[24. marts 2004]
Interview

Jørgen Michaelsen i sin stue

Interview med Jørgen Michaelsen
ENDO. A Natural Selection på Overgaden
Jørgen Michaelsen (f. 1961) er aktuel på Overgaden med en totaludstilling af maleri, video, lyd og tekst, der har ´det indre´ som fælles referenceramme. I mødet med et massivt og omfangsrigt materiale tvinges man til at reflektere og lade sig indvikle i Michaelsens mørke, organisk-teknologiske univers. Rullegardinerne er trukket for vinduerne, og med den skærende støj og de maniske monologer, som trænger ud fra udstillingens tre biografer, får man en dyster, knugende fornemmelse i maven. På et massivt træbord ligger en række hæfter, nogle fyldt med tegninger af menneskelige figurer i spasmodisk opløsning, andre med digte, de såkaldte ”førbevidsthedshaikupoemoider”; et tekstligt og grafisk univers, som giver udstillingen en ekstra dimension, hvis man sætter tid af til det. På biografernes yderside er der ophængt malerier i klassisk salonstil, indrammet i træ og med titlen stående på en lille messingplade. Det er en præsentationsform, som på akronistisk vis skaber en sammenhæng mellem billedernes meget varierende og stærkt allegoriske indhold. Kopenhagens udsendte mødte Michaelsen hjemme i kunstnerens lejlighed, hvor sidstnævnte også kom omkring nogle af sine mere generelle syn på kunsten. Interview og foto: Simon Andersen.

Jørgen Michaelsen
ENDO. A Natural Selection.
28. februar - 28. marts
Overgaden - Institut for Samtidskunst
Overgaden neden Vandet 17, 1414 København K
Tirsdag - søndag 13-17, mandag lukket
Tlf: 32 57 72 73
www.overgaden.org

Jørgen Michaelsen: ENDO. A Natural Selection, installationviews.

ENDO. A natural selection. Hvad dækker det over?
Der eksisterer en intertekstualitet mellem den nuværende udstilling og den foregående, som hed MESO, hvilket betyder imellem - ikke mikro- eller makroplan - men mellemplan. Der udtrykte jeg forskellige tematikker, som kollapsede i det ord, i en mellemposition. For eksempel den grå farve som en slags kromatikkens optimale entropi, der opstår, når man blander alle farver sammen, et farvernes energitab. ENDO betyder indre, og markerer på samme vis et sted eller en position, som har en metaforisk, diskursiv indebyrd. Det kommer først og fremmest, helt banalt, til udtryk i de tre biografer på udstillingen. Biografen udgør en fascinerende, livmoderagtig receptionsstruktur, som jeg har gjort til et skulpturelt objekt, og hvis indre jeg har markeret ved en fremhævelse af det ydre. I dette tilfælde ved den klassiske ophængning af værker i glas og ramme, en præsentationsform som har historisk forbindelse til de borgerlige saloners tætte billedophobninger. Det er en salonophængning, jeg har lavet på Overgaden. Men som sagt er funktionen at markere, at der sker noget bag ved de her ting. Man bliver allerede opmærksom på det med lyden, der trænger ud fra biograferne. Uden at de intervenerer, er man hele tiden opmærksom på alle tre lydkilder og har en følelse af, at noget er i gære. Samtidig kredses der i teksterne om, hvad man kunne kalde en indremæssighed, der refererer til kroppen som en stor fordøjelsesmaskine eller et knusningsprincip. En forestilling jeg fører over på det kulturelle og det sociale, der anskues som sådan et superlegeme. Der ligger også en biologiserende metaforik i undertitlen A Natural Selection, som er indlejret i udstillingen formalt, tekstligt og farvemæssigt, særligt med den brune farve og dens konnotationer til jordelementet og fækalier.

Jørgen Michaelsen: ENDO. A Natural Selection, installationviews.

Apropos fordøjelse, så er der jo en enorm tekstmængde på udstillingen, som kan være svær at gnave sig igennem. Man præsenteres bogstavelig talt for en mur af skrift. Er der en pointe i uoverskueligheden og det hyperakademiske sprog, som alt er skrevet i?
Man skulle gerne som læser mærke ret kraftigt, at man bliver konfronteret med en modstand i den mentale fordøjelsesproces. I trialogerne, som hænger på væggen, er der dog visse organiserende principper. De består af 99 mindre, nummererede afsnit, som angiver en mulig linearitet. Men ellers er man jo nødt til at scanne materialet eller zappe rundt i tekstmængden. Der spilles helt sikkert på nogle forskellige diskursforventninger. Den akademiske orden er da bestemt repræsenteret, men på en så eftertrykkelig måde, at den sætter sig selv på spil, for ikke at sige fordøjer sig selv. Tag også hæfterne, hvor et grotesk princip hersker. Der køres grønthøsteragtigt rundt i de sproglige og visuelle strukturer, ordene opløses i tegningerne, der igen opløses i titlerne. I forhold til det kvantitative er det uoverskuelige i høj grad en pointe. Men formålet er ikke, som med for eksempel firsernes skulptur, at iværksætte et moraliserende langsomhedsprincip i en verden, hvor tempoet til stadighed skrues op. For mig er modstanden og det svært fordøjelige et kriterium for det interessante. Hensigten har været at skabe et refleksionsrum, hvor helheden i hermeneutisk forstand sættes på spil gennem delene.

Jørgen Michaelsen: ENDO. A Natural Selection, video stills.

Belysningen på udstillingen er utraditionel, der er faktisk tale om en mørklægning?
Ja. Det er jo næsten banalt i forhold til problematikken omkring det indre. Det er jo netop ikke et værk der i moderne forstand skal oplyses, så detaljen træder frem. Her er der tale om kringelkrogene og det indres mulighed. Med ideen om en monstrøs struktur, der er lukket omkring sig selv og nedbryder sin egen indmad, er det jo meget naturligt, at man skruer ned for lyset. Det vinder det også ved. Jeg tror, det var Trine Ross, der i Politiken skrev, at det lignede et politiarkiv, skidegodt i virkeligheden, så får det jo en slags akkumuleret paranoia over sig. Forestillingen om at fænomenerne historisk er dømt til at ophæves i en eller anden arkivmæssighed, er virkelig interessant, kunsten som synkron versus kunsten som historisk fænomen for eksempel.

Jørgen Michaelsen: ENDO. A Natural Selection, video stills.

Du siger, at udstillingens utilgængelighed ikke havde noget moralsk formål. Prøver du at undgå en etos i din kunst?
Jeg er ved at være lidt træt af kunstens vilje til moral. Kunsten er i bund og grund patetisk, det kommer man ikke uden om, uanset hvor humoristisk og ironisk den fremtræder. Men visse steder er kunsten havnet i en blindgyde af social-patetisk redundans. Når for eksempel kunsten tager fat i indvandrerproblematikken og starter et eller andet projekt i Vollsmose, så er det vanskeligt at opfatte denne socialplastik som andet end et forsøg på at presse etisk profit ud af emnet, socialt spin-off som kunstnerisk mening. I firserne var man bange for, at der fandt en betydningsudtynding sted, at meningen var en truet ressource, og man forsøgte at tematisere denne oplevelse af, at referenten var under historisk pres. I dag er folk langt mere distræte, også når de agerer politisk. Folk er ofte meget hurtige til at sætte et enormt protestapparat i gang i kunstens navn. Ser man noget derude, der kan presses en lille bitte smule mening ud af, så kaster kunsten sig over det som en hund over et stykke pølse. Det kommer der bare ikke altid noget særligt interessant ud af, og tit peger det jo på ynkelig vis på kunstens meget understimulerede forhold til den såkaldte virkelighed. Selvfølgelig er det fint, hvis man i mit arbejde kan se en eller anden polemisk implikation, jeg vil da gerne provokere til andre læsereaktioner og dermed skabe nye grundlag for at diskutere kunsten. Men at bruge kunsten til at dæmme op for tidens moralske dilemmaer tror jeg er ørkesløst. Jeg er mere optaget af kunsten som et område, hvor det stadig godt kan lade sig gøre at syntetisere former og refleksioner på en måde, som ikke kan sættes igennem i andre sociale, kulturelle eller politiske sammenhænge. Det forekommer mig, at der er meget langt fra den frihed for læsning og refleksion, der potentielt ligger i kunsten til det, der møder en alle steder fra i dag. Kunst handler i højere grad end tidligere om forførelse og opmærksomhed. Alle vil have opmærksomhed og vil gøre alt for at få den. Det gælder også inden for kunsten. Jeg bliver arrig, eller bare deprimeret, når folk spørger: hvorfor skal det være så svært, hvorfor denne modstand i materialet, hvorfor kommer du ikke med på beatet, bevæger dig op i tempo, hvor de andre er. Hvis der er en etos omkring langsomheden på min udstilling, så udgør den ikke en værdi i sig selv, men et erkendelsesfelt. Det tager tid at foretage erkendelse, det er et arbejde, Hegel taler om begrebets anstrengelse. Men det er vist ikke noget man er særligt forvent med i dansk kunst.

Jørgen Michaelsen: Midsommer
Jørgen Michaelsen: Demokrati og brandere

Jørgen Michaelsen: Almindeligt athensk borgerhus med to hetærer
Jørgen Michaelsen: Fem selvkredsende tidsfæller under poetisk omdannelse

Men er der plads til en langsom kunst i dag? Som du siger, kæmper også kunstnerne om eksponering, om at få en plads i offentligheden, og det gør man vel ikke altid ved at skabe utilgængelige, svært fordøjelige værker?
Det er jo ikke et spørgsmål om at producere noget komplet utilgængeligt, men om at skabe noget folk ikke umiddelbart kan sætte ord på inden for de givne sociale og kulturelle rammer. Jeg kunne godt tænke mig at sætte tingene lidt på spidsen i forhold til den offentlighedsfetichisme der har været en del af på det sidste, men også i forhold til kunstakademiets rolle i fremtiden. Skal kunstnerne virkelig som universitetsstuderende sidde og skrive opgaver om Foucault og Deleuze og således føre sproget ind i kunsten? Hvor meget sund anarkisme og insisteren på andre erkendelsesmuligheder i en social kontekst ville der komme ud af det? Ville det ikke bare være med til at opbygge en enorm institutionel inerti omkring kunsten? Det kunne en mere udviklet kunstoffentlighed muligvis modvirke. Men hvad angår offentligheden, så taler alle om den, men ingen synes det, hverken kunstner eller kunstrecipient, gider jo i virkeligheden at producere den. Så er det da meget mere interessant at vende bøtten på hovedet og i stedet insistere massivt på at negere den.

(…Kopenhagens udsendte føler sig mærkeligt overflødig til mode her…)

Det i sig selv er selvfølgelig en offentlig gestus, kunsten er jo som kunst betragtet altid allerede offentlig. Jeg kan sidde her og snakke med dig om at negere offentligheden og så videre, men du repræsenterer den sgu! Min udstilling på Overgaden udgør et kvantitativt ret stort udspil til offentligheden, der er ikke andet end offentlighed omkring det. Men netop derfor er der noget tautologisk over ideen om en stor offentlighed, hvor vi skal diskutere en helvedes masse, og som ingen alligevel gider at insistere på. Al den tale og omtale virker måske i sidste ende erkendelsesblokerende, fordi folk bare forholder sig til en given viden eller givet vokabular, og såmænd også blokerende i forhold til at tænke sig kunsten som socialt - eller offentligt - fænomen. Måske skal der temmelig meget asocialitet til, hvis kunsten skal tænkes socialt.

Jørgen Michaelsen: Abstrakt Komposition med Isoleret Synscelle i Overhuden af en Regnorm
Jørgen Michaelsen: Albert Maersk

Jørgen Michaelsen: Totally Flat Albinism
Jørgen Michaelsen: History Ain´t No Whore

Din udstilling virker meget gennemtænkt. Er der plads til tilfældet og det spontane i din kunst?
Der er bestemt ikke er noget tilfældigt på udstillingen, forstået på den måde, at jeg har indrettet det hele præcist, som jeg ville have, det skulle være. Men med hæfterne kan man tale om en accepteret tilfældighed. Materialet i dem kan vel nærmest karakteriseres som automattegning. De er udvalgt af en større mængde, uden kronologi og klistret vilkårligt sammen. Jeg mener ikke, god kunst er noget, der per definition er køligt beregnet, tværtimod. Det er når det fatale opstår, at det bliver interessant, men det kan godt kræve en mængde konstruktioner og beregninger at nå frem til det punkt. Der er lidt som med højenergifysik, meget af det kan sættes på formel og matematiseres - det kan kunsten som bekendt ikke - men når man helt ned og kan bestemme subatomare partiklers opførsel, så dukker der nye uforudsigeligheder og årsager til undren op. Men for at nå dertil må man igennem en masse beregninger, man skal have bygget en partikelaccelerator og så videre. Som i fysikken tjener alt det opbyggende og konstruerende i kunstens tilfælde til at fremkalde det uforudsigelige. Der er for så vidt en absurd dialektik på spil, som allerede Niels Bohr var opmærksom på. Hvad er det egentlig vi iagttager, er det blot vore egne apparaters evne til at måle? Virkeligheden pulveriseres, men den sociale plastik, som vi talte om før, vil gerne sætte den sammen igen.

Så er vi ude i noget med, at orden og tilfældighed ikke længere kan skilles ad som modsatte størrelser?
De bliver fuldstændig relative størrelser. Men det er en elementær moderne erfaring. I en vis forstand er måleproblemet jo selvproduceret, også i kunsten, den skaber sig selv i sit eget billede. Det gør den ikke værdiløs, men det sætter spørgsmålstegn ved den umiddelbare forbindelse til en eller anden virkelighed. Der er grænser for, hvad kunsten meningsfuldt kan henvise til som kunst, ikke fordi meningen er truet, snarere fordi der er for meget mening. For eksempel i forhold til interventionskunst. Tag Superflex med deres biogasanlæg. Det fungerer skidegodt som kunst, så længe eksponeringen finder sted inden for den givne kunstinstitutionelle ramme, på museum for eksempel. Men så tager de til Afrika og stiller de der anlæg op, hvad er det, der sker der? Hvad er det for en sekundær virkelighedsgevinst, og hvad er det, den bliver feticheret op til at være for kunsten? Der produceres en slags sekundær virkelighedsgevinst, som herpå reinvesteres på hjemmemarkedet, idet dokumentationen nu cirkulerer i den primære kunstøkologi. Kunsten fortsætter, der er ikke andet end fuld mening for pengene. Sådan en utilitær sidegevinst ved kunsten er jeg meget skeptisk overfor, det smager så at sige lidt for meget af den gamle fysik. I dag er selve referenceapparatet en forkludret størrelse, blandt andet i kraft af kunstinstitutionens sociale formalisering. Det er et tema som også anslåes i udstillingens tre videoer Actors in Post-Cultural Space. Jeg skal lige indskyde, at de ikke er et primitivt udtryk for kunstnerens had til kuratorprincippet. Det er i ligeså høj grad et udtryk for, hvad man kunne kalde kunstnerens frygt for teksten. Teksten der kommer udefra, institutionen der lægger sig som en tekst omkring kunsten. Uanset hvor meget sandhed der er i det, så er kuratorerne en del af kunstens funktionsvirkelighed. Videoerne er nærmere ment som en parodi på en sort-hvid opfattelse af det problem, hvor kunsten kommer fra det autentiske kunstnersubjekt, the good guy, mens kuratorerne og kritikkerne modsat er the bad guys, der bare sampler kunsten og bruger den i deres eget kram. Der findes godt og ondt i kunsten. Men i virkeligheden kun, hvis man ser bedre efter.

Mere...
Michaelsen på net-stafet (tekst: stof)
CV