 |
[18. januar 2002]

René Schmidt og PONG
Limbo - interview med René Schmidt
Af Julie Damgaard Nielsen.
Foto: Torben Zenth
Limbo
René Schmidt
Gustav Gimm (Hallo!)
Njalsgade 21H, 3.sal, 2300 København S
hallo@hallo-web.dk
www.hallo-web.dk
11. jan. - 23. feb.
Ti-fr 12-17, lø 12-15
Pressemeddelelse...
Limbo er det sted mellem himmel og helvede, hvor "retfærdige" fra
før Kristus samt udøbte børn må opholde sig en tid. Limbo er også
titlen på René Schmidts aktuelle udstilling i Gustav Gimm (Hallo!):
Hvorfor "Limbo"?
"I ordet Limbo ligger der en lige-gyldighed; det peger på en position
mellem to definitioner", fortæller kunstneren, der ser sit arbejde
med begrebet morfing som en del af samme fascination af "mellemstederne"
 
Hvad er det med de mellemsteder?
"Det har at gøre med demokratiprocessen og med de mellemløsninger,
der ligger i den. Selv det formsprog vi finder i elektroniske genstande
bærer præg heraf. Når industrien modellerer en genstand, er målet
at få den til at se moderne ud; den skal ligne noget fra imorgen.
Samtidig skal den måske også henvende sig til hele det europæiske
marked, og det kan derfor ikke nytte noget, at nogle mennesker synes
den er for meget , alle skal synes den er OK. På den måde har industrien
givet os en verden, der ser ud på en bestemt måde; vi har fået nogle
behagelige omgivelser, der dog aldrig er så personlige, at de bliver
nærgående, for naboen har jo nogenlunde de samme omgivelser. Det
er dette rum , disse mellemløsninger, der interesserer mig, og så
spørgsmålet: Hvorfor er dette demokrati godt ?"
 
 

Hvordan hænger det sammen med dine værker?
"Formprincipperne i de 6 objekter jeg viser på udstillingen
er hentet fra forskellige elektroniske genstande. Bulen på en elkedel,
indhakket i det digitale kamera, kabinettet fra en computer, dette
abstrakte formsprog har dannet udgangspunkt for objekterne, som
imidlertid rummer potentiale for en anderledes formgivning. I objekterne
ligger en kombination af noget formelt og en overflade-fokusering.
Formen kan én ting, men overfladen ændrer hele tiden denne ting,
det står aldrig stille. På samme måde med beskueren, der konsekvent
ledes rundt om objektet for at overskue det".
Renés værk PONG, der hænger vandret gennem lokalet kræver ligeledes
en vis fysisk indsats fra den besøgende for at opleves i al sin
detaljerigdom..

"PONG er opbygget af fem mindre moduler; den minder om en rumstation,
der ligeledes er bygget over moduler. ISS, den internationale rumstation,
har virket som inspirationskilde for værket. På ISS har forskellige
lande hvert deres modul, der er passet ind i de andre. PONGs moduler
hedder Up with gravity, Dingbat, Slam, Indifferent og Aimor. Up
with gravity henviser bl.a. til den kristne gruppe "Up with people",
der optræder med sang og musik rundt om i verden; Slam er som bekendt
en energiressource, men peger samtidig på "stationen" mellem at
være en ting og blive til noget nyt; Aimor er navnet på det firma
i Japan, der for år tilbage producerede mit første stereoanlæg,
Indifferent henviser til den lige-gyldighed og alle de mellemliggende
ting, der ligger immanent i demokrati-tanken. Dingbat har klare
reminiscenser af former som optræder, hvor der ingen tyngdekraft
findes - en manglende forankring til jorden er i det hele taget
en gennemgående tematik i projektet. Modulerne i PONG kan vende
på alle måder, på højkant såvel som på langs, og man kan bytte rundt
på dem. Hvad fremgangsmåden angår har jeg smurt en blanding af polyester
og sand over den støbte form og skarpe hjørner er på den måde blevet
udvisket. Man fornemmer at de spidse former stadigvæk ligger dernede
under det hele, men alting er blevet blødere, mere udjævnet".


Limbo-video til RealPlayer
Hvad med det sidste værk, Limbo video?
"Limbo er en 12-minutters computeranimeret video. Vi befinder
os her i et virtuelt rum, hvor f.eks. vægge ingen bagside
har, og en computers synlige ydre er skrællet bort, således
at kun ledningerne er tilbage, svævende i et lyserødt
rum. I videoen findes referencer til de andre udstillede genstande,
derved at animationsobjekternes overflade spejler de 6 konkrete
objekters overflade, og flere steder i filmen oprulles samtlige
sider i udstillingskataloget som baggrundsbillede for sekvenserne.
Henover filmen er lagt et lydspor af moderne muzak. Folkene bag
muzakken betegner sig som "lydarkitekter", og overfor potentielle
kunder gælder det at skabe rum, der ikke er der."
Fortæl om den ternede dug.
"Videoskærmen er placeret på et skakternet "klæde", der bærer
mindelser om definitionselementerne i et konstruktionsprogram, måleenheder
på crash test dummies eller det der betyder "ingenting" i Photoshop
, altså et mulighedsfelt, en potentiel form. Et lignende mønster
går igen i en af videoens sekvenser, hvor en figur løber ned ad
en lang gang, hvis gulv er skakternet".
Der optræder flere løbende figurer i filmen...
"På de forskellige figurers overflade bevæger der sig billeder
, bl.a. billeder fra undervandsrugby, den eneste sportsgren i 3
dimensioner, hvor det reelt set er muligt at simulere, at der ingen
tyngdekraft er. Ideen om manglende tyngdekraft fascinerer mig for
på den måde er det muligt for tingene at blive autonome, at klare
sig selv. Og det er netop mit mål: at værkerne skal klare sig selv.
Det ville være interessant at vide, om disse objekter rent faktisk
kan klare, og forklare, sig selv - selv om 200 år".
Billeder fra kataloget:
  
  
|
 |
|