 |
[25. september 2003]
Interview
 Tina
Maria Nielsen: Eget Værelse
Interview med Tina Maria Nielsen og Rikke Ravn
Sørensen
Interview med Tina Maria Nielsen
og Rikke Ravn Sørensen, de to billedhuggere der fra
1996-2003 har arrangeret fire udstillinger, alle med titlen Layer.
Interview. Mai Misfeldt.
Layer 4: Eksteriør
31. august - 26. september 2003
Pressemeddelelse...
http://www.layer-skulptur.dk
Søndermarken
2000 Frederiksberg
Deltagende kunstnere:
Ane Mette Ruge, Camilla Berner, Ellen Hyllemose, Finn Reinbothe,
Jørgen Fog, Karin Lind, Karin Lorentzen, Kerstin Bergendal,
Peter Frimand, Ragna Wehding, Rikke Ravn Sørensen, Stefan
Nilsson, Tina Maria Nielsen, Thomas Bang.
 
Ane Mette Ruge: Sic Transit
Efter vi havde vandret rundt i Søndermarken,
der veksler mellem store åbne og denne dag solbeskinnede rum
og små skyggefulde hemmelige lommer og gemte stier for at
se udstillingen Layer 4, spurgte jeg kunstnerne:
Hvordan opstod titlen Layer, som jo binder jeres fire udstillingsprojekter
sammen?
RRS: Layer opstod, fordi vores grafiker Pernille Kleinert (som
har lavet alle Layer katalogerne), havde fået printet vores
forside ud og så stod der layer 1, fordi hun arbejdede i Photoshop.
Da vi så det, sagde vi: Den tager vi, det skal være
titlen. Fordi vi selvfølgelig kunne relatere det til skulpturen
og arbejdet med de forskellige lag. Det kom som en gave.
I har lavet fire udstillinger, der alle har haft titlen Layer.
Men det er meget forskellige udstillinger, både mht. sted
og deltagerantal. Layer 1 i 1996 i AOF's fraflyttede undervisningslokaler
i et baghus i Vestergade, Layer 2 i 2000 i tomme kontorlokaler i
Vester Voldgade, Layer 3 i 2002 i et tidligere reprofirma i et baghus
på Hauser Plads, og nu i 2003 Layer 4 i Søndermarken.
TMN: Layer 1 var den mest brede i udgangspunktet, hvor vi bare
sagde: Skulptur! Både til udstillere og skribenter. Vi havde
inviteret Ellen Hyllemose, Nynne Livbjerg, Jesper Martinus Christensen
og Karina Mosegård til at udstille sammen med os, fordi de,
trods deres forskellighed, alle havde et skulpturelt udgangspunkt.
 
Camilla Berner: Mælkebøtteruten
RRS: Med Layer 2 (hvor Rikke Ravn og Tina Marie Nielsen udstillede
alene), havde vi behov for at manifestere vores eget samarbejde
og modspil. Og så passede det med titlen Ð Layer 2: To udstillere
kombineret med et fokus på de dobbeltbegreber, som man tit
forholder sig til i skulptur. Vi gik meget konkret til skribenterne
og prøvede at formulere en teori/ poetik med udgangspunkt
i vores egen praksis og stillede derudfra 5 små oplæg
til skribenterne.
TMN: Når man udstiller fem billedhuggere, er der plads til
ét værk til hver, men nu var der mulighed for at vise
et større udsnit af en produktion og både trække
på lighederne og vise hvor vi går forskellige veje.
Dialogen blev tydeligere. Samtidigt forsøgte vi også
i kataloget at stramme dialogen mellem tekst og værk.
Det er karakteristisk for Layer projektet, at I arbejder meget
med at få kataloget til at række ud over udstillingen,
blandt andet ved at vælge tekster, som er små værker
i sig selv. Hvad er jeres tanker omkring mødet mellem tekst
og figur. Hvad er det I vil med det?
TMN: Hvis både tekster og værker er gode, smitter
de af på hinanden og holder ideen med udstillingen fast. I
mødet mellem skulptur og tekst opstår en udveksling
eller omveksling mellem sansning og logik. Teksten genererer billeder
og værkerne skaber sprog. I mødet mellem dem kan der
opstå en sammensmeltning af sprog i videste forstand.
 
Ellen Hyldemose: Uden
titel og Uden titel
Layer 3 og 4, som er den I er aktuelle med nu i Søndermarken,
er forbundet med undertitlerne hhv. Interiør og Eksteriør?
RRS: Ja, et indendørs og et udendørs rum. Da vi
lavede Layer 3, hvor vi havde inviteret Karin Lind, Ragna Wehding
og Ellen Hyllemose til at udstille sammen med os, vidste vi, at
vi ville lave Søndermarken udstillingen, og vi ønskede
at give det et perspektiv. Ikke i form af et tema, men netop ved
at lade rummene sætte rammen for, hvordan forskellige kunstneres
praksis udfolder sig i et indendørs arkitektonisk rum og
i et udendørs arkitektonisk rum. Til Layer 4 inviterede vi
så, udover de medvirkende i Layer 3, Ane Mette Ruge, Camilla
Berner, Finn Reinbothe, Jørgen Fog, Karin Lorentzen, Kerstin
Bergendal, Peter Frimand, Stefan Nielsen og Thomas Bang. Vi spurgte
åbent og nysgerrigt: "gad vide hvordan f.eks.. Ellen
Hyllemose ville forholde sig til et åbent rum som Søndermarken."
TMN: Det har altid være vigtigt for os, at have nogle vinkler
på, som kan afgrænse det. Vores hovedtese er, at begrænsningen
er en frihed. At man har noget at forholde sig til, en grænse,
virker åbnende. I begrænsningen ligger muligheden for
at nå en præcision.
RRS: Rummet skal ikke nedlægges eller underlægges vores
projekt, men medtænkes i et produktivt møde. Det vil
sige, at begrænsninger, i vores version er muligheder, der
skal undersøges. Ikke nødvendigvis som en integreret
del af vores værker, men som en generel holdning hos os, der
således smitter af på vores værker.
 
Kerstin Bergendal: Territorie
På Layer 4 er der et meget bredt skulpturfelt - fra Camilla
Berners fundne stier; Mælkebøtteruten til konkrete
genstande som Ragna Wehding store udsigts- og perspektiv træskulptur
Point of Wiew.
TMN: Vi har inviteret helt åbent. Og folk har fået
frie hænder.
RRS: Kunstnerne på udstillingen er valgt fordi vi var nysgerrige
efter at se hvad Søndermarken kunne få frem i deres
projekt, og jeg synes meget tydeligt at man kan se at de har taget
udfordringen til sig. Det betyder at de er i stand til at medtænke
rummet med de muligheder og begrænsninger der er.. Vi var
meget optaget af hvad der sker med parken og med kunsten når
de mødes i et rum der værner om sin egen identitet
- en identitet der ikke inkluderer det at formidle billedkunst.
Der ligger også et ønske om selv at blive overrasket,
når man inviterer på den måde. At gå rundt
i Søndermarken efter udstillingen er færdig, er da
helt vildt fedt, det havde vi da ikke kunnet tænke os til.
 
Peter Frimand: Uden
titel
I er billedhuggere, men optræder nu også som udstillingsarrangører.
Betragter I jer selv som kuratorer?
TMN: Vi har nogen gange gjort lidt grin med det og sagt, at
vi kunne lave en Layer Highlights, hvor vi tog en række særlig
gode værker ud, men nej, det er kun for sjov, for vi gider
ikke rigtig være kuratorer. Først og fremmest er vi
billedhuggerne, men så har vi også nogen holdninger,
som vi gerne vil være med til at diskutere, netop nu, hvor
kunstdebatten i medierne er så udvisket.
RRS: Vi har bestemt mindst muligt, men forsøgt at sørge
for, at hvert værk fik sit rum. Omkring Layer 4 har jeg hele
tiden haft den skræk for, at det skulle blive en skulpturpark
med en række skulpturer i lige line, så det har vi været
opmærksomme på.
TMN: Nej, vi vil ikke være kuratorer. Men vi har vi et ønske
om at skabe et forum, som vi synes mangler. Vi arbejder inden for
et felt, som der ikke er særlig meget fokus på. Ved
selv at tage initiativet får vi lov til at bestemme og lægge
fokus der, hvor vi synes, det er rigtig interessant.
RRS: Lige netop skulpturen har godt af at komme udenfor udstillingsrummene,
og skal man overleve som billedhugger, så skal man jo ud i
det udendørs fællesrum og lave nogen udsmykninger.
Men i alle de år vi har gået på Akademiet, på
billedhuggerskolen, har det ikke på noget tidspunkt handlet
om, at det var noget særligt at lave kunst udenfor institutionen.
Der har aldrig været diskussion om, at det var noget andet,
at det forholdt man sig anderledes til. Jeg tror det er vigtigt,
at man som billedkunstner er uhyre bevidst, om de forskellige rum
man arbejder i.
 
Ragna Wehding: A point of view
Men hvad skal vi egentlig med skulptur i det offentlige rum,
er det ikke i forhold fyldt op med visuel snak?
TMN: Skulptur er noget helt særligt. Skulptur kan problematisere
forhold i et meget nuanceret sprog. Jeg kan slet ikke blive træt
af gode skulpturer. Og helt ærligt er der alt for lidt god
skulptur i det offentlige rum. Til gengæld er der al for meget
visuel snak
RRS: Ja, der er alt for meget "visuel snak" I dag er
kunsten stort set uden betydning i vores fælles sociale rum.
Til gengæld trives fortællingen i dette rum fint, om
end der er tale om en anden fortælling end kunstens nemlig
reklamens. Jeg mener, at man i dag kan tale om, at byens rum igen
er blevet et narrationens rum som den var i middelalderen og at
narrationen igen har såvel en samlende effekt i byrummet,
som en konsenssusskabende effekt i befolkningen. Byrummet og kunsten
har udviklet sig fuldstændig uafhængigt af hinanden.
Det betyder, at den kunst, der sættes ud i det fælles
sociale rum, som oftest, er udviklet i relation til kunstinstitutionens
beskyttende vægge, og den fremmedgjorthed, der opstår,
er symptomatisk for det moderne projekt. Kunsten og byrummet er
ikke længere i nogen produktiv, dynamisk udveksling. Planlægningen
af byrummet sker med udgangspunkt i økonomiske og trafikale
interesser og uden æstetisk overblik. Kunsten skal danne modvægt
til dette monster.
 
Stefan Nilsson: Uden titel ("selv
om alle kan være med er det ikke uden risiko")
Når I skriver, at de kunstnere I har med "ikke svajer
for modens vinde", er det så fordi, I synes, der er for
meget mode i dansk kunst?
RRS: Jeg savner tit at se noget der er funderet og rodfæstet.
Al for meget kunst er overfladisk og referencer til det, der lige
rører sig i tiden. Der er ikke sjældent jeg tænker:
hold kæft, har de købt det i H&M. Og det er selvfølgelig
det, vi mener. At få lov at se på noget, som er skabt
et andet sted fra, det synes vi er interessant. Måske noget
som kan rykke mig ud af tidens taktfaste pulseren. En tidslomme
med en anden rytme. Vi har valgt kunstnerne som vi synes repræsenterer
en måde at arbejde på, som ikke er så konform,
som ikke så skråsikre i deres værkproduktion.
Nogen der tør risikere noget, nogen der tør sprælle
lidt, stikke ud fra trenden.
TMN: Det er jo ikke sådan, at fordi noget er moderne eller
oppe i tiden, er det uinteressant. Men vi savner en vedholdenhed,
at man tør stille sig op med noget, som er umoderne. Billedkunsten
ligger også under for en mode. Den er underlagt markedsmekanismerne
og særligt nu, hvor gallerierne har så stor betydning
og alle kunstnere stort set skal have et galleri, er man jo endnu
mere påvirket af, hvad der kan sælges og hvad der er
moderne
RRS: Også indenfor anmelderverdenen er der en ide om, hvad
der er mode, og en ide om, hvad der er på tapetet lige nu.
Og det er jo synd for kunsten og uinteressant. Når jeg læser
anmeldelser, savner jeg tit indfølingen. Hvor er viljen til
at gå ind i projektet? Gå lidt bag ved det og mærke
lidt efter hvad der er sat på spil?
TMN. Ja, og billedkunsten skal jo diskuteres. Det er enormt vigtigt.
Også fordi det er sådan et lille område af kunst.
Men folk kan sagtens forstå og forholde sig til det, som f.eks.
udstillingen i Søndermarken viser. Det har været en
helt anderledes oplevelse end med vores øvrige udstillinger,
som mere har været besøgt af fagfæller. I Søndermarken
kommer alle slags mennesker og man kan høre, at de sagtens
kan forholde sig til værkerne. Man kan diskutere det. Også
på et højere niveau. Men vi savner forummet. Tidsskifterne
hvor diskussionen kan føres. Det er noget showagtigt noget,
det meste af det, der kommer frem i aviserne.
Vi vil gerne være med til at skabe en dialog omkring skulptur.
Ligesom vi synes, vi har med hinanden og som er spændende.
 
Thomas Bang: Indgreb 1 og Indgreb
2
 
Tina Maria Nielsen: Eget værelse
Mere...
2. december 2002 : Layer 3
- interiør
Billeder fra Layer 3 interiør
|
|
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)