24. marts 2004: Interview med BankMalbekRau

kopenhagen.dk > alle interviews > 24. marts 2004: Interview med BankMalbekRau

[24. marts 2004]
Interview

BankMalbekRau
Lasse W. Lauridsen, Lone Bank, Christina Malbek og Tanja Rau i PAINTBOX extensions

Interview med BankMalbekRau
Den danske kunstgruppe BankMalbekRau, bestående af kunstnerne Lone Bank (f. 1970), Christina Malbek (f. 1971) og Tanja Rau (f. 1970), udstiller på PAINTBOX extensions fra den 5. marts til den 27.marts med udstillingen Kabinet. Kopenhagen opsøgte de tre kunstnere for at høre nærmere om hverdagens mange små rariteter. Det blev til en samtale om at bryde med fornuft, rum og virkelighed, og om hvorledes forskellighed er en styrke for det kunstneriske udtryk. Udstillingen Kabinet er et sted hvor hverdagens oversete særegenheder fremhæves og opprojiceres til drømmeagtige størrelser. Et sted hvor man som beskuer både føler sig fremmed som hjemme, hvor udstillingens genstande både forekommer fjerne og nære – og balancerende lige midt imellem. Interview: Lasse W. Lauridsen. Foto: Torben Zenth.

BankMalbekRau
Kabinet
5. marts – 27. marts
PAINTBOX extensions
Vognmagergade 2, st. tv.
1120 København K.
Onsdag - fredag 12–17 og Lørdag 12–15
www.paintbox.dk
Pressemeddelelse

Hvorfor hedder udstillingen Kabinet? Ligger der nogle yderligere overvejelser bag det navn?
Bank: Det er simpelthen vores inspirationskilde, der gør sig gældende dér. Vi er inspireret af raritetskabinettet og ønsker på samme måde som raritetskabinettet at skabe et rum, hvor sådanne rariteter har plads.
Rau: Mange af de ting vi har lavet er sammensat af forskellige små dele, der kommer forskellige steder fra. Både rent motivmæssigt, men også fordi vi er tre forskellige kunstnere, der har hver vores praksis, hver vores udgangspunkt, som vi drager med ind. Og det gør jo, at der allerede er en mangfoldig samling til stede, og de motivvalg vi så foretager os er plukket fra forskellige dagligdagsting, ting vi omgiver os med – eller ting vi kunne ønske os at omgive os med…
Bank: Ting der fascinerer eller interesserer os.
Ja, der er jo mange ting, der ikke har en speciel markant placering i vores moderne hverdag. Der er mange særegenheder, mange rariteter: Et håndpiskeris, en fyldepen osv. Ting der måske er lidt passé, lidt sjældne i en moderne, teknologisk verden. Er jeres kabinet et sted hvor disse særegenheder samles igen og får rum og betydning?
Bank: Ja, det er et sted hvor man fremhæver ting, giver ting plads.
Rau: Ja, hvor man gør dem store eller vidunderlige. Et sted, hvor man plukker ting ud fra en glemt skuffe, et lille hjørne eller en eller anden kontekst – og så opprojicerer dem, både symbolsk og som billede eller repræsentation. Vi har sat forskellige ting sammen, så de giver en ny betydning i en ny sammenhæng.

BankMalbekRau: Kabinet, detaljer

Er det så også et forsøg på at bryde med en vis form for rationalitet? En form for regelmæssighed og renhed, der ikke tillader sådanne særegenheder?
Rau: Ja, det er rigtigt. Vi nægter på en eller anden måde at have en orden. Vi nægter, at der er nogle ting, der er vigtigere end andre, eller at tingene skal komme i en speciel rækkefølge. Det kan man også se udfra den måde, vi har arrangeret rummet – udstillingen - på. Det bygger på, at det hele tiden skal forandre sig, at der er ting, der fremtræder på en ny måde, eller at ting fremtræder i noget andet, som de ikke tidligere har været forbundet med.

Det virker som om, at I spiller på forholdet mellem repræsentationen og det den enkelte repræsentation forestiller? Altså, billederne får flere betydninger end det man umiddelbart kan tiltænke dem.
Rau: Ja, vi laver en art repræsentation, og har udformet det således, at det ligger og vipper mellem at være et mønster, et ornament eller noget abstrakt på den ene side, og så den meget konkrete ting, som det egentlig skal forestille, på den anden side. Så den måde vi placerer værkerne i rummet på, er lidt den samme måde, som man for eksempel ville placere en stol eller et bord i et rum – eller som man nu ville placere virkelige ting i rummet på. Værkerne er ikke hængt op som billeder på væggen, men optræder som virkelige ting.

BankMalbekRau: Kabinet, detaljer

I har meget forskellige udtryk hver for sig som selvstændige kunstnere. Hvorledes samler I det i et fælles udtryk?
Bank: Det gør vi først og fremmest ved at blive enige om nogle grundlæggende ting omkring form og materialer og ved at diskutere, hvordan vi rent håndværkmæssigt vil gribe det an. Herefter kommer det andet mere eller mindre helt af sig selv… eller det kommer i al fald til at hænge sammen i en eller anden forstand – i kraft af det håndværksmæssige.
Rau: Ja, det har meget med materialer at gøre, det er her de forskellige udtryk samles. Men vi bestræber os på en forskellighed, for man må gerne kunne se, at der er forskellige måder at gøre det på.
Bank: Men det er alligevel ikke kun materialet. Der er allerede taget et stort skridt hen imod et ensrettet udtryk, eftersom vi har bestemt os for, at træobjekterne skal være perforeret, altså at det nærmest kun skal være konturer.

BankMalbekRau: Kabinet, detaljer

Er der noget idemæssigt grundlag for at I samlede jer som kunstnere? Nogen grundlæggende ide I er samlet under?
Bank: Der har været et udgangspunkt, som så efterhånden har ændret sig. Vi var engang alle tre meget interesserede i mad. Vi startede vores første projekt som en stor spiselig installation, men havde på daværende tidspunkt ikke nogen planer om at lave noget fast sammen. Så mødtes vi igen senere og fik mulighed for at udstille sammen ved efterårsudstillingen på Charlottenborg, det blev så anden gang vi lavede noget sammen. Og det er så derfra samarbejdet er vokset.
Rau: Egentlig var det, som vi lavede sammen første gang meget anderledes end noget at det, som vi tidligere har lavet hver for sig. Vi fik øjnene op for, at et samarbejde kan skabe noget helt nyt, nogle nye muligheder, noget vi ikke tidligere havde forestillet os. Så det var egentlig ikke planlagt, at vi skulle arbejde sammen.
Malbek: Jeg tror i virkeligheden, at det har noget at gøre med nogle fælles interesser, som vi kan samles om. Og det er måske i virkelighed ikke så meget vores interesse for mad, der samler os, men måske mere vores interesse for netop detaljerigdom - vores studier og udforskning af dekorationen og detaljerne. Og i forhold til vores madlavningsprojekt, så handlede det nok mere om det dekorative, om det at skabe billeder med noget, der normalt ikke skabes billeder med, end det handlede om at lave mad. Og vi er nok ligeledes samlet under vores interesse for det storslåede, det overflødige.

BankMalbekRau: Kabinet, detaljer

Nu lagde jeg mærke til at jeres kunst i udstillingskataloget fra Reaktion blev betegnet som realisme. Hvad siger I til det? Det er jo ikke just kendt for at være dekorativt. Det er vel snarere en hyperrealisme?
Bank: Ja… Det ved jeg ikke rigtig... (griner)… Det er vist skribenternes formulering.
Rau: Det er jo altid ret dekorativt, det vi laver, men det bunder selvfølgelig i en eller anden konkret realitet, der så gøres til en abstraktion. Men det er jo ikke ligefrem nogen socialrealisme…
Bank: Nej, det er vel mere en ønskerealisme, hvis det er noget.
Rau: Men vi forsøger at give et billede af et iscenesat rum som værende realistisk – eller få noget der egentlig er kunstigt til at fremstå realistisk. Især rummet skal være realistisk…

BankMalbekRau: Kabinet, detaljer

Ligger der nogen overvejelser bag jeres udnyttelse af rummet? Er værkerne placeret efter nogen hensigt?
Rau: Det skulle gerne virke således, at betragteren føler sig som en del af det. Altså, at man kan stå ved siden af træfiguren, fx løven, og så få en fornemmelse af, at den er i reel størrelse. På samme måde kommer billedet af en grydeske til at minde om et træ, en søjle eller lignende… Den får noget fysisk over sig, noget format. Så selvom man betragter det udefra, selvom det er fladt, så er man på en eller anden måde stadig inde i selve udstillingen. Det er også der, at det bliver meget kunstigt, man bliver hele tiden hevet tilbage til, at det bare er en flad, to-dimensionel streg.

Jeg vil gerne vende tilbage til idéen om raritetskabinettet. Det virker som om, at kabinettet har mange stemmer. På den ene side er der forskellige figurer, der kunne stamme fra en fantasi- og drømmeverden - skattekort, løver etc. - på den anden side er der forskellige hverdagsting, som køkkenredskaber og lignende. Er der nogen ide bag det?
Rau: Det er i træobjekterne, at rariteterne skal findes. Der har vi forsøgt at skabe nogle ting, der er fjerne og sjældne for os - store diamanter, løver fra Afrika etc.
Bank: Ja, og så er det tingene på væggene der er hverdagsagtige, men bliver gjort til noget mere.
Rau: Ja, her bliver de så gjort til noget andet end hverdagsting. Vi har anvendt ting, som man har lige ved hånden for at skabe det her rum om til noget helt andet, end hvad det normalt er.
Bank: Man kan ikke sige, at vi har opstillet kriterier for hvilke genstande, der skulle med på udstillingen. Træobjekterne er noget, som vi for det meste har fra bøger om Wunderkamre. Vi har siddet og bladret i dem, og har derefter lavet et objekt hver for sig og derfra talt om, hvad de skulle vise samlet.
Rau: Og så har vi i vores udvalg forsøgt at kombinere det lidt, give det nogle nuancer så det kunne fortælle nogle historier. At stille noget råt over for noget sødt eller lignende.

BankMalbekRau: Kabinet, detaljer

Er der så nogen overordnet historie I ønsker at fortælle?
Rau: Nej, vi ønsker ikke som sådan at guide folk noget sted hen, genstandene skulle gerne kunne fortælle sin historie selv. Det skal helst være betragteren, der ligger noget i det. Sådan tror jeg egentlig generelt, at det er. Ligegyldigt hvor meget du forøger at styre det, så er det i sidste ende betragteren, der har det sidste ord.
Bank: Vi forsøger ikke at fortælle nogen præcis historie. Det er sådan lidt rebus-agtigt.
Malbek: En rebus uden løsning…
Rau: Den kan godt løses i en eller anden forstand, men den kan bare løses på rigtig mange måder.

BankMalbekRau: Kabinet, detalje

Afslutningsvis vil jeg lige høre, når man nu er tre forskellige kunstnere, der har hvert sit udtryk og anvender hvert sit materiale, hvorledes dækker man så de forskellige interesser? Er der nogle, der i arbejdsprocessen har mere at sige end andre? Er der nogle der har det sidste ord?
Bank: Nej… (griner)…!
Rau: I arbejdsprocessen kæmper vi selvfølgelig for hver vores kæphest. Nogle gange bliver det så skulptur andre gange maleri. Vi sidder og laver hver vores ting, og så mødes vi og viser det frem. På den måde kan vi orientere os om, hvor vi hver især er på vej hen. Og sådan opstår ideen egentlig også. På den måde kan man trække både på hinanden og i hinanden for at få ideen et eller andet sted hen.
Malbek: Og i forhold til det egentlige udtryk i vores objekter - hvis det er det du tænker på - så bruger vi det netop til at pejle det samlede udtryk i en vis retning, hvilket så også giver en vis forskellighed i udstillingen generelt, derudover giver det plads til forskellige fortællinger.

Mere om BankMalbekRau:

23. jan. 2002: Interview med Birgitte Kirkhoff
Om udstillingen Mirakler 3 på Galleri Nicolai Wallner.

8. sept. 2001: Efterårsudstillingen 2001