[29. juli 2000] No More Mr. Nice Guy Af Henrik Grundsted John Bock Multiple Quasi-Maybe-Me-Be updown 1. juli-5. august 2000 Recent Works/Jacob Fabricius Njalsgade 21, bygn 15 Tor-fre 12-17, lør 12-15

Lørdag d.1. juli var der fernisering på Bryggen, hos Jacob Fabricius i Recent Works, med den tyske kunstner John Bock, der viste sit Fashionshow. Showet var en vaskeægte event, vist første gang på MOMA i New York, men fremstod her for første gang i fuld ucensoreret version. Recent Works var indrettet som backstagerum og Galleri Nicolai Wallner var indraget til catwalkpodie.

Showet var heldigvis forsinket, så jeg nåede lige rundt om baren, inden det gik løs. Der er det ved Sort Guld, de smager bedre, jo flere man drikker, men den første smager ikke specielt godt. Jeg nåede kun til den første under selve showet, der til gengæld var yderst delikat.

19.15 satte John Bock "neopunk" på ghettoblasteren, og sendte syv professionelle modeller, fem kvinder og to mænd fra Unique Models, på et noget utraditionelt catwalk.

Showet lagde ud i bedste mode-punk stil med sammensyede genbrugsklude, som kunstneren henholdsvis havde klippet huller i, syet skulderpuder på eller monteret sindrige fjedre på. Dette koncept udviklede sig i en interessant skulpturel retning, hvor modellerne ikke længere var kroppe behængt med klude, men blev til amorfe vandrende skulpturer. Iført dysfunktionelle dragter med sammensyede arme, ekstra påsyede ben polstret med tøjreste og ærmer påmonteret håndmixere og lerkrukker. En model var iført en skjorte, som endte i en mægtig tøjbyldt — hvilket gjorde hende ude af stand til at orientere sig, hvorfor hun måtte føres rundt i blinde af en anden model. Alt dette blandet med gagede indslag hvor Unique-modellerne var iklædt skiveost, spagetthisovs og vita wrap eller blot på minimal vis var oversprøjtet med Gillete barberskum.

Den eksaminerede økonom John Bock trådte midt i showet selv i karakter, da han til tonerne af No More Mr. Nice Guy med saks i hånden forfulgte en Unique-model i deminkjole, som kunstneren, som en anden voldtægtsforbryder, forsøgte at klippe op. Det lille optrin sluttede med, at Bock selv blev oversprøjtet med Aquafresh tandpasta.

Ovenstående beskrivelse kan give anledning til den fejlagtige opfattelse, at John Bocks show havde en kronologisk opbygning, hvilket ikke var tilfældet. Det havde ingen narrativ struktur. Det var nærmere en gennemløbning af en kakafonisk kaosfigur, et total field, hvor alle positioner som high/low, good/bad, ekcentrisk/naiv blev gennemspillet. Pradabukser blev forskelsløst sat sammen med gamle habitjakker; harmløse optrin, som bestod i at lyne en lynlås i et bukseben op, blev afløst af en "voldtægtsscene"; og kreationer som godt kunne passere som mode blev afløst af dragter af vattæpper sammensat med gaffatape, alt dette ikke for at vise kontraster, men tværtimod for at vise, at hele denne mangfoldighed udgør et kontinuert spektrum.

John Bocks Fashion Show var en slags mindmapping. Her ikke at forstå som en metode til at nå frem til et afsluttet værk, kortet var selve værker, gennemløbningen af high/low, good/bad, ekcentrisk/naiv var et mål i sig selv, hvor det handlede om multiplicering og acceleration.

Mit sind blev ikke renset, ved at åbne sig for Bocks ekscentriske udskejelser, der var ikke nogen katharsiseffekt, bagefter var alt ved det gamle. Og så alligevel ikke — noget var blevet multipliseret og ekspanderet. Lidt som i den kendte ølreklame med slogan’et: "mere af det hele" — ja ikke sandt, den smager nøjagtig som de andre, blot er der mere af det hele.

John Bock
Multiple Quasi-Maybe-Me-Be updown
Courtesy Recent Works/Jacob Fabricius