[26. februar 2004]
Interview

Bagsiden af Jacob Noel og Emil Saltos fællesværk

Interview med Jacob Noel og Emil Salto
Galleri 24b på Vesterbrogade præsenterer den tredje udstilling siden åbningen i december 2003. Denne gang med Jacob Noel (f.1968) og Emil Salto (f. 1968), der udstiller under fællestitlen GLITCH. Kunstnerne, der begge er uddannet fra kunstakademiet år 2000, har valgt at arbejde med udstillingsrummet igennem en række forskellige udtryk. Saltos værker drejer sig oftest om arabesker og mønstre, der skabes af de tags, som man finder rundt omkring på byens husmure. Jacob Noels værker tager afsæt i fotografier af steder han har besøgt. Disse undersøges så igen i nye fotografier, tegninger og skulpturer. På en måde synes galleriet på Vesterbrogade 24b at huse to vidt forskellige kunstneriske udtryk, men samtidig er der også en overordnet tematisk sammenhæng, der binder udstillingen sammen. Dette og meget andet fortalte de to kunstnere om, efter de med kopenhagens udsendte var spadseret fra galleriet til lobbyen på First Hotel Vesterbro, og dermed gav 24b en velfortjent mulighed for at sunde sig ovenpå en voldsomt vellykket fernisering. Interview og foto: Mads Johannes Nielsen.

Emil Salto & Jacob Noel
GLITCH
7. februar - 28. februar 2004
Galleri 24b
Vesterbrogade 24b
1620 København V
Tlf.: 36 30 03 06
Åbent ti -lø. kl.16-20
Pressemeddelelse...

Jacob Noel og Emil Salto

Jeres udstilling hedder GLITCH. Hvad er det for noget?
Emil: Glitch er den hakkende lyd en cd-afspiller laver, når den fejlaflæser. Vi fandt på en fælles titel, idet vi søgte at betragte det hele udfra et sammenfattende perspektiv.
Jacob: Kendetegnende for vores arbejde er, at elementerne vi bruger er løsrevne fra deres kontekst. Vi overvejede på et tidspunkt titlen ”Det falske sted”, fordi vi præsenterer vores ting i et udstillingsrum, og dermed forædler objekterne i en eller anden forstand. Jeg arbejder med betragtninger fra byrummet, hvor jeg postulerer sammenhænge mellem ting, som egentlig ikke er der, selvom objekterne er taget fra konkrete rum.
Mine tegninger tager alle udspring i steder, hvor jeg har været og affotograferet, det vil sige i konkrete rum. Derefter fjerner jeg så tingene fra deres oprindelige rum, og vrider dem igennem en kunstnerisk betragtning, samtidig med at det stadigvæk viser et rum, et nyt et vel og mærke. Det er det samme, når musikken begynder at hakke. Vi sidder her og lytter til musikken fra baren og har nogle bestemte forestillinger om, hvordan det hele er, men hvis lyden begynder at ”glitche”, skal vi til at redefinere alle de rum, vi mentalt har skabt os.
Glitch er egentlig et begreb indenfor den elektroniske musik, hvor en række kunstnere bruger den karakteristiske hakkende lyd som et element i musikken. Det bliver en måde at definere et beat på, lignende scratching. Man bearbejder dette element og anvender det til loops, og derigennem ændrer det karakter af at være en fejl og bliver i stedet en integreret del af musikken. Denne tanke har været en inspiration, men vi har ikke decideret arbejdet udfra glitch-musikken som styrende led i processen. Vi har snarere valgt at fortolke begrebet glitch, idet vi overordnet genoptog ideen med at bruge ”fejl” som et opbyggende element i værkerne.

Emil Salto: Resurfacearabesk
Emil Salto: resurfacekac187

Hvordan optræder ”fejlen” så konkret i jeres værker?
Jacob: Det gør den igennem, at små fragmenter i forvreden form kan blive til en ny helhed. I mine tegninger optræder bygningskroppe, der alle er sat sammen, spejlvendt, sat på hovedet og forvredne, men de danner stadig et eller andet miljø, som en genkendelig ting. Det er heller ikke ligegyldigt hvilke ting, der ”glitcher”. I nogle tilfælde lægger man egentlig ikke så meget mærke til glitchet, idet det passer perfekt i forhold til rytmen. Hvis vi genoptager analogien med musikken, så glitcher fx dansktop ad helvede til, imens en del opera faktisk glitcher fantastisk godt, og hvis ikke man er for ortodoks kan man vælge at se det som en positiv forlængelse af den rytme, der flyder.

I glitch-musikken er det maskinelles sammenbrud et vigtig tema. Kan det lade sig gøre at pege på noget tilsvarende i tegninger og billeder.
Emil: I den forstand forholder vi os til glitch på en anden måde, end musikerne gør. Vi opererer på et andet plan, hvor vi tager udgangspunkt i begrebet, og derigennem udarbejder en tolkning, der passer bedst til vores analoge medie. I mit tilfælde er det jo tags, det drejer sig om, og det er et meget analogt udtryk. Hele ideen i at sample et fragmentet og forme det til mønstre er glitchet for min del.
Jacob: Hvis vi skulle overføre det teknologiske element, ville det kræve, at vi havde en kunstmaskine, der kunne gå i hak. I dette tilfælde er det Emil og jeg, der er denne ”fejl”, som vi arbejder videre med så langt, vi nu kan. Vi kan altså ikke arbejde med den maskinelle foræring, man får når en cd går i hak, men vi kan begrebsmæssigt forsøge at overføre det og arbejde med det, når vi inkorporerer nogle fejl, der bliver til et udtryk i sig selv.

Emil, dine tags har du fundet på Vesterbro. kan du fortælle lidt om udvælgelsen?
Emil: De tags jeg har valgt fungerer på flere forskellige planer, idet de indeholder et hav af betydninger. Der står fx noget helt specifikt, samtidig med de indeholder en malerisk gestus og tagerens personlige udtryk. Der finder en umiddelbar udvælgelse sted, når jeg går med mit kamera og sampler dem, men ellers sker det meste i computeren, når jeg sidder og arbejder med dem. Ud af 100 tags, jeg har fotograferet, er der måske 8, der anvendes på denne udstilling.

Der forekommer i begges jeres serier brud på den traditionelle ramme for kunstværket. Emil, dit Resurface projekt findes både indrammet, som plakat og frit voksende på væggen. En lignende oplevelse finder man i dine værker, Jacob, hvor videreudvikling mellem de forskellige tegninger, huse og skulpturer synes at sprænge en ”ramme”. Hvordan fungerer dette brud?
Emil: Mit projekt hedder jo Resurface, hvilket betyder ”genopdukken” eller ”at flytte flade”. Det grundlæggende i mit projekt er netop også at flytte flader (tags) fra gaden og sætte dem ind i de kunstnerisk prøvede og borgerlige formater, som man kender. Det er et projekt, som jeg har tænkt mig at forsætte med, fordi der hele tiden opstår nogle nye spændinger, hver gang de kommer i et nyt format.
Næste projekt bliver for vores vedkommende en udstilling, som DR arrangerer ved navn Billboards. Der kommer tagsne så tilbage på gaden igen, men i et format, der normalt tilhører reklamen.
Jacob: Det kommer til at overtage pladsen for det rum, reklamen ellers udfylder ved busskure og lignende. Udsigten til at der måske bliver tag’et videre ovenpå Emils værker, vil i den forbindelse være en sejr, idet det bliver til et loop.
Emil: Det kommer også til at give en spændende feedback, når plakaterne bliver hængt op i gadebilledet ved siden af andre tags. Hvem ved? Måske lige ved siden af det crew, jeg har brugt.

Emil Salto: Resurfaceposterremix
Emil Salto: Resurfacetiles

I udstiller sammen under fælles titel. Hvordan er det gået med tilblivelsen af værkerne? Er de blevet skabt uafhængigt af hinanden eller var der tale om et samarbejde?
Jacob: Vi startede med at vise hinanden vores ideer og skitser for lidt over et år siden. Siden da har vi efter en løbende dialog fundet ud af, at tingene i sig selv godt kunne passe sammen, ligesom vi også har tilpasset os hinanden hen ad vejen. Mine værker har helt sikkert taget en drejning efter de diskussioner, jeg har haft med Emil.
Men værkerne kan vises separat. Jeg var allerede i gang med mit projekt inden Emil og jeg begyndte at samarbejde i forbindelse med denne udstilling. Ligeledes var Emil også i gang med sit Resurface. Så de fungerer hver for sig, men er meget influeret af vores samtaler, ligesom den væg, der deler udstillingens rum er et direkte produkt af det.
Den blev til ved, at vi snakkede om problemet med at flytte ”udendørsrum” indenfor og postulatet i opretholdelsen af disse som rum. Dette overvejede vi at vise gennem dekorationsvægge fra filmkulisser, der jo på en gang er, det de postulerer, men ikke på den måde man forventer. Spændingen mellem et designet rum og et funktionsrum fascinerede os, og ideen om virkelighedens ”forside/bagside”, søgte vi at inkorporere i dobbeltvæggen. Emils del udtrykker især det designede og konceptuelle i kraft af enkeltheden og den strenge brug af sort/ hvid, imens min side er mere organisk og kaotisk, ligesom den indeholder et trash-element, bestående af grove materialer som pap og brun pakketape. Denne bagside spiller netop imod det ordnede og arrangerede.

Jacob Noel: Bahnhoffreistadt
Jacob Noel: Uden titel

Et andet koblingspunkt i udstillingen kunne være den røde farve. I har begge et enkelt værk med en iøjenfaldende rød farve modsat det ellers mere monotone farvevalg i resten af udstillingen. Hvordan virker den kobling?
Jacob: Den er i virkeligheden blevet til ved lidt af et tilfælde. Emil lavede på et tidspunkt et print af et af sine billeder i rødt, som vi synes blev enormt lækkert. Vi syntes også at udstillingen skulle have et eller andet rødt, som kontrast til den gennemgående sorte/hvide. Men dybere betragtninger over hvorfor det lige netop skulle være rødt, har vi ikke formuleret.
At mit røde værk, der er et modelhus, skulle males kommer af modellens ekstreme karakter af genkendelighed. Men ved at male den knaldrødt og hænge den på hovedet i hjørnet, blev den til noget andet.
Emil: Mit røde billede er i virkeligheden også en kopi af en af de store plakater, der hænger ved siden af. Men den røde farve forklæder, så man ikke umiddelbart ser sammenhængen. Farven er dermed også et ”glitch”.
Jacob: Samtidig forener det også rummet på en anden måde end fællesvæggen, der jo samtidig adskiller. Det er et forsøg på at undgå en rigid opdeling af rummet i Emils side og min side.

Jacob Noel: Casapoblenou

Et andet værk der skiller sig ud, er dine fotografier, Jacob, der er genfotograferinger af gamle billeder i farver, men ikke tegninger eller computermanipulationer?
Jacob: Ideen med de billeder, der består af en meget uskarp omkreds omkring et lille klart midtpunkt, var at problematisere hele ideen om synet og ligeledes genskabe et lignende billede af, hvordan vi rigtigt oplever omgivelserne. Når man tager et billede giver det jo et fantastisk overblik, som det menneskelige øje slet ikke har. I virkeligheden er vores fokus rettet mod et specifikt fokus, imens alt udenfor er utydeligt. Jeg søger her at tvinge blikket mod et specifikt punk, der fungerer som en slags nedslag eller et punktum. Når blikket på den måde bliver tvunget mod et bestemt sted, lægger man særligt mærke til det, især fordi det er en meget provokerende styring. Det er en konklusion eller opsummering på hele det flow, der er mellem tegningerne og modellerne gennem hele den side af udstillingen.

Jacob Noel: internationalfaire

Jacob, fotografierne bag dine værker er ofte taget i mere eksotiske eller fjerne omgivelser, hvorimod dine tags, Emil, er taget direkte fra gaden på Vesterbro. Er der noget på spil imellem det nære og fjerne i jeres udstilling?
Jacob: Nej, egentlig ikke. Det er bare sket gennem de processer, vi hver især arbejder på. Fotografiet ligger altid til grundlag for mine værker, men jeg kan ikke fotografere i København. Jeg har stirret mig blind på byen i den forstand, jeg har været her så længe, og synes at kende det hele. Det er lidt ligesom et parforhold. Når man har kendt hinanden i så lang tid, er det svært pludseligt at blive forelsket (latter).
Derimod er det lykkedes mig at tage udenfor København, fx til Brøndbyøster, hvor jeg kan se tingene på en helt anden måde. Der er jeg helt fordomsfri, hvad tegn og tegnsætning angår. Der ser jeg husene, som de er, netop fordi jeg aldrig har haft et personligt forhold til stedet. Det er der, jeg kan være frisk i opmærksomheden, og det er måske en fejl, men jeg kan ikke mobilisere det et sted, hvor jeg er 99% af tiden til dagligt. I den forstand er der meget mere nærhed i Emils billeder.
Emil: Ja, de fleste tags er faktisk samplet i min gade og nogle endda fra min gadedør. Men tag’er-kulturen er global, og folk rejser hele verden rundt for at lave deres tags. Så i den forstand kunne de være samplet alle steder. Faktisk stammer det tag, jeg overvejende arbejder med fra et amerikansk crew, der hedder KAC187, hvilket betyder Kill All Cops og 187 er vist en politikode for mord. Så i og med, at det er et amerikansk fænomen, forvrides en eventuel problematik mellem det fjerne og nære. Men grunden til at jeg har set dem er jo alligevel, at de findes lige netop i min gade.

Det er faktisk svært at se, mønstrene i Resurface består af tags. Hvorfor denne forklædning i arabesker og mønstre?
Emil: Det er egentlig noget, som tagerne selv arbejder med. Det kaldes ”de-facing” og går ud på, at man kamuflerer tags i en grad, så man næsten ikke kan se, hvad der står. Det bruges i kampene mellem de forskellige crews, hvor tags fungerer som territoriale markører. Mine mønstre sniger sig ind på beskueren ved denne ”de-facing” som et tilforladeligt mønster, indtil man opdager, at der står ”Kill All Cops”. Mønstrenes form bliver til gennem noget, jeg kalder digital alkymi. Det sker simpelthen ved, at jeg prøver at kombinere nogle forskellige elementer. Engang imellem eksploderer det i hovedet på dig, og andre gange laver du guld.
Jacob: Der sker også en enorm forandring i betydningen af tags’ne, når de netop kommer til at optræde i fx Emils flisevæg. Den består af fotokopierede sider, hvoraf man så kan købe enkelte ark, og selv lave egne mønstre derhjemme eller hænge dem på køleskabet. På den måde bliver de brugsgenstande, og der er ikke længere noget territorialt i det, ligesom det absolut heller ikke betyder noget med at alle pansere skal dø.
Emil: Det er en mulighed for at se sit nærmiljø på en helt ny måde, idet man ser tags som et dekorativt udtryk. Mange tags har jo en flot gestus i sig og er enormt maleriske.

Hvad kommer fremtiden til at byde på fra jeres side?
Emil: Resurface projektet foresætter i en række forskellige formater. Jeg har blandt andet tænkt på porcelæn og tapetruller. Udover Billboards er jeg i gang med et pladeprojekt med Belly of the Beats. Det skulle blive et instrumentalt hip-hop album med en tilhørende bog.
Jacob: Jeg har også et viderekørende projekt, der hedder ”On architectural fumes”. Det er et forsøg på at beskrive nogle ting via tre fikspunkter, der er tre metropoler både i fysisk og kulturel forstand. Det er Los Angeles, Barcelona og Tokyo. Lige efter Billboards løber af stablen fra d. 23 februar, tager jeg to måneder til Tokyo og indsamler det sidste materiale til projektet, som jeg faktisk har arbejdet på siden 1999. Ud af projektet vil jeg sammensætte en bog, idet det er et meget demokratisk medie, man kan tage med og opleve overalt. Jeg regner med at bruge et års tid på redigeringen.