|
[23. juli 2001]
Nørgaard er mono-minister i Mono-land
Kommentar til Danmarks nye kunstner-regering
dannet 14. juni 2001.
Artiklen er oprindeligt tryk som et debatindlæg i
Dagbladet Information kort efter referingsdannelsen. Tekst og foto:
Farid Fellah
Billedkunstnereren Bjørn Nørgaard præsenterede torsdag den 14.
juni i kulturministeriets baggård (!) en (af)magtsregering med ham
selv som nationalminister.
I indlæggene fra de 12 ministre blev der under maksimet "Fantasien
til magten" fokuseret på bl.a. værdien af anden etnisk baggrund
og multikultur. Regeringens sammensætning var alt andet end fantasifuld.
Den var sørgelig blond og leverpostejsfarvet. Regerings eneste minister
uden dansk baggrund var konfliktløsnings- og globalminister Viera
Collaro, der symbolsk nok måtte forlade debatmødet før tiden. Hun
efterlod sig en gabende tom stol, der vidnede om afmagtsregeringens
afmagt og åbenbare accept af tingenes tilstand.

"Var det svært at finde en pakistaner?", ville den herboende franske
kunstner Colonel vide. Det ganske interessante spørgsmål blev forbigået
i næsten tavshed. "Er det hele bare for sjov?", ville Colonel vide.
"Næh, nej..." prøvede nationalminister Bjørn Nørgaard at svare.
Det svedne grin afslørede ham. Det var mest for sjov. Seancen vidnede
først og fremmest om magtforholdene i det danske samfund, hvor fintfølende
danske næser kan spore lugten af fundamentalisme og vandpibetobak
generationer efter en indvandring. Det gælder selvfølgelig også
kunstverdenen. Det gælder om at pisse territoriet af, vil en professor
på kunstakademiet vide. Og det gjorde (af)magstregeringen ganske
rigtigt. Signalet var klart. Indvandrere er objekter - genstande
for snakken i velmenende(?), intellektuelle kredse.Tæl bare antallet
af fremmedklingende navne blandt Informations skribenter. I Deadline
på DR2 søndag den 17. juni sagde, Bjørn Nørgaard: "Vi vil ikke bede
andre om at gøre noget, vi ikke selv gør." Og dermed ramte han problemets
kerne.
(Af)magtsregeringen kan redde en lille del af æren ved at udnævne
netop Colonel til glokal- og dannebrogsminister. Vil kunstnerne
virkelig drive politik, kan det ikke gøres i samtidskunstens snævre
sfære. Så må de sprænge de rammer, de har sat for sig selv, og afmagtsministrene
må involvere sig i verden - ikke bare ved at involvere indvandrere
som en reference i deres egne kunstneriske projekter, men ved at
entre den politiske arena bevæbnet med kunst og retorik. Det er
der slaget skal udkæmpes. (Af)magtsregeringen må bevæge sig fra
kulturministeriets baggråd til folketingets hovedtrappe og Ekstra
Bladets læserbrevsspalter. Balance- og fordelingsminister Henning
Christiansen karakteriserede i sit indlæg debatmødet og den nye
regering bedst: "Flip, flop, flip, flop..."
Med venlig hilsen Farid Fellah
Oppositionspolitiker, Magtens Nulpunkt
Læs kopenhagen.dk's
reportage fra afmagtsovertagelsen
Læs mere i Information.dk's
arkiv, søg på ordet "afmagtsregering".
|