|
[17. marts 2004]
Interview

Interview med Verda Getzow
Den israelske kunstner Verda Getzow (f.1955)
udstiller frem til den 12. april 2004 i SENKO Studio, Viborg.
Verda Getzow bor og arbejder i henholdsvis Tel Aviv og Berlin, hvor
hun har opholdt sig i de sidste 18 år. Interview: Hans
Henrik Jacobsen, foto: Sergei Sviatchenko.
Varda Getzow
29. februar - 12. april 2004
SENKO Studio
Sankt Mathias Gade 35D
8800 Viborg
Åbent lør - søn, kl. 12.15
Tlf.: 40627154
Mail: art@postkasse.com
Website: www.senko.dk
Hvad er ideen bag din udstilling i SENKO?
Jeg udstiller fire store fotografier, der understreger min interesse
for "bløde skulpturer". Jeg arbejder oftest med
materiale fra hverdagslivet, og her ville jeg kombinere den bløde
skulptur med fotografiet, hvor skulpturen holdes foran ansigterne
på nogle af mine venner. Unge, gamle, kvinder og mænd.
Skulpturen virker således som en maske, man kan gemme sig
bag, men understreger også den specielle følelse af
stof mod hud, der fascinerede mange af de fotograferede. Ideen var
først at inddrage video i udstillingen, men jeg besluttede
at udtrykket ville stå klarere, hvis jeg kun anvendte fotografier.
 
Du har også arbejdet med nylonstrømper?
Ja, det passer til mit foretrukne materialevalg, jeg foretrækker
at arbejde med hverdagsting, vise disse i en ny og overraskende
sammenhæng. Jeg brugte især lidt gammeldags kødfarvede
strømper for at give udstillingen et lidt "altmodish"
præg. Det skulle minde de kvindelige tilskuere om deres mødres
påklædning. Noget som de på en måde også
ville lægge afstand til, men samtidig fange deres interesse.
Du har også lavet udstillinger i hotelværelser?
Ja to udstillinger. En i London i et meget lille enkeltværelse.
Jeg arbejdede med den klaustrofobiske fornemmelse, man kan få
i et lille værelse, hvor man knapt nok kan vende sig. Desuden
inddrog jeg den lidt romantiske opfattelse af forfatteren, der skriver
på sin gennembrudsroman i et lille undseeligt hotelværelse
og venter på den store chance i tilværelsen. Derefter
en slags modsætning, hvor udstilling nr. 2 var på et
moderne kæde hotel, Shereton i Tel Aviv. Her opstod en helt
anden stemning i det mere stereotype, ensartede store rum.
 
Hvorfor har du valgt Berlin som dit andet levested?
For mig var det en spændende udfordring og meget modsætningsfyldt
at flytte til Tyskland. Jeg flyttede også til byen før
Genforeningen, og det gav det modsætningsfyldte en yderligere
dimension
Du har også udstillet i Berlin?
Ja, i 2001 udstillede jeg en skulptur af håndklæder
i Neue Synagoges Repræsentationssal. Det er et meget specielt
historisk monument for en person med jødisk baggrund, og
skulpturen gav alle mulige reaktioner. Nogle fandt, at håndklæderne
var en provokation til fordel for palæstinenserne, andre at
de gav associationer til jødernes tragiske historie i Europa.
Det var utroligt, så meget forskelligt tilskuerne så
i skulpturen.

Hvad er dine udstillingsplaner i den nærmeste fremtid?
Jeg har en museumsudstilling i Israel i september 2004. Her vil
jeg præsentere installation og video. Videoen skal kombinere
landskab med Goethes digt "Fruhlingslied"
|