[2. marts 2004]

RE:SOUNDS af Rasmus Thirslund.

Interview med Morten Søndergaard, museumsinspektør ved Museet for Samtidskunst i Roskilde.
Et digitalt Bauhaus. Del 1.

Bauhaus digitalis. Museet for samtidskunst i Roskilde indtages for øjeblikket af elektroniske kredsløb og behændige teknologinørder fra Malmø. Interview: Anne Roelsgaard Obling. Foto: Thomas Petersen.

Museet for Samtidskunst
Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde
tlf.: 46 36 88 74, fax: 46 36 01 90
www.mfsk.dk
museet@mfsk.dk
Åbent ti - fre. kl. 11-17, weekend kl. 12-16
Antologien K3 - ett digitalt Bauhaus kan bestilles på www.information.dk/forlaget

Et Digitalt Bauhaus
24. januar - 21. marts 2004

Museum. Næsten et århundrede efter at Bauhaus' grundlægger, Walter Gropius, blæste dørene op for en af mellemkrigstidens mest indflydelsesrige uddannelsesinstitutioner i Europa, satser Museets for samtidskunst i Roskilde stort med udstillingen om Et digitalt Bauhaus i samarbejde med K3 - kunst, kultur og kommunikation - fra Malmö Högskola. Udstillingen afspejler at nok skaber vor tids komplekse kommunikations- og informationsteknologier nye standarder for funktionelt design, men derfor kan der stadig arbejdes med at forene den æstetiske og kunstneriske innovation i opfyldelsen af praktiske behov - nu i digitale varianter. K3 er båret af en vision om at designe anvendelseskoncepter omkring digital teknik for alle. På udstillingen fremviser forskere og studerende interaktive værker, hverdagsproduktioner og installationer, der kommenterer og forholder sig til en digitalt medieret virkelighed og samtidig tager aktivt del i en kulturel og politisk eksperimenteren.

Kopenhagens udsendte har mødt museumsinspektør Morten Søndergaaard til en samtale om fremtidens museum, der indgår som dagsordensættende kulturel aktør og vidensproducerende sparringspartner i et netværk bestående af universiteter, forskningsvirksomheder, institutioner og museer. Forhåbentlig.

Hvorledes skal vi forstå Museet for Samtidskunsts samarbejde med K3?
Museet har en lang tradition for at arbejde med akademier, skoler og uddannelser. På den måde kan vi være med til at afsøge og formidle de nyeste tendenser inde for samtidens kunstneriske udtryksformer. I et større perspektiv giver det os samtidig mulighed for at undersøge hvorledes uddannelsesstederne institutionsmæssigt udvikler sig, og sætte fokus på hvordan vi uddanner aktører til den scene, som omgiver os lige nu. Det er interessant at se tilbage på, at vi i 1991 havde en udstilling med Københavns Billedhuggerskole og i dag har vi at gøre med et digitalt Bauhaus med fokus på K3 i Malmø. Fokus er musealt skiftet fra den interne fokusering på kunstsystemet til fokuseringen på samfundet og samfundets forandringer generelt. Som institution prøver vi jo, at skabe rammer for at noget nyt kan opstå. Noget som samtidig gerne skulle være værdifuldt. Det kan være værdifuldt på mange forskellige planer. Af nogle meget nære æstetiske grunde, hvor vi udfolder nogle ting, vi mener æstetisk eller kunstnerisk lige nu er relevant. Men det kunne også være med de lidt større pensler vi maler. Noget vi mener er relevant at få bragt ud i verden eller ud i samfundet af sociale og politiske grunde. Som institution skaber man rammer for den slags. Der er et processuelt aspekt, men også et idemæssigt fremadskridende aspekt i at arbejde og tænke på den måde som institution. Det følger vi endvidere op gennem vores forskning og vores samlingsarbejde. Det vi blandt andet kan som institution er at bedrive en slags grund grundforskning i den forstand, at vi er med til at skabe grundlagt for felter, der måske først bliver emner for den akademiske refleksion år frem. Det finder jeg meget tilfredsstillende.


Venstre: Rosengårdsmotionscenter af Sita Verma og Suzanne Hellberg. Højre: Konflikter/Kontraster af Camilla Calmsund.

I antologien, der er udgivet i forbindelse med udstillingen, kan man blandt andet læse at museets rolle er under forandring og bevæger sig til at være et moderne videnscenter?
Det er netop et radikalt skifte, der er sket inden for de sidste 10 år. Museer og institutioner har udviklet sig hen imod at blive videnscentre fremfor at være tomme og tilgængelige skaller, hvori man fremviser og indsamler kunst. Jeg mener at et museum også bør være et sted, hvor man også forbinder ledningerne og tager del i en skabende proces som vidensproducerende institution. Gennem udstillingen, et digitalt Bauhaus, iscenesættes et spejl, som også spejler vores egen funktion som institution. Vi har i høj grad fokus på det intermediale felt og de tværæstetiske aspekter, som ikke rigtigt kan indpasses i det traditionelle museumsbegreb. Samtidig viser vi med K3 projektet, at det er yderst vigtigt, at museet ikke lukker sig omkring sig selv, men derimod hele tiden rækker ud efter nye relationer og dialoger i et åbent samarbejde.


Kontoret for jordforbindelse af Public Globality Gardens og YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Büro). www.koloni.dbskane.se og www.ynkb.dk.

Skal man forstå det således, at I et lille stykke hen ad vejen kunne betitles 'Institut for samtidsforskning'?
Nu er vi jo slet ikke store nok til at kunne udråbe os selv til samtids- eller fremtidsforskere. Det vi prøver på er at koble os på en udvikling, og samtidig være medtænkende og medproducerende i denne udvikling. Vi vil gerne lade kunsten om at være forandrende, men vi skaber rammer for at nogle ting og impulser kan sendes ud i verden. Vi skaber værdier og betydninger. Gennem antologien til denne udstilling er vi med til at lave en platform, hvorfra den føromtalte spejleffekt opstår. Hvor man altså både spejler frem og tilbage mellem avantgarden og i dag gennem Bauhaus. Men man spejler også hvad det er for en teknologi vi har med at gøre i dag, og hvad den konkret kan bruges til i forhold til en institution, en uddannelse og i forhold til samfundet. Og selvfølgelig afspejles også hvad vores institution kan i forhold til en institution som K3.

I har i anledning af udstillingen valgt at udgive en antologi, der giver stemme til en række forskerkræfter i tekster som behandler perspektiverne i, at lave en uddannelse rettet mod netværkssamfundet. Hvorfor en antologi fremfor det traditionelle udstillingskatalog?
Antologien har den styrke, at man kan komme rundt i et område på kalejdoskopisk vis, og få mange forskellige stemmer med således, at en antologi kan gå hen og blive et redskab til at sætte en diskussion eller en debat i gang. Vi håber at antologien vil fremprovokere en mængde spørgsmål. Forhåbentlig afføder den en samtale om, hvad de studerende skal kunne i netværkssamfundet, når de kommer ud fra de respektive uddannelsesinstitutioner. Og diskussionen om hvilke kvalifikationer vi som producenter skal være i besiddelse af, hvis vi skal gøre os håb om at ændre noget i samfundet. På den ene side sprænger antologien rammerne for et almindeligt katalog. Der er mange forskellige bidragsydere og den er tematisk organiseret. Et almindeligt katalog skal i sit udgangspunkt dokumentere en udstilling. Men hvis man skal arbejde med det konceptuelle, dvs. som i dette tilfælde arbejde med de ideer, der roder rundt i et vidt forgrebet udstillingskoncept, som det vi har med at gøre på det digitale Bauhaus, så skal der flere tråde og stemmer til.


Venstre: Ping vs. Pong af Peter Bergdahl, Marcus Hallenberg, Rosmari Huseby-Mikkelsen, Mariana Novakov, Fredrik Palmqvist, Johan Salo, Bobbi Sand og Magnus Wallon. Højre: Digital Gæstebog af Fredrik Larsson, Heléne Karlsson, Pål Svensson, Daniel Filipazzi, Hans Lovén og Niclas Holmberg.

Nu har vi talt om museets rolle som medspiller og formidler. Men hvad med de mere grundlæggende museale krav der også må opfyldes? Fx rejser arkiveringen af den digitale kulturarv spørgsmål om, hvordan vi skal indsamle, registrere, bevare og dokumentere såvel den kulturelle som den forskningsmæssige udvikling inden for digital kunst.
I virkeligheden er det ikke kun et problem, som hører vores felt til. Det er hele museum Danmarks problem. Hermed sagt er det en opgave, der er langt større end den, vi som enkel institution kan løfte. I fremtiden bliver det i høj grad vigtigt at sætte ind på nationalt plan, måske endda på et endnu større plan. I første omgang har vi kulturarvstyrelsen, der skal varetage de vigtige funktioner angående bevaringsproblematikken. Men med hensyn til at indlemme den digitale kunst inden for institutionens rammer, og på den kritik dette medfører, så er jo ikke første gang i historien, at kunsten har følt sig utilpas. Og alligevel har museet på grund af sin idiosynkratiske rolle jo samlet kunsten på godt og ondt. Nogle har ment, at kunsten er blevet institutionaliseret på den konto og at man derved som institution har været medvirkende til at fjerne farligheden i kunsten. Men jeg synes alligevel, at det er interessant, og uden at ødelægge kunsten af den grund, at der er forskellige måder at iagttage kunsten på og forskellige måder tage sig af den. Hele problematikken om, at det ændrer kunsten er jo åbenbar. Lad os sige man eksempelvis står med et netbaseret kunstværk. Skal man så også i bevaringsøjeblikket bevare alle de links, der henvises til, og skal man i virkeligheden også have hele softwaremiljøet med udover den browser der hører med, og som ændrer sig ligeså hurtigt som software nu gør? Skal de oprindelige plug-ins bevares? Det store problem falder således tilbage på, hvorledes brugeren skal kunne gå ind og opleve dette værk. Men vi ved fra vores erfaringer med video- og filmkunsten, at det gælder om at være hurtigt ude når det kommer til registreringen og formidlingen af ny kunst. Ellers tabes der nemt mange års dyrebare erfaringer på gulvet inden man finder frem til bæredygtige løsninger.