 |
[21. januar 2004]
Interview
Jesper Just
Interview med Jesper Just
På Galleri Christina Wilson danner tre
hvide kasser i øjeblikket rammerne om værker skabt
af kunstneren Jesper Just (f. 1974), der dimitterede fra
Kunstakademiet i 2003. Frem til den 21. februar kan man i disse
rum i rummet opleve værker, der benytter sig af filmens formsprog,
men vender traditionelle repræsentationer på hovedet.
Kopenhagens reporter har været forbi galleriet for at få
en snak med Jesper Just i forbindelse med udstillingen. Det blev
til en samtale om blandt andet punktering af sociale konventioner,
kunstnerisk skildring af sårbarhed og fremstilling af køn
som en konstruktion. Interview og foto: Katrine Sivertsen.
Jesper Just
A Fine Romance
9. januar – 21. februar 2004
Galleri Christina Wilson
Sturlasgade 12 H
2300 København S
Tlf.: 32 54 52 06
www.christinawilson.net
Åbent tirs.-fre. 12-17 og lør. 12-15.
Se i øvrigt pressemeddelelse
 
Jesper Just: A Fine Romance. Installationviews
Der findes forskellige referencer i de titler, du har valgt
til dine værker. Kan du sige lidt om dem og om valget af titler
i det hele taget?
Jeg kan godt lide, at en titel peger i en anden retning, eller at
den er et lag i sig selv. Det kan for eksempel være et spil,
hvor titlen kommer fra lyrik. Titlen No man is an Island
kommer for eksempel fra et John Donne digt, hvor betydningen blandt
andet er, at intet menneske kan klare sig alene. I et tidligere
værk forsøgte jeg at lege lidt med spillet mellem den
engelske betydning af man, det vil sige menneske, og det danske
ord mand. Værket fik nemlig titlen Ingen mand er en ø.
Jeg arbejder også med at tage nogle titler fra pop-musik,
og i The Sweetest Embrace of All er der tale om en Nick Cave-reference.
Det giver en lethed at blande det hele sammen.
Hvordan hænger værket No man is an Island II
ellers sammen med dit tidligere værk af samme navn?
Begge værker omhandler det med, at intet menneske kan klare
sig alene. De spiller også begge på relationen mellem
generationer og på en tematisering af ensomhed og fællesskab
som en simultan oplevelse. Jeg synes, de er meget ens på den
måde. De to værker står for sig selv, men der
er også en eller anden form for sammenhæng. Jeg var
lidt i tvivl om, jeg skulle lave en titel, der hed nummer to, men
jeg synes på den anden side, at de lå meget tæt
på hinanden – måske især i forhold til behandlingen
af far/søn-relationen.
  
Jesper Just: A Fine
Romance. stills
Der er tale om tre selvstændige værker på
udstillingen. Men titlernes indeholder alle en indirekte henvisning
til ensomhed og kærlighed, og en af de ting, der går
igen i værkerne, er mødet mellem ensomme mennesker.
Er det et tema, som binder de tre værker sammen?
Ja, det er noget af det, der binder dem sammen.
Der er også en form for melankoli i værkerne og
en tematisering af problemerne med at nå hinanden i forskellige
menneskelige forhold…?
Ja, det er der, men det handler også om at arbejde med nogle
forskellige sociale konventioner, forsøge at sætte
dem op og samtidig vende dem om eller punktere dem. I de tre værker
er der tale om en stripklub, men mændene kommer ikke på
stripklubben for at se på nøgne damer. De kommer for
fællesskabet med hinanden. Det er den relation, jeg er interesseret
i. Normalt passer man sit eget bord, når man er sådan
et sted…Stripklubben er også et sted, som på en
måde er et drømmenes sted. Det er et sted, hvor man
kommer ind og har nogle forestillinger om fantasier, der kan gå
i opfyldelse. Det er et sted, hvor det drejer sig om drømme,
forhåbninger og begær. Men det er jo bare en stor narresut.
En af idéerne med stripklubben har også været
at skildre figurer, der psykologisk klæder sig af i forhold
til hinanden. I stedet for at lave en kropslig afklædning,
så er der snarere tale om en psykologisk blottelse. Og så
synes jeg også bare, det var spændende at tage ud til
klubberne. Værkerne er optaget på Waterloo og på
Dollhouse, som er et nyt sted i Istedgade.
Der er nogle kønsroller, som vendes på hovedet
i værkerne – bl.a. bliver manden objekt for kvindens
blik og begær i værket A Fine Romance. Det virker,
som om, der findes en udfordring af traditionelle roller –
i forhold til køn og alder - og af en bestemt repræsentation
af især maskulinitet i værkerne?
Jeg vil gerne prøve at fremvise den feminine side af manden,
og jeg vil gerne punktere nogle fremstillinger om kvinder og mænds
roller ved netop at forsøge at vende dem om, uden at det
bliver seksuelt. Det er på en eller anden måde nogle
feministiske værker. Men mens feminismen traditionelt fokuserer
på kvindens placering og rettigheder, så handler det
for mig mest om at give udtryk for, at man bare må acceptere
køn som en konstruktion.
  
Jesper Just: The
Sweetest Embrace. Stills
På hvilken måde opfatter du ellers, de tre værker
som forbundne?
Der er den samme hovedrolle. Det er gennemgående den samme
unge mand, som har hovedrollen, selv om han i A Fine Romance
mest er et objekt indtil slutningen af værket, hvor det alligevel
er ham, som har magten.
Er der en grund til, at værkerne er udstillet i kasser?
Eller er det bare en måde at skabe det rette mørke?
Værkerne kunne sagtens have kørt efter hinanden i ét
rum, men nu er det blevet sådan her. Udgangspunktet har været,
at der skulle være en eller anden form for intimitet. Noget
man gik ind i, uden at det var tale om en kabine. Intimiteten var
det vigtige. Det er også derfor, at værkerne foregår
på skærme og ikke via en projektor. Det er ikke så
vigtigt, at værkerne på denne måde er adskilt.
De tre værker behøver ikke at hænge sammen. Jeg
synes godt, at de kan fungerer hver for sig. Det er ikke sådan,
at de hænger sammen som én pakke. Jeg synes også,
at de tre værker på mange måder er meget forskellige.
Grimms eventyr ”De hullede sko” spiller en rolle
i A Fine Romance. Er der en parallel mellem eventyrets verden,
og det univers, du opstiller i værkerne?
Ja, måske - det er jo i hvert fald også et drømme-univers.
Men eventyret fungerer mest på den måde, at det bliver
det, kvinden i værket holder fast ved. Hun prøver at
holde sammen på sig selv, ved næsten krampagtigt at
recitere det her digt. Derudover er det en pointe, at den sekvens,
hvor prinsen dukker op, og som forklarer, hvad prinsesserne laver,
er klippet ud.
Opstår idéen til dine værker på baggrund
af en narrativ sekvens eller en overordnet idé? Og hvordan
arbejder du med forholdet mellem billede og lyd i skabelsen af dine
værker?
Det starter som brudstykker. Det er små idéer, som
langsom samler sig sammen til en overordnet idé i forhold
til den tematik, som jeg arbejder med. Lyd og billedsiden opstår
sideløbende. Men det skyldes også, at jeg har arbejdet
meget med at skildre mænd i en performance-situation –
hvor der for eksempel indgår en sang eller i en dans. Det
har været en måde at vise figurer, der åbner sig
op, udstiller deres følelser og gør sig sårbare,
og så skal man bruge musikken. På den måde hænger
det sammen. Men meget af det musik, jeg bruger, ændrer sig
undervejs. Til A Fine Romance lavede vi musikken fredag formiddag
før ferniseringen. Det drejer sig meget om at se, hvad der
fungerer. Det bliver aldrig det, man havde forestillet sig –
og det er egentlig meget rart.
  
Jesper Just: No man
is an Island II. Stills
Der er ikke særlig meget dialog i værkerne –
er det for at fremhæve andre aspekter som f.eks. blikket mellem
figurerne og lydsiden?
For det første er det meget svært at skrive dialoger.
Men det er også for at fremhæve nogle andre ting, nu
det er billedkunst. Jeg har tidligere prøvet at lave en lang
dialogsekvens. I min forrige video, Invitation to Love, indgik
der en lang dialog mellem to mænd. Og det fungerede bare ikke.
Det tog mystikken ud af værket og lukkede det på en
måde. Man kan selvfølgelig godt skrive en dialog, som
holder værket åbent, men jeg kan ikke finde ud af det.
Jeg kunne godt tænke mig, at kunne vise de samme ting med
en dialog. Men indtil nu synes jeg ikke, det er lykkedes.
Hvordan kan det være, at du har valgt at bruge professionelle
skuespillere?
Det er blandt andet fordi, jeg forholder mig mere til film end til
en kunstnerisk tradition. Hvis man skal lave nogle nedslag i nogle
historier, som skal illudere film, så er man nødt til
at prøve at bruge nogle af de samme virkemidler, som der
indgår i film. Og så handler det selvfølgelig
også om, at skuespillerne er dem, der kan finde ud af at lave
scenerne. De ved, hvad de skal gøre. Og jeg synes ligeså
godt, jeg kan arbejde med nogle mennesker, som ved det. Men det
kommer selvfølgelig an på, hvad man vil. Der har været
en tendens til at arbejde med amatører inden for kunsten,
og det har selvfølgelig været bevidst.
Er du først og fremmest inspireret af film eller anden
samtidskunst?
Referencerne går mest til film. De går ikke så
meget til billedkunst. Hvis jeg skal nævne en enkelt film,
synes jeg Jean-Pierre Melvilles Le Samourai er fantastisk.
Men jeg bliver inspireret af alle mulige film. For eksempel er der
de klicheagtige gangsterfilm og deres fremstilling af maskulinitet.
Jeg forsøger at tage nogle af de ting, der findes i den type
film, og punktere dem på en eller anden måde.
Mener du generelt, at kunsten har en særlig evne til at
sætte spørgsmålstegn ved vante forestillinger
og udtrykke en anden eller mere kompleks virkelighed?
Jeg synes i hvert fald, man kan tillade sig mere. Man kan tillade
sig at stille spørgsmål i stedet for give svar. Og
i de ting, jeg laver, ville det være meget anderledes, hvis
der var tale om en filmproduktion, hvor der ville være folk,
der ville bestemme ned til den mindste detalje. Det er et meget
større maskineri, og man er afhængig af økonomi.
Man er mere afhængig af, at det er en vare, som skal sælge.
Med en kunstproduktion er man støttet af staten. Man kan
godt tillade sig at lave noget, uden at tænke så meget
på, at det skal kunne sælges.
Hvilke tanker gør du dig om beskueren i forhold til dine
værker?
Det tænker jeg meget på. Det er også derfor, mine
værker er så korte. Folk bruger typisk ikke ret lang
tid på en udstilling. Der er også en vis underholdningsværdi
i de ting, jeg laver. Og det skyldes også, at jeg gerne vil
forsøge at fange folks opmærksomhed. Det er meget at
forlange, at folk skal kunne holde opmærksomheden fanget i
forhold til en video, der varer for eksempel en time. På den
måde tænker jeg på publikum. Derudover synes jeg
også, det er rart, hvis man kan pege på folk selv. Hvis
folk på en eller anden måde kan se sig selv i værkerne.
Mere...
26. februar 2002: Rosebud på
Christina Wilson
23. april 2001: Interview med Jesper
Just og Simon Grimm
Jesper Just på kopenhagenshop
Jesper
Just: Uden titel (hans hus). Edition 50, pris: DKK 300,00
|
|
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)