[21. august 2003]
Interviews

Kim Lykke Jørgensen, Naja Marie Aidt: Balladen om Bianca, 2003

Balladen om Bianca
Interview med Naja Marie Aidt og Kim Lykke Jørgensen

Digteren Naja Marie Aidt og fotografen Kim Lykke Jørgensen udgav tidligere på året bogen Balladen om Bianca på forlaget Gyldendal. En farvestrålende og pretentiøs sag spækket med snapshots, billedcollager, grafiske effekter og en lyrisk ballade om pigen Bianca. Bogprojektet er nu blevet til en udstilling i Asbæk Undergrunden. Kopenhagen har i den forbindelse sat de to kunstnere i stævne.
Interview og foto: kopenhagen

Balladen om Bianca
Kim Lykke Jørgensen, Naja Marie Aidt
15. august - 31. august 2003
Pressemeddelelse

Galerie Asbæk Undergrunden
Bredgade 20, 1260 København K
Tel. +45 33 15 40 04, fax +45 33 13 16 10
galerie@asbaek.dk
www.asbaek.dk
Åbent ma-fr kl. 11-18, lørdag kl. 11-16

Alle billeder: Kim Lykke Jørgensen, Naja Marie Aidt Balladen om Bianca, 2003
Galleri Asbæk Undergrunden

Interview med Kim Lykke Jørgensen og Naja Marie Aidt

kopenhagen: Hvordan har I fundet sammen om projektet Bianca?

Naja: Ja, det startede jo tilbage i 1991, hvor jeg skulle udgive min første bog, og så kendte jeg nogen som kendte Kim, som sad ude på Wurst og ridsede i nogle fotografier. Jeg kendte ikke andre, der lavede sådan noget.

Kim: Det var den lange historie...

Naja: Så fandt vi sammen. Kim lavede omslaget til min første bog og siden til endnu en bog. Vi lærte hinanden rigtig godt at kende, og det var oplagt for mig at spørge Kim, da jeg havde fået den idé, at der skulle være billeder i min kommende bog, og at vi skulle lave noget sammen.

kopenhagen: Men projektet Bianca må have udviklet sig ret meget derfra. Til mere end 'billeder til digte'? Det virker som om, det er blevet et fællesprojekt.

Kim: Det var også meget med at have lyst til at arbejde på en bestemt måde. Den der fælles proces, det collageagtige, som vi hele tiden var optaget af - og at sidde og holde redaktionsmøder. Idéen var, at vi skulle komme med nogle ting, lægge dem på bordet og se hvordan vi kunne klippe dem sammen.

Naja: Det var aldrig tanken, at det skulle være illustrerede digte eller digte skrevet til billeder, som man så tit har set. Begge dele skulle være der på de samme præmisser, og skubbe hinanden i forskellige retninger, hvad de også meget kom til. Min historie var Kims udgangspunkt, men vi fandt hurtig ud af, at Kim måtte lave sin egen Ballade, sin egen billedfortælling. Hans ønsker om, at der kom noget avisagtigt ind fik mig til at skrive de fiktive interviews, der optræder i bogen. Råbetekster som både vokser rent sprogligt, men også rent grafisk på siderne. På den måde har vi været lige gode om at inspirere hinanden.

Kim: Vi startede med at lave nogle iscenesatte fotografier, hvor vi inviterede folk, klædte dem ud og stillede dem op.

Naja: Vi klædte dem ud som bogens personer....

Kim : Jeg havde en idé om, at vi skulle prøve at samle hele digtet i én billedhistorie. Lave en slags fotostory til hvert digt. Men vi fandt ret hurtigt ud af, at det ikke fungerede særlig godt. Det blev noget overstyret noget.

Naja: Ja, vildt kikset...

Kopenhagen: Så projektet udviklede sig til, at der ikke kun var én Bianca?

Naja: Vi var fra starten enige om, at vi skal aldrig se Bianca. Vi kan godt se en hånd, en nakke eller en fod eller en sko. Også scener hvor det er en kvinde, som er i centrum. Alle mulige forskellige kvinder, som er i centrum, men man skal hele tiden bevare Bianca som en drøm, også når man læser bogen. Man skal hele tiden selv have lov til at forestille sig hvem Bianca er, for i det øjeblik hvor hun blev konkret, så ville vi virkelig have problemer. Så ville det blive en "photostory", og man ville ikke have den samme frihed som læser, og ville meget hurtigt blive færdig med den. Vi var nødt til selv at bevare den forestilling om Bianca som en åbenhed.

kopenhagen: Der er nok mange, der vil have det sådan, at hvis de tror, at udstillingen er svaret på hvem Bianca er, så er de måske blevet skuffede. Der er kommet endnu mere billedflimmer og billeder som bliver gentaget igen og igen i forskellige medier?

Naja: Videon kører i loop, diasshowet kører i loop. Sådan kan man også se bogen. Man kan lige så godt læse den bagfra som forfra, eller oppefra og ned. Når man er færdig med den, kan man faktisk gå i gang med den igen, fordi den netop ikke besvare de spørgsmål, som man på en måde forventer, den skal besvare, når man begynder på at læse den. Historien bryder ligesom sammen til sidst, hvor man igen kigger tilbage på historien, og tænker: "det var jo løgn alt sammen" eller "det kunne det lige så godt være".

kopenhagen: I arrangerede et lyrikarrangement som optakt til udstillingen, med digtere som Pia Juhl, Lars Bukdahl og Pablo Llambias?

Naja: Ja, som så er blevet til en video, som kører dernede.

kopenhagen: Hvad var oplæget til digterne?

Naja: Deres oplæg var, at vi bad dem om at bidrage til Balladen om Bianca, og de havde fuldstændig frie hænder til at gøre det. En komponist, Martin Heurlin, bliver alle steder omtalt som digter, ( men det er han altså ikke ) har skrevet en sang over en tekst fra bogen. Andre har bidraget på forskellig vis. Nogen ved at skrive nye ting, nogen ved at finde mærkelige ting frem, som de så vidt jeg ved ikke har udgivet før, og nogen igen ved at finde noget frem fra deres forfatterskab som passer. Det er virkelig blandede bolscher, hvad man også vil kunne se på videoen.

kopenhagen: Jeg er lidt interesseret hvad det er, I er inspireret af. F. eks. så er der 1. maj billederne - er der noget selvbiografisk på spil her?

Kim: For mig handler det nok om en eller anden form for værdighed - at prøve at komme ind i historien med de der figurer.
Jeg synes nogle af personerne i Biancadigtene er nogle sørgelige skæbner, de er blevet løsrevet fra alle mulige sammenhænge, og prøver at finde en mening med det hele via Bianca. I 1. maj-billederne, gadelivsbillederne, havnefesterne og ting og sager, som jeg har fotograferet, prøver jeg at give en værdig historie til dem, hvor de er i fuld vigør: de danser, er glade og er sammen i et fællesskab.

Naja: Vi har haft mange diskussioner netop om det her, for jeg synes det nemt kunne kamme over og nemt blive for socialrealistisk eller nærmere socialromantisk. Jeg er nemlig selv gammel ungkommunist, så jeg har været på 1. maj også på en mere uhyggelig måde, eller hvad man skal sige.
Det var vigtigt for Kim at få det her med. Han kunne se noget i det, som jeg ikke kunne se. Jeg synes det blev for arbejderromantisk. Tilgengæld kommer det til at stå i kontrast til nogle ting i bogen, som gør at det bliver enormt uhyggeligt nogen gange eller bliver andet end bare gribende på den der DKU-agtige måde, som jeg oplever det på.

kopenhagen: 1. maj er meget noget med fællesskaber. Er der noget der peger frem mod nye fællesskaber?

Kim: Jeg tror det i det her projekt mere er kastet ud som et spørgsmålstegn og som en efterlysning af, hvor det er henne nu i denne her tid.
1. maj billederne er ikke en måde at sige: "hvor er det sørgeligt den måde de store systemer er faldet sammen på. Jeg har jo brugt 1. maj, men har også blandet dem sammen med miljøfestivaler, gadegøgl m.v. Jeg har nogle oplevelser på de festivaler fra før, hvor jeg har haft nogle fantastiske fælleskabsoplevelser.

Naja: Med hash...

Kim: Nej, også før den tid, hvor jeg har oplevet noget stort, netop noget værdigt i vores måde at være sammen på. Med nogle mennesker som har arbejdet sammen, festet sammen og udrettet noget sammen.

Naja: I udstillingens titelplakat med udtrykket "brug dine kræfter", ligger der en abstrakt opfordring til at se, at komme i sving med et eller andet, som er værd at bruge sin tid på. Som er en opfordring til et fællesskab. Ligesom vi involverer digterne, så involverer vi også publikum. Udstillingen bliver et sted, hvor man skal bruge sig selv også. Man skal bruge sig selv, når man beskæftiger sig med Bianca. Det skal vi, og det skal man også, når man læser bogen, ellers kan man ikke fatte en brik.

kopenhagen: Hvor går projektet hen nu?

Naja: Jeg har altid talt om projektet som om vi har en skueplads - gaden - som er det offentlige rum, og så har vi de her figurer, som vi skubber ind. Jeg har planer om at lave det til et teaterstykke, for at tage det i en helt anden retning, og ligesom sige: "nu er det rigtige personer, nu er Bianca på scenen, nu er det en historie".