[1. november 2001]

Brøndby IF Old Boys og Skovlunde.

MørkeBold
kopenhagens Sophie Pucill tog til Brøndby Stadion for at overvære en fodboldkamp i mørke mellem Brøndby IF Old Boys og Skovlunde. Kampen er et projekt af Knud Pedersen i forbindelse med KE 2001. af Sophie Pucill.

Til fodboldkamp i mørke
Jeg har været til fodboldkamp i mørke. Det er samtidig den første ’rigtige’ fodboldkamp, jeg nogensinde har været til. Men jeg er i godt selskab. Jeg følges med den lokale boldrapporter Thomas fra avisen Folkebladet, med filmklipper Søren, der er mangeårig Manchester United fan og ivrig kampgænger, og Julius på 9 år, der selv spiller ivrig fodbold på Østerbro. "Det har ikke noget med intellektet at gøre — det er de store følelser, det handler om". Fortæller Søren mig om fodboldoplevelsen, sådan som han kender den, inden vi træder ind på området omkring Brøndby Stadion. Vi er først oppe i klubhuset, hvor der rum efter rum fremvises enorme mængder af skinnende pokaler i sølv og guld. Pokalerne står tæt sammen i store oplyste glasmontre. Det er imponerende. Der er en del mennesker og stemningen er god.

Kunstværket
Jeg er der i kraft af, at jeg som akademisk uddannet kunstformidler skal rapportere til kopenhagen.dk. Jeg skal skrive om kunstværket Fodbold i Mørke. Kunstværket af Knud Pedersen (f.1925), der blev optaget på KE2001 og siden har været omtalt i forskellige medier, både i aviser og TV. Fodboldkampen er realiseret i samarbejde med Brøndby IF og Brøndby Kommune. Der spilles to halvlege á 22 minutter på Brøndby Stadions kunstgræsbane. Kampen skal stå mellem Brøndby IF’s Old Boys, anført af Kim Vilfort, og Skovlunde. Det er søndag aften, klokken 21:00. Er det så Kunst det her, spørger jeg mig selv - da jeg en oplevelse rigere kommer hjem. Det var måske ikke det store kunstværk i almindelig forstand (?). Fodbold i mørke havde mere karakter af at være et gakket empirisk eksperiment, tænker jeg: Hvad sker der i sort lys? Men interessant, det var det. Det var værd at ’se’.

Knud Pedersen

Kunstneren
Knud Pedersen er selv helt tilfreds, da jeg snakker med ham efter kampen: "Inden for de to gange 22 minutter fik vi alle de ’klassiske’ gesti: indkast, frispark, offside, hårde taklinger, hovedstød (!) og mål. De elementer var der, som skal til for, at det er en ’rigtig’ kamp", fortæller han. Knud Pedersen er desuden imponeret over, at det overhovedet kunne lade sig gøre at stable sådan et projekt på benene. Og han er rigtigt glad for Brøndby IF’s Old Boys spil. "De repræsenterer virkelig kvalitet", siger han — "ellers havde det været lige meget".

Forløbet
Først er alle spændte. Det er en skøn blanding af lokale Brøndby supportere, Skovlunde fans, lokale kommunalpolitikere, medier og forskellige kunstinteresserede, som er mødt op. Vi stiller op langs den på dette tidspunkt normalt oplyste fodboldbane og venter. Spillerne løber ind på banen. De med hvide pandebånd på ligner mere krigere end de andre. Rundt om banen er der stillet ultravioletlyskanoner op, der står og afgiver deres mystiske lilla lys. Så slukkes det almindelige lys. Der er umiddelbart helt mørkt, men så kan vi alligevel se, idet øjnene indstiller sig på de nye vilkår. Folk udbryder "Åh" og "Ih" lyde. Spillet fløjtes igang.

I starten er der en del markante latterudbrud rundt omkring. Det virker umiddelbart komisk at ’se’ grandvoksne mænd drøne rundt på en fodboldbane i mørke. Men inden for de næste 5-10 minutter er det som om, publikum vænner sig til omstændighederne. Det er jo sport det her. En kamp om bolden, der drives frem af ambitionen om at score flest mål.

Forventningerne til den rent visuelle ’æstetiske’ oplevelse synes at fortage sig. De ændrede vilkår assimileres i oplevelsen. Vi er en samling folk til fodboldkamp i Brøndby. Og det er fodboldspillet, vi ser på. Det ’iscenesatte’ mørke begynder at spille en mindre rolle. Det væsentlige er spillerne og deres bevægelser på banen. Vi anstrenger os for at få øje på handlingens centrum, nemlig selve bolden og dens bevægelser, men det er svært, for den er næsten usynlig med mindre spillet spilles lige foran der, hvor man selv står. "Hvad sker der?", spørger folk hinanden i skyggerne. "Er der frispark nu?", lyder det. Alt imens spilles der virkelig fodbold, derude i mørket. Resultat: 3 — 1 til Brøndby.

Vi kan måske ikke rigtig orientere os og oplever nok også, at scenariet ikke ser ud, sådan som vi havde forestillet os det forinden. Det, vi ser, er hverken særlig smukt, flot eller specielt. Det er bare uklart. Vi oplever ikke noget egentligt nyt og spændende. Vi oplever nærmere, at vi ikke kan opleve så meget her, som vi ville. Underholdningsværdien er på en eller anden skala ikke særligt høj. Alligevel er det fascinerende og dragende. Julius ser sit snit til at snige sig ind på banen under spillet. Han vil også være selvlysende i mørket. Søren og Thomas udveksler kvalificerede bemærkninger om spillets gang. Jeg prøver at tage billeder af noget, jeg ikke kan se.

Publikum er usynlige
Den mest markante oplevelsesændring er relationen mellem selve kampen, altså fodboldspillet og fodboldspillerne fra de to hold, og publikum. De ’virkelige’ boldsupportere, der vanen tro har taget opstilling bag hver deres respektive mål, kan hverken jeg, der i bogstaveligste forstand har placeret mig på sidelinjen, eller spillerne se. Som publikum kan vi ikke engang rigtigt se den mand eller kvinde, vi selv står lige ved siden af. Men vi kan høre hinanden. Og det, vi kan høre, bliver det egentlige illustrative element af fodboldkampen. Det, vi hører hinanden sige, bliver den oplevelse, der er mest konkret: "Var der ikke offside?" — "Det er der alligevel ingen, der kan se", udveksler to spillere; "Skovlunde — der skal mere lyd på!", råbes der. Rundt omkring synges de rituelle fodboldsange som altid. Supporterne lader ikke deres røst knuge i det sorte lys.

Anstrengende
Oplevelsen var som sagt ikke så visuelt spektakulær, som jeg havde troet. Visuelt var det faktisk ret anstrengende. Jeg får personligt hurtigt ’ondt’ i øjnene af at presse mit synsfelt til det yderste. Det sorte lys skær i mit blik. Vi kan godt se noget derude i mørket, men vi kan ikke rigtig vide, hvad der egentlig sker: "Var der mål?"; "Hvad skete der?" — spørger folk hinanden. Der er ikke rigtig nogen, som når at svare på spørgsmålene, for spillet er allerede kommet videre. Fodboldspillets aktuelle ’nu’ er det egentlige fikspunkt i oplevelsen. Et fikspunkt, der ikke kan fastholdes. Der gives ikke tid til at reflektere.

Uklart
Fodboldbanen opleves som et flimmer af selvlysende flader, der ikke nøjagtigt kan identificeres. Det eneste ’lyspunkt’, man med sikkerhed kan fastholde, er skæret fra dommerens stavlygte, der flimrer rundt over hele banen. De momentvise blink fra fotografiapparaternes blitzlys afslører uklare sammenstød og voldsom bevægelse i gruppen af spillere derude på banen. Bolden får jeg kun sporadisk øje på.

Helt Konkret
Frem for et konceptuelt eller visuelt tilfredsstillende kunstværk, opleves dette her helt konkret som en fodboldkamp, der bliver spillet i mørke. Men det er en sjov og usædvanlig oplevelse. Især at kunne høre, hvad der bliver sagt under kampen men uden at kunne identificere hvem, der siger hvad og som regel heller ikke, hvorfor det bliver sagt. Min deltagelse bliver sat på en prøve. Overblikket svækkes, helhedsoplevelsen udebliver.

Kroppens format
Spillerne selv virker til gengæld rimeligt uanfægtede af omstændighederne. De oplever nok spillet ligeså meget med kroppens andre sanser end synet, og i deres kroppe er indlejret mange års erfaring som fodboldspillere og som samspillende fodboldhold. Spillerne kender formaterne, proportionerne, hvilken teknik og taktik, der skal til lige her og nu, mens bolden er i spil. De råber til hinanden — både ord og forskellige andre signaludtryk, der angiver det vigtige. Dét, der skal gøres lige nu, i handlingens gang, for at vinde.

Kommunikation
Efter kampen fortæller fodboldspiller Klaus fra Skovlunde, at han klart ser muligheder i fodbold i mørke, for det kan bruges til at træne fodboldspillere i at kommunikere verbalt. Noget der er brug for, især blandt ungdomsspillerne. Teknik, taktik og samspil er ikke alt. Det spillerne udveksler af verbale lyde under kampen, det de siger til hinanden, og det de hører hinanden sige, er mindst lige så vigtigt for kampens udfald. Det synes jeg er et interessant perspektiv. Et perspektiv, der kan give stof til eftertanke i den overmådelige visuelle kultur, vi alle er en del af. I skyggerne fremtræder jeg ikke som mig, men som det, du tror, du hørte mig sige.