 |
[10. december 2003]
Interview
Ulla Hvejsel og Jens Hulquist på Bogmessen
Almindeligheder - Interview med Ulla Hvejsel
1000-vis af opstemte bogfans var d. 21.-23. november
samlet til bogmesse i Forum. Kopenhagen var selvfølgelig
på pletten – i særligt ærinde. Nemlig for
at se nærmere på det ualmindelige kunstprojekt Almindeligheder
og få sig en snak med initiativtager Ulla Hvejsel –
kvinden bag Realpolitisk Nævn. Tekst: Julie Damgaard.
Foto: Laura Stamer og Julie Damgaard.
Almindeligheder
Billedkunst på Bogmessen
Realpolitisk Nævn på Bogforum 2003
21. – 23. november 2003
Jens Hultquist, Sonja Lillebæk, Ulla Hvejsel, Kathrine Olldag,
Michael Norre, Christian Schmidt Rasmussen, Bettina Camilla Vestergaard,
Maja Lee Langvad, Christina Palmegaard Nielsen, Mads Steen, Daniel
Andersen, Andreas Schulenburg, Vibeke Mejlvang, Sofie Hesselholdt,
Camilla Rasborg, Maria Werger, Jan Danebod.
Realpolitisk Nævn på Bogmessen
Hvad er realpolitik?
Jeg har altid svært ved at forklare, hvad realpolitik er,
men alligevel tror jeg at det er et ord, der er en vigtig del af
den vestlige selvopfattelse. Den opfattelse at vi tager beslutninger
baseret på undersøgelser og kendsgerninger snarere
end følelser og tro.
Realpolitik bruges tit til at forklare begrænsninger, man
- og politikere - er pålagt, og begrænsninger er jo
i sig selv ret irriterende. Desuden har jeg en fornemmelse af, at
mange begrænsninger ikke er andet end triste vaner, som sagtens
kan laves om med lidt frivillig hjernevask. I bund og grund er realpolitik
noget jeg prøver på at lade være med. Jeg kan
ikke give en udtømmende forklaring på, hvad realpolitik
er, men jeg har nogle grimme anelser, og derfor har jeg bestemt
mig for at stjæle ordet, banke det lidt rundt, og se hvordan
det virker i forskellige sammenhænge. Jeg modsætter
mig en benyttelse af ordet, som går ud på at tryne folk,
bare fordi deres ideer ikke kan lade sig gøre.
 
Realpolitisk Nævn på Bogmessen
Hvordan adskiller realpolitik sig fra ’almindelig’
politik?
Det er ikke visionært. Det handler om, hvad der kan lade sig
gøre, frem for hvad man allerhelst vil. Realpolitik bliver
tit tolket som det, der kan lade sig gøre - og det, man allerhelst
vil, skal ideelt set køres igennem den maskine. Men tit ser
man, at man forhandler lidt på forhånd. F.eks. ser man
Anders Fogh forhandle på forhånd – spørge
sig for i meningsmålingerne for at sikre sig, at han ikke
bliver uvenner med nogen. Og man kan godt argumentere for, at det
er fint nok, fordi han på demokratisk vis skal spørge
vælgerne, men det gør også, at det bliver lidt
visionsløst og ikke kommer til at dreje sig om, at der er
en hel masse, der præsenterer nogle ideer til, hvad vi kunne
gøre. Men mere, hvordan vi skal få det hele til at
køre rundt indenfor nogle rammer, som vi har. Og rammerne
bliver aldrig forhandlet. I store træk handler det om, at
jeg er interesseret i forskellen på det, man allerhelst vil
og det, der kan lade sig gøre.
 
Hvordan arbejder Realpolitisk Nævn?
Det er meget centreret om events, der går ind og blander sig
i nogle sammenhænge, som jeg f.eks. ikke kender det store
til. Eller det skaber en fiktion. Jeg satte fiktive jobannoncer
i seks aviser forrige sommer om forskellige stillinger man kunne
få i Realpolitisk Nævn. Så det handler om at gå
ud og lave en fiktion i virkeligheden, som om det i realiteten eksisterer.
At få verden til at se lidt anderledes ud, end man lige gik
og regnede med...Det er også lidt det kortene prøver...
Forklar det...
Lykønskningskortet som form er en hurtig måde at danne
sig et overblik over, hvordan verden ser ud - og hvilke begivenheder
der er så vigtige og almindelige, at de kan få deres
eget kort med en hilsen skrevet på forhånd. Min ide
er så at putte nogle andre ting ind i kortet og på den
måde få det hele til at se ud som om, det er helt almindeligt.
Men folk griner selvfølgelig, fordi de kan se, at det ikke
er helt almindeligt....Jeg imiterer og laver således en fiktion
som både er morsom, men også virker som foreslag til,
hvad man kunne sige – f.eks. i tilfælde af at man havde
været igennem en skilsmisse og ens venner har været
gode til at snakke med én om det. Så kan man jo så
sige: ”Tak for opmærksomheden ved vores skilsmisse og
fordi i aldrig fik os til at føle os som et tal i statistikken”.
Sådan lidt en fiktion, men også en virkelighed –
et reelt foreslag.
Kortene handler meget om vores kultur – om nogle diskussioner
og debatter, der er blevet ført i de seneste år. Om
vores eget forhold til f.eks. fremmede... Man bliver jo lidt forskrækket,
når man i medierne hører, at folk fejrer martyriet.
Men vi fejrer jo også vore hjemvendte soldater. Her bliver
vores opfattelse af de fremmede sat på spidsen, og jeg synes,
det ender med at pege meget tilbage på os selv – særligt
kortet med de iranske kvinder. ”Du skal ikke tro” står
der på forsiden, og det er noget, man møder flere steder
– at man helst ikke vil ha´, at de andre tror. Kortet
er således rettet mod os selv på den måde, at
det peger på medierne som vores form for ’tro’.
 
Hvordan har du udvalgt de kunstnere, der har lavet kortene?
Jeg har udvalgt dem ud fra, at det var nogen, jeg synes lavede både
meget politiske og klare ting. Eller eksistentielle ting der passer
godt ind i denne her lykønskningsform, som er meget personlig.
Som er én-til-én menneskelig kommunikation. Det har
været lidt på føleren. Der har ikke været
de store udtalte kriterier.
 
Hvordan er kortene endt på bogmessen?
Jeg havde først udstillet dem på I-N-K og havde en
plan om at få dem ud i boghandlerne, hvor de normalt bliver
solgt. Jeg kom med min holder under armen og spurgte, om de ikke
ville sælge dem her – og det ville de ikke. Der var
flere, der gerne ville købe selv, men de ville ikke have
dem i deres butikker. Så havde jeg nogle penge i overskud
fra projektet – jeg har fået penge fra Billedkunstrådet
– og så søgte jeg om at få lov at bruge
dem på det her. Hvilket de så bevilgede. Det var en
god mulighed for at komme ud og møde forlag og boghandlere
– få det ud i virkeligheden på business-måden.
Og samtidig når jeg ud til boghandlerkunderne. Det er jo en
enormt stor folkelig begivenhed. Det er i sig selv den virkelighed,
som jeg ledte efter til projektet. Men jeg tror da også, jeg
skal ud at prøve andre sammenhænge, for jeg synes ikke,
den er der helt endnu.
 
Sælger de godt?
Nej, det gør de faktisk ikke. Men der er mange, der kigger
på dem, og det ser ud til, at folk får en rigtig god
oplevelse.
Hvilke reaktioner har der været?
De fleste griner og så har der været nogen, der ser
kortet, kigger forskrækket op og går deres vej. Men
generelt modtager folk det meget positivt. Der er flere, der har
sagt til mig, at jeg skal tage til London med kortene, for der er
der mange, der laver sådan nogle projekter.
 
Hvad er der i støbeskeen her i den nærmeste fremtid?
En af de medvirkende, som er designer (Christina Palmegaard, red.),
har en stand på et julemarked i Gentofte her i næste
uge. Og hun vil gerne ha´ en holder med. Det er en god sammenhæng
– et julemarked. Det har igen en anden slags folkelighed.
Det, synes jeg, er værd at prøve. Og så ligger
der selvfølgelig en åben invitation til alle involverede
om fortsat at producere kort.
Mere...
www.realpolitik.dk
 
 
|
|
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)