|
[17. juli 2001]
Elia - et hovedværk
Ingvar Cronhammers skulptur
Elia, som i Herning kaldes ‘verdens største skulptur’,
er trods sine omkostninger på over 20 millioner kr. ikke også
nødvendigvis ‘verdens bedste skultpur’. Læs en
brysk kommentar, som vistnok er skrevet af den århusianske kunstteoretiker
og kunstner Anitta Nørgaard Johansen. Værket blev
for nylig udsat for omfattende grafitti men blev hurtigt renset og hermed
gjort klar til den officielle indvielse. Kopenhagen takker for et indlæg
i debatten. Af Anitta Nørgaard Johansen
(Århus, 16. maj 2001)
Der er ingen tvivl om, at Ingvar Cronhammers skulptur Elia i Herning vil
blive et hovedværk i dansk kunst. Alene størrelsen (‘verdens
største skultptur’ som de siger i Herning) og prisen på
20 millioner kr. kvalificerer den direkte til betegnelsen hovedværk.
Og når man ved hvor svært det er indenfor kunstens verden
at stampe penge op af jorden til bare et frimærke, er det naturligvis
en præstation af de store, at det er lykkedes Cronhammer at realisere
dette værk.
Men det er måske også med baggrund i det økonomiske
aspekt, at Elias problem både starter og slutter. Det følgende
får stå som påstande, da jeg ikke kender detaljerne
bag finansieringen af Elia. Men med kendskab til fordelingsmekanismer
indenfor det kunstneriske område og lokalpolitisk tankegang skydes
der nok ikke helt ved siden af.
Ingvar Cronhammer har allerede for en ti år siden bevist sig som
en mester indenfor hvad der i mangel af bedre ord måske kan kaldes
skulptur. Det er foregået indendørs i musemsregi, og med
værket ‘The Gate’ nåede Cronhammer en storslåethed
og originalitet af international standard. Han fik i samme tidsrum ideen
til Elia, som altså først realiseres nu.
Ved at bevæge sig fra museet ud i virkeligheden sker der selvfølgelig
mange ting. Både med skulptur som sådan og fianansieringen
af den. Hvor imponerende Elia end kan synes, matches den af et et kraftvarmeværk
i en større jysk by. Skalaen er en anden i virkeligheden, og det
er på den baggrund ikke nok, at værket er stort. Det skal
også være stort tænkt. Verdens største skulptur?
Måske havde det været bedre med verdens bedste skulptur.
Udtrykket er med overvejende sandsynlighed ikke Ingvar Cronhammers formulering.
Og hvor uskyldigt et sådant markedsføringsmæssigt slogan
end kan tage sig ud, er der alligevel grund til at holde fast i formuleringen
og kigge nærmere efter i sømmene. For jeg ser her kimen til
Elias problemer.
For at fremskaffe 20 millioner kr. til kunst er det ikke nok, at det
er kunst. Det skal være noget andet og mere. F.eks. verdens største
skulptur. Eller med en anden formulering, der også smager af textilkøbmandsskab;
en skulptur, der får folk til at valfarte til Herning i mange år
fremover. Det er fint med begejstring, og den må også gerne
løbe af med en. Men det er et problem, at Elia nu ikke bare er
skultptur og kunst. Den er lige så meget verdens største
og måske vigtigst af alt en ting, der skal trække folk til
Herning. En midtjysk pendant til Randers Regnskov. Og det kan desværre
sjældent blive anderledes, når kunsten må gå i
kompagniskab med penge, byråd og turistforening.
En ting er selvfølgelig slogans, begejstring (den være sig
på kunstens eller de øgede indtjeningsmuligheder i Hernings
vegne) og kommerciel udnyttelse af kunsten. Det kan være fint nok,
hvis det ikke, som i Elias tilfælde, synes at have inficeret selve
værket.
Der er en behagelig parkeringsplads, som giver mindelser om storcentre
og oplevelseskultur, lige ved foden af skulpturen. Jeg er overbevist om,
at kulturjournalister og kunsthistorikere vil værdsætte, at
de kan køre til døren, når de skal til Jylland for
at rapportere fra indvielsen. Og det samme vil det mere almene publikum,
der følger efter. Når man har stillet bilen, kan man fra
parkeringspladsen bevæge sig de få meter hen til en af Elias
fire trapper og bestige skulpturen. Trinene er høje. Men man klarer
det nok. Ellers er der gelænder i siderne. Og snart sponsorerer
handelstandsforeningen en kørestolslift ved en af de fire trapper.
Efter at have besteget Elia og beset dens i sandhed imponerende sorte
bug (som opfindsomme skoleklasser og daghøjskoler allerede var
begyndt at bruge som skraldespand), kan man så tage turen rundt
om Elia på de fornuftige måtteanordninger, der er lagt ved
foden af skulpturen hele vejen rundt. Man er en kunstoplevelse rigere,
inden man sætter sig i bilen og kører hjem eller til det
ikke fjerntliggende Herning midtby for at tage en bid brød og en
tur op og ned ad gågaden.
En nation har naturligvis de hovedværker den fortjener. Og ved
sin fysiske fremtoning leder Elia meget tydeligt tankerne hen på
en anden kendt skulptur. Walter De Marias ‘The Lightening Field’
i USA. Her ser vi med al tydelig gru forskellen på to værker,
deres økonomiske finansiering og deres kunstneriske autonomi og
konsekvens udmalet. Ligthening Field er placeret afsides, og den besøgende
skriver under på, at vedkommende de næste 24 timer vil opholde
sig ved skulpturen. Walter De Marias land art kræver, mens Ingvar
Cronhammers Elia tilbyder. Og fra at tilbyde er der ikke langt til at
byde sig til. Der er der ikke noget problem i, hvis ikke det var fordi,
jeg har svært ved at tro, at det skulle være Cronhammers kunstneriske
intentiobn. Elia har mistet på den kunstneriske konto, hvad den
i stedet tilbyder i form af tilgængelighed forstået i alle
ordets betydninger. Det er der kommet et dansk hovedværk ud af.
Hverken mere eller mindre.
På vejen hjem fra Herning og Elia kørte familien og jeg
over Silkeborg, hvor vi under lignende omstændigheder besteg en
anden dansk seværdighed. Himmelbjerget. Parkeringsplads, en kort
spadseretur og udsigten kan nydes fra toppen. På vejen til og fra
tilbydes alskens is, slik, bamser, stokke og postkort. Det ser man ikke
ved Elia, hvor man selv må have fotografiapparatet med. Men ellers
er opskriften den samme. Både naturen og kunsten er tæmmet
og underlagt en tilgængelighed, som jeg har svært ved at se
som andet end problematisk. Elias problem kan mere specifikt defineres
ved, at det godt nok er en skulptur, og på sin vis som kunst frataget
en rimelig funktion. Elia synes dog at have fået en ny, nemlig at
den skal bestiges.
Elia skal nok blive behørigt tiljublet af dansk kunsthistorie,
for vi må stille os tilfredse med de toppe, vi har.
Jeg synes, det er ærgeligt, at de store økonomiske satsninger
indenfor kunstens område ikke synes at ligge i forlængelse
af tilsvarende store kunstneriske udfoldelser. Tre eksempler fra de senere
år kunne være som nævnt Elia, Kvium/Lemmerz’ ‘The
Wake’ og Bjørn Nørgaards gobeliner. Gobeliner som rigtignok
økonomisk og arbejdsmæssigt er et hovedværk men hvis
mest interessante kunstneriske pointe var, at Joachim er grøn.
Et værk, der på ingen måde matcher Nørgaards
tidligere innovative kunstneriske udfoldelse, og ses det bredere i lyset
af hans politiske udgangspunkt og udsagn, bliver det som konstruktion
ikke bare selvmodsigende men direkte forstemmende. Historien er dog så
symptomatisk, at ingen finder trang til at genfortælle den.
Penge er altså ingen garanti for reelt kunstnerisk udkomme, og
at disse værker modtages applauderende af kunsthistorikere og anmeldere,
kan kun ses som disses mangel på kritisk værktøj, når
de står overfor sværvægtere i dansk kunst.
Elia er et dansk hovedværk. Men jeg mener, at det kunne have stået
stærkere som værk og som kunst, hvis man havde insisteret
på, at skulpturen skulle være netop det. Men om Elia så
nogensinde var blevet realiseret er nok et åbent spørgsmål.
Og så er vi tilbage i de kompromisser, som er så skadelige
for kunst, når den skal være kunst.
Elia kunne kort fortalt være blevet bedre, end den er. Og kommer
på denne baggrund på sin vis til at stå som et monument
over spildte muligheder.
Men der er gode grunde til at komme til Herning og ikke mindst Herning
Kunstmuseum. Duchamps ‘Box’, som ikke bare i reproduktionens
tidsalder men også i postordretid har betydelig relevans, Uwe Max
Jensens ‘Relikvie’, Sven Dalsgaards stole og Ingvar Cronhammers
egne indendørs skulpturer.
Og ikke mindst Piero Manzonis skulptur ‘Verdens sokkel’: Et
værk og en finansiering, der viser, hvor langt man kan nå,
hvis man har modet til at give en kunstner frie hænder og stadig
bakke ham op økonomisk. Et værk som i sagens natur er verdens
allerstørste, og som ikke bare er stort, men stort tænkt.
Et internationalt hovedværk.
Mere Elia:
http://www.elia.dk/
|
)
)