[21. februar 2002]

Karin Lorentzen og Stine Barr.

Segmenter - Formernes stamtræ

Stine Barr og Karin Lorentzen

15.2. - 24.2.2002
Copenhagen Project Room
Rørholmsgade 17
Man-fre 15-17, lør-søn 13-15

Tekst: Julie Damgaard Foto: Julie Damgaard og Stine Barr

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne skribent igennem en ikke nærmere defineret årrække har følt sig ekstremt fascineret af tre ting: det univers der omgiver vor lille blå klode, livets oprindelse og udvikling - samt forførelsen som subtil aktivitet. Sidste punkt kan tolkes i forskellige retninger; i denne sammenhæng bør det imidlertid tolkes i én særlig, nemlig den forførelse kunsten kan udøve.

Udstillingen "Segmenter" har i mine øjne formået at samle disse tre fascinationspunkter i ét, og derfor følte jeg en stærk forpligtelse - ikke mindst overfor mig selv - til at tage en snak med Stine Barr og Karin Lorentzen om projektet. De to har gået på samme afdeling på Akademiet og har løbende arbejdet sammen uden at det dog har udmøntet sig i nogle fælles udstillingsprojekter - før nu vel at mærke.

Der var godt med besøgende til ferniseringen.

"Vi har lavet forskellige forsøg med skulptur og foto", fortæller Stine. "Blandt andet har vi undersøgt hvorledes afstøbningen af et hjørne kan kædes sammen med et fotografi af samme hjørne. Det er interessant, hvad de to medier kan i forhold til hinanden. Vi har fundet ud af, at vi har nogle interesseområder og måder at gøre ting på, der overlapper og ideen om et fælles projekt opstod faktisk allerede for 1 1/2 år siden".

"Segmenter" ligger i forlængelse af Karin og Stines individuelle arbejde, men homogeniteten i de kunstneriske undersøgelser skaber en udstilling præget af sammenhæng og mening. Rummet i Rørholmsgade præges af Karins hvide knoglelignende skulpturer, der som rygsøjler strækker sig fra gulv til loft. Blandt disse hænger Stines farvede "strimler" af ens fotografier samt et voluminøst strittende objekt af blomsterståltråd, hvis kugleform mimer månens, dog uden dennes soliditet. På én endevæg hænger en række farvede fotografier af murværk taget helt tæt på, og på en anden en fotokopi af en bogillustration forestillende et fossil. På lokalets længste væg forsøger en dinosaur ubemærket at snige sig forbi, og på et skab under fossil-reproduktionen har Karin opstillet en række små messingfigurer.

Vue gennem udstillingsrummet.

De to kvinder udstillede begge på Efterårsudstillingen i 1999, og var begejstrede for hinandens værker. Karin viste bl.a. her en af de "søjler", som også er med på den aktuelle udstilling.

"For mig handler det om den fysiske tilstedeværelse i verden", fortæller hun. "Jeg tager udgangspunkt i rollen som kunstner/beskuer samt rummet jeg befinder mig i, og overvejer dernæst, om jeg skal bemægtige mig dette rum eller forholde mig ydmygt til det. Jeg arbejder ud fra mit eget kropsrum, og søjlerne samt de små figurer er alle aftryk af steder på min egen krop. Der er så at sige tale om et negativt kropsrum, der forvandles til et positivt rum".

Rækken af figurer på skabet er tydelige eksempler på dette princip. Karin har her gentagne gange knyttet hånden om en klump voks og derefter støbt disse greb i messing. Figurerne er således aftryk af et rum, der i virkeligheden ikke er til, da rummet mellem den knyttede hånds fingre og håndflade er stort set ikke-eksisterende. Man kan tale om, at materialet her fungerer som rum-skaber.

Karin Lorentzens "greb" støbt i messing med brun/sort patinering.

"I figurerne ligger der endvidere en inde/ude problematik", forklarer Karin, "der bunder i at de, samtidig med at pege tilbage på kunstnerens/beskuerens krop, eksisterer som selvstændige, fysiske objekter i rummet".

Karin har tidligere arbejdet med aftrykket som kunstform. Her tog hun aftryk af sin gane, og det var ganske interessant at observere, hvor stor en lighed der var mellem disse aftryk og visse krebsdyr. For figurerne på denne udstilling gælder det dog at de, bl.a. på grund af patineringen, minder om knoglerester, der har ligget begravet i jorden i årtusinder.

Stine peger på, at det aftryk af en gerning, der ligger til grund for Karins skulpturer faktisk spejler den aktivitet, der ligger bag hendes motiver: "Det murværk, jeg har fotograferet, bærer præg af samme vilkårlighed. Strukturen er fremkommet ved at kaste puds gennem et net og dernæst lade materialet gøre resten. Der ligger nogle regler eller et liv i materialet, der får det til at opføre sig, som det gør; det ved ligesom noget selv".

Karin kan nikke genkendende til denne beskrivelse: "I stedet for, som det normalt er tilfældet med skulptur, at betragte en models form, fokuserer jeg på materialet eller substansen", forklarer hun. "Har dette materiale en egen vilje eller indretter det sig altid ?; det er en af de ting, jeg undersøger".

Bagerst Stine Barrs 6 tonede s/h fotografier.
Foran Karin Lorentzens gipsøjler samt Stine Barrs tonede s/h fotostrimler.

Ligesom Karins figurer bærer mindelser om knoglerester, ligger der i Stines fotografier nogle umiddelbare ligheder med de månelandskaber, vi kender fra bl.a. satellitfotos. Kratre, bjergtoppe og floddale synes at træde klart frem, men er i realiteten "blot" gengivelser af formelle strukturer, som vi færdes blandt til daglig, men aldrig rigtig lægger mærke til. "Jeg går helt tæt på motivet", forklarer Stine, "og derved mister beskueren sin fornemmelse for skalaforhold. Puds på en væg kan på den måde blive til et månelandskab eller et mikroskopisk organisk materiale, alt efter hvem der ser".

"Vi benytter et fælles parameter som redskab i arbejdet", fortsætter Stine, "nemlig hvorledes kroppen og bevidstheden orienterer sig i verden. Vores fokus har været på et rum, som vi begge kunne være i, et rum der favner såvel nu-grebet som evigheds-konceptet, og vi har så undersøgt, hvordan form opstår indenfor dette felt. En vigtig iagttagelse er, at der er ting der agerer på samme måde måde idag som de gjorde for millioner af år siden. Udstillingen er i virkeligheden en basal undersøgelse af, hvad ting er".

Karin overtager: "Hvad vil det f.eks. sige at have en rygsøjle ? Hvor er midten og hvornår holder den op ? Findes livet i det skelet, der holder os oppe, mens vi lever, men falder sammen når vi dør, eller findes det måske mellem mennesket og omverdenen........? Alt liv består af tre fortætninger: skelettet, kødet og auraen, men hvor starter det - og hvor stopper det ?"

(tv) Bagerst Stine Barrs fotokopierede dinosaur. Foran Karin Lorentzens gipssøjler og Stine Barrs sammentapede fotostrimler.
(th) I midten Karin Lorentzens skulptur i grøn blomsterståltråd (1,5 m. i diameter) og på skabet bagved et udsnit af de små messingfigurer.

Close-up af fotostrimler og gipssøjler.

Ingen tvivl om at det er de store eksistentielle spørgsmål, der her bliver sat i spil, og at der bevidsthedsmæssigt tages syvmileskridt: "Hvordan forstår man overhovedet, hvordan man er som menneske i universet - det er den store historie, der på udstillingen er hevet ned på et enkelt plan", forklarer Stine. "Når vi bevæger os i verden er det som en krop blandt andre kroppe, og det sætter sine spor i den måde, vi forstår på. Udstillingen er bygget op over en lignende måde at være tilstede på. Også her oplever man sig selv blandt "kroppe". Energien mellem de forskellige"legemer" i udstillingslokalet er vigtig; den gør at intet element er mere værd end et andet. Her findes intet hieraki".

Netop beskuerens oplevelse af at bevæge sig blandt andre lodret stående "væsner" er essentiel, da den medfører en oscillation mellem to bevidsthedstilstande: den "tunge" selvbevidsthed og den lettere selvforglemmelse - eller fortabelse om man vil. En fortabelse nogle måske vil genkende fra barndommens besøg på naturhistoriske museer, hvor storslåede dioramaer lokkede med eventyr blandt stenalderfolk.

(tv) Bagerst Stine Barrs tonede s/h fotografier (120x110 cm). Foran Karin Lorentzens søjler i gips (237 cm).
(th) Stine Barrs fotokopi af en bogillustration forestillende et fossil.

"80´er -kunsten var i høj grad imod det illusionsmæssige aspekt ved kunsten, imod fortabelsen", fortæller Stine, "og det har derfor været en befrielse at sige, at vi fortaber os sgu´ alligevel. Forbudet mod det legende gælder ikke her; for for os er det okay at blive forført og være i en anden tid og på et andet sted. Det er okay med fortællinger, for man glemmer jo ikke at tingene har et eget nærvær. Billederne i rummet er f.eks. lige dele illusion og papir. I det klassiske fotografi peger billederne udelukkende tilbage på et sted; de bliver vinduer til verden. Her er billederne stedet - eller tingen selv. Derved kommer de tættere på et skulpturelt udtryk".

Det er efterhånden lykkedes Karin og Stine at gøre mig opmærksom på de illusioner, der udgør udstillingen, og på de ting jeg har gået og digtet ind i den; magien forsvinder imidlertid pudsigt nok ikke. Det er muligt, at de billeder, der udgør foto-strimlerne, i virkeligheden viser skulpturfragmenter fra Indien og ikke knogle-dele, men mit øje ser stadig knogle-delene, segmenterne. Bevidstheden om at der er tale om kulturelt forarbejdede objekter i stedet for "naturlige" benstumper kan i realiteten være med til at give oplevelsen en ekstra dimension, for som Stine fortæller: "Disse tempel-relieffer kan have været hugget ud som menneskekroppe og bærer, selv i forvitret tilstand, stadig sådanne konnotationer. Det er interessant, hvordan den materie, der benyttes i den kunstneriske proces, tit gebærder sig organisk".

De to kunstneres arbejde med forestillingsevnen, og hvad der sker af associationer i beskuerens hoved er fuldbyrdet. Den besøgende bliver den aktør, der færdiggør udstillingen. Det bliver i hans/hendes bevidsthed den enorme rumlige udstrækning fra håndtryk til månelandskab endeligt bindes sammen, og de små dele samler sig til en større helhed.