[19. juni 2003]
Interview

Olafur Eliasson

Det kontemplative blik
Interview med Olafur Eliasson
Olafur Eliassons værk til den 50. Venedigbiennale er en gennemspilning af kendte aspekter af hans sanseforførende og visuelt skærpende oeuvre. Interview: Lisbeth Bonde, foto: www.olafureliasson.net

The Blind Pavilion
Olafur Eliasson
15. juni - 2. november 2003
Den 50. Venedig Biennale
Den danske pavillon
Giardini di Castello, Venedig
10.00 Ð 18.00. Mandag lukket
www.labiennale.org

Venedig i juni. I 35 graders varme, men bænket under de svalende løvtræer i Venedigs ’Giardini’ - parken, som rummer de 31 nationale pavilloner — mødtes kopenhagen.dk’s udsendte forleden med den islandsk-danske installationskunstner Olafur Eliasson. Han er — hvis nogen skulle have undgået at bemærke det — Danmarks officielle repræsentant ved den 50. Venedigbiennale. Udpeget af Center for Dansk Billedkunst som den sidste handling inden nedlukningen og et oplagt valg til at markere vores lille land i kunstens p.t. største metropol. Oplagt for det første, fordi han — trods sine kun 36 år — er et verdensnavn. Det fremgik for nogle år siden af en top 100 med de mest efterspurgte samtidskunstnere på verdenskunstscenen. Siden da er hans reputation steget støt med soloudstillinger i fx Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris, Reina Sofia i Madrid — og til efteråret leverer han et kæmpemæssigt værk til Tate Moderns turbinehal. Oplagt for det andet, fordi han er en kunstner, der eksplicit sætter betragterproblematikken under debat og til undersøgelse — i tråd med Venedigbiennalens tema: Drømme og konflikter — betragterens diktatur.

Venedigbiennalen 2003 er ellers som helhed lidt af en skuffelse. Der er langt imellem værker, som både er fornyende æstetisk, som forstyrrer vanetænkning, og som har alternative vinkler på verdens gang. Budgettet er det laveste i mange år, så man har ikke kunnet indforskrive de levende kæmper fra kunsthistorien, hvilket man ellers med held har gjort det ved de seneste biennaler — sidste gang fx Richard Serra. Aperto’en — den kuraterede udstilling i Arsenale og tilliggender, som har fundet sted siden 1980 — har de seneste gange været kurateret noget strammere og mere konsekvent af schweizeren Harald Szeemann end italienske Francesco Bonami, der i samarbejde med en vifte af kuratorer har haft svært ved at skabe overblik og syntese i år. Fremhæves skal dog bl.a. de kinesiske videoer, den arabiske afdeling, afdelingen ’Station Utopia’, en enkelt vandkunst (af den dimitterende, danske Jeppe Hein i øvrigt), italienske Maurizio Cattelans cyklende robot af sig selv som dreng, som man møder på rundturen i ’Giargini’, Richard Princes fotos af Marlboro-manden, samt Eva Kochs video-installation ’Vidar’ foruden enkelte pavilloner, der markerer sig stærkt, herunder den islandske, den nordiske, den britiske, den canadiske og den græske. Som danskere er vi godt vant, konstaterer man (jeg) med glæde. Olafur Eliassons bidrag ’The Blind Pavilion’ skal derfor også på den baggrund fremhæves positivt for sin konsekvens og egenart, og det var derfor fuldt fortjent, at han figurerede bland fire emner til den prestigiøse Gyldne Løve, der i går gik til Luxembourgs udmærkede, men ikke bedre — synes jeg — pavillon. Eliasson har dog ikke taget nye tilløb, men gennemspiller allerede afprøvede værktyper i Venedig. Resultatet er ikke desto mindre en totaloplevelse, hvor man ser verden gennem hans særlige ’synsmaskiner’ og destabiliseres let.

Så lad os nu vende blikke mod de konkrete dele, som værket består af, og bagefter spørge kunstneren selv — en klog og reflekteret person — om, hvad han har haft i tankerne under arbejdet.

Værket består af et trappe- og rampeforløb, der leder betragteren rundt til værkerne i et loop. Men der er også et indre forløb med omtalte ’synsmaskiner’. Her mødes betragteren først af et farve-spektrum-kaleidoskop, hvorigennem man ser ud på ’Giardini’ gennem farvet glas. Man ledes derefter ind i et tomt rum med gult lys, der ændrer betragterens efterbillede, således at verden et kort stykke tid derefter opleves som lilla-farvet. Gennem en passage, beklædt med små 3000 sekskantede fliser, der er håndlavet og brændt — ’Soil Quasi Bricks’, kommer man til en cirkelformet, hvid bordplade, hvorpå der projiceres et billede af trækronerne over pavillonen vha. en camera obscura-optik. Det er smukt og pavillonens kontemplative og romantiske epicentrum. Derefter kommer man til et tredelt kalejdoskop, der tillader, at man ser op på terrassen og trækronerne indefra, ligesom man oppe fra terrassen kan se ned i rummet. Man går videre og passerer et rum med en trapezformet åbning ud til haven, hvorefter man ledes op ad en trappe og når den udvendige træterrasse i første sals højde, hvorfra der er smukt udsyn til resten af parken. Her kan man sidde, og her fandt ferniseringen sted (den 12. juni). Her høres lyden af rislende vand fra en vandstråle, der belyses af stroboskoplys. Og herfra går turen videre op til den blinde pavillon, en åben labyrint, som med sorte og transparente glasfelter lukker synet af parken ude, efterhånden som man kommer ind i dens indre. Rundturen fører til slut betragteren om på den anden side af bygningen og ned ad trappen til den neoklassicistiske del af bygningen, hvori er placeret en fabelagtig synsmaskine, et spejlrum, forsynet med tynde stålplader og 250 sekskantede spejle, der dels går indad, dels udad. Det 15 m lange og 5 m brede rum i rummet hedder ’The Antispective Situation’ og ligner en drypstenshule bestående af geometriske metalformer.

Olafur Eliasson: The Blind Pavilion

Alt i alt noget af en tur, du, Olafur Eliasson, sender publikum rundt i her i den italienske hedebølge. Et stykke op art i tre dimensioner? En synsmaskine. Hvad vil du selv kalde det?
Det er svært at bevare overblikket, når man arbejder så intenst de sidste uger. Man taber evnen til at forholde sig til værket. Man må følge arbejdstegningerne, selv om man under arbejdet overhovedet ikke forstår, hvad det var, man havde tænkte, da man tegnede værkerne. Først her i dag kan jeg opleve værket selv, fordi jeg oplever det gennem folk. Når jeg går ved siden af dig, og du kigger på det, kan jeg mærke, hvad du føler. Selv ved jeg jo, hvilken skrue der sidder i hvilket bræt, så jeg har et helt andet kendskab til værkerne. Men i kraft af de folk, der har været her i de sidste par dage, er jeg kommet tilbage til udgangspunktet. Det er sjovt. Det er en cirkel, der slutter.

Hvad betyder det for dig at deltage i den kontekst, som Venedigbiennalen udgør? Selv om du ofte optræder internationalt, så kan der være et andet fokus på dig, når du deltager som national repræsentant her?
Min egen generation er meget vel repræsenteret hernede. I kraft af, at Bonami har kurateret udstillingen her, deltager mange af mine generationsfæller og venner i udstillingen — jeg kan nævne Elmgren & Dragset, Carsten Höller, Thomas Demand, Tacita Dean, Tobias Rehberger, Philippe Parreno og Ceal Floyer — som ellers er spredt rundt om i verden, og som jeg har kunnet møde hernede. Det har fået tingene til at hænge godt sammen, og jeg deltager jo også selv i den kuraterede udstilling ’Stazione Utopia’ i Arsenale. Hver gang jeg har besøgt folk forud for udstillingen, har vi derfor kunnet diskutere vores bidrag og deltagelse.

Der er sket et skred mellem Aperto’en og de nationale repræsentationer, som har nærmet sig hinanden. Man kan se, at de nationale repræsentationer har taget den nye og unge kunst ind. De nationale repræsentationer har i højere grad indset, at den nye kunst skal lemmes ind. Det er blevet mere kompleks, og det er i højere grad værkerne, der bærer udstillingerne. Desuden er publikum blevet dygtigere til at dechifrere værkerne. Man kan gå ind og ud af udstillingerne og finde gode værker i begge udstillingsdele. Ideen om national identifikation er også ved at blive noget udvandet og viser sig som en konstruktion, som publikum kan gennemskue. Der er en gennemgående accept i alle fløje af, at det ikke handler om, hvor man kommer fra, eller hvor man står, men om hvad man har at sige, og hvordan man kan deltage i en dialog.

Olafur Eliasson: The Blind Pavilion

Du inkorporerer betragteren eksplicit i dine værker. Hvordan ønsker du, at betragteren oplever den blinde pavillon?
Jeg ønsker, at betragteren skal opleve sig selv, og at han/hun udgør det aktive element i udstillingen. Jeg håber, at udstillingen er en ramme, eller at den leverer nogle redskaber til et engagement.

Engagement i hvad?
I at opleve værkerne. Egentlig er værkerne mindre centrale, de udgør snarere en ramme. Man står inde i dem. Jeg håber, at jeg kan sprænge installationskunstens medierede niveau. Jeg fokuserer i stedet på, hvad betragteren oplever inde i værket. Jeg prøver på at give betragteren en måde at engagere sig i værket på, så man får øje på nogle helt straight, dagligdags, almindelige ting. Et af de centrale temaer er at påpege, hvordan man kommer fra det ene værk til det andet. Jeg har forsøgt at undgå at dematerialisere værkerne og har i stedet dekonstrueret dem, således at den måde, hvorpå man går igennem værkerne på, konstituerer selve værket. Det tager tid. Udstillingen er ikke i tid, men af tid. Derfor har trapperne og ramperne også forskellig hældning, så man sanser forløbet forskelligt. Der er nogle sekvenser og forløb undervejs og forskellige modstande. Fra man hører lyden af vand og bukker sig ned og ser det, går der tid. Og når man ser gennem triple-kalejdoskopet går der noget tid. Stroboskoplyset i vandet visualiserer idéen om, at man kan standse tiden. Det er et snit, idet der er 16 blink på et sekund, hvilket får vandet til at hænge i luften, så det ser ud, som var det frosset. Jeg har brugt samme model i ’Grotten’. Hvis man tager en dråbe og forstørrer den op, ligner den en frosset form, som svarer til ’Grotten’. Hvis du selv bevæger dig, bevæger den sig også, og står du stille, fryses den. Der er ikke noget perspektivisk rum i sådan en ’free-form’, og derfor hedder ’Grotten’ den antiperspektiviske situation. Det er centralperspektivet, der får os til at holde balancen. Det er alle de centralperspektiviske konsekvenser, jeg har forsøgt at ændre i ’Grotten’, hvor kroppen splintres, og vores balance bliver sat ud af kraft. Når man er alene, kan man mærke, at det er svært at holde balancen.

Olafur Eliasson: The Blind Pavilion

Du arbejder meget med heksagonen. Den går igen i flere af værkerne.
Ja, der er et sekskantet forløb. Murstenene er tolvformede og er blevet delt i to. Men det er ikke et værdisystem, snarere et struktureringsprincip. Jeg har jo tidligere lavet kalejdoskoper både trekantede og firkantede.

Hvem vil du gerne have skal se dine værker? Hvem vil du gerne have i tale?
Det tænker jeg ikke så meget over. Jeg vil gerne have, at alle ser det. Der kan være en tendens til, at den lokale forankring bliver tabt ved internationale gruppeudstillinger. Det har jeg forsøgt at gå imod ved tagterrasser, vand der løber og det halvdekorerede udtryk, der alt sammen refererer til Italien og Venedig. Jeg mener også, at kalejdoskoperne på taget refererer til byzantinsk bygningskunst.

Du har sagt, at du betragter dig selv som en ikke-normativ romantiker og utopiker. Hvordan kan man være det?
Det normative ligger for mig i spørgsmålet, om man forsøger at være universel eller singulær.

Halvfjerdseravantgarden, der kritiserede de gamle normer, introducere nye, universelle værdisystemer, der var lige så normative som de gamle. Jeg håber, at vi i kraft af det postmoderne blik og dekonstruktionen er blevet i stand til at gennemskue, at vi ikke kan erstatte den gamle model med en ny, men at modeller hele tiden bliver udskiftet, og at det ikke er værdisystemer, men modeller. Jeg har ikke noget imod at være romantiker eller utopiker, men jeg tager stærkt afstand fra tanken om det normative. Der er en uheldig tendens til i kunstkritikken og -journalistikken til at associere mine værker til universelle værdier, og så er vi tilbage i halvfjerdserne, hvor man forsøgte at løse problemerne på andre folks værker.

Olafur Eliasson: The Blind Pavilion

Hvordan arbejder du med dine forgængere Robert Smithson — hans heksagoner og spejle m.v. fra tresserne — og James Turell, der jo også har arbejdet meget med lys.
Jeg synes, de er interessante. Jeg undersøger, hvordan de står i deres tid, og jeg forsøger selv at definere mig i forhold til min tid. Der ligger et meget stort potentiale i at undersøge, hvordan de relaterede sig til deres tid. Hvis man ser på Smithson, så er han utrolig radikal. Da han brød ud af gallerirummet og lavede sin landart — alle de politiske aspekter af denne kunst, det er virkelig radikalt. James Turell, der jo nok er blevet kommercialiseret af markedet, arbejdede jo også — og gør det stadig — virkelig radikalt. Jeg arbejder meget med disse kunstnere, det får jeg utrolig meget ud af. I det hele taget interesserer jeg mig meget for andre kunstnere.

Rúrí, der repræsenterer Island, har lavet en pavillon bestående af fotografier og et arkiv over vandløb i Island, der er ved at forsvinde pga. fremtidige inddæmningsprojekter. De er tilsyneladende åndsbeslægtede med mange af dine værker, navnlig de fotografiske. Hvordan forholder du dig til hendes kunst?
Jeg har arbejdet mere med, hvordan vi kultureliserer vores ideer om landskabet ved at forsøge at katalogisere og organisere det. Forskellen er måske, at lyden — som hun også benytter — er noget man selv skaber ved at åbne ørerne i mine værker.

Olafur Eliasson: The Blind Pavilion

Du har lavet en totalinstallation over de værker, elementer og greb, du tidligere har arbejdet med i din ’Blind Pavilion’. Der er ikke helt nye værker i dit forløb her i Venedig.
Ja, ligesom i mine sidste udstillinger har jeg fokuseret meget på forløbet i stedet for de på enkelte værker. Jeg føler, at jeg er blevet bedre til at administrere de enkelte værkers betingelser. Derfor har jeg kunnet fokusere på, hvordan jeg har kunnet sætte to eller flere værker sammen til en historie. Det har været naturligt for mig at bruge flere af de gamle ideer, også fordi jeg næsten har lavet for mange værker i flere år. Jeg har så meget materiale, at jeg sagtens kan genarrangere værkerne og dekonstruere tingene en lille smule.

Er det vellykket? Er du tilfreds med det færdige resultat?
Ja, det er virkelig blevet, som jeg ville have det. Til det sidste har jeg ændret detaljer. Det er det mest gennemarbejdede projekt, jeg indtil dato har lavet.

I hvilken retning vil dine værker udvikle sig i fremtiden? Hvilke ideer har du i støbeskeen lige nu?
Jeg arbejder meget med rum-forståelse, arkitektur og selvopfattelse. Egentlig interesserer jeg mig ikke så meget for arkitektur, mere for forholdet mellem mennesker. Der skal rum til, før mennesker begynder at engagere sig i hinanden.


Olafur Eliasson: The Blind Pavilion