[6. februar 2003]
Interview

Søren Assenholt i Calculator Club

Calculator Club
Interview med Søren Assenholt og John Kørner
Gulv og vægge er opdelt i store tern og under loftet hænger et enormt syvsegment. Når dørene fredag d. 7. februar slås op til Søren Assenholts udstilling System og andre systemer i John Kørners atelier på Bryggen tilbydes ikke blot et kig ind i et nyt kunstlaboratorium men også en skæv vinkel på tallenes forunderlige verden. Tekst: Julie Damgaard og Torben Zenth. Foto: Torben Zenth

Søren Assenholt
System og andre systemer
7. feb. — 21. feb. 2003
Calculator Club
Sturlasgade 14D, 2300 København S

Julie Damgaard, John Kørner og Søren Assenholt i Calculator Club

Hvad er Calculator Club?
John Kørner: Ideen er, at man kommer ind i denne her klub, hvor man kan kalkulere frem og tilbage, trække fra og lægge til og forholde sig til noget, der er afmålt og noget, der ikke er. Stregerne og felterne kunne være en slags målbar enhed i forhold til de elementer og ting, der bliver hængt op. Det er jo mit værksted, og det skal det fortsætte med at være, så Søren og jeg har gået og bygget en række skabe — som jeg skal kunne pakke alle de her ting ind i.

Stedet skal være en slags laboratorium eller en permanent workshop, som man kan invitere forskellige folk til at lave et eller andet i. Søren er assistent for mig, og vi har i lang tid gået og tænkt over og snakket om det her. Nu skal det afprøves.

Når lokalet er tømt, er der denne underlige kube tilbage, som man føler sig som et objekt i. Ideen er, at du kan tage et foto oppefra og ikke fornemme om det er gulv eller loft. Man skal til en vis grad ophæve tyngdeloven - og så placere de forskellige elementer i kuben.

Det skal ikke nødvendigvis opleves som et udstillingssted men nærmere som en lille fabrik, hvori man kan producere nogle interessante kunstgenstande; genstande der bedre kan afprøves i det her forum end i et galleri. Vi kalder det et studie. Når man kommer herind står man midt i regnemaskinen - der hvor alle tingene foregår.

Hvis man forestiller sig, at man er en moderne virksomhed, vil man altid foretage en masse beregninger forud for købet af f.eks. en varebil. Kunsten lægger sig lidt i kølvandet på disse beregninger, så stedet kommer faktisk tæt på virkeligheden, på samfundet - og den måde hvorpå det kalkulerer sig frem til resultater.

Kommer der mange flere udstillinger?
John Kørner: Der er en glimrende anledning til en udstilling nu, for jeg tager til Finland om et par dage og er væk i en periode.

Jeg havde tænkt mig, at det skulle være på opfordring eller på et godt initiativ, hvor man kunne pusle med en ide og præsentere den som en udstilling i en kort periode. Det er således ikke et nyt udstillingssted; det er mere et forum, hvor man kan lege lidt med tingene. Der er ikke permanente åbningstider og en hel række udstillinger i løbet af året. Det er den gode ide, der skal skinne igennem - og der skal afprøves nogle ting. Man kan sådan set male det hele om igen efter en uge, men ideen og princippet lige nu er, at man kan måle, lægge til og trække fra. Det er det bærende element.

Jeg ved ikke, hvad det næste bliver — men måske noget i marts. Jeg vil ikke fremskynde og planlægge alt muligt, for jeg synes det står stærkere, hvis man lige får en god ide eller ser et eller andet. Og så arbejder med det i stedet for at drive galleri- eller udstillingsvirksomhed.

Hvis der skulle være noget andet, skulle vedkommende eller jeg selv forholde mig til firkanterne. Tanken om en regnemaskine, og hvorledes den arbejder, er en udfordring men samtidig et supplerende redskab til billedkunstneren.

Tanken om, at det er mit værksted, er en positiv ting i forhold til det normale, tomme rum. Det faldt mig naturligt, at jeg, når jeg går og arbejder i samme rum, ville blive inspireret af det. Det at sætte selve værkstedet i fokus og se, hvad det kan producere, er lige så interessant, som hvad jeg går og har inde i hovedet.

Fortæl lidt om dit projekt....
Søren Assenholt: Jeg startede, da lokalet var hvidt, og der var rod over det hele og ingen tern på gulvet. Da vi fik nogle streger på væggen, begyndte det at ligne noget. Vi legede med nogle stempler, hængte dem op på væggen, satte dem på gulvet og tog billeder fra forskellige vinkler, hvilket gjorde, at vi fuldstændig kunne ophæve fornemmelsen af, hvad der var op og ned i rummet.

Det endelige værk har jeg kaldt "System og andre systemer" eller "Syvsegmenter". Udgangspunktet er et klassisk begreb, kendt over hele verden: på et lommeregner-ur er der f.eks. 6 syvsegmenter på række, der kan danne alle rationelle tal. Vi kender alle til syvsegmenter. Hvis man slår op i et elektronikkatalog står der "syvsegment med ekstra stærkt lys". Syvsegmenter kan tændes og slukkes og er således binære ting. I loftet kommer der til at hænge et kæmpestort 8-tal, der bliver spejlvendt i forhold til, hvordan man ellers ser det. Man står så at sige under displayet i lommeregneren. Som om stregerne var dele af et print-kort. Jeg kan danne flere figurer ved at tænde og slukke for lyset.

Jeg har derudover arbejdet med et opbrud af det system, som tal er. Vi kan alle sammen forholde os til syvsegmentet, fordi tal er verdensomspændende, og jeg har så prøvet at bryde det ved at lave en række glasklare 3D-segmenter. Vi kender den flade struktur fra segmentet, men her bliver det gjort rummeligt og bryder på den måde syvsegmentets logik op.

En tredie ting bliver en række stempler, der har at gøre med masseproduktionen af komponenter. Idet du står i et af rummets felter bliver du selv en lille del af et styks masseproduceret komponent.