
Apropos genkendelighed så råber bogens titel, Allis
in Helleland, også på en reaktion? Og er det dig selv
der er plantet som partisankriger foran Statens museum for kunst
på forsiden?
Det skal ses som et lille skvulp i andedammen; en institutionskritik,
men også samtidig en morsomhed i og med, at der står
denne figur på forsiden med en pistol uden for Statens museum
for kunst. Samtidig synes jeg, at det var pirrende at lave en titel,
som ikke lå i umiddelbar forlængelse af selve indholdet.
Resten af bogen handler jo ikke om Allis in Helleland. Selve bogudgivelsen
ligger i forlængelse af min sidste bog Kaktusch. Jeg har lavet
en serie billeder og tegninger, som jeg igen fik lyst til at udgive
i sammenhængende form. Og så har jeg længe haft
den her ide om at lave noget sammen med Linda Bilda. Hendes ting
synes at ligge i forbindelse med mine egne, og samtidig repræsenterer
de også noget helt fremmed, som kan bidrage positiv til bogen
og mine egne ting. Bogen er udgivet på Smittekilde Press i
et forholdsvist lille antal og med små produktionsomkostninger.
Det betyder blandt andet, at jeg er herre over min egen bog. Den
kan sendes ud i det tempo jeg har lyst til. Med hensyn til den såkaldte
partisan på forsiden er der tale om en fiktiv figur jeg har
samplet ind. Nu har han godt nok ikke et kaktushoved monteret på
kroppen, men det kunne han ligeså godt have haft. Som i min
sidste bog rummer også den nye en del kaktustegninger. Jeg
bruger kaktushovedet i mit arbejde som en slags reduktion af det
menneskelige hoved til en organisk størrelse, som igen bliver
en metafor for noget psykisk. Hermed mener jeg en utilnærmelighed,
en tillukkethedhed, en anonymitet, som er svær at komme tæt
på. Symbolværdien refererer i høj grad til det
moderne menneske. Denne sampling af mennesket som et moderne menneske,
der udfører forskellige handlinger men stadig har et stykke
oprindeligt natur i sig. Naturen som man ligesom ikke kan komme
uden om, hvorend man gerne vil det.
Daniel Milan: fra Allis in Helleland
Du har i bogen medtaget en tekst, der i sin centrale og omfangsrige
placering gør det ud for et manifest. Kan du kort beskrive
tekstens manifestkarakter? Både Linda Bilda og du selv supplerer
ofte jeres tegninger med tekstproduktion. Er det en nødvendig
del af jeres politiske intention?
Teksten skal i sin helhed forstås som en eksistentiel arbejdstese,
og ikke som en større universel sandhed eller åbenbaring
om man vil. En samling håndgribelige teser til brug for kritisk
tænkning. Hvis man skrev om gud i stedet for som i teksten
at skrive om naturen og eksistensgrundlaget, så lægger
teksten sig tæt op ad Nietzsches filosofi. Den er skrevet
mens jeg gik på den økologiske landbrugsskole, og udgangspunktet
er derfor menneskets forhold til naturen. Den sidste sætning
er tilføjet her for nyligt (red. I og imod dette tomrum kæmper
kunsten), da det er inden for kunsten og dens felt, at jeg arbejder
i dag. Men alt hvad jeg laver ligger i forlængelse af dette
manifest. Mange af mine værker cirkulerer omkring menneske,
natur og særligt den vold der foregår mod vores naturlige
omgivelser. Tekst er ofte et ”nødvendigt” element
i min produktion, da den skaber udsagn og billeder som billederne
i sig selv ikke formår at fremstille. Derfor er den også
med til at understrege de ofte politiske intentioner bag mine tegninger.
Er kunstnerens rolle at skubbe til omgivelserne? Og hvordan
virker din egen kunst?
Kunstnerens rolle vil til enhver tid være at forholde sig
kritisk til de eksisterende magtstrukturer. I mit arbejde fokuserer
jeg desuden på menneskets omtalte forhold til naturen og særligt
vores præsente overgreb på den. Jeg forsøger
at synliggøre eller billedliggøre problematikker for
at skabe refleksion og forandring.
Daniel Milan.
Om menneskets eksistens
Et eksistensgrundlag er eksistensens og eksistensberettigelsens
forudsætning.
Menneskets eksistensgrundlag er resten af naturen.
Mennesket er ikke resten af naturens eksistensgrundlag.
Mennesket er blot ét dyr i dyreriget – dyreriget er
blot én del af naturen.
Resten af naturen har større eksistensberettigelse end mennesket.
Menneskets overgreb på resten af naturen er et angreb på
vor egen eksistensberettigelse.
Uden eksistensberettigelse er etik meningsløs – alt
er derfor tilladt mennesker imellem.
I og imod dette tomrum kæmper kunsten.
Mere...
2.
april 2003: Interview med Jon Stahn, Daniel Milan og Zven Balslev
29.
januar 2003: Selvsving i Køge
9.
maj 2002: Selvsving + Blender
På kopenhagenshop...
Kaktusch
- and others
Tegninger og tryk af Kay Christensen, Ib Spang Olsen, Zven Balslev
og Daniel Milan
Selvsving
Katalog fra udstillingen Selvsving + Blender. Udgivet af AIX NV.
2002. Unika æske med ca. 28 løsark.
www.danielmilan.com
|
)
)
)
)
)
)