[13. marts 2002]

Detalje af Den politiske sfinx

En maler med en mission!
Et interview med Frederik Lindskov om ikke at have nogen stil og om at kommunikere med maleriet m.m. Extra: Kom til undergrundsfernisering! Tekst: Martin Arne Olafsen. Foto: Nikolaj Erichsen.

Frederik Lindskov
16.-19.3.2002
Atelier Frederik Lindskov
Rosenvængets Allé 6A, 2. sal
2100 København Ø.
Fernisering lør. d. 16.3. kl. 14-17
Udstilling 17.-19.3.2002, kl. 21-00.00

Mød også Frederik og hans billeder i
Kunsthandlernes Forening
Frederiksberg Hallen
Jens Jessens Vej 20
2000 Frederiksberg
d. 16-17.3.2002, kl. 10-18 og til
Kulturdag hos www.ArtCompaz.dk
Frederiksberg Allé 27B
2000 Frederiksberg
d. 17.3.2002, kl. 14-17

Frederik Lindskov

Den fornemste kvalitet ved Frederik Lindskovs malerier er, at de, udover at fungere inden for lærredets fysiske ramme, altid søger mod nye horisonter. De mange forskellige malerier stritter i alle mulige og umulige retninger, og det er en kvalitet i sig selv! Du ved dig aldrig sikker på, hvad der kommer i næste billede. Der er tale om en kunstner, der tager sin metier dødsens alvorligt; han har en mission! Men inden der går James Bond i den, må man konstatere, at hvis man stopper op ved det enkelte billedes univers, fx i ovenstående Den politiske sfinx, er der nok af betydningslag at tage fat på. Hvis vi nu springer de rent kompositoriske analyser mv. over, hvad fanden laver en politisk sfinx så? En hybrid af Jesus, Patrick Bateman og et selvportræt, der stiller politiske spørgsmål med døden som indsats? Eller hvad? Ikke at forstå på den måde, at Frederiks billeder er betydningsmæssigt hermetiske i gængs forstand, men de stiller altid en masse spørgsmål, som måske forbliver ubesvarede? De stiller altid krav til beskueren og afføder fordybelse og eftertanke, hvis man som beskuer er villig til at tage sig den tid, det tager.

Under alle omstændigheder kan jeg kun anbefale, at man tager forbi et eller flere af de tre arrangementer, der er at vælge imellem og se, hvor Frederiks malerier er lige nu - stift bekendtskab med værkerne ude i "virkeligheden".

Vil du fortælle om dine "rene" oliemalerier først?
"Jo, jeg ved ikke rigtig, om jeg har "rene" oliemalerier, jeg snyder ret meget. Jeg blander alt muligt skidt og lort i, og hvad jeg sådan har for hånden. Der er mange af dem, hvor jeg blander akryl og olie … det er ikke særlig smart, men det gør jeg altså alligevel. … Tit og ofte eksperimenterer jeg med alle mulige mærkelige ting og sager, som bliver frygteligt grimt, og så slutter jeg af med oliemalingen … Hen mod slutningen får jeg så en god kombination af det sådan æstetiske skønmaleri, og så får jeg samtidigt et moment af noget råhed - noget som har det eksperimenterende niveau, så det ikke bare bliver sådan noget æstetisk fedt, som man kalder det. sådan noget der bare driver ned ... Jeg vil gerne finde nye udtryk, jeg er hele tiden på vej, stort set, fra billede til billede … Kunsten er det eneste sted, hvor det gælder at hvis du ikke søger noget nyt hver dag, så dør du med din kunst … Det er noget, som jeg er dybt uenig med stort set alle, tror jeg, om … Min målsætning er hele tiden at ekspandere mig selv - dvs. hver gang jeg har lavet et billede, som jeg er ekstremt tilfreds med, så lade være med at gentage det … hver gang jeg så, i en eller anden form for narcissistisk kådhed, går i gang med det samme billede en gang til - jamen så dør jeg halvvejs".

"Man skal ikke lave en udstilling, man skal lave ét enkelt billede, og det er dét, der er hele pointen — at hver gang du slutter med det ene billede, så har du ikke sluttet i en sammenhæng med halvtreds andre eller pis og lort. Få afsluttet det ene billede indenfor de fire sider, der er! Dér skal det fungere — færdig!

…. Hvis jeg har fokus på det ene billede, så bliver det i sig selv. Der er ikke noget, jeg skal læne mig op af. Der er ikke en eller anden kunstner, jeg skal kopiere. Jeg har derimod bevidstheden om dem alle sammen, bevidstheden om alle mine billeder, men jeg søger hele tiden at kanalisere al energien ind i netop dette ene billede - i modsætning til andre kunstnere, der udstiller halvtreds billeder … så der stort set altid er en utrolig ensartethed. … Det ser så skideflot ud, og det er: næ, hvor er det flot, de er alle sammen puttet ind i en flot guldramme, og de er alle sammen nummereret, og der er et lækkert katalog … og det hele er bare så ens, det hele er bare så pissekedeligt".

Fortid

Hvis du lige tillader, at jeg "boxer" dig lidt ind, så er der vel alligevel en form for genkendelighed? Fx går de her kvindeansigter jo igen i nogle af dine billeder…
"Jeg kan godt li´ kvinden … Hun har denne her dejlige dobbelthed over sig. Jeg har brugt kvindeskikkelsen i mange år. Det der: Sirenen ikke, og Madonnaen. Det jomfruelige, det hellige … og så samtidig denne her diabolske menneskeæder. Ja, Sirenen, der synger fra sin klippe. Sirenen siger i virkeligheden det hele: den er både smuk, men den er også dødsensfarlig! … Det er faktisk lige det, jeg arbejder med nu - at lave malerier som er meget grimme og frastødende, når man kommer tæt på … men fra lang afstand skinner kvindeansigtet igennem i sin skønhed, og det tiltrækker. … Du kan sætte kvinden ind som noget skønt på afstand, og når du så kommer tæt på, så krakelerer hun simpelthen".

(tv) Eftertanke (th) Konkubine

Man kunne godt få det indtryk, at du laver denne smukke, hellige kvinde, og så går du ind og dekonstruerer det igen — destruerer…

"Jo, det gør jeg helt sikkert. Altså, man kan også vende den om, og sige: der er jo også tidspunkter, hvor — lad os bare sige, at jeg har haft en dårlig dag, og det hele er gået ad helvede til … men jeg går alligevel i gang med et eller andet - nu maler jeg jo uendelig meget andet end kvinder, men lad os sige, at jeg går i gang med den her ting. Hvis det så falder dårligt ud … så dekonstruerer jeg det, så at sige, fra start af … der er det, jeg siger: for helvede! - føl med billedet! Altså billedet kommunikerer i det tilfælde så meget med mig, når jeg maler … jeg kaster noget op på lærredet, og så siger jeg: gider jeg det? — Og så svarer billedet mig: nej, det gider du ikke, og så går det galt, og så bliver det fra start af en dekonstruktion. Jeg begynder, hvad angår det håndværksmæssige at tænke i - havde jeg nær sagt - nemme løsninger. Kan jeg kaste et eller andet ud over billedet? Kan jeg lægge det ned på gulvet og jokke på det? Eller kan jeg begynde, at kradse hul i det? Kan jeg deformere? Kan jeg slå nogle vinkler? Sådan noget kubisme, kubismepis dér ikke. … Det bliver bare sådant et virvar af alle mulige ting, og så viser der sig et hul — det er nærmest sådan en Cézannes passage. Lige pludselig så - huistch! (overtegnedes gendigtning af Frederiks udbrud), så er der et eller andet sted, hvor jeg kan smutte ind, og det er — det er sgu nok en eller anden nem løsning i virkeligheden, men den nemme løsning åbner op for vitalitet! … Lige pludselig bliver jeg fanget ind i en eller anden bås, hvor billedet begynder at kræve noget af mig. … lad os sige, at jeg begyndte, at lave noget action-painting, sådan ligesom Pollock, og så finder jeg ud af, at det bliver for meget med det her, men der er stadig reminiscenser af billedet nedenunder. Hvis jeg nu skraber noget væk — vupti! Lige pludselig er der noget - der er en dimension af noget mærkeligt og noget genkendeligt, som giver en dimension af noget nyt — noget jeg ikke har set før i billedet … så bliver jeg jo grebet og bliver revet ud af denne her ladhed, og så bliver jeg kastet ind i en eller anden vital maleproces. Og det er jo netop dér, jeg mener, at billedet begynder at arbejde med sig selv … jeg har fundet en passage i billedet, og den passage åbner nu hele billedet, og så arbejder jeg med det som udgangspunkt, og så har jeg et billede, som jeg aldrig før har lavet!"

Mandlig abstraktion

Så du arbejder meget procesorienteret?
"Utrolig procesorienteret! ... Der er ikke et af mine billeder, man ville kunne tænke sig frem til. … det er jo ikke en logisk proces … Jeg føler mig frem, og til sidst står jeg med det færdige resultat. … Jeg tror ikke, at jeg ville male, hvis ikke processen omfavnede mig i den grad! Den omslutter mig, og jeg har ikke tid til noget som helst andet. … det er en lystbetonet affære. … du ville aldrig nogen sinde kunne sætte dig til et lærred og lave kunst, tror jeg, hvis du sidder og ikke er andet end ånd og intellekt og refleksive tanker. Det giver jeg ikke en skid for. Og det sjove er jo, at alle de her analyser — jeg kan jo som kunsthistoriker proppe et væld af ting nedover. … men de kommer altid bagefter. Det er aldrig sådan, at jeg sidder i forvejen og gennemanalyserer et billede. … Du kan jo altid lægge betydninger i bagefter. … Der er en eller anden harmoni, der er universel".

Før kamp

Man kunne godt få den tanke, i nogle af dine billeder, at vi har at gøre med en parafrase? Fx hvis man ser på nogle af dine kubistiske ting?
"Ja, det kan nok hurtigt forstås som en eller anden form for — ja, en parafrastisk tilgang, men hvis sandheden skal frem, så tror jeg, det er en ren legeplads. Og det er jo både godt og skidt. Folk kan jo sige: det er useriøst. Han er ikke kunstner. En rigtig kunstner går intellektuelt til værks. Og det gør jeg vel også, et eller andet sted? Men omvendt prøver jeg også at lægge distance til det. Malerierne fra min hånd kommer altid, når jeg glemmer mig selv. Når jeg sådan, i god gammeldags forstand, rendyrker den der rigtige kunstner, der bliver opslugt af sit arbejde. Det er klart, at min viden om kunst - nu er jeg jo frygteligt "ødelagt" som kunsthistoriker - gør, at det meget let bliver parafrastisk. Men selve min bro i gerningsøjeblikket er ikke parafrastisk, selvom det jeg trækker på jo nok er det. Jeg har jo en viden om det.

Det komiske er jo, at der er mange, der vil have en forklaring, når jeg er ude til ferniseringer og udstillinger … for det første vil de gerne sætte mig i en boks. Det irriterer mange, at det er lidt svært. For det andet vil mange gerne selv sætte parafrastiske rammer op. … Min affære med kunsten har vist sig at køre i alle retninger....den egentlige grund er jo, at jeg ikke kan lade være med at afdække dette store område....Min eksperimenteren går sin egne slagne gang. Det, mener jeg, er det vigtigste!"

Et sofa-stykke

Eksperimenterer du dig frem mod et endegyldigt mål?
"… Nu er jeg slået over på filosofi (på Københavns Universitet, red.) … jeg begynder at blive mere ontologisk tænkende nu. … Hvad er det egentlig kunsten skal? … Æstetikken er jo retrospektiv. … Denne her æstetiske dimension vi har, der kan vi bare bruge dem, vi bedst kan li’ i forvejen. Dvs. Picasso, Monet og Degas og et par stykker andre. Og så kan vi hænge dem op på væggen i en uendelighed. … Og så kunne vi lade være med at døje med al den nye kunst. …

Kunst er noget andet! Den har det søgende og eksperimentelle og det videns- og verdensoverskridende i sig".

"Hver gang jeg laver et billede, som jeg mener når et eller andet, så er det, at jeg søger videre. … Hvis jeg ikke søger at gøre næste billede endnu bedre — nå en anden fortolkning, noget mere intimt - så har det ingen værdi! Så man kan sige, at det der endegyldige mål, jeg ved ikke, hvordan det ser ud. Jeg ved nok også, at jeg aldrig når det. Det ligger i kunsten, at den aldrig bliver færdigt".

"I alle vore halve løsninger her i verden, er det som med dårlig kunst, at vi tror os selv alt for sikre. Der mener jeg, at den gode kunst vækker det irrationelle - den eftertanke der gør, at du bliver sikker på, at du aldrig er sikker…"

Udover de nævnte arrangementer, er man altid velkommen i Frederiks atelier og hos ArtCompaz, som, udover at have Frederik "i stald", også har mange andre spændende kunstnere tilknyttet. ArtCompaz holder et meget højt kunstnerisk niveau til forskel fra mange andre firmaer i samme stil.