|
[29. april 2002]
John Kørner og kopenhagens Julie
Damgaard Nielsen og Torben Zenth
Man kan ikke snakke sig ud af malerier...
Interview med John Kørner
Man skal slå til hver dag på
en eller anden måde, og det kan godt være angstfremkaldende...
kopenhagens Julie Damgaard Nielsen og Torben Zenth havde sat John
Kørner stævne en søndag i Galleri Christina
Wilson, hvor vi i ro og mag kunne se på udstillingen og tale
med John om hvad det er han har lavet. Tekst: Julie Damgaard
og Torben Zenth. Foto: Torben Zenth.
John Kørner: Be on Show
19.4.-25.5.2002
Galleri Christina Wilson
Sturlasgade 12 H, 2300 København S
Tel. +45 32 54 52 06, fax +45 32 54 52 04, mobil +45 28 39 71 60
Tir-fre 12-17, lør 11-15
cw@christinawilson.net
www.christinawilson.net
 
John Kørner: Be on Show, installation
(podie, skabe, lamper og malerier), 2002, DKK 100.000
Fortæl lidt om det scenerum, du har bygget op...
Altså… scenen er det centrale punkt i udstillingen…
den har stået på mit atelier, og jeg har lavet mine
malerier ovenpå den. Som man kan se, er der spor efter maling,
efter en proces. Scenen er omdrejningspunktet for hele udstillingen;
det skulle gerne stå klart, at jeg har produceret de malerier,
der hænger rundt omkring på væggene oppe på
den scene dér. Derfor er den fuld af klatter og står
helt tom; den har en næsten skulpturel karakter.
Scenen er flankeret af to glasskabe... de virker som en slags højhuse
eller store basforstærkere og der er to malerier, der hænger
ud fra væggen som diskanthøjtalere. Der er spot på
installationen fra to rækker spande, der hænger ned
fra loftet.
John Kørner: Be on show...
Hvorfor bruge spande som spot-lights ?
Den position eller hældning, spandene har, er jo lidt
poetisk. Hvis man fylder en spand op med vand, hvad man jo normalt
gør, og derefter hælder vandet ud, vil den til sidst
have den hældning, som man ser her.
Når spandene hænger således, er det som om billedet
står stille, som om det er fastfrosset. Det burde fosse ned
med vand i kaskader men i stedet er det lys, der vælder frem.
Jeg kan også li´, at spandene er helt åbne; det
er ligesom med glasskabene, der også har det der åbne
rum i sig. Og katten, der står ovenpå et af skabene,
har også helt åben mund.
John Kørner: Be on show...
Hvad er det med den kat....?
Den står deroppe med rød hale og er helt forskrækket
og skriger af angst. Jeg kan godt lide sådan et begreb som
angst, det er noget, vi alle kender til. Det ligger altid lige under
overfladen som sådan et usagt begreb. Det er ikke noget man
kalkulerer med, det hører til den mere negative side af mennesket.
Selvom scenen er tom, synes jeg der sker noget på den, og
det synes katten også, derfor er den bange. Men nu skal man
jo heller ikke tage fejl af, at der er de her spejle, som man kigger
ind i; så når beskueren nærmer sig scenen, kan
han eller hun se sig selv, og så ser katten jo også
en.
På den måde når vi frem til udstillingens titel
— Be on Show — hvor jeg forsøger at indikere den
der personlige præstation, som ligger i alle mennesker til
daglig, om det så bare er at stå nede i bagerforretningen
og lige på det rigtige tidspunkt skulle sige jeg skal have
to snegle og en giffel - ikke være for tidlig, ikke være
for sen. Man skal slå til hver dag på en eller anden
måde, og det kan godt være angstfremkaldende. Det kan
virke ubehageligt på mange mennesker; der er i hvert fald
nogle, der ikke bryder sig om det. Men det indikerer jo bare ligesom
det at leve, synes jeg, det hører med til det at være
til.
Det interesserer mig, og jeg er jo billedkunstner, så jeg
er ligesom på med denne udstilling. Med scenen belyser
jeg den proces eller situation, hvori jeg præsterer de her
ting, men samtidig skulle det gerne være en refleksion på
andres liv, på deres gøren og laden. Derfor er spejlskabene
og "sminkespejlet" vigtige elementer i udstillingen.
 
John Kørner: views
fra Be on show
Udstillingen er opdelt i et backstage-agtigt lokale og et scenerum.
For en kunstner ser det vel ud lidt på samme måde: man
står i sit atelier og arbejder og på et eller andet
tidspunkt kommer værkerne ud i et galleri og så bliver
det offentligt...
Ja, det er klart, men jeg oplever også, at når du
står på værkstedet, er du ligeså meget på.
Det er komisk, for der står man jo helt alene og arbejder
med de her ting, men ikke desto mindre ved du, at der står
nogle mennesker udenfor. Når man arbejder op til en udstilling,
ved man jo, at der kommer nogen og ser det. Så skal man ikke
lide af præstationsangst; man skal i hvert fald deale med
det, hvis man gør. Jeg har det udmærket med de ting,
men hvis jeg skal være helt ærlig, berører det
mig da. Hvis jeg skal producere en udstilling som denne her, danner
jeg mig først en ide om, hvordan udstillingen skal tage sig
ud, og hvad indholdet og den røde tråd skal være.
Jeg arbejder ud fra en grund-ide, for det skal jo være i orden.
Der er forventninger, og sådan skal det også være.
Jeg har oplevet, at kolleger har været nervevrag op til en
udstilling. Man føler man har det hele udenpå tøjet,
det er så meget af én selv, det handler om. Det
synes jeg er interessant, og jeg bilder mig ind, at det synes andre
mennesker også — at de til en vis grad kan genkende den
situation.
At præsentere et maleri overfor andre mennesker har jeg stor
interesse i. Når man tager et maleri, er det ladet med mange
ting. I et galleri er det ladet med nogle ting og udenfor med helt
andre. Der er stor forskel på at hænge det på
en væg og lægge det på et bord. Når det
ligger på et bord bliver det objektagtigt, en fysisk ting
man kan røre ved. Når det hænger på en
væg, er det ladet med betydninger; så er det et motiv,
man skal kigge på. Så har det sin egen historie.
Når jeg f.eks. hænger et maleri op i en kran, er det
en undersøgelse af, hvad et maleri kan. Her er det ikke motivet,
der er det essentielle, men det billede folk tager med sig hjem
af et maleri, der hænger fra en kran; ideen bliver det væsentlige.
John og Julie
Er det et forsøg på at trække maleriet ud
af den auratiske position det indtager, når det hænger
på eksempelvis en museumsvæg ?
Helt klart. Ved hjælp af de der handlinger supplerer jeg
jo mine motiver.
Malerierne har deres eget liv; det drejer sig ikke bare om det,
man ser — men også om alt det andet, der er udenom. Maleri
kan nogle ting som f.eks. fotografi ikke kan. Jeg er meget optaget
af den proces med, at man har malingen stående i en bøtte,
og en time efter er den smurt op på noget; så ser du
ikke længere malingen, så ser du nogle områder,
der har fået noget rød maling på sig — det
er blevet et maleri. Ved hjælp af placeringen af streger,
klatter og motiver kan man lege med de begreber og opfattelser,
folk har. Ligesom en tryllekunstner kan man fordreje tingene.
Jeg har altid været fascineret af klatter. Jeg kan
godt lide, at klatterne antager en slags fysisk form. Denne form
er ubeskrivelig, den er svær at definere, men der er tale
om en slags legemliggørelse. To sorte plamager kan ved hjælp
af lys og mørke fremstå som to vigtige elementer på
kanten af en scene. Det kan man ikke lave med fotografi.
Det er min tese, at man, når man står overfor maleriet,
indstiller sin hjerne på at opleve sådan nogle ting,
og det med at indstille sin krop på det, synes jeg er guf.
Når der kommer folk i biksen, ved man, at værkerne sætter
nogle følelser i gang.
Og så kan jeg jo godt lide at lave nogle situationer, nogle
aktiviteter — det skal helst ikke stå stille, der må
gerne være sådan lidt leben; nogle processer, der forrykker
sig.
I værket "At the Office" står der reoler
fyldt med ting og sager. Der er gang i noget....
John Kørner: At
the Office, 2002, akryl på lærred , 180 x 240 cm,
DKK 38.000
Og dér er bordet igen....
Ja, bordet er jo en bestanddel af vores hverdag, det er en flade,
der passer godt til den fysiske krop - man kan lige lægge
sin albue på den. Det er en nødvendig del af arbejdsprocessen
at have bordet foran sig, derfor er det også blevet centrum
i "At the Office".
 
John Kørner: Table I og Table
II, 2002, DKK 20.000
Fordi det er en blank flade indbyder det så ligefrem til,
at man tegner på det ? (Med på udstillingen har
John også to borde, som han har tegnet på)
(John smiler hemmelighedsfuldt) Der er forskellige ting, der spiller
ind med de to borde. Materialet f.eks.. Folk tænder på
noget, der er lækkert, noget der er massivt. Her er tale om
massiv ask, og det ser indbydende ud. Mange skal lige lægge
deres hånd på for lissom at sige her kunne jeg godt
være, her kunne jeg godt bruge adskillelige timer af mit liv.
Jeg kan godt lide at lave et motiv på sådan en flade;
her har jeg tegnet træer, aflange stammer. Jeg må tilstå,
at det var en udsøgt fornøjelse at skrue hætten
af tusserne og så bare gå amok; jeg havde ingen problemer
overhovedet, ingen præstationsangst... Det var en proces med
de to borde; de er anderledes end malerierne, jeg har ikke brugt
en måned på at lave dem.
Det er utroligt effektfuldt, at beskueren i så høj
grad bliver del af værkerne - at man, når man kigger
i spejlene, inddrages i kunsten...
Der er faktisk nogle, der ikke kan lide at kigge sig ind i spejlene,
fordi de synes, det er anmassende, at de selv skal være en
del af det. Men det synes jeg er udmærket.
John Kørner: The Mirror, 2002,
DKK 28.000
"Sminkespejlet" har, ligesom loftsbelysningen, en slags
tivolikarakter eller underholdningseffekt. Lyset, scenen, spejlet
og de sorte, afdækkede vinduer indikerer for mig indbegrebet
af tivoli - med lys der forandrer rummet og sætter det på
den anden ende. Man kan definere tivoli på forskellige måder,
der er også et lidt luder-agtige aspekt i det, hele situationen
med at blive underholdt. Den har jeg forsøgt at ramme......
Jeg kan godt lide den stemning. Til daglig er det her jo et hvidt
rum — meget typisk galleri-agtigt - men det formår jeg
at forandre gennem lyssætningen og "sminke-spejlet"
med dets pærer og prikker. I Tivoli har jeg faktisk set forskallingsbrædder
malet med lignende farver og noget, der skinner.
På selve spejlfladen er der malet en video-kamera —
symbolet på det at være på.
Er det den enkelte person — kunstner/beskuer - som "star",
det handler om ?
Ja, det er jo fedt at være på...
Hvis man ikke har alt for meget præstationsangst i hvert
fald !
Det er ligesom med alt muligt andet - folk skal lige snuse til
det, og så kan det alligevel blive for meget. Når man
pludselig står i centrum af det hele, vil de fleste skynde
sig at forlade rampelyset. Men det trækker jo helt vildt...
På denne udstilling vil alle folk, qua spejlet, være
på for en kort bemærkning.
De berømte 15 minutter...
Ja, men hvis de står tilpas længe, er de jo ikke
på tilsidst. Det er kun lige, når man træder hen
foran spejlet, at man er på. Det er første gang, jeg
laver noget på et spejl, og det var lidt spooky at stå
og se på sit eget grimme fjæs under arbejdsprocessen.
John Kørner: Night
at Stage, 2002, akryl på lærred, 180 x 250 cm, DKK
38.000
Motiverne er meget sådan nogle situationer — hvor
kommer de fra ?
Mange motiver henter jeg på landet, på en mark,
i det store tomme melankolske rum. Jeg kan godt li´, ved hjælp
af enkle snuptag, at indikere en landlig ting. I billedet "Night
at stage" skaber omgivelserne de perfekte rammer for det orgie,
der udspiller sig - den energiudladning der finder sted. Det abstrakte,
udefinérbare sceneri, der udspiller sig, er proppet ind i
nogle landlige omgivelser, og på den måde kan folk forholde
sig til det.
John Kørner: Rainy
Day, 2002, akryl på lærred, 150 x 120 cm, DKK 19.500
"Rainy Day" ved siden af er helt anderledes. Det er indbegrebet
af sjap og vand og føj for satan koldt. Det er ren melankoli.
Det kan være blå bliver den nye ting.
 
John Kørner: (tv) The
Crane, 2002, akryl på lærred , 150 x 120 cm, DKK19.500
og (tv) Hotel, 2002, akryl på lærred, 150 x 120
cm, DKK 19.500
I "The Crane" er træerne blevet så høje
og spinkle, at de ser ud som om, de er ved at knække. Den
grønne farve i dette billede er også rimelig ny. Billedet
hænger sammen med værket "Hotel" på
den anden side af scenen, hvor høje bøgetræer
giver mindelser om højhuse.
John Kørner: Cave
Life, 2002, akryl på lærred, 180 x 240 cm, DKK 38.000
Det sidste værk hedder "Cave life". Det hænger
i galleriets "foyer", og her er der lagt an til det helt
store show.
Det "problem" der har optrådt i flere af dine
værker, er det helt forsvundet ?
Nej, der kommer nyt på den front; det har jeg ikke droppet.
Jeg har flere facetter, men er der nogen, der har nogle problemer
eller har svært ved at tolke nogle ting, så bringer
jeg gerne det hårde skyts frem. Jeg har en bog på vej,
og den er fyldt med problemer.
Værkerne på denne udstilling er del af en installation.
Er det et problem, hvis de bliver revet ud af sammenhæng ?
Det smukkeste ville selvfølgelig være, om der efter
udstillingens ophør blev bygget en nøjagtig kopi af
galleriet, men værkerne er jo kreeret enkelvis. Faktisk tror
jeg, at hvis du trækker et enkeltelement ud af udstillingen,
så følger der noget med det. Det bliver ligesom en
af aktørerne, der kommer til at gå solo et andet sted.
Og nogle ting vil helt automatisk få et længere liv
end andre.
Julie og John at the cave
Kan du egentlig godt lide at få lov at tale om din kunst
?
Ja, til en vis grad. Men man kan ikke snakke sig ud af sådan
nogle malerier.
Det må ikke blive for fladt. I kraft af at man står
og skaber værkerne, er de ekstremt bevidste, mere end et fotografi.
Det er en utrolig personlig ting for kunstneren. Den proces, det
er at kreere sådan et maleri, kan godt være problematisk
— at fastholde objektivet, grundideen.
Det er derfor ikke så enkelt at præcisere, hvad der
sker i et maleri; ligesom du ikke kan genfortælle din dag
ned i mindste detalje. Du kan godt sige, at du lige har været
nede at købe nogle smøger... men der er jo sket en
masse ting parallelt hermed.
Beskueren skal virkelig præstere noget for at få værkets
facetter med, ligesom jeg har skullet gøre mig umage for
at lave værket.
Mere...
John Kørner interviewer Martin
Erik Andersen...
John Kørner interviewer Kaspar
Bonnén...
John Kørner om Anton
Hansen og Husk mit navn...
John Kørner interviewer Christian
Chapelle...
Interview med John
Kørner fra maj 2000...
Kørners
Kontor i Randers...
John Kørner "nede
hos slagteren"...
John Kørner på
Mesnedø...
John Kørner på
Carnegie...
John Kørner
i Njalsgyden...
John
Kørner på kopenhagenshop...
kopenhagen-søgning
på John Kørner...
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)
)