[9. maj 2002]

Billeder fra demo ved akademi-middagen på Charlottenborg

Det fri (kunst)marked og intet andet
Fra at have et kunstnerstyret center med fagkyndigt personale og netværk og goodwill på internationalt og fagligt plan, skal udvekslingen på kunstområdet betjenes af et kontor besat af embedsmænd fra henholdsvis Kultur- og Udenrigsministeriet. Kronik: Jakob Jakobsen om den varslede lukning af Center for Dansk Billedkunst

"The present conjuncture of culture, commerce and the state has contributed to a crisis of authority and sovereignty in all institutions - particularly in the public sector where, until only very recently, a degree of state protection from market forces was guaranteed. In Denmark, for example, the Ministries of Culture and Trade recently announced the establishment of the NyX network to co-ordinate cultural-corporate projects. With an initial budget of 3m Kroner, the network will support "creativity through the meeting of culture and business" under the 'expert guidance' of Copenhagen Eventures and the professional services firm Deloitte & Touche. In the Nordic region this initiative signals the beginning of the end for publicly funded bodies like Danish Contemporary Arts and the Nordic Institute for Contemporary Arts. It certainly indicates that business interests and expertise are now being brought into the cultural equation - with potentially disastrous consequences"

Dette er et citat fra en artikel publiceret i 2001 i det tyske kunstmagasin 'Texte zur Kunst', skrevet af den engelske billedkunstner og researcher Anthony Davies. Artiklen er altså skrevet før den nuværende liberalistiske regering kom til magten i Danmark, og før Brian Mikkelsen antageligt havde nogen idé om at han snart skulle blive kulturminister. Men i artiklen har Davies foregrebet hvad der i dag er blevet en realitet: Center for Dansk Billedkunst (CDB) skal lukkes som selvstændig organisation ved årets udgang. Dette medmindre kulturministeren ændrer sine planer og bøjer sig for den udbredte kritik af og forbavselse over lukningen - som over de sidste uger er kommet til udtryk gennem læserbreve, kronikker og demonstrationer her i Danmark tillige med mængder af tilkendegivelser fra kolleger og fagfolk i udlandet.

Brian Mikkelsen gik i Information (Weekend 13.-14 april) til modangreb og pegede på at meget af kritikken af den ny kunsttilskudsstruktur byggede på "faktuelle fejl og fiktive gengivelser" og gik specielt hårdt i rette med Lars Bang Larsen, som i et læserbrev havde sammenlignet nedlæggelsen af CDB med en nedlæggelse af British Council i Storbritannien. Ministeren kaldte sammenligningen "vrøvl". Problemet i denne sag er for mig at se at offentligheden ikke er blevet præsenteret for særlig mange facts i forbindelse med kulturministerens planer inden for den internationale udveksling i særdeleshed, og den nye tilskudsstruktur i almindelighed. Og det mest nedslående er at Brian Mikkelsen så ikke benytter lejligheden og spaltepladsen til at komme med meget andet end hvad man måske - for nu at bruge en af Brian Mikkelsens ejne vendinger - kunne betegne "fiktive gengivelser".

Det afgørende i denne sag er om han nedlægger CDB som uafhængig og selvejende institution og stiller en eller anden form for statskontrolleret kontor for international kulturudveksling i stedet. Et kontor, hvor ministeriet løbende kan bestemme aktiviteternes karakter og niveau. Nu skal man huske på at CDB udelukkende beskæftigede sig med billedkunst og at det kommende kontor skal betjene alle kunstarter tillige med at det skal samordnes med Udenrigsministeriet, hvilket vel betyder at kontoret fremover kommer til at arrangere handels- og kulturfremstød i udlandet. Men fra at have et kunstnerstyret center med fagkyndigt personale og netværk og goodwill på internationalt og fagligt plan, skal udvekslingen på kunstområdet betjenes af et kontor besat af embedsmænd fra henholdsvis Kultur- og Udenrigsministeriet. Men Brian Mikkelsen hævder i sit indlæg at Lars Bang Larsen vrøvler og hævder at det han planlægger er netop en ny struktur "inspireret af erfaringerne i bla. Storbritanniens Arts Council og British Council, som henholdsvis støtter alle kunstarter og arbejder med at lancere alle kunstarter i udlandet".

Nu har jeg selv boet i London i seks år og jeg må sige at det vil være en temmelig stor overraskelse for mig hvis British Council er en underafdeling af det britiske kulturministerium, specielt i lyset af at det britiske samfund inden for de sidste 20 år er blevet mere og mere præget og styret af markedsinteresser. Et statskontor kan jo ikke gå ud og opsøge andre kilder for tilskud i den private sektor eller hos andre velgørende fonde, som for eksempel det nationale lotteri i Storbritannien, som samarbejder med British Council i udstrakt grad. Nu er British Council en særdeles effektiv organisation, der har haft særdeles stor succes med at promovere 'Cool Britania' uden for de britiske øer, som en eksponent for kreativitet og iværksættermentalitet. Men til forskel fra her i Danmark har de i England en Labour-regering som netop satser på samarbejde mellem den private og offentlige sektor ligesom vores tidligere regering gjorde det. Den radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen satte netop 3 millioner af til det netværk for kultur- og erhvervsliv, som Anthony Davies refererer til (NyX). Denne satsning ud fra et vist indblik i statens nødvendige tilstedeværelse i en vidensøkonomi, som leverandør af infrastruktur for denne økonomis udvikling.

Denne politik betegnes i Storbritannien 'Den Tredje Vej' - vejen mellem statskontrol og markedskontrol. 'Den Tredje Vej' var i 90erne stort set modellen for den social-kapitalisme som udfoldede sig i Storbritannien, Tyskland, Danmark mm. Men det virker ikke som om højreregeringen her i Danmark tillægger meget relevans til vidensøkonomien og dens integration af immaterielle aspekter, såsom kultur og kunst, i den generelle samfundsmæssige produktion. Det virker som om vores nye regering tager skridtet fuldt ud og træder direkte ind i en økonomi hvor staten trækker sig mere og mere tilbage som aktør i samfundslivet, herunder kulturlivet.

Denne tilbagetrækning ligger selvfølgelig i kortene i 'Den Tredje Vej' på lidt længere sigt. Anthony Davies' bemærkninger om at offentlige institutioner såsom CDB nok før eller siden ville forsvinde, var et gæt baseret på en analyse af mekanismerne i den neo-liberale økonomi, og var et muligt fremtidscenarie. Dette scenarie er åbenbart ved at indtræffe i Danmark tidligere end nogen kunne forestille sig. Lukningen af Center for Dansk Billedkunst er antageligt begyndelsen på enden af offentlig støtte til fri kunst og kultur i Danmark hvis det var op til denne regering. Jeg vil blive meget overrasket hvis der om nogle år gives støtte til anden international udveksling end den der angår danske handelsfremstød i udlandet.

Jakob Jakobsen, april 2002