[31. juli 2002]
Udstillingsreportage

Katrine Malonovsky (1976-): RØD DØR, 2002. Døre, dørgreb linie 18, maling, vægge.

Konglomerat
14 studerende fra Kunstakademiets billedhuggerskole udstiller på Trapholt. kopenhagen har modtaget disse fine billeder og tekster af kunsterne...
Læs også pressemeddelelsen...

Konglomerat
13. juni - 25. august
Trapholt
®blehaven 23
6000 Kolding
Tel +45 76 30 05 30
kunstmuseum@trapholt.dk
Pressemeddelelse

Carl Johan Sennels (1981-): 3 hektagoner, 2002. Acryl og olie på lærred.

Carl Johan Sennels:
Fugl, fisk eller midt imellem
Tampen brænder når jeg mener at kunne påstå at en af hovedintentionerne bag min maleriske praksis er en søgen efter en mulig integritet i den subjektive perception. Det sublime forekommer mig ikke at være noget der opleves halvt så meget ude i fjeldet, som hjemme på mit eget værelse. Jeget føler sig tryg og veldefineret da det identificerer sig med de hjemmevante omgivelser og bliver, så at sige, ét med objekterne omkring det. Her er størstedelen af alle kroppens bevægelser i allerhøjeste grad afledt af tingenes rituelle eller praktiske funktioner.

På denne måde er subjektet og den omgivende objektverden solidt vævet sammen i et konglomerat af betydningsdannende relationer, hvor objekterne i en vis forstand perciperes som forlængelser af subjektet selv, som proteser for subjektet til interaktion i verden. Det forekommer mig at denne konstruktion, som selvfølgelig er en realitet i ethvert subjekts møde med verden, til hver en tid, ethvert sted, på en del punkter fungerer mere stabilt og uforanderligt i det private rum, da det ikke foranlediges til kompromisser og forandring af utallige andre subjekters subjektive interesser, som det sker i enhver social situation.

Denne stabilitet i det konstruerede væv mellem subjektet og objekterne i det private rum, foranlediger også først og fremmest til perceptuel stabilitet, men i denne stabilitet ligger åbenbart en latent mulighed for forrådelse netop mod konstruktionens stabilitet. Stabiliteten giver subjektet mulighed for at iagttage konstruktionen uden forstyrrende indgriben udefra, såvel som indefra, men da subjektet til hver en tid, i så høj grad er integreret i vævet med objekterne, er det ikke muligt for subjektet at isolere sig selv, da det er krystalliseret ud i utallige binære subjekt/objekt-relationer, så det dermed ikke kun er den "rene" objektverden, der fungerer som proteser for subjektet, men subjektet selv der er blevet til proteser for sig selv.

På denne måde fremstår verden pludselig som bestående af udelukkende fremmedlegemer, og subjektet som fremmed for sig selv.

Hvad er da tilbage? Man er faktisk faldet gennem vævet, men er der noget under til at gribe én? Næsten hele Jeget selv er blevet filtreret fra i dette fald, men et lille, næsten usynligt, i normal forstand ikke bevidst Jeg, står tilbage i et uendeligt mulighedsrum.

Camilla Holmgren (1972-): Uden titel 2002, Uden titel, 2002, Uden titel, 2002. 3 digitale fotografiske værker

Camilla Holmgren:
Jeg arbejder inden for det digitale fotografi med portrætter, hvor fordoblinger er mere end spejlinger. I og med at flere billeder inkorporeres i det samme, opstår der et andet rum, et ikke konkret, eksisterende rum. Fastsættelsen af et sted er en interesse for at arbejde med rummet.

Det er som i litteraturen, hvor forfatteren definerer et rum ved at beskrive de komponenter der udgør et rum, måske igennem beskrivelsen af et menneskes interaktion med eller i rummet. Baggrundens markeringer af rummets hjørner, træer eller vinduer, angiver så at sige billedets realisme, dets angivelse af et sted. Disse sammenføjninger af forskellige niveauer af virkeligheden skaber et udvidet virtuelt rum.

De er undersøgelser af rummet, forstået som muligheds betingelse for erfaringen i virkeligheds beskrivelsen. Dette ikke præcist angivne udfoldede rum dynamiserer perspektivet.

Portrætterne er samtidig registreringer af ansigtets mikrobevægelser. I præsentationen af ansigtet, af udtrykket, ligger interessen i ansigtets væren. De er undersøgelser af en ung kvindes væsen . En underspillet dramatik, hvor der ikke gives årsag og virkning, begyndelse og slutning.

Den naturlige historie rummer elementer af noget vi alle genkender, den skal give mening fra sig, det kan den kun hvis det virkelige sættes i spil. Denne virkeligheds beskrivelse får sin effekt, mellem den oplevede verden og den æstetiske bearbejdelse af den.

Billederne er et Konglomerat, en ophobning eller indsamling af forskelligartede elementer, der muliggør og nedtoner grænsen mellem det virkelige og det virtuelle .Ved brugen af computer og den digitale proces er det muligt at skabe, at forholde sig aktivt til sit billedmateriale. Man kan beskrive dem som billeder der placerer sig i verden, altså har et realistisk præg, men samtidig er vendt mod et andet sted og i denne bevægelse skaber dets egen betydning.

Thomas Bjørkå (1971-): Smashing Icons 2002. Birkefiner, messing, elastiksnor, siliconegummi, serigrafi, lak.

Thomas Bjørkå om konglomerat:
Ordbogen forklarer Konglomerat, som en bjergart, sammenkittet af afrundede sten og blokke med finkornet materiale imellem. I overført betydning er det en blanding af uensartede materialer. I opslaget er det på den lodrette akse placeret mellem (1) Kongestion, som betyder ophobning, en stærk blodtilstrømning til et organ, især hovedet, og (2) Kongoleser, der betegner en person fra Kongo. På den vandrette akse, der krydser bogens spalter, er det fra venstre mod højre (3) Konfligere, hvilket betyder at støde sammen med, være i modstrid med, og (4) Konjunktiv

, den måde af verbet som udtrykker noget muligt, tænkeligt, uvirkeligt eller ønskeligt, betingende, en forestillende måde, ønskemåde.

AVPD (Peter Døssing (1974-), Aslak Vibæk (1974-)): TEXT 2002. ReaFi™PolySpatial Structure

AVPD:
KiloOktanNeonGearLuxOhmMasseElektroRobotAlphaTid

Søren Lose (1972-): Panorama-Afternoon 2002, Modernistic-Panorama 2002. Digitalt fotografi

Søren Lose:
Jeg er optaget af hvordan man vha. den digitale teknik kan forskyde tids- og rumopfattelsen i allerede eksisterende fotografiske

billeder og stille mere fundamentale spørgsmål ved vores almene opfattelse af begreber som historie, erindring og tid.

Udstillingens titel, Konglomerat, knytter an til min arbejdsproces, som for de udstillede billeders vedkommende består af at sample dele og fragmenter fra allerede eksisterende fotografiske forlæg og sammensætte dem på ny. Jeg benytter mig således både af den kontekst (tid, sted og historie), som de oprindelige billeder er fotograferet i og den nye digitale dimension, som vender det hele på hovedet igen og skaber en ny parallel virkelighed.

Randi Jørgensen (1974-): Uden titel 2002. Seng, betonanker, trækværk, fortøjningsklys

Randi Jørgensen:
Værket består af en række objekter, som vi kender fra hverdagen. Objekter der umiddelbart har forskellige referencer. Ved at fjerne genstandene fra deres vante sammenhænge og placere dem i en ny kontekst, opstår der et billede, og der skabes en fortælling.

Jeg har i mit arbejdsforløb først og fremmest taget udgangspunkt i rummet. Hvordan er rummet bygget, og hvad kan det i forhold til mine objekter.

På det æstetiske område skal det skulpturelle i elementerne fungere både i sammenhæng og hver for sig.

Indholdsmæssigt har jeg arbejdet med en række begreber og symboler. Begreber, som drøm og savn/længsel forbundet med gamle fortællinger og svundne barndomsoplevelser, spiller en vigtig rolle i værket. Installationen er interaktiv. Beskuerens tilstedeværelse og associationer er med til at skabe værket.

Molly Haslund (1969-): Koordinationsmodel 2 , Dokumentationsmodel 1 2002. Tømmer, bræddebolte, tov, kroge, hjul, video

Molly Haslund:
I mine værker arbejder jeg med bevægelse og sammensætninger. Velkendte genstande og spilleregler bliver omskabt til utopiske, udfordrende og konceptuelle ideer om sammensætninger og bevægelse i et umiddelbart materielt genkendeligt univers.

Ved at muligheden for at deltage i værket er til stede, danner jeg et fysisk billede, men invitationen til medvirken skal i sig selv danne en videre refleksion, hvor en ny fysisk intelligens rammer betragteren.

Det umiddelbart frie felt som gyngerne repræsenterer vil i brugssituationen være et udfordrende og styrende element, da gyngernes tætte placering gør at de og deres aktører må forholde sig til hinanden, enten ved at gynge stille og kontemplativt, eller ved at koordinere og gynge i takt inden for konstruktionens rammer. I min poster og i min "video på vogn" (dokumentationsmodel) sammensætter og fastholder jeg billedet af skulpturen i brug i en kontekst der ligger uden for museet.

Findes der sjov tvang? Findes der gravalvorlig leg?

Jeg stiller spørgsmål til det klassiske statiske grid, til gentagelsen og det konstruerede funktionsunivers som vi møder. I værket brydes disse elementer ved placeringen inden for samme ramme, således at der bliver en direkte dialog mellem individ, system og objekt.

Særlig tak til arrangørerne af PARADE, den 11.maj 2002: Lone Bank, Tanja Rau, Dorte Buchwald og Christina Hamre. ( tjek kopenhagens reportage fra PARADE )

Morten Søkilde (1974-): Pan, en fabel 2002. Papir, tekst

Morten Søkilde:
Stands!

Bemark, at De allerede er en tand anstrengt. Bare ved een bette narrestreg af et galt sat tegn, kan jeg standse Deres fart. Een afvegen, aftastede,
afstegen, fejlslagen graf kan tage magten fra Dem. Men skal jeg servere Dem eet med hele tre parallelle esser? Det er stressskabende! Jeg skal, ved at lade Dem gennemvandre dette landskab af et a, ledsaget med et e, ganske enkelt ae Dem. Jeg kan endda ekspandere med et ekstra, saaledes at De kan
faa en maane med

Kristoffer Ørum (1975-), Anders Bojen (1976-): Gips, lyd, papir 2002. Gips, lyd, papir

Kristoffer Ørum og Anders Bojen:
- Interferens er interaktionen mellem to eller flere bølgebevægelser der påvirker et fælles medium således at den øjeblikkelige bevægelse I den resulterende bølge er summen af de øjeblikkelige bevægelser i de interferende bølger.

Interferens-modellen som beskrevet ovenfor er en model for en produktiv struktur der kan arbejde med objekt, idé og kontekst. De involverede elementer og betydninger forbliver intakte samtidig med at de producerer nye.

Katrine Malinovsky (1976-): RØD DØR 2002. Døre," Dørgreb linie 18, maling, vægge

Katrine Malinovsky:
RØD DØR

Røde døre italesætter på forskellige måder stedets arkitektur, museumsfunktionen og beskueren som krop og aktør I rummet. Dørene lukker i og åbner op til rummet, udsigten, hjørnet, sproget, væggen, udgange og indgange. De skaber ved deres placeringer nye betydninger, til den funktion, dørene normalt har.

Det er ordene rød og dør, der ved et enkelt ordspil knytter farven til funktionen og objektet, en dør. Værket bærer sin egen logik, hvor en rød må være dør og en dør må være rød.

Installationen virker som spærring, åbning, spejling. Den fordrer en bevægelse, der på en gang styrer, begrænser og åbner for nye muligheder. I installationen indgår fuldstændigt genkendelige elementer i et spil på associationer og hverdagens kropslige erfaringer. De besøgende på Trapholt kan tage del i dette, som forbipasserende, modtagere, aktører, medskabere...

Jeanette Ehlers (1973-): Ghost Rider 4 2002. Video

Jeanette Ehlers:
To ens billeder splejses sammen og en ny betydning opstår.

Ved konglomerat forstås sædvanligvis en sammensmeltning af uensartede elementer.

Hvad sker der så når to helt identiske billeder fusioneres?

Mit projekt er en undersøgelse af dette.

I mødet mellem to identiske billeder opstår et nyt udtryk, og fokus forskydes fra det umiddelbart genkendelige.

Ved spejlingen af et levende billede dannes to nye identiske komponenter, men de kolliderer, og dele af de oprindelige billeder går tabt. Men ved dette tab etableres et nyt hele, eller sagt på en anden måde, kloningen af de to identiske komponenter skaber en ny identitet - en fremmed komponent. Og det er dette andet, denne mutation, der interesserer mig.

Jesper Aabille (1977-) Indendørs kolonihave 2002. Stål, træ, kunstgræs, planter og havestol

Jesper Aabille:
Når jeg går ned ad Sundbyvestervej på Amager, er der lige over for svømmehallen en lille gruppe af kolonihaver omgivet af beboelseskomplekser. Denne lille ø har jeg tit været fristet til at gå ind i, og måske prøve at sidde i en af haverne, nyde livet på god dansk manér. Men det har aldrig været muligt, bare det at kunne kigge indover hækken og måske hilse på en af havernes beboere, da den kæmpemæssige tornebusk, som omringer haverne, og et gitter med pirksåle for oven på, der spærrer den eneste passage i hækken, forhindrer et sådan forsøg. Spekulerer man over denne lille oase vel befæstehed, må man vel se det fra ejernes side, og så let er det måske heller ikke at være kolonihaveejer, for hele tiden er man travlt optaget af at passe haven, ordne havemøblerne, male stakit eller klippe hæk, slå græs; og har man så endelig lidt tid til at slappe af, hvilket var hele ideen fra starten med haven, kommer ens nabo pludselig ud af den blå luft, for at diskutere den gængse verdenssituation, og hvis han eller hun ikke gør det for en gangs skyld, skal alle mulige og umulige nok komme rendende med samme formål. I så fald kunne man, som kolonihaveejer, vel lige så godt være blevet hjemme i fred og ro.

Billeder fra computerdelen af Jesper Aabilles værk.

Mere...
1. aug. 2000: Interview med Søren Lose
17. juli 2001: Interveiw med Søren Lose
16. januar 2001: Interview med Christoffer Ørum og Tarje Gullaksen