[30. december 2001]

Henne hos slagteren — nede i kælderen
Store Strandstræde 21
1255 København K.
13. — 20. december, 2001
Åbent alle dage 12-17

Anna Fro Vodder, Christian Finne, Dorte Buchwald, Eske Kath, Fie Norsker, Jesper Just, Rikke Benborg, Jon Stahn, Melou Vanggaard, Molly Haslund, Trine Boesen, Troels Sandegård, Simon Grimm.
Se også reportagen fra Nede hos slagteren

Simon Grimm

I bevidstheden om at der er blevet "arbejdet med underverdenen på flere niveauer" (arrangørens ord) og med en snigende uro i kroppen, der kommer sig af en irrationel angst for kælderrum, bevæger jeg mig ned af den stejle og temmelig mørke trappe i slagterbutikkens bagrum. At en gruppe kunstnere har sagt ja til at udstille i de små rum under butikken giver ikke umiddelbart mening, men efterlader mig trods alt i tryg forvisning om, at der findes andre mennesker dernede. Mørket er tæt for enden af trappen, og en tændt olielampe er det eneste der forhindrer total panik. Jeg bliver stående til øjnene har vænnet sig til manglen på lys og får så øje på en lille bunke grene, der er placeret op af væggen i et hjørne af rummet; det ser ud som om, nogen er ved at lægge an til lejrbål, og det virker en anelse mærkværdigt, omgivelserne taget i betragtning, lige indtil jeg får øje på det lille maleri der står op af bagvæggen og giver beskueren det smukkeste vue ud mod en solopgang - eller er det en solnedgang — fra noget der minder om en teltåbning.

Eske Kath og Jesper Just: Repulsion

På et øjeblik forvandles stemningen af uhygge til en fornemmelse for poesien i verden omkring mig, og øjeblikket brydes først, da nogle høje lyde trækker mig mod et bagvedliggende rum. Herinde finder jeg Jesper Just og Eske Kaths værk "Repulsion", der er en parafrase over Roman Polanskys film af samme navn med Catherine Deneuve i hovedrollen som kvinden, der — isoleret på et lille værelse - langsomt går til i neurotiske tvangsforestillinger. Lydcollagen spiller en væsentlig rolle i værket, forstår jeg på de to kunstnere. "Kvinden lytter til alle de intense lyde, der kommer fra naboer og ovenboere", fortæller Just og Kath. "Hun har banket et brædt op for sin dør med en lysestage og således afskåret sig fra omverdenen, men de lyde der kommer fra rummene omkring hende, kan hun ikke slippe for". De to kunstnere forklarer, hvorledes de har hentet effekter fra filmen ind i deres værk, og derved gjort det til et metaværk. Udover lydeffekterne — heriblandt filmhistoriens første orgasme (!) — har Just og Kath også banket et brædt op for indgangen til rummet, og kigger man ind ser man blot en lysestage der ligger på gulvet og et filmstill af et stukloft med en lampe. "Vi har villet indfange stemningen fra filmen", fortæller kunstnerne, "og derfor står rummet tomt". "Det er vigtigt at give indtrykket af, at lydene ikke kommer indefra rummet, men at de kommer udefra".

Dorte Buchwald: Antropologisk Fest

Jeg går videre gennem et rum hvis vægmalerier og lyssætning — skabt af Dorte Buchwald - vækker mindelser om klippehuler med oldgamle dyre- og menneske-skildringer, og tiltrækkes af et rum hvor duften af chokolade er gennemtrængende. For at komme ind i Troels Sandegårds rum må man kante sig op på et mørkt plateau, hvori følgende tekst er skåret: "Vi får de tyranner vi fortjener", men så er der også frit udsyn til et par tvillingetårne i gips og chokolade, der knejser midt i lokalet. De politiske undertoner er ikke til at komme udenom, og de sarte materialer, som murværket i de to potente konstruktioner består af, fortæller deres historie om skrøbelige kulturelle pejlemærker. På spørgsmålet om hvorfor tårnene har fået chokolade på toppen, er Troels Sandegårds eneste kommentar: "Lick the Towers", og dette tilbud har flere gæster åbenbart taget bogstaveligt; i hvert fald er der store huller i det ene tårn og toppen af det andet er brækket af og hælder faretruende til siden.

Melou Vanggaard

Jon Stahn

Jeg fortsætter ned af en gang og hæfter mig ved Melou Vanggaards noget desorienterende gule sticker: "Caution : Do Not Enter", der er klæbet op på væggen og ikke synes at udgrænse noget entydigt "forbudt" rum - andet end måske det maleriske i værkerne ovenfor. "Det skal forstås i overført betydning", fortæller Melou, "som en henvisning til alt det, man ikke skal træde ind i. Teksten refererer til politistrukturer, grænseoverskridelser og afgrænsninger, og siger: Stik ikke fingrene i nogle af de ting, der findes i kælderen ". Jeg vover herefter kun at stikke hovedet ind i Jon Stahns rum, hvor et lyserødt og et blåt tryk af Kristus med tornekrone sender skin-hellige budskaber ud over et syndigt rod af tryk, tegninger, kort, fotos, gipsskulpturer, tomme ølflasker, cigaretpakker etc. En invitation til et "special show for you", hvor man garanteres "exciting atmosphere", "attractive hostesses" og "discreet service" sætter kronen på det inkarnerede værk.

Rikke Benborg og Christian Finne

Rikke Benborg og Christian Finnes samarbejdsprojekt er et skrækscenarie af knokkelmænd, hovedløse væsener og dødningefigurer krydret med en omgang glad musik. Et korsfæstet skelet med gren-arme, hvorom en slange vikler sig, fortæller sin historie om menneskets troløshed og syndefald, men referencer til morbide tegneserier, heavy metal-ikonografi, middelalderlige skræmmebilleder og latinamerikansk døde-fest væver sig ligeledes ud og ind mellem værkerne. Er man til klamme kældre, rædselskabinetter og spøgelses-lir, må dette lige være sagen.

Trine Boesen

På gangen udenfor hænger Trine Boesens* diskrete og tyste skumpap-figurer, som kunstneren selv betegner som negationer af de mønstre, man finder i hendes tegninger på paralleludstillingen "Nede hos slagteren". De hvide objekter går næsten i et med muren, men de små fortællinger, der ligger i de udskårne mønstre, kalder alligevel på opmærksomheden. "Jeg spiller på det, der er skåret fra", fortæller Boesen, "og på mytologien i de gamle rum. Objekterne bliver del af den mytologi, der vokser ud af væggene". De dele af skumpappet der er blevet skåret fra, har kunstneren farvelagt og hængt op i et hjørne, og i disse dele ligger der direkte referencer til de former, man finder i Boesens tegninger i stueetagen.

Eske Kath

Eske Kaths værker gør heller ikke meget væsen af sig, men besidder ikke desto mindre en særlig intensitet. En keramikform hænger i en snor fra loftet og på væggen er en collage sat op. "Hvis tårer eller dråber falder, men ikke blander sig, vil det se sådan ud", forklarer Eske om keramikfiguren. "Men der ligger også referencer til organisk liv eller sædceller i formen. Leret er i sig selv et symbol på livet, da det er et stærkt materiale men samtidig kun kræver ét hårdt slag for at gå i stykker". Det keramiske element er næppe tilfældigt valgt: det spiller godt sammen med de hvide keramikfliser på væggene, men peger samtidig i en anderledes organisk retning end flisernes konstruktivistiske form.

En rød pære, der kaster sit lys på gulvet under keramikskulpturen, spejler dråbeformen men er også med til at etablere den endelige forbindelse mellem gulv og loft. I skæret fra lyset kan man se de små dyr, der kravler på kældergulvet, og fokus sættes således igen på det skrøbelige organiske liv.

"Collagen skulle med", fortæller Eske, "for den virker som en kontrast til rummet. Figuren passede simpelthen for godt, så det var vigtigt med endnu en ting, og indholdet i collagen passede fint sammen med indholdet i figuren. Folien i collagen genspejler endvidere lyset fra lampen, og således opstår der et link". Idag er det blevet anerkendt praksis på de fine gallerier at hænge tegninger og collager op med tegnestifter, for på den måde at skabe en kontrast til de rene rum. Eske er gået den modsatte vej: "Der er ingen tradition for at vise kunst i disse rum, og her er ingen rene linier, så jeg har sat collagen i en pæn ramme, for på den måde at skabe en kontrast", fortæller han.

Molly Haslund

Man må dukke sig for ikke at støde hovedet mod de bananer, der hænger i indgangen til Molly Haslunds rum, og så ender man alligevel med at løbe panden mod det fletværk af historier, der går på kryds og tværs af lokalet. Molly er historiefortæller til fingerspidserne; hun har - i forbindelse med udstillingen - skrevet en lille fiktiv tekst, et slags digt, der refererer til de genstande og billeder, der befinder sig i rummet, og føler man sig visuelt overrumplet kan man med fordel ty til teksten.

En rejse til L.A. og de modsætningsfyldte oplevelser dette har givet kunstneren, er udgangspunktet for installationen. Det spændende og eksotiske ved det at tage ud at rejse modsvares af ubehagelige oplevelser som lokale bandeopgør og badevandsforurening, samt mødet med hjemløshed, fattigdom, ulighed og dobbeltmoral. Hvordan vi indretter os — sådan helt privat men også i forhold til omverdenen — synes at interessere kunstneren, og den private og offentlige sfæres væven sig ind og ud af hinanden står som et centralt punkt i værket.

Fie Norsker: Down Under

Fie Norskers installation "Down Under" kan forstås såvel fysisk som mentalt, og er i det hele taget temmelig dobbelttydig. Til den ene side er rummet næsten mørklagt og gulvet er overhældt med vand, til den anden side er der tørt og et rødt neonrør kaster sit lys på væggene. Den mørke ende af lokalet synes forbeholdt et par små lerfigurer, der kun er synlige qua en række levende lys, der er placeret i vandfladen. Den lyse ende af lokalet præges af et stort maleri, hvis særprægede motiv fascinerer. "Figurerne hænger sammen med mine malerier af eventyrlandskaber — mine slaraffenlandsbilleder", fortæller Fie. "Det er en fantasiverden, der åbner sig".

Måske derfor er tingene heller ikke helt så ligetil, som de ser ud. På den mørke væg bag de små figurer hænger der f.eks. også et billede — det er helt sort, og man skal blive stående et stykke tid, før det åbenbarer sig; og i den "lyse" ende af lokalet findes en lignende overraskelse: bag et hjørne står en lille stentøjsfigur magen til de to i vandet. "Der er således arbejdet med spejlingen som greb", forklarer Fie, "først og fremmest i brugen af vandet men også i rummet som sådan; det tager dog sin tid at opdage det, og beskueren skal derfor ikke bare stikke hovedet ind og så gå igen. Jeg lægger vægt på at tingene ikke bliver for umiddelbare; det ser man også i malerierne hvor firkanter på billedfladen tilfører værket flere lag og får det til at pege flere veje".

Jesper Just: Uden titel (Deres Legehus)

Jesper Justs værk Uden Titel (Deres Legehus) består af to fotos, der er sat sammen med minimale forskydninger til følge. Værket hænger alene i et mørkt, spindelvævsfyldt rum, hvilket bidrager til den stemning af uhygge, der næsten klæber til det let slørede motiv: en nøgen kvinde ligger udstrakt på gulvet i et legehus; man ser kun ryggen og ansigtet er ikke synligt. Billedet giver associationer til et overgreb og Jesper Just fortæller selv, at det er et billede på maskuline frustrationer og magtudøvelse. Fornemmelsen af at være vidne til en forbrydelse er gennemtrængende og den voyeuristiske position, beskueren placeres i, synes næsten ubærlig.

Anna Fro Vodder

På vej ud stopper jeg ved Anna Fro Vodders værk og læser følgende sætning, der er sat sammen af udklippde bogstaver og limet op på en stor lampeskærm: Oplevelserne har øjeblikke da det er atmosfæren der tæller. I kælderummene under den gamle slagterbutik giver det pludselig god mening.

*Trine Boesen er p.t. udstillingsaktuel i Galerie Enja Wonneberger, Kiel, sammen med Iris Schomaker og Jan Christian Pohl. Udstillingen løber frem til 3. februar, 2002.
www.germangalleries.com/wonneberger