[11. marts 2004]
Interview

Lise Autogena & Joshua Portway: Black Shoals Stock Market Planetarium

Interview med Lise Autogena
Den danske billedkunstner Lise Autogena (f.1964) og det engelske computergeni Joshua Portway (f.1967) er aktuelle i Nikolaj udstillingsbygning med en visualisering af den globale børshandel. Udspændt under de sakrale hvælvinger hænger en sort stjernehimmel, på hvis baggrund et fascinerende slag udspilles mellem verdensøkonomiske transaktioner og artificielle amøbers søgen efter mad. Interview: Anne Roelsgaard Obling. Foto: Marianne Ilkjær.

Lise Autogena & Joshua Portway
Black Shoals Stock Market Planetarium
7. februar - 14. april
Nikolaj Udstillingsbygning. Nedre galleri
Nikolaj Plads, 1067 København K
tlf.: 33 93 16 26, fax: 33 32 15 74
Åbent daglig kl. 12-17
web site:www.nikolaj-ccac.dk
e-post: public.relations@nikolaj-ccac.dk

I samarbejde med et hav af internationale forskere og erhvervsvirksomheder inden for computervidenskab, økonomi og kunstigt liv har Autogena og Portway skabt en installation, hvor bevægelser på det globale børsmarked manifesterer sig konkret som lysende stjerner og stjernetåger for øjnene af betragteren. 6000 børsnoterede virksomheder er hver repræsenteret som individuelle stjerner, der projekteres op i en planetarieagtig kuppel. Planetariet reagerer øjeblikkeligt på børshandler rundt om i verden. Hvis en stjerne blinker og stråler ved man, at der højst sandsynligt lige har fundet en handel i millionklassen sted. Stjernerne tiltrækkes af hinanden i galakser eller frastødes, alt efter om der er overensstemmelse mellem virksomhedernes prisbevægelser og de seneste dages aktuelle data. Men stjernehimlen er ikke kun et brugbart visualiseringsredskab, der kan videreudvikles til brug for alverdens børsanalytikere og finansielle spåmænd. Kuplen bebos af amøbelignende artificielle skabninger, udstyret med ”dna-koder”, der lever af den energi stjernerne afgiver gennem køb og salg af aktier. I en stadig jagt efter føde sværmer de frådende omkring områder med intens handel. Black Shoals inviterer os til at reflektere over mange komplicerede ting, og kopenhagen har mødt Autogena for at få svar på nogle af dem.

Lise Autogena & Joshua Portway: Black Shoals Stock Market Planetarium

Black Shoals blev skabt da dot com bølgen var på sit højeste i slutningen af 1990’erne. Hvorledes har projektet siden udviklet sig?
Vi prøver hele tiden at bevæge os videre. Både hvad angår målsætninger, ambitioner og ønsker med projektet. En af de store ting, jeg kan nævne, der er sket siden vi udstillede på Tate, er navngivningen af stjernerne. I sin tid endte navnestriden på et advokatkontor i Geneve. Lige nu har vi også haft lidt problemer med den tyske børs, der skulle give tilladelse til at vi må bruges deres data. Men før i tiden var det ikke muligt at give stjernerne navne. Vi måtte simpelthen ikke navngive dem efter de rette børsnoterede selskaber, fordi finansfolk frygtede at børshandlere ville stille sig op under kuplen inde på Tate og handle direkte på stjernerne med deres mobiltelefoner i hånden. Vi arbejder meget med øjeblikket. Realtime informationen der bruges er kun tilgængelig få sekunder, og efter et minut eller to er denne information fuldstændig værdiløs. Hvert sekund, der sker noget i verden, dvs. at der handles, registreres handlen på stjernehimlen i planetariet.
Vores næste ambition er, at vi vil forsøge at lave konstellationer af stjernerne. Så vi blandt anden kan se på forskellige større sammenhænge. Eksempelvis en Bush- familie konstellation med bestående af Bushfamiliens investeringer; en konstellation af Irak genopbygningsfirmaer; en konstellation af nyhedsfabrikker. Men det har været meget svært for os at få indfriet denne ambition, da det kræver enorm stor ekspertviden at finde frem til disse sammenslutninger. Vi har derfor specialister til at sidde med disse datastrømme døgnet rundt. Og så har vi sat en ADSL -forbindelse op inde i kirken, så vi løbende kan opdatere den viden vi får ind om de forskellige konglomerater.

Projektet balancerer på et knivsæg i forsøget på at repræsentere eksisterende liv og forsøget på at skabe nyt liv. Hvor spiller teserne om kunstigt liv ind?
Dengang vi i sin tid forsøgte at opstille projektet i London var den bagvedliggende tanke en ironiseren over børshandlernes virkelighed. Vi ønskede at skabe Olympen om igen, hvor børshandlere og forretningsfolk kunne sidde i deres frokostpause over lidt Sushi på deres stamrestaurant og iagttage deres skabninger. Vi gjorde det endnu mere abstrakt ved at lægge en overbygning med nogle små parasitter ovenpå stjernerne, der levede af børshandlerne. Det var en cyklus, og det var i udgangspunktet ment ret meget for sjov. Men der er samtidig en vigtig pointe i at bruge kunstigt liv i forhold til at forudse ting i fremtiden. Man kan iagttage finanssystemer og biologiske systemer, og se hvorledes disse systemer opfører sig og forandres over tid. Der er ingen der ved, hvordan de kunstige parasitter udvikler sig, og hvordan de kommer til at overleve. Man tror at det er løgn, men begrebet om finansiel astrologi lever faktisk i bedste velgående. Man forsøger at skabe gode handelsbetingelser gennem forudsigelser om himmellegemernes positioner. På Tate så vi selv, hvor stor en effekt eksempelvis fuldmånen havde på handelsbevægelserne.

Lise Autogena & Joshua Portway: Black Shoals Stock Market Planetarium

Hvordan ønsker I at videreudvikle de kunstige skabninger? Har de en fremtid?
I princippet kan amøberne blive så sofistikeret at de kunne – hvis vi ønskede det – give nyhedsinformationer og de ville kunne forholde sig til specifikke nyhedsinformationer i deres søgen efter mad. Hvis man gav dem nok informationer kunne de måske også blive bedre og mere effektive end mange børshandlere. Vi vil også gerne kunne bruge dataene til at til at belyse nogle andre ting, som måske er mere politiske. Nu sætter vi projektet op igen, og jeg er meget interesseret i hvor og i hvilken retning vi denne gang bevæger os.

Har I taget patent på Black Shoals og de sofistikerede teknikker der omgiver projektet?
Det er først og fremmest ikke et projekt som skal sælges, og derfor skal akkumulere tonsvis af penge. Det der har betydet noget for os er at skabe netværker af mennesker, som arbejder sammen på kryds og tværs for at få det til at fungere. Den gang vi, Joshua og jeg, skulle have projektet op at stå, da kendte vi stort set ingenting til finansverdenen, og jeg må da også indrømme, at der stadig er grænser for, hvor meget vi egentlig ved. Vi vidste på den anden side heller intet om biologi eller kunstigt liv. Men vi var fascinerede af tanken om at visualisere den økonomiske kompleksitet. Vi var derfor meget afhængige af at arbejde med mennesker, der var specialister. Vi endte derfor også op med at have hundredvis af mennesker fra hele verden fra Israel til Rusland til Danmark, der var interesserede i at bidrage med viden og rådgivning. Vi lavede en hjemmeside, hvor man hele tiden kunne følge med i projekternes udvikling. Ud fra det valgte vi en gruppe mennesker og samlede en tænketank. Forskellige firmaer gav forskere til projektet. I dette projekt bliver vi nødt til at arbejde med mennesker, som kan indgå i en vidensbaseret dialog. Dvs. de skal kunne tilføre projektet værdifuld viden , som vi ikke selv sidder inde med. Fra et softwarefirma i Svejts fik vi løbende forskellige medarbejdere og vi fik en dygtig forsker fra British Telecom. Desuden medvirkede en stribe Reuters medarbejderne, der nærmest boede på Tate i dagene op til den første udstilling.

Er der ikke en fare for at de uindviede museumsgæster stiller sig op i planetariet og leder efter Karlsvognen uden at begribe projektets rækkevidde?
Jeg synes at det er nødvendigt for den samlede oplevelsen at der indgår nogle detaljer om projektet. Jo mere ved man, hvordan det forholder sig til virkeligheden. Men man skal jo altid kunne forklare alt i enkle paragraffer. Projektet her er svært at forklare overfladisk, fordi det er så komplekst. Det kræver lidt af beskueren, at hun på forhånd læser om forudsætningerne. Vi har i det nedre galleri i Nikolaj opstillet en manual, der fungerer som en gigantisk kikkert, hvorfra man kan zoome ind på et udvalgt område af himlen for at identificere særlige virksomheder eller kunstige skabninger. Og det er også kun ved denne skærm, at man kan se de omtalte konstellationer. Selve kuplen har vi ønsket at bevare meget abstrakt. Udstillingskataloget fungerer som et arbejdshæfte under stadig udvikling, og det rummer adskillige akademiske bidrag, der åbner op for projektet.

Er computeren et nødvendigt materiale og redskab i din kunst?
Det er egentlig et sjovt spørgsmål, og jeg vil være tilbøjelig til at svare, at jeg ikke arbejder med computerting. Alligevel ender jeg ofte op med at gøre det, hvilket er pudsigt, da jeg ikke er specielt interesseret i computerprogrammer eller computerkunst. Lige nu er jeg sideløbende med denne udstilling i gang med et projekt, der som Black Shoals også bindes op omkring komplekse teknologier. Jeg er ved at finde frem til de mest blå himle i verden. Da jeg startede på idéudviklingen, var det ment som en undskyldning for at komme væk. Men dum som jeg er, så viste det sig hurtigt, at jeg faktisk kunne forudsige farver ved at måle atmosfærisk information. Det betød jo desværre for mine planer, at jeg ikke behøvede at rejse nogle steder hen. I det hele taget har jeg nok en tendens til at arbejde på halvvidenskabelige projekter, hvor jeg aldrig i udgangspunktet aner en skid om, hvilket område jeg bevæger mig ind på.

Vil du betegne dig selv som kunstner eller som opfinder?
Jeg er egentlig utrolig ligeglad med, hvilke titler der kan kobles på min person. Bare jeg kan få mine ideer ud i verden. Men det har været meget svært at rejse alle de nødvendige midler til projektet her i Danmark. Hvis jeg nu ikke havde kaldt planetariet et kunstprojekt, så havde der velsagtens ingen problemer været i at skaffe midler til det, som tilfældet er nu. Men for mig betyder udgangspunktet i kunsten at kunne give mig selv plads. Kunsten er et utrolig frit rum, men det sætter samtidig store begrænsninger i åbenheden fra andre mennesker. Der er i vores omgivelser en enorm angst for kunst, og der er ofte en dyb mangel på respekt over for kunstneren. Men det er samtidig lig en frihedsgrad, der er svær at finde andre steder.

Hvilke oplevelse inviterer du folk på i planetariet og hvilke krav stiller udstillingen til betragteren?
Hvis jeg slet ikke havde noget forhold til projektet, så ville der stadig være nogle forskellige ting i det, som ville være fascinerende. I overblikket man får via planetariet, der minder om et overblik man kan få af kloden fra rummet eller når man ser på en grandios kortlægning, er det fascinerende at se tingene fra en helt anden vinkel. Vi har meget begrænset adgang til at få overblik over strømmene af informationer eller indblik komplekse sammenhænge og systemer. Det er meget fascinerende at kunne iagttage hvor handelsbevægelser finder sted, og hvor yderst centreret det umiddelbart uoverskuelige handelsrummet er. Magten er polariseret, og denne indgangsvinkel må være interessant for den almindelige betragter. Jeg selv betragter projektet som ufærdig og under stadig udvikling, og det kunne være interessant, hvis folk kunne komme med forslag og vinkler, der kunne hjælpe og motivere projektet i nye retninger. Problemet med at fremvise et ufærdig projekt inden for kunstinstitutioner er, at folk kommer for at se et færdigt værk. Og det er ikke meningen med dette projekt, hvis det var op til mig at bestemme.

Black Shoals blev i en mindre udgave vist på Tate Britain museet i London, 2001

Mere...
www.blackshoals.net
www.stain.org
www.absolutearts.com