|
[30. november 2001]
...meget intellektuelle, men på en følsom
måde...
Interview med Lise Harlev (f.1973.),
der bidrager til udstillingsrækken "Danskheder"
arrangeret af Udstillingsstedet Rhizom i Århus, lige nu på
udstilling hos Galleri Christian Dam, Bredgade 23, København
K, til d. 2. december 2001. Af Sophie Pucill
Dit værk "Det kan såre éns stolthed"
fra 2000, aktuelt på udstillingen ’Danskheder’,
og værket "For at gøre det sværere for mig
selv" fra 2001, handler om sproglige og nationale tilhørsforhold
og forestillinger om identitet. Om troværdighed og subjektivitet.
Du arbejder også med en særlig præsentationsform
i dine værker. Kan du fortælle om din strategi?
I de sidste to år har jeg arbejdet med plakater, hvor den
grafiske udformning er en reference til publikationer lavet specifikt
til offentligheden. Plakater man finder i gadebilledet og på
institutioner. Jeg er meget optaget af, hvordan tekst bliver benyttet
i det offentlige rum. Jeg synes, det er interessant, at der bruges
en bestemt grafik til statens informationsmateriale, og ved at gengive
dén grafik kan man udtrykke en autoritet så det, der
står på plakaten, automatisk får den autoritet.
Ordene får tillagt en bestemt værdi.
Det har jeg udnyttet på den måde, at de udsagn jeg
bruger på mine plakater er meget subjektive. Der opstår
en spænding mellem det meget officielle layout og det subjektive
udsagn. Følelsesladede udsagn, som handler om emner, vi ikke
forbinder med den type plakater.
Det er min hensigt, at beskueren bliver lidt mere opmærksom.
At der sker et slags chok hos beskueren, der så tillægger
disse udsagn en anden betydning, end hvis jeg bare stillede mig
op og sagde "Jeg synes somme tider, det er svært at tale
et fremmed sprog. Nogen gange får det mig til at føle
mig mindre intelligent". Det er også interessant, hvis
folk bliver mere opmærksomme på karakteren af de plakater,
vi ser omkring os. At det, der står på dem, måske
ikke er sandt.
Det er selvfølgelig en slags kritik af den type informationsmateriale,
men også af det grafiske udtryk, der er i f.eks. reklamer
og på kunstplakater. Men jeg har været mest optaget
af det materiale, der bliver præsenteret af staten, fordi
reklamer er nemmere at beskyde, hvorimod der er en større
respekt for de ting, der kommer fra staten. Vi lever jo i et demokrati,
og der er generelt set ikke meget korruption i Danmark, så
der er ikke noget egentligt grundlag for at forholde sig kritisk
til statens informationer.
Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke skal udstille det, jeg laver,
ude på gaden eller f.eks. på et bibliotek. Men jeg foretrækker,
at mine ting fungerer i en sammenhæng, hvor plakaterne tydeligt
fremstår som kunst. At de folk, der ser mine ting, er forberedt
på, at det her er kunst. For det første fordi jeg tror,
at folk ikke vil genkende mine værker som andet end det de
ligner, netop fordi de mimer noget, der eksisterer ude i virkeligheden.
Det er jo et indlysende problem. For det andet fordi jeg synes,
det er for let at placere plakaterne ude i virkeligheden, hvor folk
er overladt til selv at finde ud af, hvad det handler om. Det bliver
en envejs- kommunikation.
Når mine plakater hænger på et galleri, hvor
de jo egentlig ikke hører til på den måde, bliver
man mere opmærksom på, at der er et skel mellem kunstens
rum og virkeligheden. Galleriet er et rum, hvor man bruger tid på
at se tingene som kunstneriske udsagn. Hvis mine værker skulle
hænge ude på gaden, skulle plakaterne nok i højere
grad ligne kunst, hvilket ikke ville være en fordel i mit
tilfælde.
  
Lise Harlev: For at gøre det sværere
for mig selv.
Jeg lavede værket "For at gøre det sværere
for mig selv" til Charlottenborgs Efterårsudstilling
2001 som en forlængelse af et tidligere værk, jeg udstillede
i Wien. Udstillingen der var bygget op omkring udtalelser fra en
østrigsk pige, som havde boet i Danmark i 6-7 år. Jeg
bad hende om at beskrive, hvad det betød for hende at have
boet uden for sit hjemland i så mange år for derefter
at vende tilbage til Østrig. Jeg har selv boet en tid i udlandet,
og jeg syntes der skete en masse ting med det. Jeg fik lyst til
at gennemføre det samme projekt, men nu med udlandsdanskere.
Jeg overvejede at tage udgangspunkt i mine egne erfaringer, men
fandt ud af, at det var mere interessant at tage udgangspunkt i
andre menneskers oplevelser. I kraft af de andres udtalelser blev
mit fokus drejet i en anden retning end den, jeg fra starten havde
forestillet mig. Selv om det selvfølgelig er mig, der i sidste
instans udvælger de udtalelser, jeg vil bruge.
På det tidspunkt var flere yngre danske kunstnere emigreret
til udlandet, til Berlin og USA og forskellige andre steder. Jeg
blev interesseret i, hvorfor de gjorde det og nysgerrig efter at
vide, hvad der var i vejen med den danske kunstscene, siden de fik
behov for at flytte væk.
Jeg var optaget af, hvad der sker med ens kunstpraksis, når
man flytter til udlandet som kunstner. Man bliver sandsynligvis
opfattet som en dansk kunstner af de andre, om man så gør
det til et tema eller ej. Og det udtrykker en masse forventninger
til, hvad identitet er.
Først troede jeg, at jeg ville komme frem til en masse provokerende
udtalelser om, hvor snæversynet og lille den danske kunstscene
er, men det blev klart for mig, at det er mere kompliceret end det.
At folk havde et mere blandet forhold til det at forlade Danmark.
Det gik op for mig, at identitet ikke er en given størrelse
og ikke altid kan hænges op på nationalitet. Det har
været motivationen for mange af de danske kunstnere, som er
flyttet til udlandet, at de på en eller anden måde har
søgt en identitetsløshed. Selvfølgelig er der
ikke nogen, der har lyst til at være identitetsløse,
men på en eller anden måde har de villet sætte
spørgsmålstegn ved identitet og se, hvad der så
sker.
Jeg valgte at fremstille værket "For at gøre
det sværere for mig selv" som kunstplakater, fordi det
handler om kunst, men også fordi værket skulle udstilles
på Charlottenborg, som er en ’rigtig’ kunstinstitution.
Lokalerne har i sig selv en autoritet. Publikum har tillid til,
at her kan de se noget af det ypperste inden for dansk kunst.
  
Lise Harlev: Det kan såre éns
stolthed.
Jeg efterlignede de plakater man ofte ser, når man går
ind i et kunstmuseum. Jeg har selv lavet de abstrakte ’kunstværker’,
man ser på plakaterne. Det var ret sjovt at opleve, at jeg
vidste lige præcis hvordan det skulle se ud, selv om jeg aldrig
rigtig før har lavet abstrakt kunst.
Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvordan ordene fremstår.
Jeg har bearbejdet det, folk har sagt, så det kan fungere
som enkeltstående udsagn og fremstå så klart som
muligt. På den måde har de enkelte udsagn jo fået
en bestemt tone, der er min. Rytmen er også enormt vigtig.
Når der f.eks. står ’Danskheden’ med store
bogstaver, så er det fordi det er et særligt vigtigt
ord.
Jeg har været bevidst om, at plakaterne læses forskelligt
alt efter hvilken afstand de beskues fra. Før man kommer
helt tæt på og kan læse det, der står med
småt, vil man forstå teksten på en anden måde.
Typen af udsagn ændrer sig. Der opstår forskellige associationer
alt imens man bevæger sig hen til plakaterne eller bare går
forbi.
-Hvordan reagerer folk?
Der har været meget positive reaktioner på de plakater,
jeg udstillede på Charlottenborg — måske har jeg
bare ikke hørt de negative! — men det er ikke mit indtryk,
at folk bliver decideret provokerede. Det kan selvfølgelig
også tyde på, at folk er enige i udsagnene. Men det
har nok også noget at gøre med, hvordan udsagnene er
præsenteret. Det ville være noget helt andet, hvis der
stod: "Op i røven med den danske kunstscene!"
Jeg har naturligvis villet sætte spørgsmålstegn
ved den etablerede kunstscene, ved at plakaterne efterligner dem,
man ser fra Arken og Louisiana, de steder man tager hen for at se
på ’rigtig’ kunst. Men jeg har ikke oplevet, at
jeg har trådt nogen over tæerne. Derimod har jeg har
studset over, at mit værk er blevet betegnet som ’et
politisk værk’ i anmeldelserne af Efterårsudstillingen.
Der tænkte jeg, skal der virkelig ikke mere til?.
Der var en fyr, der fortalte mig at han i første omgang
syntes mine ting på Efterårsudstillingen var for navlepillende.
At det var for subjektivt. Men efterhånden som han læste
udsagnene, ændrede de sig og fik en anden betydning, som han
tænkte meget over.
Der var også en pige, der sagde til mig - og det gjorde mig
enormt glad - at mine plakater var "meget intellektuelle men
på en følsom måde". Den sanselighed, 'sporet'
efter kunstneren, som man så tit efterlyser, er jo også
med i værkerne - selv om den ikke er der i form af f.eks.
et udtryksfuldt penselstrøg. Sanseligheden ligger et andet
sted, end hvor man umiddelbart tror, at den ligger.
-I disse valgtider, hvor temaet ’de fremmede’ har
været dominerende, er det interessant at se det samme tema
repræsenteret i dit værk "Det kan såre éns
stolthed". Hvad har du tænkt i den sammenhæng?
Jeg har tænkt meget over det og kan sommetider blive bange
for, at mine værker er for politisk korrekte eller bare for
politiske, eller for plat provokerende. Men det er mit håb,
fordi udsagnene ser ud som de gør, og plakaterne har den
udformning som de har, at betydningen kommer til at ligge et andet
sted. At det bliver mere taktilt funderet.
Der er ikke noget lettere, og især hvis det præsenteres
i en kunstsammenhæng, at komme og sige vi skal være
mere tolerante over for indvandrere. Det kan vi jo sagtens blive
enige om. Det er klart mere interessant, hvis man samtidig kan sige
noget mere eller sige noget andet. Noget, der kan uddybe eller udvide
hele den debat.
Det er i den sammenhæng interessant at se de udsagn, som
har været fremme i valgkampen. De udsagn handler netop om,
at man skal kunne sige alt i meget korte sætninger. Enormt
komprimerede sætninger, der samtidig ikke rigtigt siger noget,
fordi man ikke tør sige noget om det, det egentlig handler
om. Man prøver at ramme det hele og prøver alligevel
ikke at få ramt noget. Man er bange for at ramme det forkerte
segment. De udsagn bliver derfor tit fuldstændig indholdsløse
eller for upræcise.
  
Lise Harlev: Det kan såre éns
stolthed.
"Det kan såre éns stolthed" refererer til
situationer, der handler om sprog og fremmedhed.
Overordnet handler det om sociale evner, når man skal tale
et fremmed sprog og ikke sit eget, som man kan til perfektion. At
man hele tiden oversætter fra sit modersmål til det
fremmede sprog. At der går en masse betydningsfuldt tabt der.
Det handler om, hvordan man som fremmedsproget bliver opfattet
af de indfødte, sådan som man som fremmed oplever det
inde i sit eget hoved. Det er jo ikke noget, man går ud og
siger til folk, at man er ked af ikke at blive forstået, fordi
man forsøger jo, så godt man kan, at blive integreret
via sproget. Jeg fik behov for at gå ud og sige dét
virkelig højt.
  
Lise Harlev: Det kan såre éns
stolthed.
De plakater til værket "Det kan såre éns
stolthed" lavede jeg, da jeg boede i Tyskland et års
tid. De udtrykker mine egne personlige erfaringer som fremmedsproget.
Værket blev udstillet første gang i tysk sammenhæng,
hvor udsagnene stod på tysk. Der oplevede jeg, at folk blev
meget berørte over det, især de folk jeg kendte. De
folk vidste ikke, hvordan de skulle håndtere, at blive konfronteret
med, at jeg faktisk havde det sådan.
Når udsagnene nu bliver præsenteret på dansk
og udstillet i Danmark, kommer mine egne oplevelser fra Tyskland
pludselig til at handle om debatten omkring ’de fremmede’
i Danmark. Betydningen flytter sig og diskussionen ændrer
sig pludselig. Det har været virkelig interessant at opleve.
Dine venner i Tyskland har måske gjort sig umage for,
at du skulle føle dig velkommen. Når du viser dem,
at du egentlig er utilfreds, så er det svært for dem
at forstå?
Det sjove er, at det er så svært. Man skal passe meget
på. Det er på en måde meget let at komme udefra
og udtale sig om de andre, og vise ting frem, som de indfødte
ikke selv kan se. Det kan være enormt let at komme med kritik,
men det er en svær balance, at få det man siger til
at fungere i sammenhængen.
Sprog er en betydningsfuld ting. Det handler om følelser
og om at blive forstået. Selv om vi her i Danmark generelt
opfatter os selv som tolerante, er det som om, at vi ikke helt har
redskaber til at være tolerante over for en indvandrer, der
taler til os på vores eget sprog, men ikke på den måde,
vi selv taler det.
Idag er fælles identitet kommet i høj kurs. Det
er ikke eksotisk at være anderledes, gebrokken, fremmed eller
i eksil.
Absolut. Det er meget dobbelt, for på en måde udvider
tingene sig men på samme tid indskrænker mulighederne
sig.
  
Lise Harlev: Det kan såre éns
stolthed.
Lise Harlev pressemeddelelser på kopenhagen:
www.kopenhagen.dk/presse/harlevrum46.htm
www.kopenhagen.dk/presse/haarlevhoumann.htm
Mere Lise Harlev
www.artnode.dk/contri/harlev/
www.artnode.dk/features/xx/98/xm02.html
http://213.237.67.228/charlottenborg/harlev_pieroth/index_harlev_pieroth.html
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)