|
[3. december 2003]
Interview
Cathrine Raben Davidsen: fra bogen Pen
Pencil Poison
Morgendagens Sampler
Interview med Cathrine Raben Davidsen
Den 31-årige billedkunstner Cathrine Raben
Davidsen har kufferten fuld af kunsthistoriske mesterværker
og visuelle indtryk hentet fra modeverdenen, og demonstrerer i sine
malerier at disse komponenter sagtens kan tale sammen.
Cathrine Raben Davidsen
Pen Pencil Poison
1. november 2003 - 4. januar 2004
Horsens Kunstmuseum
Carolinelundsvej 2
DK-8700 Horsens
Tlf. ++45 762370
kunstmuseum@horsens.dk
www.horsenskunstmuseum.dk
Reception for bogen Pen Pencil Poison
5. december 2003 17-19
kopenhagen
Enghave Plads 8
1670 København V
Kunstneren vil være tilstede
Pen
Pencil Poison på kopenhagenshop
Cathrine Raben Davidsen er cand.phil. fra
Det Kongelige danske Kunstakademi i København, og har derudover
studeret kunst i Firenze og Den Haag. Herhjemme har hun udstillet
på Horsens Kunstmuseum (2003), Kunstforeningen Gammel Strand
(2003), Den Frie Udstillingsbygning (2002) og Charlottenborg (2001).
Sideløbende har hun arbejdet i mode- og reklamebranchen som
stylist, art director og illustrator på diverse opgaver. Bl.a.
har hun været med til at udforme Munthe plus Simonsens sommerkatalog
(2003) og malet kostumer til Woo.Co’s danseforestilling Instante
(2003). Karrierens hidtidige højdepunkt er modtagelsen af
Horsens Kunstmuseums Venners Kunstnerpris 2003. Prisen gives til
en yngre kunstner, der har markeret sig stærkt.
Kopenhagen har mødt Cathrine Raben Davidsen
til en uformel samtale om inspirationskilder og personlighed i forbindelse
med udgivelse af billedbogen Pen Pencil Poison. Bogen udgives
af Horsens Kunstmuseum i forbindelse med udstillingen af samme navn.
 
Cathrine Raben Davidsen
Hvad er selve bogens tilblivelsesproces?
De fleste billeder som er med i bogen, er enten gamle eller nye
billeder af ting, som jeg holder meget af. Det er derfor meget personlige
billeder. Der er fotografier fra mine rejser til Sydafrika. Der
er billeder med udgangspunkter i noget, som jeg har fundet i andre
værker – fx. i gamle klassiske værker fra barokken.
Så er der alt muligt fra modetegninger til billeder fra National
Geografic. Forsiden og bagsiden af bogen udgøres af nogle
fotografiske selvportrætter, som jeg har malet videre på.
Billederne i bogen er alle en slags inspirationsbilleder, som jeg
aktivt bruger.
Hvad er forholdet mellem indhold og form i bogen?
Indholdet siger sig selv. Det udgøres af ting jeg synes er
interessante at arbejde med. Jeg ser i det hele taget bare bogen
som en billedbog. Billedbogen indeholder ting jeg nyder at omgive
mig med i hverdagen. Også rent fysisk i atelieret. I bogen
er der fx. et foto af en billedvæg fra atelieret, der bl.a.
består af en blanding familiebilleder: min mor der går
modeshow og gamle modefotografier.
Billedbogen kan også beskrives som et familiealbum af mine
personlige gemmer. Rækkefølgen i bogen er mere eller
mindre tilfældig valgt. Der er ikke sammenhæng mellem
de enkelte sider ud over fællesnævneren i, at alt betyder
noget for mig.
Den er udgivet med henblik på, at vise hvor bredt jeg egentlig
favner. Dvs. for at demonstrere hvor mange visuelle og æstetiske
udtryk jeg arbejder med i min praksis. Da Horsens Kunstmuseum opfordrede
mig til at lave bogen, så jeg det som en stor mulighed for
at få afrundet og afsluttet mine ting, nu jeg er blevet færdig
med akademiet.
 
Cathrine Raben Davidsen:
fra bogen Pen Pencil Poison
Kan du kort kommentere dit valg af titel?
Pen Pencil Poison er også navnet på et essay af Oscar
Wilde. En forfatter jeg gennem årene har læst med stor
glæde. Titlen rummer en henvisning til mine værker.
Jeg tror, at det færdige billede gør en forskel. På
samme vis som gift vitterligt skaber en forandring. Jeg håber,
at det færdige værk virker lidt på samme måde.
Claus Hagedorn-Olsen fra Horsens Kunstmuseum har sagt om dig
(Interview med Cathrine Raben Davidsen i P1 Morgen d. 27 November
2003), at en af dine væsentligste styrker er, at du åbenlyst
erkender, at du har dine kunstneriske rødder synligt placeret
et sted. Og at du ikke er bange for at henvise til dine inspirationskilder.
Hvad tror du der ligger i denne anerkendelse?
Claus Hagedorn henviser her til, at jeg i mit maleri og i min tilgang
til maleriet ofte tager udgangspunkt i klassiske mesterværker
og genrer. Grunden til at jeg kigger og lurer på de gamle
mestre er, at jeg i sin tid startede med at gå på en
kunstskole i Firenze (1991-1994). Udgangspunktet i mit treårige
ophold på skolen var portrættet. I det første
år bestod undervisningen i at tegne og male efter model. Idéen
var at man først skulle lære sig sit håndværk
førend man startede ud med egne ting. Det er dét,
jeg synes er så vigtigt, og måske også dét,
der giver mig en frihed til at bevæge mig rundt i forskellige
genrer. At jeg faktisk ved, hvordan man maler, og at jeg har mit
håndværk i orden. Der ligger også en stor kunstnerisk
frihed i at låne fra andre værker.
 
Cathrine Raben Davidsen:
fra bogen Pen Pencil Poison
Er der ikke også forbundet en kunstnerisk tvang ved at
låne?
Ikke nødvendigvis. Jeg synes, at der har været så
meget imod det figurative i en meget lang periode efterhånden.
Folk har været meget for idéen om, at man skulle skabe
nye værker, og at man endelig ikke skulle bruge det gamle
– der en gang for alle var lavet. Jeg synes, at der generelt
er blevet brugt alt for megen energi på at skabe nye og komplet
unødvendige værker. Det med at låne med arme
og ben fra alle andre kræver også, at man tager nogle
bevidste valg. De gamle mesterværker kan sagtens bruges igen
og igen, og man kan altid hale helt nye betydninger ud af dem. Deres
udtryk handler stadigvæk grundlæggende om mennesker,
og det er noget, der er eviggyldigt. Ofte synes jeg ikke man kan
se, at et menneske er fra 1600-tallet. Hvis man bruger tid på
at iagttage billedet kunne det sagtens dreje sig om et menneske,
der lever her og nu. Herved er det også stadig interessant.
Jeg har hørt, at du har noget lignende en ”rodekasse”
bestående af 500 inspirationspostkort og fotografier?
Jeg har netop samlet gennem rigtig mange år. Hver gang jeg
går på en udstilling er der måske et eller to
billeder, der virkelig fanger mig. Pågældende billeder
forsøger jeg så at få med hjem som fotografi
til kassen. Billedet tager jeg frem, når jeg skal skabe et
nyt værk. Rodekassen fungerer som min personlige billedbog
med alle de forskellige input. Det er et spørgsmål
om virkelig at iagttage og udforske mange forskellige mennesker
før jeg går i gang med at skabe et nyt værk.
Er det nødvendigt at have et personligt forhold til dem
man maler? At føle omsorg og empati?
Ja, det synes jeg er nødvendigt. Sådan har jeg det
i forhold til mine portrætter. Omsorgen ligger blandt andet
i den måde man behandler lærredet på. Man glemmer
nogle gange, at det er en meget fysisk ting at stå og male.
Da jeg var yngre kunne jeg godt smide rundt med lærrederne
og hamre og banke dem sønder og sammen. Alt sammen som udtryk
for min egen frustration. I takt med alderen er jeg blevet sødere
mod mine billeder. Et lærred er noget meget taktilt. Michel
Serre behandler den taktile del af det at male meget smukt i teksten
Lærred, Klæde, Hud. Maleren sammenlignes med en kvinde,
der lægger makeup på huden i ansigtet.
 
Cathrine Raben Davidsen
Kræver det at låne fra eksisterende værker
også respekt?
Ja, det synes jeg helt klart. Jeg låner jo heller ikke fra
noget, jeg ikke kan lide. Eller fra noget som jeg hverken synes
er smukt eller grimt. Det skal altid sige mig et eller andet. Men
der er samtidig tale om et ubevidst valg af noget som taler til
mig. Lidt ubevidst interesserer jeg mig for højrenæssancen,
manierismen, og barokken. Herfra har jeg blandet måden at
arbejde med det absurde og groteske, og det at sætte kroppen
i fokus. Forvridninger og følelser. Hvad der tiltaler mig
ved fx. Rembrandt er særligt positurerne og det meget majestætlige.
Der er noget underligt ved hans afbildninger af kroppe; på
den måde de står på og kigger ind i én
på. Inden for mode gør det samme sig gældende.
Positurerne og alvoren.
En anden vigtig inspirationskilde er fx. Munch, og mit eget maleri
ligger sig da også lidt op af symbolismen, selvom jeg samtidig
står lidt af på det ord. Munch arbejdede med meget tunge
ting. Herved mener jeg nogle meget eksistentielle tematikker. Jeg
blander hans ting i mine egne ting mht. tematikker som jalousi,
seksuelt begær og fremmedgørelse.
Når man ikke kender mig eller kender mine ting ordentligt
kan mine malerier godt fremstå meget dystre og alvorlige.
Folk tror ofte, at jeg kun dyrker det rent emotionelle. Men sådan
ser jeg det ikke selv. Jeg er også meget glad for John Currin
og den sydafrikanske maler Marlene Dumas. Der skal på trods
af de ofte dybe emne også være plads til humor og selvironi.
Hvor kan man finde humoren i dine værker?
Det ved jeg ikke rigtig. I nogle af mine mere collageagtige billeder
med motiver hentet fra modeverdenen synes jeg, at de tilstræbte
fordrejninger og tilførte surrealistiske vedhæng er
humoristiske. Men det er da ikke sådan, at man slår
sig på lårene af grin. Måske har billederne faktisk
ikke når det kommer til stykket så meget humor i virkeligheden.
Roland Barthes taler i Det lyse kammer om, at nogle fotografier
indeholder et såkaldt personligt punktum. Og jeg ved, at du
selv i forbindelse med din afgang på akademiet har arbejdet
med Barthes?
Mine billeder handler på mange måder om det, Barthes
netop beskriver i sin bog. Hvis man fx. iagttager et meget personligt
billede, jeg har med i Pen Pencil Poison, ser man et gammelt fotografi
af min farmor, min far og jeg selv. De ting jeg genkalder mig, når
jeg tænker på Barthes, opstår netop i mødet
med dette billede. Der er en indgang. Punktummet har jeg arbejdet
konkret med at skabe i mange af mine billeder (se fx. billedet Home
Sick). Barthes er på en gang meget teoretisk, meget åben
og fuld af følelser. Denne blanding kan jeg utrolig godt
lide – at det overhovedet kan lade sig gøre at integrere
disse komponenter.
Der eksisterer altid fordomme der siger, at man enten er det ene
eller det andet. At man enten er helt åben som en dør
eller også at man er helt objektiv. Jeg kan godt lide blandingsforholdet.
Inden for litteraturen er der ved at dukke en form for ”pastichlitteratur”
frem. Forfattere som Jasper Fforde, Alan Moore og Jeff Noon tager
udgangspunkt i klassiske fortællinger og tilføjer så
de velkendte og gennemspillede figurer og hændelsesforløb
deres eget personlige fingeraftryk. De så at sige sampler
verdenslitteraturen. Er du ligeledes en morgendagens DJ bare inden
for dit felt?
Ja, jeg sampler jo en masse forskellige stilarter. Det springende
punkt ligger i at gøre ting til sine egne. Pastichen er jo
også en kunstretning med kunstnere, som simpelthen efterligner
og laver tro kopier af værker man tror man kender ud og ind.
Disse kunstnere synes, at auraen er helt forsvundet fra værkerne,
fordi man er vant til at se disse gengivet i alt fra blade, reklamer
til prints på T-shirts. Deres proces er at genskabe værkerne,
så beskueren ikke længere kan se forskel mellem kopi
og original. Denne tilgang til maleriet og kunsten går jeg
meget imod. Jeg tror på, at det enkelte værk og det
enkelte maleri stadig har meget i sig.
Maleriet behøver ikke at blive stillet på en hylde,
blive smidt på gulvet eller få installeret neonrør
over sig for at man kan iagttage det på en anderledes måde.
Der er mange som iscenesætter maleriet i den grad i rummet
og galleriet, som jeg finder unødvendig. Et maleri er et
maleri. Sådan er det bare. Det er ikke andet. Det er hvad
det er, og giver sig ikke ud for at være mere. Men derfor
kan man godt fortsat udforske dets muligheder og videreudvikle det.
Der ligger vel også en vis implicit iscenesættelse
i dine egne malerier, der males i stor, stor skala?
Ja, men det er også nok for mig. Jeg behøver ikke lyssætte
mine værker. Jeg vil gerne lade mine værker fremstå
som det de er.
Mere Cathrine Raben Davidsen:
21. august 2003: Interview
med Woo Co. og Cathrine Raben Davidsen
22. maj 2003: Exit 2003
Interview
fra DR P2 uge 48 (Real Player)
Cathrine
Raben Davidsen på kopenhagenshop
|
)
)
)
)