[28. januar 2004]
Interview

Julie Lundsteen Boserup i Raca

På udkig efter byens visuelle støj
Interview med Julie Lundsteen Boserup
Den københavnske kunstner Julie Lundsteen Boserup er for tiden aktuel med udstillingen Gadeplan, hvor hun stiller skarpt på byens oversete detaljer i en række finurlige tegninger, der kalder på genkendelse og refleksion fra den opmærksomme betragter. RACA har i bogstaveligste forstand hevet gaden ind i stuen og overklistret væggene med mursten i stort format, der danner baggrund for kunstnerens hypersensitive registrering af tilfældige samspil mellem det planlagte og det vilkårlige byrum.

Julie Lundsteen Boserup er uddannet fra Chelsea College of Art (1998-2002) og har blandt andet udstillet på Liverpool Biennale (2002) og deltaget i Kenneth Balfeldts Cornershop projekt (2001). Herhjemme har hun udstillet på Galleri Q, Kunstakademiets udstillingssted (2003) og Charlottenborgs Forårsudstilling (2003).
Kopenhagen har mødt kunstneren i RACA til en samtale om hverdagslighed, lokalmiljøer og mikroskopisk byplanlægning.

Julie Lundsteen Boserup
GADEPLAN
-en udstilling om byens oversete detaljer
tapet og tegninger af Julie Lundsteen Boserup
Fernisering 9 Januar 2004 kl. 17 – 22
9. januar - 31. januar 2004
Raca
Gammel Kongevej 37, st.th.
1610 København V
Tlf.: 3325 6060
raca@raca.dk
www.raca.dk
Åbent to - fre, kl. 15-19, weekend kl. 13-17
Udstillingen er støttet af fagudvalget for billedkunst og Kbh’s billedkunstudvalg
Pressemeddelelse...

Julie Lundsteen Boserup: Gadeplan

Hvad udsprang projekt Gadeplan af?
Jeg vil gerne starte ud med at fortælle, at jeg er uddannet i London og jeg i den forbindelse boede i byen igennem flere år. Der skal ikke lægges skjul på, at jeg var meget, meget glad for London. Den var ultra inspirerende og meget fascinerende. Gadebilledet er broget og sprængfyldt af kontraster. Både socialt og æstetisk giver dette fx sig til udtryk på byens facader. London er en mindre reguleret by end København, og knap så kontrolleret. Indbyggerne har plads – og tager sig plads til at forme gadebilledet og omgivelserne med små improviserede løsninger. Der kan være tale om en facade, der lige skal lappes, små hjemmestrikkede udformninger, et håndmalet skilt, en nonchalant klat maling eller andre tilfældigheder i byrummet af forskellig art. Jeg har længe været interesseret i amatører, og muligheden det almindelige menneske – du og jeg – har for at udvikle, præge og formgive de lokale omgivelser. Den almindelige hverdagsamatør og særlig dennes enorme engagement er fascinerende, og danner i høj grad baggrund for min kunstneriske praksis.

Hvorledes giver din interesse i lokaliteter og amatører sig konkret til udtryk på denne udstilling?
Da jeg vendte hjem fra London var der tale om en kæmpe forskel. Her tænker jeg først og fremmest skalamæssigt. I det første lange stykke tid efter min hjemkomst tegnede jeg kun motiver fra London, Berlin eller andre europæiske storbyer; på nær København. Men så fik jeg den her tanke, at hvis jeg skal bosætte mig og leve mit liv i denne by må der også være nogle stærke motiver, der kan inspirerer mig. Det kan ikke passe, at jeg skal tage væk eller rejse bort for at finde frem til det interessante. Jeg havde på forhånd en ide om, at jeg kendte København til hudløshed; at jeg havde et fuldt overblik over en gennemreguleret og meget nydelig by. Denne idé satte jeg mig herefter til at bryde.
Hvad der foregår her på udstillingen er kort fortalt, at jeg har taget udgangspunkt i mit lokalmiljø på Vesterbro, hvor jeg har bevæget mig ud på gaderne og forsøgt at bryde de vaner og tillærte rutiner, der tvinger mig til at iagttage byrummet på en bestemt måde. Denne måde er ikke direkte forkert, men tillært og indstuderet. Jeg prøvede derfor at se på en ny måde. At få fat i netop de detaljer, som jeg har haft tendens til at overse i den daglige strøm. Metoden har derfor været at fotografere en hel masse vilkårlige motiver, fremkalde dem og derefter tegne disse motiver igen og igen. Ud af denne proces er opstået en anden slags motiver, som jeg ikke lagde mærke til i første omgang og som måske heller ikke var tilgængelige for mig.
Der er tale om tegninger, som for de flestes vedkommende er lavet med hverdagsmateriale: tusch, fotokopi, filtpen, blyant og så er der et stykker, der er lavet på computer. Men i en helt enkelt streg og uden ret mange effekter.

Julie Lundsteen Boserup: Gadeplan

Hvis jeg ellers forstår processen korrekt, så er din arbejdsproces som følgende: registrering, foto, tegning?
Det er meget mere umiddelbart end som så. Det gælder om altid at have et kamera i lommen og så løbende tage billeder. Jeg føler egentlig først, at selve registreringen finder sted når jeg har fotografierne, og derefter begynder at tegne fra dem. Jeg forsøger at omsætte eller oversætte motiverne, og det er derfor først når jeg sidder og prøver at iagttage dem, at jeg tænker: gud, det ser jo for alvor interessant ud. Jeg så at sige tegner mig ind i motivet.

Hvilke kontraster er der tale om, når du foretager din personlige byregistrering?
Det kan oplagt være kulturelle kontraster. Der kan være tale om en lille etnisk indvandrerbiks og en dansk smørrebrødsforretning dør om dør. Men det kan også være langt mere enkelt, og knap så konstrueret. Jeg har fx lavet en tegning af en pølsevogn, der står på Frederiksberg rådhusplads. Lokationen har jeg ikke tegnet med. Men her er tale om en kontrast – en såkaldt skjult kontrast, man ikke umiddelbart ser. Pølsevognen står der på pladsen og larmer helt vildt visuelt og råber op i det offentlige rum. Og man vænner sig så meget til støjen i sin hverdag, at man ikke ser den længere. Men i virkeligheden er den jo sprængfyldt af kontraster og fyldt af larm og støj. Og det er den slags visuel støj jeg som kunstner er interesseret i.

Kan du fortælle om relationen mellem virkeligheden og din tegnede eller frembragte virkelighed?
Jeg har forsøgt at få folk til at se på ny. Folk har, præcis ligesom jeg selv, tillagt sig vaner og rutiner der gør at de interessante kontraster forbliver usynlige. Man glemmer at reflektere over dem. Min udstilling her i galleriet kan bruges til at hive folk ind fra gaden, vise dem motiverne og sige: glo, kig, iagttag! Det er faktisk interessant det her. Jeg håber derfor, at min udstilling giver folk lysten til på egen hånd at gå på opdagelse i byen. Man kunne fx efter et besøg i galleriet gå op forbi Waterloo (red. stripbar på Gl. Kongevej), som der også er en tegning fra her i galleriet. Waterloos ene facade er velkendt for de fleste: striptease, nøgne damer og store bryster. Og det er disse pornoikoner man husker facaden som. Men hvis man spadserer lige rundt om hjørnet er der faktisk en enkel og helt hvid facade, der nærmest fortæller en helt anden historie end den første. Når vi forsøger at erindre os facaden husker vi den kun for de nøgne bryster, og ikke for den fine hvide væg. Mit håb er at folk vil gå forbi Waterloo med nye øjne, medbringende mit facadebillede i en nysgerrig beskuen af omgivelserne. Begge billeder er en del af samme virkelighed.

Julie Lundsteen Boserup: Gadeplan

I din afdækning af motiver gør du brug af et næsten antropologisk undersøgende blik. Kan dine registreringer sammenlignes med et felttog?
Ja, det kan det faktisk godt. Jeg indsamler fakta og informationer og er på den måde en stor samler af små oplevelser. Jeg er ikke den kunstner, som kan sætte mig ned og tegne ud fra egne erindringer eller egen menneskelig situation. Jeg har virkelig brug for virkeligheden, der tvinger mig til at stille spørgsmål og til mod- og medspil. Almindelige menneskers gøren og laden er meget vigtig for mig. Hvad de faktisk foretager sig helt ned i mindste detalje, og i præcist hvilke omgivelser handlingerne finder sted. Jeg har længe været meget inspireret af Michel de Certeau (red. fransk kulturteoretiker og hverdagssociolog). Hvorledes mennesker prøver at præge hverdagsomgivelserne, og hvorledes man skaber sin egen identitet gennem brugen af ting. Menneskets forskellige livs- og levemåder afspejler sig i de nære omgivelser. Når man fx iagttager et tilsyneladende sterilt socialbyggeri, hvor alle køkkener i princippet er konstrueret ens fra begyndelse vil man hurtigt indse, at praksis modsvare monotonien. Ikke et køkken er derfor ens. Den specifikke betydning det enkelte køkken har for brugeren er helt unik, og netop derfor det interessante eller det springende punkt.

Du lægger ikke skjul på, at din interesse er for det hverdagslige, de almindelige mennesker og de lokale omgivelser. Er det hovedsageligt dér det interessante foregår?
Der er en dejlig uhøjtidelighed tilstede i det hverdagslige, som jeg godt kan lide. At finde det interessante i det tilsyneladende uinteressante. At insistere på at verden rundt om hjørnet er værd at beskæftige sig med, og at man ikke behøver at rejse jorden tynd for at finde frem til det virkelige. Det gælder om at se, at iagttage endnu engang, at kigge ganske nøje efter. Samtidig rummer min ”hverdagsmission” også et andet budskab. At min kunst er for alle, der måske kan genkende noget fra sig selv eller fra deres egen hverdag. Byens indbyggere skal komme direkte ind fra gaden og relatere sig til mine motiver på måder, der for dem forekommer overraskende nye.

I filmen Smoke tager kioskejeren spillet af Harvey Keitel dag ud og dag ind et billede af samme gadeudsnit. Vækker metoden genkendelse og arbejder du også ud fra bestemte dogmeregler?
Det var meget vigtigt for mig med netop dette projekt, at det ikke blev en opremsning eller en gentagelse af et koncept eller en genre. Fx kunne jeg have valgt at fotografere alle gaderne, der støder op til Gl. Kongevej og derefter tegnet dem. Men det ønskede jeg netop ikke. Hvert motiv har sin konsekvens, og derfor er der også nogle af tegningerne der er ret forskellige fordi motivet på en eller anden måde har inviteret til at blive tegnet. Nogle med filtpen, nogle lidt mere løsehåndsagtigt på computer. Det er både for at få iscenesat en form for variation mellem motiverne, men bestemt også for at motivere mig selv. Hvis jeg skulle stå og være Harvey Keitel og tage de samme billeder altid, så ville jeg tabe interessen på gulvet. Mit eget projekt gør mig derimod nysgerrig. Der er et nyt engagement tilstede hver gang jeg laver et nyt motiv. Men jeg kunne sagtens være i familie med Keitel – altså i overført betydning. Hos os begge er der tale om aktion inden for en meget lille ramme, som man ofte skal studere længe for at finde frem til. Men handlingen eller historien er bestemt til stede, hvis man har opmærksomheden slået til.

Mere Raca...
20. november 2002: Interview med Pulsk Ravn og Johan Carlsson