Hvad er arkitektens rolle på Roskilde Festivalen?
Overordnet arbejder jeg med begrebet pladsidentitet. Jeg tegner simpelthen hele festivalen: indretningen, disponeringen, den fysiske og æstetiske planlægning.
Derudover arbejder jeg på en identitets-strategi. Hvordan skal festivalen fremstå nu, og hvordan skal den fremstå om to—tre år. Jeg prøver at aflæse tendenserne og det marked, vi er i. Vi (festivalen red.) skal have noget, men vi skal også give noget. Vi vil stadig gerne være enormt frække og pågående. Vi vil gerne prøve på at flytte nogle ting.

Hvor længe har du arbejdet under festivalen?
I 16 år. De første 10 år havde vi en restaurant nede bag Grøn scene, der nu hedder Arena, men efterhånden som jeg blev ældre, kunne jeg ikke længere drikke mig fuld fire dage i træk. Så fik jeg nogle ædru øjeblikke og kom ud og så på pladsen og syntes i høj grad, der manglede noget på det æstetiske plan.

Man kunne se, at var der et godt hjørne, var det kommet ved en tilfældighed. Jeg gik ind til ledelsen og spurgte, om ikke vi skulle gå en tur, og så pegede jeg på nogle eksempler.

Første år arbejdede jeg på at skabe et nyt teknologisk område, og de sidste par år har jeg arbejdet på at få hele pladsen med. I år synes jeg, det er lykkes. Nu er den der. I forhold til denne her plads kan der selvfølgelig justeres.

Næste år eller næste år igen laver vi en hel omlægning. Vi skal hele tiden forny os. Men det er vigtigt at give publikum en ro og en genkendelighed. Vi behøver ikke vende vrangen ud på os selv og lave noget helt nyt hvert år. Vi forsøger at skabe tryghed mange steder, f.eks. har vi lavet en 600 m2 stor sejloverdækning. Den har et enormt stærkt skulpturelt udtryk, men den har også en psykologisk effekt. Den skærmer for solen og regnen, den giver tryghed at sætte sig ind under, og det sidste er måske det vigtigste.

600 m2 sejloverdækning på festivalpladsen

Hvor henter du din inspiration?
Jeg kommer fra Skagen, og noget af det, der har givet og altid giver mig en meget stor oplevelse, er at stå helt ude ved Vesterhavet, hvor det bruser. Der er virkelig tryk på. Vind og det hele. Man kan også gå oppe i klitterne, hvor der er fuldstændig læ og en helt anden lyd. Det skift har jeg prøvet at overføre til festivalen. Det lyder måske lidt sjovt. Men det handler om, hvad der sker, når du flytter dig, når du går gennem rum. Uanset om det er fra havet til opholdet i klitterne, eller når man er her og går fra koncert til koncert. Vi prøver at opbygge en poesi.

Når jeg laver en plads, er det ud fra tre grundelementer; allerførst er der funktionaliteten. Vi ved, at der vil være 50-70.000 mennesker til en koncert ved Orange scene. Derefter definerer jeg rummet helt konkret f.eks. med en trærække på den ene side, en bagvæg ved tribunen og så en facaderække på den anden side. Fremskudt 10-15 meter længere fremme har jeg placeret en række lamper, som definerer selve lytteområdet. I det øjeblik, rummet er defineret præcist, og publikum kommer hen til rummet - ind i rummet for at høre koncerten - vil de opleve, at nu er de der. Hvis du ikke har defineret rummet, vil de blive ved med at trække fremad for at komme op, for at være med til koncerten. Så budskabet om, hvor rummet er henne, er meget vigtigt.

Det næste grundelement er sikkerhed. Vi skal kende enormt meget til den psykologi, der ligger i så mange menneskers vandring.

Den tredie ting er den emotionelle side af sagen, altså den kunstneriske del. Den er langt sværere at definere. Jeg går ikke ind for, at den skal defineres i den forstand overfor publikum, at det er noget, de skal kunne forstå med ord. Men målet er at skabe en poesi, der gør, at de føler velvære, at de kommer i en særlig stemning, at de pludselig letter og kommer et andet sted hen. Det kalder jeg 'med fødderne i skyerne'.

Hvordan kommer det til udtryk?
Det bliver underbygget f.eks. med noget helt specielt lys. Vi har syv forskellige lysskulpturer i meget forskellige størrelser og af meget forskellig virkningsgrad. Tre af dem er lysskulpturer af Hans E. Madsen, der er professionel lyskunstner. Han har lavet en konstruktion, som om dagen fremstår som en skulptur, og om natten fremstår som en lysinstallation. Det er vigtigt, at pladsen skifter fra noget skulpturelt om dagen til noget installationsmæssigt om natten.

Hans E. Madsen: Night Paint, Light Tower og Dual Structure

Det er også grunden til, at alle hegnene er blevet malet sorte. Folk synes umiddelbart, at de sorte hegn virker hårde. Men det er en neutral farve at vælge som ramme. Det var tydeligt at se forleden, da bagvæggen på tribunen endnu ikke var malet. Den var langt mere pågående og stram end nu. Den sorte er diskret og definerer rummene og overlader al aktivitet til publikum om dagen med alle deres farver. Om natten forsvinder den, opløses og går i et med mørket. Istedet forandrer skulpturerne sig til installationer. Der sker et meget stort skift fra den rumlige betydning om dagen til kunsten, som liver op om natten.

Hvordan foregår udvælgelsen af kunstnerne?
Det gør vi på tre måder. Vi (tegnestuen, red.) laver i al beskedenhed noget selv, jeg kigger hele den bunke af forslag, der kommer til festivalen, igennem og laver et opsøgende arbejde.

Der er utrolig mange, der sender foreslag ind om, at de gerne vil lave noget på festivalen. Det kigger jeg igennem, og hvis der er substans i et forslag, tager jeg en snak med dem.

Jeg prøver at holde mig orienteret. Tager på udstillinger og rejser rundt i Europa. Jeg prøver hele tiden at hente inspiration og vurdere, hvem der er fremme i skoene. Festivalen vil gerne være med på forreste række til at præsentere nogle nye ting på nye måder. Vi er ledende på musikken, det skal vi også være på det kunstneriske indhold på pladsen. Det er et af målene.

Derudover er der events, teater og performance; der foregår hele tiden noget på pladsen. Der en sammenhæng mellem de forskellige kunstarter, der mødes her.

Ligger din arbejdsramme indenfor festivalpladsen, eller er campingområdet eksempelvis tænkt med?
Det er tænkt med. Men det kører i en postgang efter festivalpladsen så at sige. Vi arbejder med de planlægningsmæssige og arkitektoniske ting. Den direkte kunstneriske udtryksdel er ikke indarbejdet i pladsen endnu. Det er et andet liv.

Selvsving-gruppens projekt finder sted begge steder — både på campingområdet og på festivalpladsen, hvordan har det fungeret?
Det er et ret interessant projekt, de har kørt derude. De har haft meget stor søgning i deres workshop, men måske bærer resultaterne præg af en lidt for stor flygtighed. At når det kommer ind og bliver præsenteret i parcelhuset på pladsen, mister det noget. Transformationen fra campingområdet til pladsen er jeg ikke helt sikker på.

Selvsvings telt på campingområdet. Nedenunder parcelhuset med udstilling

Kan man se festivalen som et forstørret galleri? Det er en noget større skala, end vi er vant til.
Det er en meget god tanke — et forstørret galleri. For godt nok er hovedværkerne musikken, men der er masser af 'biværker', som har en styrke og en berettigelse her. Det er et spændende eksperiment i rummet i den store skala.

Det, der er svært for mange førstegangsdeltagere, er, at de ikke helt forstår, hvilke elementer, der skal til for at virke her. Det er så megastort. Hvis nogen kommer og siger, de gerne vil lave noget, der er tre meter højt, siger vi med det samme: "I kan godt lave det ni meter." Det forstår de ikke. Men de kan se, at når noget står her på tre meter, skulle det have været ni.

Kunsten må nødvendigvis gå mere i samspil med publikum her end på et galleri?
Kunsten skal være noget mere aggressiv, men man kan vel godt nyde en sej skulptur, selvom man står og pisser op ad den.

Har billedkunsten en plads på Roskilde?
Jeg kunne godt forestille mig nogle kæmpe malerier. Et olie-maleri på 1,25 x 1,25 m holder ikke. Men derimod kunne det være spændende at arbejde med nogle store fladedannelser. Måske i nogle nye materialer hvor man arbejdede med sand og plastik. At arbejde med to-dimensional kunst i et tre-dimensionalt rum synes jeg er meget interessant. Det kunne udvikle sig sindssygt spændende.

Du har været med til at bestemme, at scenerne skulle have nye navne. Hvad har baggrunden været for at ændre dem?
Det er meget ligetil. Grøn scene vidste vi alle sammen hvor var, os gamle, men de nye der kommer herud synes, det er lidt underligt at finde Grøn, som har været blåt, og nu er et gråt telt. Der var ingen sammenhæng. Så eftersom vi opfatter os selv som en international festival, ville vi lave nogle internationalt baserede navne.

Skiltning på Roskilde Festival '03

Er der andre store forandringer i vente de kommende år?
Vi er påbegyndt at ændre skiltningen. Vi arbejder på at lave et sammenhængende — ikke ensartet — grafisk udtryk. Skiltene ud for scenerne er f.eks. stjålne bogstaver taget fra publikationer fra 20’erne. Uden at ændre dem har vi forstørret dem op og lagt dem ind i en nutidig ramme.

Vi er ikke ude på at lave en 'designet' festival. Vi vil lave en festival, der har nogle kunstneriske elementer; der tør vise nogle ting på et højt niveau. Det skal hænge sammen med et grafisk udtryk. Det skal ikke nødvendigvis være et sammenhængende design.

Filosofien omkring forretningsfacaderne er, at vi i år har dikteret en sort bund på forretningerne. Et andet udgangspunkt, nu talte jeg om Vesterhavet og klitterne som inspiration, har været New York. Når man går fra Soho til Chinatown eller Little Italy, så skifter karakteren, bare idet du går over gaden. Du får en helt anden oplevelse. Når du går fra Pavillon-området over til Odeon-området, skulle der gerne komme et skift. For at underbygge det, har forretningerne fået nogle farvekoder eller en farvevifte at arbejde med - men på grunden sort. Styringen gør, at der kommer en sammenhæng i det hele. Men det individuelle blomstrer ved, at der ikke er yderligere restriktioner.