[12. december 2001]

Nede hos slagteren
Melou Vanggard, Trine Boesen, John Kørner, Peter Land og Mette Winckelmann.
Store Strandstræde 21
1. december — 20. december
Af Julie Damgaard Nielsen, Foto Torben Zenth
Se også Henne hos slagteren - nede i kælderen

Der bliver gjort klar hos slagteren.

"Det er bare nogle fede rum", siger de to arrangører af udstillingen "Nede hos slagteren" — Melou Vanggard og Trine Boesen — næsten i munden på hinanden på spørgsmålet om, hvorfor de har valgt at sætte en udstilling op i de nedlagte slagterlokaler i Store Strandstræde 21. "Der er sådan en atmosfære, som man kun finder et sted med klinker, fliser og blåt loft", forklarer Melou. "Rummet har referencer til nogle andre ting end det traditionelle kunstrum — "the white cube" — og det er spændende for os at bruge disse forhåndenværende referencer".

For to af de udstillende kunstnere — Melou Vanggaard og John Kørner — er det næsten blevet et varemærke at benytte utraditionelle rum som baggrund for kunstneriske tiltag. Melou Vanggaard har været kurator på en række udstillinger i MuteboX - et show-room i pladeforretningen Moving Records i det indre København, og John Kørner står bag forumet Kørners Kontor, der fornyligt var aktuelle på udstillingen StandardRUM i Randers, hvor en gruppe kunstnere bl.a. udstillede i mobile rum (se omtale andetsteds på sitet).

Et udvalg af Trine Boesens værker.

Slagterbutikken, der ejes af Sticks´n Sushi, har stået tom et år, og lugten af slagter hang stadigvæk i luften, da kunstnerne fik adgang til lokalerne. "Titlen Nede hos slagteren kan således forstås helt konkret, men henviser også til den politiske uro, vi har været vidner til i den seneste tid", fortæller Melou. "Og her kommer kunsten ind som et vigtigt redskab", understreger hun.

Der er nu ikke lagt vægt på at hente kunstnere ind, der er specifikt politiske i deres udtryk. Det er en noget blandet flok, der repræsenterer yderst forskellige ting, men hist og her aner man dog visse fællestræk.

"Beskueren oplever en underliggende uhygge og underfundig iscenesættelse i Lands arbejder", fortæller Melou. "Iscenesættelsen præger også Johns værk, men her ligger fokus et andet sted - nemlig på ordet som statement". Statements finder man også i Melous egne værker — her har de imidlertid mere politiske undertoner. De kraftfulde, næsten eksplosive former, man oplever i disse lærreder, kan også findes i Trine Boesens tegninger, hvor to billedplaner så og sige støder sammen; og dette knytter an til Mette Winckelmanns arbejder, som, fortæller Melou, "præges af energi og oplevelsen af, at der sker ting i tingene".

Et udvalg af Melou Vanggaards værker.

Melou Vanggaards malerier har en umiddelbar æstetisk appel, men de adskillige lag i værkerne taler ud over det dekorative element. Litterære og politiske forlæg ligger til grund for flere arbejder, og giver kunstneren mulighed for at kommentere på magtbalancen i samfundet. Udpluk af tekster, eksempelvis sange, digte og statements, lægges ind i billedet for senere i processen at opløses - som tanker der forsvinder - og stå tilbage som kuriøse arabesker.

Jeg er betaget af de psykedeliske former og fraktale mønstre, der optræder i Melous værker. Fraktaler er med til at forme os og den verden, vi bor i, og for Melou er disse matematisk forudbestemte mønstre særdeles interessante. "Det er en kemisk reaktion i malingen, der danner strukturerne3

, og værkerne præges således af en vis forudbestemthed; samtidig ligger der for kunstnerens vedkommende et element af tilfældighed i processen, og disse to aspekter tilsammen gør arbejdet spændende", fortæller hun.

Samfundsbevidsthed og forståelse for menneskelige vilkår er en væsentlig del af Vanggaards arbejde, og ikoner som kraniet eller silhouetten af en hund fortæller deres historier om menneskelige værdier og konflikter. Hunden, fortæller Melou, er hentet fra et snapshot, hun tog på Christiania for år tilbage - en dag hvor politiet aflagde fristaden et af utallige besøg, og den kommer således til at afspejle konflikten mellem to meget forskellige opfattelser af samfundet.

Hvor konflikt som begreb spiller en ikke uvæsentlig rolle i Melous værker, er det problemet, der i en årrække har stået centralt i John Kørners værker. Således også i den spektakulære installation han har skabt til denne udstilling. På en lilla skærm ophængt i det bagerste rum kan man læse det famøse ord — problem — og samtidig stifte bekendtskab med en større gruppe dyr, udstoppede såvel som af tøj og plastik, der er krøbet sammen under skærmen, som for at varme sig ved hinanden. Under et halvtag skabt af rockwool står et maleri af fodspor i sne og ved siden af knejser et af julehøjtidens budbringere: grantræet. Kulden, der med stormskridt har indtaget København og bidt sig fast i kinder og næse, er på forunderlig vis trukket med ind i slagterbutikkens baglokale og har sat sit aftryk på kunsten. En stor gul kummefryser til is, der står som levn fra slagterbutikkens dage, understreger blot tendensen.

John Kørners problemfyldte installation.

John virker særligt begejstret for den gren på træet, som han på en eller anden måde har fået forlænget, og som bærer en måge. Kopenhagens fotograf har John mistænkt for at have en særlig forkærlighed for det disharmoniske træk, og sandt er det da også, at disharmoni og kontrast præger en stor del af opstillingen. Bare blandt gruppen af dyr oplever man alt fra virkelige - omend udstoppede - væsener til plastik-mutanter, alt fra ægte dyrepels til syntetiske fabrikater, samt ikke mindst diverse størrelsesforhold. Placeret der under varmeskærmen ser den bizarre flok ud som om, den kun venter på juleaftens komme, hvor et særligt udvalg vil blive hentet ned til det pyntede træ og brugt som ekstra "led" i den syngende menneskekæde.

"Det er det modsætningsfyldte i værket, der får det til at leve", har Melou fortalt mig, og i mødet med Johns værk, giver det faktisk mening.

Også hos Trine Boesen oplever man kontraster i værkerne. Der optræder så at sige to planer i kunstnerens billeder: et hvor tegnede omrids af mennesker eller menneskeskabte objekter er i centrum og koloritten mangler, og et hvor former og farver eksploderer i et kaotisk rum. "De to planer ligger og skubber til hinanden, men ingen af dem har over-taget. Hvis værket udelukkende bestod af det syrede rum, ville det fremstå som et dekorativt tapet", forklarer Boesen. "De sort/hvide tegninger er simpelthen nødvendige; det er i samspillet mellem det tomme og det fyldte univers, at værkerne giver mening".

Man fornemmer, at det element af mani, der ligger i arbejdet med det kulørte, kaotiske univers — et arbejde som, fortæller Boesen, kører derudaf fra et lærred til det næste — bliver holdt i skak af arbejdet med de sort/hvide tegninger.

Et udvalg af Mette Winckelmanns værker.

Mette Winckelmann har tre værker med på udstillingen: to tegninger og et "banner". Værkerne spiller sammen på en raffineret måde, idet en fin tegning på hvidt stof viser et udsnit af de redskaber — sakse og knive — man fornemmer, kunstneren må have benyttet ved udformningen af de to andre værker. En tegning på hvidt papir, hvor tætte streger danner en figur, der bærer associationer til menneskeligt væv, er gennemskåret to steder og leder umiddelbart tanken hen på Lucio Fontanas snit, men Winckelmann afviser, at inspirationen skal findes her. Jeg forstår, at det ikke er gennemskæringen som sådan men opdelingerne, der optager hende. Det store "banner" i forskellige rødlige nuancer, der er med til at opdele rummet, er sammensat af flere felter, der er syet sammen i forskudte planer. Nogle steder når stof-felterne slet ikke sammen, og denne opsplitning af fladen giver værket en vis uro. Henover "banneret" er afsat streger, der minder om dem, der ridses op på stoffer før syning, men mønstrene er her nærmest kaotiske, hvilket kun bidrager til værkets urolige energi. Winckelmann beskriver selv værkerne som tørre, men erkender den dragen, der ligger i dem; en dragen der måske har at gøre med de kropslige referencer i bl.a. "bannerets" farvenuancer - som kunstneren selv betegner som venlige - samt dets størrelse: "stoffet har sengestørrelse", fortæller Winckelmann, "og det giver et indtryk af, at man kan være i det. Det tæt vævede "stof" kender vi fra legemets egne dele, og derfor kan vi umiddelbart forholde os til udtrykket i værkerne".

Peter Land: (tv) Uden titel, (th) Landskab med rød fluesvamp.

Peter Lands værker synes at tale ind i et helt anderledes imaginært univers. De to akvareller han har med på udstillingen — "Uden Titel" og "Landskab med Rød Fluesvamp" — kunne være vignetter til en eventyrlig fortælling i stil med Alice i Eventyrland. I den ene akvarel befinder vi os i pigeværelset, hvor der leges med dukker og klædes fint på, og i den anden på brinken ved en skovsø, hvor træerne danner kulisse og svampene vokser vildt. Bag akvarellernes umiddelbare uskyld ligger en syret, fantastisk narration på lur.

Mere:
Interview med Melou Vanggaard fra oktober 2000.
Interview med John Kørner fra maj 2000.
John Kørner på Njalsgyden august 2000.
John Kørners billeder på Carnegie Art Award februar 2001.
John Kørners værk på Masnedøfortet.
Standardrum - Kørners Kontor i Randers.
Vækst og revolution: John Kørner på kopenhagenshop
Jeg Taler Til Jer: John Kørner på kopenhagenshop
The Fantastic Way Out: John Kørner på kopenhagenshop
Caution - do not enter: Melou Vanggaard på kopenhagenshop