12. november 2003]
Interview

Lars Gramby

Interview med Lars Grambye
Ny chef for Malmö Kunsthall
Som leder af Center for Dansk Billedkunst igennem seks år gjorde Lars Grambye sig til advokat for den unge, danske kunstscene. Fra den 1. november sidder han bag roret i Malmø Kunsthal og vil styrke den kunstneriske samtale med lige dele udstillinger af ung samtidskunst fra regionen og soloshows med mere etablerede, internationale navne. Interview: Lisbeth Bonde

Han er magister i kunsthistorie fra Københavns Universitet, er 43 år gammel og var fra 1997 til juli i år leder af Center for Dansk Billedkunst, der formidlede kontakten til den internationale scene og medfinansierede repræsentationen af dansk kunst i udlandet. Han er medlem af IKT’s bestyrelse, den internationale sammenslutning af kuratorer. Fra 1993-97 var han ansat som museumsinspektør ved Louisiana – bl.a. under Lars Nittves auspicier - og længere tilbage, mens han stadig studerede, varetog han funktionen som kunstredakør ved dagbladet Information. Med nyudnævnelsen venter en spændende, kunstneriske opgave at løfte den åbne og tidligere så skarpt profilerede kunsthal ind i det nye årtusinde. I de senere år har kunsthallen sunget med mere lavmælt stemme i samtidskunstens polyfone kor af ’sites’, men det er Grambyes hensigt at sætte fulde sejl til for at gøre denne stemme mere hørbar. kopenhagen.dk mødte ham i hans kontor i forbindelse med boligen på Frederiksberg og spurgte til hans planer med den skånske kunsthal.
Malmø Kunsthal – eller Malmö Konsthall – blev etableret i 1975 og har den moderne kunst som fokusområde. Kunsthallens fremmeste opgave er at vise kunst af god kvalitet fra vor samtid, lyder målsætningen. Kunstbegrebet skal gives en så vid definition som muligt, ikke alene afspejle det allerede velkendte og etablerede, men også nye udviklingstendenser samt eksperimenterende og kontroversielle udtryk, hedder det. Og så skal kunsthallen nå et så bredt publikum som muligt – gennem oplevelsesrige udstillinger. Det ligger også i målsætningen, at man skal arbejde tæt sammen med det lokale skole-, forenings-, faglige og politiske liv. Kunsthallens tidligere ledere er bl.a. Björn Springfeldt, Sune Nordgreen og seneste islandske Bera Nordal.

Hvordan vil du sætte ind?
Der har ikke været nogen leder i næsten to år, og der forestår en to måneder lang istandsættelse – bl.a. skal klimaanlægget justeres. Derefter kan jeg begynde at gøre mig gældende. Altså meget hurtigt efter min tiltrædelse. Kunsthallen har en flot tradition med åbenhed, gratis adgang, og god kontakt til sit publikum. Bygningen er også rent arkitektonisk åben og i tæt kontakt med den bymæssighed, der omgiver den. Stedet har nogle konditioner, som jeg har tænkt mig at følge: Et hus – et særligt sted – et åbent sted for alle. Jeg vil fastholde, at stedet både fungerer for regionen generelt og for Malmø specifikt. Der er vigtige opgaver at løfte.

Hvilke?
Nu nævner du selv målsætningen, og den er jo dejlig åben. Heraf fremgår det, at vi skal vise det mest spændende og vigtige i den internationale samtidskunst lige nu. Solopræsentationer i de helt enestående lokaler er attraktive for de store kunstnere. Den anden ting er, at der mangler en platform for den regionale kunstscene. Vi har jo en fantastisk dynamisk og levende kunstscene lige om ørerne på os, men den kan paradoksalt nok mest ses internationalt. Det skal være muligt at møde den her hos os selv. Det er der virkelig brug for.

Det vil sige, at du så at sige vil gå på to ben?
”Ja, jeg ser gerne, at man spænder det ud, så der opstår en spænding mellem de to poler – det internationale og det gode regionale. Det er vigtigt for vores publikum at få indblik i begge dele.

Malmö Kunsthall

Bliver det sådan, at begge sider af udstillingsprofilen skal vises samtidig – med ekstra rum, som vi kender det fra X-rummet i Statens Museum eller Mezzaninen i Charlottenborg m.v?
”Nej, der bliver ikke noget ekstra rum. Jeg er absolut ikke tilhænger af, at dele af kunsten ghettoiseres i særlige zoner. Hvis man inviterer nogen indenfor, skal det være med den fulde pakke. Det skal ske på skift. Det er vigtigt med ét fokus i stedet for syv forskellige oplevelser i løbet af en rundtur.

Malmø Kunsthal har løbende små udstillinger med præsentation af regionens unge kunstnere i cafeteriet. Vil du fortsætte denne praksis?
Ja, det er fint at bruge det også, men mange af de kunstnere, vi har omkring os, er så gode, at de bør præsenteres i de store rum.

Der er nogle tunge realiteter, du skal forholde dig til: Der er kun 3 mio. sv. kr. til udstillingerne om året i Kunsthallens kommunale budget. Hvordan vil du drive en kunsthal med høj, kunstnerisk cigarføring for så beskedne midler?
Der er to ting at sige til det: For det første kommer jeg fra en situation som Center for Dansk Billedkunst, hvor vi for relativt få midler fik gjort en masse, og så har jeg dybest set den holdning, at der altid kan gøres noget – også noget spændende - for de midler, der nu er til rådighed. Ambitionsniveauet skal imidlertid matches af et budget, der svarer til det. Vi kunne naturligvis godt bruge et økonomisk løft, hvis vi skal kunne imødekomme ambitionerne – både byens og mine egne. Men jeg fortvivler ikke over økonomien, for der kan gøres meget for få midler.

Men der er visse ting, du ikke kan gøre, fx hidkalde de helt store internationale navne?
Nej, det er klart! Men der er en meget sympatisk vinkel på det, nemlig at man her i Sverige ikke, som det sker i Danmark, skubber institutionerne over i favnen på sponsorerne – det er jo efterhånden blevet en kondition for at drive udstillingsvirksomhed herhjemme. Sådan spiller fløjten ikke i Sverige. Men jeg vil overveje at søge sponsorstøtte til enkeltprojekter, for anvendelsen af sponsorer synliggør sympatisørerne i et område. Det er imidlertid vigtigt ikke at blive fuldstændig afhængig af dem. Men det er klart, at så længe vi kan køre med et fast budget er det jo at foretrække. Og så må vi ikke glemme, at der er fri adgang! Hvor ser vi det henne i Danmark?

Har du planer om at arbejde sammen med Rooseum og dets kunstneriske leder Charles Esche?
Ja, jeg glæder jeg mig i det hele taget til at etablere samarbejdsrelationer med de mange virkelig kvalificerede aktører i byen – herunder Rooseum, Malmø Kunsthøjskole og Malmø Kunstmuseum. Rooseum har valgt en spændende vej som laboratorium med eksperimenter, der stimulerer til en interessant diskurs blandt kunstnere og kunstformidlere, og det er fint. Men det er klart, at kunsthallen skal sørge for, at det, kunstnerne producerer og arbejder med, bliver synligt for en større kreds – dvs. i København, Øresundsregionen og nærområdet Malmø. Jeg ønsker, at Malmø Kunsthal igen skal komme på den internationale samtidskunsts verdenskort. I den forbindelse vil jeg gerne arbejde sammen med andre, internationale kunstinstitutioner efter devisen, at flere internationale samarbejdspartnere kan undfange bedre udstillinger. Der opstår en synergieffekt ved at koncipere udstillinger sammen med andre i stedet for blot at udveksle udstillinger. Jeg vil arbejde på at få en fast rådgivningsgruppe – en række sparringspartnere, der følger institutionen, inspirerer og giver indspark. Jeg vil også bruge gæstekuratorer til bestemte projekter. Det er ikke min ambition, at lige præcis vision Lars Grambye skal hamres fast med syvtommersøm. Jeg vil gerne skabe en platform, som giver plads til, at andre kan komme til.

Der har ganske vist været fremragende udstillinger indimellem, men generelt har kunsthallen spillet en vigende rolle i det internationale kunstliv. Hvad vil du gøre for at ændre dette?
Ja, det går sådan lidt op og ned. Men nu er vi på optur!! griner Lars Grambye. Det ligger mig meget på sinde at synliggøre kunsthallens aktiviteter i regionen.

Den unge, danske kunstscene er nysgerrig efter at vide, om der bliver bud efter dem i Malmø i den kommende tid?
Ja, det kan de godt regne med i forlængelse af det, jeg allerede har sagt.

Og så har vi nogle internationalt set meget kendte kunstnere som Olafur Eliasson, Elmgreen og Dragset m.v...
Ja, de er jo ikke engang forankret i regionen mere, det er folk i verdensklasse, og det er synd og skam, at det ikke er klart for enhver kulturinteresseret dansker, at de er så store og spændende.

Hvad skyldes det, når fx den danske litteratur allerede er anerkendt nationalt, når den bryder grænser?
Det er der mange forklaringer på, men en af de væsentligste er nok, at de danske institutioner ikke har formået at bakke de unge kunstnere op, da de var nye og grønne - men vi skal nok komme i gang nu.

Har du nogen bestemte præferencer mht. kategorier?
Det er der jo mange, som spørger om. Men jeg har aldrig været specielt knyttet til en lille kreds. Jeg favner temmelig bredt.

Hvor synes du selv, at det frembringes mest innovativ kunst i verden i dag?
Det bliver der jo virkelig mange steder. Vores vestlige optik begrænser imidlertid udsynet væsentligt. Men her i vores omegn sker der virkelig meget spændende. Vores egen region ikke at forglemme – med en kraftig nedsivning til det kreative Berlin skal naturligvis nævnes. Man noterer sig desuden en ny åbenhed i London. Den ’selfcontained’ attitude med YBA er ved at blive brudt. Og så er den unge parisiske kunstscene ved at vågne op for alvor. For nu at nævne nogle af de nære metropoler. Går vi lidt længere ud, så er der i Californien interessante ting undervejs.

Kan du nævne nogle interessante udstillinger, du har set inden for det sidste år?
Ja, jeg kan da nævne Olafur Eliassons meget tankevækkende og oplevelsesbefordrende værk til Tate Moderns Turbinehal, som jeg netop har set. Med ganske få og enkle midler opnår han en fantastisk iscenesættelse af det enorme rum. Det er lys, luft og damp, og den involverer publikum, der begynder at lægge sig ned på gulvet. Men også Sigmar Polke-udstillingen sammesteds var utrolig fin. Det var en imponerende præsentation af hans allernyeste værker. En lang række udstillinger i East End med uhyre eksperimenterende kunst viste den energi, der er derovre. Det var fantastisk spændende.

Hvad med det nye Saatchi Museum?
Imponerende. Og samtidig næsten et mausoleum. Jeg er ikke begejstret for de mørke, træbeklædte rum. Men man kunne glæde sig over, at den danske kunstner Tal R var repræsenteret. Det er et monument på godt og ondt.

Kan du nævne nogle udstillinger, som du på det seneste har set, som virkelig ikke er lykkedes?
”Der er en del platformsformalisme, som jeg tager afstand fra. Det er fint med hygge og socialitet, men der skal mere til end det. Det bør være et mødested med fokus på kunsten.

Vil man se en anden stil ved udstillingsåbningerne i Malmø Kunsthal? Du fik gjort nogle sociale tiltag i Center for Dansk Billedkunst med Lars T. Mikkelsens bar og med mange møder, konferencer m.v.?
Det er absolut min intention at gøre kunsthallen til et mødested om kunsten og med kunsten. Der bliver skabt nogle rammer – nogle tilbagevendende anledninger – hvor der opstår en sociabilitet over væsentlige problematikker i samtidskunsten. Jeg vil forsøge at overkomme formidlingskløften mellem på den ene side det elitære og eksklusive og på den anden side en fortyndet version til folket. Kunsthallens rammer er fortrinlige til det. Mødesalen ligger fx lige midt i cafeen med tre fløjdøre, der åbner lige ned til møderummet. Det er vigtigt, at kunsthallen bliver et sted for samtaler om kunsten. Jeg håber på mange hyggelige åbninger. Men den udstillende kunstner har naturligvis et afgørende ord at skulle have sagt: Ønsker kunstneren en eksklusiv VIP-åbning for samlere, så må man bøje sig for det. Ønsker han/hun en stor fest, så må det blive sådan.

Mærker du en velvilje fra skåningerne?
”Ja, der er en langt større imødekommenhed fra svenskernes side end omvendt. Der er i øvrigt et meget vigtigt og stort kulturpublikum i Sverige, hvilket de østdanske museer er fuldt bevidste om. Feks. er ca. 33 % af Louisianas besøgende sydsvenskere. Dertil kommer et helt andet politisk klima i Malmø, end vi er vant til herhjemme. Dannelsesniveauet er højere, lysten og forståelsen til kunst er langt mere udbredt. I øvrigt har Malmø for mig altid været lige ved siden af. Jeg opererer fortsat i området af København. Hvis der er nogen der tror, at de er sluppet af med mig, så må de tro om igen. Malmø er en mærkelig form for landflygtighed, hvor man som københavner er blevet hjemme, ler Lars Grambye.