 |
[13. november 2003]
Interview
Ulrik Crone på
V1 Gallery
Interview med Ulrik Crone
kopenhagen mødte Ulrik Crone (1964)
i forbindelse med hans separatudstilling på V1. Det blev til
en snak om kunst, punk og politik. Ulrik Crone er dimitteret fra
Kunstakademiet i København i 1995. Interview: Gitte Skjødt
Madsen.
Ulrik Crone
Disintegration
31. oktober -
V1 Gallery
Absalonsgade 21B, 1658 København V
Åbent torsdag kl. 16-19, fredag kl. 16-20, weekend kl. 12-16
web site: www.v-1.dk
 
 
Ulrik Crone: Disintegration.
Installationviews
Det er tre år siden du sidst har haft en separatudstilling
i København. Er der gennem disse år sket ændringer
i samfundet, der har haft indflydelse på din kunst?
Altså, det er ikke fordi, jeg ikke har lavet kunst gennem
de sidste tre år. Jeg bare haft udstillinger andre steder
end i København. Dels I Paris fordi jeg har boet og arbejdet
der. Men også i Jylland og faktisk også i Korea –
i forbindelse med VM i fodbold. Også forskellige gruppe udstillinger.
Jeg synes helt sikkert, der er sket nogle ændringer i vores
samfund. Helt banalt har der jo været et systemskifte i Danmark,
og jeg synes på en eller anden måde, at samfundet er
blevet mere grupperet. Sjovt nok var det også sådan
i 80’erne, hvor der var en borgerlig regering. Det var noget
med dem og os, hvor jeg synes, det er helt tydeligt, at den regering
der er nu, er aggressive og prøver at fratage folk nogle
muligheder, blandt andet i kunstlivet, fordi de er paranoide for
at ting får et eget liv og kan blive en magtfaktor. Anders
Fogh har jo ligefrem blæret sig med, at det der med at lukke
råd og nævn handlede om at genere folk, der havde en
bestemt politisk holdning.
Hvordan havde du det så med at lave tegneserie for en
af Danmarks mest højreorienterede aviser op til systemskiftet?
Dengang havde jeg ikke specielt svært ved at tale med folk
der. Man kommunikerede henover nogle skel, og man kunne godt acceptere
hinanden, selv om man udmærket viste, at man havde forskellige
holdninger. Hvor der efter systemskiftet kom en fjendtlig holdning,
a la "nu er det os der køre showet, og vi gider ikke
engang høre, hvad du har at sige". Jeg blev da også
fyret, eller som det hedder, kontrakten blev ikke forlænget.
Nu var det slut med eksperimenter, nu handlede det om "værdikamp".
Hvilket jo bare er et synonym for, at os der ikke er enige i den
landmandsfilosofi som regeringen praktiserer bare skal lukke røven.
Nu er det blevet en form for stillingskrig. Og det synes jeg faktisk
er ærgerligt. Det danske samfund er jo bare noget middelklasse-kolonihave-halløj
når alt kommer til alt. Og Danmark er så lille et land,
at det burde kunne lade sig gøre at tale sammen, uden straks
at se det som noget venstreorienteret rundkredspædagogik,
der med vold og magt skal bekæmpes for at please nogle bonderøve
i Jylland, der vil have lov til at smide dåser i kompostbunken
og hælde pesticider i drikkevandet.
 
 
Ulric Crone: Disintegration.
Du har tidligere kommenteret samfundet mere generelt i din kunst,
hvor du nu er blevet mere specifik i dit indhold. Hvordan kan det
være, at vi nu ser dig behandle mere konkrete emner?
Jeg synes, det har været sjovt og interessant at tage nogle
mere specifikke ting og arbejde med dem. Det er fint nok at skyde
med spred-hagl, og sige noget om det hele på én gang.
Nogle gange er det bare sjovt at snævre tingene lidt ind og
se, hvad man kan få ud af det.
Der ser ud til at være mere maleri på V1-udstillingen
i forhold til tidligere udstillinger, selv om du kombinerer det
med foto og computerprint. Har du oplevet en forstærket trang
til at male, eller er det helt tilfældigt?
Der er nogle ting, som man ikke kan udtrykke gennem andre medier
end maleri. Der er nogle ubevidste ting og ting, der fungerer i
kraft af form og farver. Men jeg hverken kan eller vil slippe det
at det skal have et omdrejningspunkt, der handler om noget. Der
er nød til at være et element af det, jeg går
og tænker over i dagligdagen. Jeg vil ret gerne sige noget
om nogle konkrete ting, og det vil jeg gerne sige gennem billedkunst.
Omdrejningspunktet kan jeg ikke ligesom bare smide overbord, og
så blot have et maleri der handler om "skorstensfejeren
der siger go’dag til hr. mælkebøtte".
Men det at jeg er blevet mere specifik i indholdssiden, har på
en eller anden måde gjort, at der har været mere plads
til at arbejde med at få projektet til at gå op i en
højere enhed med formsproget, som er klassisk maleri der
går i dialog med andre medier som foto og computerprint. Tidligere
har jeg lidt for sjov sagt, at hvis jeg fik inddraget min billedkunstlicens,
så kunne jeg sagtens finde ud af at udtrykke mig i nogle andre
medier. Og at det ikke var det at stikke penslen ned i malingen
og sætte den op på lærred, der var det interessante.
Men nu hvor jeg arbejder mere specifikt med indholdet og benytter
digitale tekniker, er det som om, at der pludselig er blevet mere
plads til at arbejde med formsproget i maleriet. Pludseligt synes
jeg, det er blevet frygteligt interessant at putte penslen ned i
malerdåsen og sætte malingen op på lærredet.
Så det er faktisk rigtig, at det er kommet til at handle meget
mere om maleri og meget mere om det at kunne benytte det sprog,
som maleri er. Og hvis man vil sige noget om maleri, så er
det ultimative medie at udtrykke maleri igennem maleriet selv.
Ulrik Crone: Disintegration.
I galleriet har du lavet et stort vægmaleri, der straks
giver associationer til den politiske kunst fra 70´erne og
æstetikken fra punken i start 80'erne?
Det store vægmaleri i galleriet handler om magtstrukturer,
og om hvordan idéer genererer værdier. Og jeg synes,
at det skulle have denne æstetik af dårlig fotokopimaskine
og Demos forlag. Og have den her lidt bedrevidende og insisterende
måde at forklare noget på igennem diagrammer og figurer,
som om det er videnskabelige fakta, selvom det faktisk er nogle
totalt subjektive betragtninger. Og samtidig give en fornemmelse
af, at noget som er uoverskueligt og uigennemsigtigt kan indfanges
og analyseres med de her figurer og illustrationer.
Det er tydeligt, at vægmaleriet har din tid i Københavns
punkmiljø som inspirationskilde. Dog lavede du dengang ikke
"punkmaleri" men var mere
inspireret af tegneserier og amerikansk popkunst?
Da jeg begyndte at hænge ud i punkmiljøet, var det
selvfølgelig ud fra en eller anden ting med, at jeg har været
enormt privilegeret, at jeg har haft den rigtige alder på
det rigtige tidspunkt på det rigtige sted, hvor det skete.
Det vil så sige, at der var nogle der måske var endnu
mere heldige og allerede var med fra 1976. Jeg var trods alt kun
15 år i 1979, hvor jeg opdagede, hvad der foregik. Det som
jeg synes var fantastisk, det var jo, at det var ekstremt mindblowing,
at der var det her miljø, hvor man kunne få lov til
at gøre lige præcist, hvad man havde lyst til. Også
indenfor de forskellige genrer, man kunne udtrykke sig igennem.
På musikscenen var opturen, at musikscene var kom helt ned
på jorden. Op gennem 70’erne havde det været de
store stadion-rockbands, der dominerede, såsom Pink Floyd
og Deep Purple. Rockmusikerne blev ophøjet til guder, når
de stod helt deroppe på scenen. Så pludseligt kom musikscenen
som sagt ned på jorden, og alle kunne spille musik. Bare man
kunne spille tre akkorder, kunne man spille musik. Det var en ekstremt
mindblowing ting at opdage, at det kunne man bare gøre. På
et tidspunkt i starten af 80’erne flød punkmiljøet
og kunstscenen på en måde sammen, hvor akademielever
som Peter Bonde og Claus Carstensen, som lavede "heftige malerei"
eller "vildt maleri", som det blev døbt på
dansk, begyndte at hænge ud i punkmiljøet. De havde
rodet med at sætte to stykker papir sammen i noget konceptkunst,
og pludseligt var det blevet legitimt at tvære maling op på
lærred igen. Så de havde måske den samme mindblowing
oplevelse, at pludseligt kunne alt lade sig gøre. Musikken
på punkscenen ændrede sig meget i perioden 1976 til
80. 3-akkord punken var blevet afløst af en mere eksperimenterende
musik med moog- og korgsynthesizere og avancerede trommerytmer og
spektakulære basgange som bund. Der var en udvikling, og der
var et fremadrettet perspektiv i, at tingene ændrede sig til
noget andet. På kunstscenen synes jeg, at jeg ikke rigtig
kunne se, hvad det skulle udvikle sig til med det vilde maleri.
Det sagde mig helt ærlig ikke så meget, fordi jeg ligesom
havde haft den oplevelse af, at man ligesom bare kunne gøre
de her ting ved at være en del af musikscenen. Så i
den periode rodede jeg mere med at lave tegneserier og med noget,
som mere var et pop’et udtryk, men som der overhovedet ikke
var fokus på, fordi det dominerende på kunstscenen,
var det vilde maleri. Men jeg spillede live til de der ferniseringer,
der var i f.eks. Sub-Set og Kongo. Da de først tømmermændene
i punkmiljøet begyndte at indfinde sig, og det mere blev
til et narkomiljø end et kreativt miljø, gik det hele
i opløsning. Men der havde det også været en
total rus hvor alt ligesom hamrede af sted med 1000 lysårs
i sekundet i 4-5 år.
Så i midten af 80’erne begyndte jeg at kigge mig om
efter et nyt ståsted og vendte blikket mere over imod at lave
billedkunst og begyndte at arbejde mere seriøst med det.
I ’89 startede jeg på akademiet, hvor det vilde maleri
var helt dødt. Det havde netop ikke formået at transformere
sig til et andet udtryk. Blikket blev nu vendt mod USA, hvor der
var nogle kunststrømninger med appropriation art som gled
over i det, der blev døbt nykonceptkunsten. Det synes jeg
var enormt spændende. Jeg havde altid været glad for
popkunsten, og det var på en eller anden måde meget
beslægtet med det, der skete i den periode. Man kan sige,
at det lå meget i tiden - i start 90erne - at kunsten skulle
være mere folkelig. Eller rettere, man skulle kommunikere
så bredt som muligt, og det var helt fint at bruge virkemidler
fra reklamen til at opnå dette, såsom at komponere maleriet
med tekst der havde et budskab.
 
Ulrik Crone: Disintegration.
Hvilken indflydelse havde det på din kunst, at man pludselig
skulle forsøge at kommunikere så bredt som muligt?
På en måde blev jeg fanget i det. Jeg kunne godt li’
at være populær. Jeg kunne godt li’ at folk, der
ikke vidste noget om kunst også synes, at det jeg lavede var
fedt. Her indenfor de seneste år, hvor jeg også har
lave tegneserier, har jeg så måske fået afløb
for det med at være ekstremt hurtig-kommunikerende og det
med at fortælle en hurtig historie, som alle helst skal kunne
forstå. Det er gået op for mig, at lige meget hvor folkelig,
og lige meget hvor meget man forsøger at kommunikere til
masserne igennem billedkunst, så er det bare et ekstremt smalt
område. Jeg har haft meget mere lyst til netop at give mere
plads til det, som man måske lidt højpandet kan kalde
"forskningselementet". Det er alligevel begrænset,
hvor bredt man når ud. Så hellere måske tage konsekvensen
af det, og så arbejde indenfor det område som kunst
er med at prøve at lave noget, som der måske er forskning,
og prøve at forske i at lave billeder. Og så netop
skide på, at det kan være, at man mister nogen.
Men stadigvæk er denne udstilling da et bombardement af
farver, glimmer, figurer og former, og det hele er lakeret, så
det skinner. Det er da enormt tiltalende for øjet og når
dermed sikkert også et bredere publikum?
Haha. Jo, så kan man måske sige, at lige meget hvad
jeg gør, så ligger det givetvist dybt i mig, at jeg
på en eller anden måde har en vis æstetik. Der
er måske nogle ting, der er blevet lidt mere plumrede i æstetikken
og har fået en aflæsningshastighed, der kræver
lidt mere tålmodighed. Men så synes jeg, det er skønt
at give det en lakfinish, så det står som et lækkert
nyt lp-plade cover i engelsk presning! Jamen sådan er det
jo tit. At når man bare er ærlig i sit udtryk og prøver
at lave hvad man har lyst til og bliver høj af, og ikke prøver
at "regne den ud", så er der andre der bliver høje
af det, ikk’?
 
 
Ulrik Crone: Disintegration.
Iscenesættelsen af dine værker i galleriet, vil
du fortælle lidt om den?
Nu har jeg benyttet mig af flere forskellige to dimensionale medier
på én gang. Dels er der fotos, dels er der computerprint
på lærred, som er viderebearbejdet med klassiske malerteknikker,
og så er der malerier, som er rent maleri. Det som har været
en af idéerne var, at det skulle flyde sammen til en helhed,
eller mere præcist formuleret, at de forskellige medier skulle
gå i dialog med hinanden. Der er stor forskel på at
være så privilegeret at have et kunstværk hængene
derhjemme, hvor man går med det hver dag og stille og roligt
kan aflæse det, i forhold til det at gå på galleri
eller museum. Så i selve iscenesættelsen har jeg været
meget bevidst om, at jeg synes, at man er nød til at gøre
noget ekstra ud af, at man får en oplevelse ud af det. Og
så kan man måske sige, at der er noget holografisk over
det. At de små delelementer er det samme som helheden. Hvis
man piller de enkelte værker ud, så handler det dybest
set helt konkret om det samme som hele installationen af malerier,
fotos, papirarbejder og så videre. Det fungerer som ét
stort værk, samtidig med, at det er enkeltværker, som
man kan tage ud af sammenhængen.
Hvad er meningen med det, du har lagt ud på gulvet i galleriet?
Det kom sig af, at når jeg har stået i mit atelier og
lavet prøveophængninger, så har der været
maling på gulvet, som umiddelbart ikke havde noget med kunsten
at gøre. Og jeg synes under prøveophængningerne,
at det har været meget sjovt med disse forstyrrende elementer,
et farveflimmer, hvor jeg har prøvet at stilisere det med
de her farvede stikkers. Det giver en fornemmelse af uro.
…så kunne jeg jo også sige til ferniseringen,
om folk ikke ville lade være med at træde på kunsten
på gulvet, haha…
I pressemeddelelsen tales der om, at der er en symbolsk parallel
mellem den kriminelles og kunstnerens rolle i samfundet. Hvordan
skal det forstås?
Der er jo bare noget jeg påstår, at der er nogle symbolske
paralleller til den rolle, som kunstneren har i samfundet. Det er
så mit postulat. Det kan man så gå med på
eller ej. I de her tider har man da en fornemmelse af, at man nærmest
bliver kriminaliseret, hvis man har en kritisk holdning til, hvad
der foregår i samfundet og oven i købet er kunstner.
Helt ærlig! Det er ikke fordi jeg er total paranoid, men jeg
tror, at alle billedkunstnere har været til konfirmationer
eller familiemiddage og oplevet at blive stillet til ansvar for
at kunstnerne nasser på samfundet, og at skattekronerne ville
gøre mere nytte i hospitalsvæsnet end som kunststøtte.
Det er jo enormt nemt at bruge kunstneren som prüggelknappe,
fordi de er synlige i samfundet i kraft af, at de eksponerer deres
ting. Selvom man går ind og regner på, hvor meget samfundet
egentligt bruger på at støtte kunst, så er det
enormt nemt at sige, så luk dog det Kongelige Teater og museerne
og put pengene i hospitalerne, fordi det er meget mere vigtigt.
Selvom det er småpenge, der måske lige ville dække
en ny hjernescanner og et par gummihandsker, hvis man lukkede for
kunststøtten. I øjeblikket er det meget moderne at
tale om, at kunsten skal klare sig på de frie markedsmekanismers
vilkår. Men det er en totalt historieløs måde
at se tingene på. Det er et faktum at magthaverne altid gennem
historien har støttet kunsten. Altså, hvem tror de,
der finansierede Thorvaldsens rejser til Rom?
 
 
Ulric Crone: Disintegration.
Man kunne måske få det indtryk ud fra dine billeder,
at du går ind for uparlamentariske metoder?
Mange af de motiver der indgår i malerierne, er politisk relateret
kriminalitet. Demonstrationer som starter lovligt, og som udvikler
sig til optøjer. Folk som har engagement netop i at ville
ændre noget i samfundet, og som så pludseligt står
i en situation, hvor der tages uparlamentariske metoder i brug.
Folk som måske et øjeblik forinden ville have svoret,
at de aldrig kunne drømme om at bruge uparlamentariske metoder.
Jeg tror, det er svært for almindelige mennesker at forstå,
at man griber til den form for modstand. Men når man er i
situationen… Jeg kan for eksempel huske de store fagforeningsdemonstrationer,
der var i 80’erne, hvor jeg tilfældigvis har været
tilskuer, men hvor jeg pludselig er uheldig og befinder mig et sted,
hvor jeg bliver passet op af to politikæder, som meget aggressivt
begynder at skubbe til menneskemængden. Og der står
altså nogle helt almindelige SID arbejdere, eller hvad ved
jeg, som pludseligt går amok over at blive skubbet rundt med
på den måde. Og det bliver meget konkret i situationen,
det er dem mod os. De politimænd, der står og repræsenterer
systemet, de kan heller ikke selv kontrollere det. De bliver ligeså
aggressive og personlige og dermed aggressive på de folk,
der står overfor dem. Så det er meget konkret, det der
sker. Hvis man er vidne til det, så forstår man pludselig
godt, at tingene går ud af kontrol. Det er nogle kræfter,
man slet ikke kan styre, når det er to menneskemængder,
der tørner sammen. Når man ser det på tv, så
kan man slet ikke forstå det. Så er der selvfølgelig
sådan noget som 18. maj urolighederne, hvor det da var en
helt bevidst konfrontation. Den der fup-afstemning fordi man først
havde fået et nej? Det var der nogen, der var sure over. Så
kan man mene, hvad man vil om folk, der griber til at lave uroligheder
og kaster med sten. Men de repræsenterer også de folk,
som ikke har mulighed for at udtrykke sig parlamentarisk. Og det
glemmer man nogle gange, at der sidder en stor gruppe mennesker,
som ikke har midler og menneskelige ressourcer til at gå ind
i det parlamentariske system. Det synes jeg er straight nok, at
der er nogen der repræsenterer dem og siger, at det vil vi
ikke finde os i, vi vil også høres og ses.
Så i virkeligheden er der måske ikke stor forskel
på de folk, der står overfor hinanden i konfliktsituationen?
Jeg har en god kollega, som har noget familie i USA, som er indenfor
politiet. De skulle til konference i København. Nogle af
de amerikanske og danske civil betjente var i byen og endte hos
min kollega, hvor de danske politibetjente var blevet enormt fulde.
Og der sad de så og snakkede og blærede sig og sagde
sådan noget i stil med, at det var fint nok med Hells Angels,
men de var sgu den største rockergruppe i Danmark. Sådan
betragtede de det virkelig. Og det var helt tydeligt, at hvis de
på en eller anden måde bare havde drejet en lille bitte
smule til højre i stedet for til venstre i deres livsbane,
så kunne de ligeså godt have været medlem af Hells
Angels, som de kunne have været indenfor politiet. Det var
den samme ting, der havde animeret dem. De så det som to fraktioner
overfor hinanden, og på deres rygmærke stod der tilfældigvis
politi. Og det kan man jo også se gang på gang i dokumentarfilm,
at politiet er lidt venner med de kriminelle, det er en kammeratlig
omgangstone og byttehandler af informationer og så videre.
De har sgu´ respekt for hinandens erhverv.. hahaha…
Ulrik
Crone på kopenhagenshop
Mere Ulrik Crone...
11. marts 2003: Interview med Ulrik Crone
Mere V1...
2. oktober 2003: Interview med HuskMitNavn
på V1 Gallery
9. juli 2003: Banksy
vs. Eine på V1
2. juli 2003: Interview med Thomas Øvlisen
på V1 Gallery
23. april 2003: Kasper
Sonne på V1
25. marts 2003: LAS VEGAS
- MADE by MAN i V1
5. december 2002: Faile
vs. AKAY i V1
|
|
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)